Initiativet "Rock Against Racism" bekæmpede i 1970'erne racisme i Storbritannien.
Filminstruktøren Rubikah Shahs ”White Riot“, opkaldt efter en sang af det britiske punkband 'The Clash', fortæller historien.
_____________________________________________
Filminstruktør Rubikah Shah
- Tilblivelse af ”Rock against Racism“
”It’s our country. Let’s win it back“, råbte højreekstremisterne fra “National Front“ (NF) 1977 i Storbritannien, mens de angreb englændere, hvis formødre og –fædre var kommet til England fra Caribien eller Indien. Denne racistiske ideologi og udgrænsningspolitik gav NF valgsejre i en række byer.
“The Battle of Lewisham” (se wikipedia), den 13. august 1977 ifm. National Fronts opmarch (Forstør ved at klikke på billedet):
Også den konservative politiker (og daværende sundhedsminister) Enoch Powell var dengang fortaler for holdninger, der næppe adskilte sig fra de racistiske udgydelser fra National Front.
Afrobritter var underkastet de såkaldte “SUS-Laws“ , vilkårlige tilbageholdelser af politiet, som igen og igen resulterede i protester. Samtidig med disse politichikaner spredte højreorienterede skinheads og andre bøller angst i de britiske storbyer, når de marcherede i gaderne og begik det ene racistiske overfald efter det andet.
- Dengang og idag
Højreekstremisternes paroler og påstande lyder idag stort set ligesom dengang.
Parallelerne til den ideologi og den fremfærd der karateriserer nutidens nazier og højreekstremistiske partier overalt i Europa er ganske påfaldende i Rubikah Shahs dokumentarfilm "White Riot“.
Filmen er opkaldt efter en sang af det britiske punkband The Clash. Sangen findes forøvrigt på A-siden af gruppens første singleplade.
I filmen fortæller Shah historien om den britiske græsrodsbevægelse Rock against Racism. Bevægelsen blev dannet i London i 1977 for at sætte noget imod National Fronts voksende popularitet.
Hvor udbredt National Fronts synspunkter var, beviste den britiske rockstar Eric Clapton, da han i interviews i 1976 ytrede sig som tilhænger af dette højre-ekstremistiske parti og udtalte sin bekymring for ”det voksende antal fremmede“. Claptons udsagn var dråben, der fik bægeret til at løbe over.
Rock Against Racism var i første omgang ude på at skabe modoffentlighed, feje de højreorienterede væk fra gaden og skabe antiracistiske alliancer, der rakte ud over venstrefløjen.
- Punkmagasinet ”Temporary Hoarding“
Aktivisterne ledte i forskellige musiktids-skrifter, de såkaldte ”Weeklies”, efter interesserede der kunne lide reggaemusik. Gruppen omkring performance-kunstneren Red Saunders startede magasinet 'Temporary Hoarding', som var stærkt præget af punkmiljøets billedsprog. Her blev der offentliggjort interviews med afrobritter, portrætter af britiske punkbands og solomusikere samt løbende annonceringer af lokale antifa-aktiviteter.
National Fronts popularitet begyndte at dale, da Rock Against Racism startede med at organisere festivals og koncerter. Ved en Open-Air-koncert i februar 1978 optrådte The Clash og Tom Robinson på scenen i London. Der kom mere end 80.000 tilskuere.
Filminstruktøren Rubikah Shah sætter i sin film ”White Riot“ fokus på Talking Heads musiker – og Rock against Racism grundlægger Red Saunders, sangeren Pauline Black fra skabandet The Selector, reggaeproducenten Dennis Bovell og en række andre, der som øjenvidner fortæller om deres engagement og deres hverdag som såkaldt ”Wog” (britisk slang for ikke-hvide). Filmen er lykkedes ret godt med at bruge fanzine-æstetik på filmlærredet. Rubikah Shah bruger igen og igen ”cut’n’paste“, viser sider og fotos fra gamle magasiner og