____________
Vi anmelder her en række nyere bøger, der har det til fælles, at de beretter om opstande og modstand mod
de herskende samfundsforhold.
Dramatiske skildringer om livet i skyggen af den officielle historiefortælling.
Vi har opdelt BOGBASAREN i to dele (anden del bringer vi i starten af marts ).
Første del
- Kommunarden Louise Michel‘s biografi “Memoiren“.
- Katarina Karcher: "Sisters in Arms" – Militanter Feminismus in West-deutschland seit 1968. (Er også udgivet på engelsk).
- Mikel Santos Belatz / oversat til dansk af Lars Troels Møller: "Lucios skat", tegneserie. Om den baskiske anarkist Lucio Urtubias liv
________________________________________
- Kommunarden Louise Michel‘s selvbiografi “Memoiren“
Louise Michel, forfatter og militant anarkist, blev født den 29. maj 1830 på slottet Vroncourt i det franske département Haute-Marne. Hun var datter af tjenestepigen Marianne Michel og slotsfogeden eller hans søn. Hendes barndom og ungdom tilbragte hun hos slotsfogedens forældre, der havde en liberal indstilling. Efter eget udsagn tilegnede hun sig en social bevidsthed, da hun i sin ungdom oplevede bøndernes ufattelige nød. Efter bedstefaderens død i 1850 blev hun uddannet til lærer. På grund af hendes åbenlyse modstand mod kejser Napoléon III. fik hun ingen ansættelse i den statslige skoletjeneste. Da hun i 1853 blev ansat som lærer på en privatskole i Paris, var det første hun gjorde at afskaffe morgenbønnen.
Louise Michel deltog aktivt i Pariserkommunen , først som sygeplejerske og derefter som væbnet militant i kommunens nationalgarde. Hun var med i kommunardernes sidste kampe på kirkegården Cimetière de Montmartre, hvor hun var sammen med sin kæreste Théophile Ferréder, der blev henrettet i november 1871. Michel tilegnede ham afskedsdigtet ”L’œillet rouge” (Den røde nellike”).
Billedet tv.: Anholdelse af Louise Michel efter Pariserkommunens nedkæmpelse 1871 (oliemaleriet af Jules Girardet)
Frankrigs store dramatiker Victor Hugo tilegnede Louise Michel sit digt ”Viro Major”. Efter nedslagtningen af Pariserkommunen, hvor omkring 30.000 oprørere blev dræbt og ca. 40.000 blev anholdt, blev Louise Michel i december 1871 stillet for en domstol. Hun trodsede dommerne, forsvarede kommunen og hånede den truende dødsdom:
”Jeg vil ikke forsvare mig og jeg vil ikke blive forsvaret. Jeg tager det fulde ansvar for alle mine handlinger (...). Man beskylder mig for at være en af kommunens sammensvorne. Selvfølgelig var jeg det, fordi kommunen først og fremmest kæmpede for den sociale revolution, det som jeg så inderligt ønsker”, svarede den dengang 41-årige Louise Michel på militærdomstolens anklager.
Deportation til Ny Kaledonien
Louise Michel dømmes til døden. Men dommen bliver overraskende omgjort til deportation til Frankrigs oversøiske koloni ’Ny Kaledonien’, hvor hun og 8000 andre kommunarder kommer til at tilbringe mange år. Indtil hendes deportation opholdt hun sig i kvindefængslet i Versailles, hvor hun på grund af sin ihærdige kamp for bedre fængselsforhold fik øgenavnet "La Louve rouge, la Bonne Louise” (den røde ulv, den gode Louise).
Michel tilhørte på det tidspunkt en konspiratorisk gruppe af militante kommunister omkring Louis Auguste Blanqui (billedet tv.) Han var blevet valgt til Pariserkommunens rådsstyre, men kunne ikke indtage sin plads, fordi han sad i fængsel på et hemmeligholdt sted udenfor Paris, der var kontrolleret af royalisterne. Her var han underkastet en langvarig mørkestraf (”cachots noirs”).
På vejen til eksilet i Ny Kaledonien blev Louise Michel ifølge hendes egne beretninger anarkist. Hendes mangeårige ophold ved ”verdens ende” benyttede hun til at undervise, arbejde og leve sammen med ø-gruppens fattige beboere. Hendes beskrivelse af livet her er præget af social empati og energi. Et studie i de daværende horible forhold i de franske kolonier.
Efter en generel amnesti for kommunarderne i 1880 vendte Louise Michel tilbage til Paris.I disse år forfattede hun nogle dramaer og sammen med Jacques Guétré skrev hun romanen ”La misére.
Tre år senere blev hun igen anholdt, fordi hun opfordrede til (og vist også deltog i) plyndring af bagerbutikker, som svar på folks sult. I juni 1883 blev hun så dømt til seks års fængsel og 1885 atter benådiget. Denne benådning fra magtens lakajer afviste hun med en hånlatter.
I 1886 udkom hendes selvbiografi, som hendes advokater igennem en årrække fik smuglet ud af fængslet. I 1886 efter Michels løsladelse blev selvbiografien suppleret med digte, avisudklip og beretninger om hendes processer og derefter udgivet i Paris.
Den 22. januar 1888 optrådte Louise Michel i Théatre de la Gaité med et foredrag om anarkismens grundsyn. Efter foredraget blev hun skudt i hovedet med to pistolskud af en noget sindsforvirret, monarkistisk katolik. Hun afslog at anmelde det til politiet. Attentatet medførte en del helbredsmæssige problemer og hun besluttede at flytte til London. Her færdedes hun i anarkisternes eksilkredse, hvor blandt andet den russiske anarkist Pjotr Alekseevitj Kropotkin (billedet tv.) var en fremtrædende personlighed.
Indtil hun i 1899 endegyldigt vendte tilbage til Frankrig, besøgte hun landet regelmæssigt for at holde foredrag. Den 4. september 1904 blev hun medlem af frimurerlogen ”La Philosophie Sociale” og stod for en konference om revolutionær feminisme. Louise Michel døde den 9. januar 1905 i Marseille. Ved hendes begravelse deltog 120.000 mennesker fra Frankrigs libertære og revolutionære miljøer.
Der er skrevet en del bøger om Louise Michel og hendes biografi blev første gang udgivet på tysk i det hedengangne DDR i 1962. Med alle de forkortelser og tekstmæssige forvanskninger, det indebar. Men det råder den nye udgivelse hos forlaget Unrast nu bod på. Således er de oprindelige franske tekster fint hjulpet med fodnoter, der bidrager til en bedre forståelse af teksten, som selvfølgelig bærer præg af, at den er forfattet for omkring 135 år siden. Læseren bliver ikke desto mindre suget ind i livet og kampen for denne ukuelige kvinde, der forblev oprørsk anarkist hele sit liv. (al./autonom infoservice)
____________________________________________________________ Louise Michel‘s “Memoiren“, aus der Reihe ”Klassiker der Sozialrevolte“ 368 sider, 16 euro, Unrast-Verlag Münster 2017. ISBN 978-3-89771-925-5
- Sisters in Arms af Katharina Karcher
I kølvandet af det udenomsparlamentariske 1968-oprør udviklede der sig en ny kvinde-bevægelse i Vesttyskland. Feministerne krævede ikke bare ligestilling mellem mænd og kvinder, men gjorde oprør mod selve samfundsstrukturen: De patriarkalske og kapitalistiske magtforhold, som hele det tyske samfund var (og er) baseret på. En række feministiske grupper og kollektiver udviklede i den forbindelse en militant politisk praksis, som skabte ravage og vakte opsigt. Såvel i kvindebevægelsen, som på venstre-fløjen og i større dele af den vesttyske offentlighed udspillede der sig heftige kontroverser om de militante feminister og deres provokerende og slagkraftige aktioner. Det er denne praksis, Katharina Karcher sætter fokus på i bogen.
Det begynder med de kønspolitiske kampe mod mandsvældet i selve studenter-bevægelsen.Det legendariske ’tomatattentat’ i 1968 sætter for alvor skub i sagerne:
Den 12. september 1968 holdt Helke Sander i Frankfurt en tale til deltagerne på den 23. kongres i SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenbund). Helke Sander var aktivist fra den antiautoritære venstrefløj og talte også på vegne af feministerne i ”Aktionsrat zur Befreiung der Frau”, der især kæmpede for at befrie kvinder fra isolation og undertrykkelse i privatsfæren. De ville gerne samarbejde med SDS, hvis man(d) var indstillet på at bekæmpe sexismen i egne rækker. Helke Sander sluttede sin tale med en advarsel:
” Hvis mændene i den antiautoritære venstrefløj bliver ved med at ignorere de kritiske indlæg fra kvinder, så vil kvinderne drage de nødvendige konsekvenser”.
Da SDS ledelsen ignorerede dette og blot ville gå videre til andre spørgsmål, fik det konsekvenser: SDS aktivisten Sigrid Rüger rejste sig fra sin stol i salen og begyndte at kaste tomater på de ledende SDS mænd. Flere kilo tomater landene på talertribunen, først i stilhed så i tumult. Dette blev start-kuddet på en omsiggribende opblomstring af feministisk seperatistisk selv-organisering med power og konfrontative aktioner.
Denne udvikling i den ny kvindebevægelse beskriver Katharina Karcher med masser af detaljer og sjove anekdoter. Altid fyldigt dokumenteret og sat i sammenhæng med den overordnede samfundsudvikling og de generelle tendenser på venstrefløjen og i kvindebevægelsen.
Særligt fokus sætter hun på kvinderne i RAF (Rote Armee Fraktion) og "Bewegung 2. juni" samt RZ (Revolutionäre Zellen) og "Rote Zora" ( kvindeguerilla dannet af tidl. aktivister fra RZ). Det var især Rote Zoras spekulative aktioner og bombeattentater, der førte til, at feministisk militans i mange varianter fik en vis udbredelse og inspirerede vidt omkring. Denne militante feminisme var til dels sammenflettet med den autonome bevægelse og nåede lige som denne sit højdepunkt i slutningen af 1980erne.
Rote Zoras mest spekulative manifestation af feministisk militans var den række af brandanslag, som gruppen udførte i 1987 mod tekstilkoncernen Adler om natten. Disse angreb førte til, at koncernen efter-kom strejkekravene fra de kvindelige tekstilarbejdere i Sydkorea, som under horrible forhold producerede de varer, Adler solgte i Tyskland.
Siden starten af 1990erne bliver der længere mellem militante aktioner med feministisk agenda. Efter en passiv periode ytrer Rote Zora sig igen i 1995 med et fejlslagent bombeangreb på et værft i Hamburg, som byggede skibe til det tyrkiske militær. Dette blev Rote Zoras sidste aktion og cirka her slutter også bogen.
Katharina Karcher er kønsforsker og underviser i tysk på Birmingham University. Hun har brugt syv år til at skrive denne bog, der bygger på mængder af arkivmateriale og interviews med en lang række personer, der var indblandet i de begivenheder, bogen beskriver. (ikh./autonom infoservice)
Den engelske originaludgave udkom i 2017: Katharina Karcher: ”Sisters in Arms – militant Feminisms in the Federal Republic of Germany since 1968” på forlaget Berghahn Books.
Den reviderede og udvidede tyske udgave udkom i 2018 på Assoziation A Verlag: "Sisters in Arms, Militanter Feminismus in Westdeutschland seit 1968". Oversat fra engelsk af Gerhild Ahnert og Annemarie Künzl-Snodgrass. ISBN 978-3-86241-464-2 | udgivet september 2018 | 240 sider, ill. | Paperback | Pris:19,80 €
- LUCIOS SKAT Om anarkisten Lucio Urtubias liv af Mikel Santos Belatz / oversat til dansk af Lars Troels Møller
Den baskiske anarkist Lucio Urtubia, født i byen Cascante, Navarra-provinsen i 1931, er en yderst praksisorienteret aktivist, som med stor entusiasme bedriver "handlingens propaganda".
Mikel Santos Belatz har skabt en grafisk roman om Lucio Urtubia, der fortæller hans livshistorie på tre indbyrdes sammenflettede niveauer: Hans opvækst i en fattig familie i Cascante under fascisten Francos brutale styre. Her oplever Lucio Urtubia, hvordan myndighederne henretter socialister og kirkelige repræsentanter udøver stikker-virksomhed, samtidig med at den enorme sociale ulighed i befolkningen tynger. Det er disse forhold der danner baggrunden for Lucio Urtubias senere så udprægede retfærdighedssyn.
Den centrale del af historien kan betegnes som ”omfordelingsorienteret aktivisme”, som han underbygger med ordene: "En revolutionær, der ikke gør noget, er ligesom en præst." Lucio Urtubia gennemfører sammen med sine kammerater flere væbnede pengebeskaffelsesaktioner mod banker og mens han var i militærtjeneste gjorde han grundigt indhug i militærets kantine og tøjdepoter, som han så fordelte til familie og venner.
Urtubia måtte tage flugten til Paris i 1954. Han fik arbejde som murer i byen og bliver del af det spansk-franske anarkistiske miljø.
- ”Siger I, at en skide murer er ved at ruinere First National City Bank ...?!”
På et tidspunkt begyndte han i stor stil at forfalske rejsechecks fra den amerikanske Citibank, der således bliver lettet for kæmpestore beløb. Med disse penge fra Citibank medfinansieres den antifascistiske undergrundskamp mod Franco-diktaturet.
Legendarisk er i denne forbindelse også Citibanks knæfald i forbindelse med en forhandling med Lucio Urtubia. En af bankens direktører udtrykker det på denne måde: ”Siger I, at en skide murer er ved at ruinere First National City Bank, verdens vigtigste bank? En skide murer?!”
Historiens forskellige skiftende perioder bindes sammen af hans fortællinger til en ung studerende, en niece til en af Urtubias kammerater, der skriver sit universitets-speciale om anarkismens udvikling frem til i dag. Bogens sprog er levende og karaktererne interessante. Mikel Santos Belatz’s tegnestil er en individuel smagssag. En slags retro tegneteknik, der for tiden oplever sin tydelig renæssance i genren, farvelagt i brun/ bordeaux/ beige. Mens personerne er tegnet noget ensformigt, så er bogens handling til gengæld atmosfærisk fint gengivet. Oversættelsen af Lars Troels Møller til et levende sprog er i den forbindelse en absolut ekstra bonus. Alt i alt særligt velegnet som sekundær litteratur i skolernes historieundervisning.
(al. / autonom infoservice)
_____________________________________________________________ Mikel Santos Belatz / oversat til dansk af Lars Troels Møller / tekstning og grafik: Mikkel Pape: ”Lucios skat”, tegneserie, 144 sider, 199,95 dkr. Udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2019. ISBN 978-87-93871-18-2
"LUCIOS SKAT " supplerer fint den ligeledes på dansk udkomne selvbiografi ”Revolution fra Byggepladsen” , der også er oversat fra spansk af Lars Troels Møller. (Se autonom infoservices' anmeldelsen af ”Revolution fra Byggepladsen” ).
___________
Anden del af BOGBASAREN
- Anne Reiche: Auf der Spur. Et liv i undergrunden i byguerilllaen ”2.juni-bevægelsen”, bankrøverier, fængsels-ophold, kvindekollektivet, bz-hus i Hamburg-Hafenstrasse
- René Karpantschof: De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848 – 1920
- Alaa al-Aswany: Jeg løb mod Nilen. Begivenhedernes omkring revolutionsåret 2011 i Ægyptens hovedstad Cairo *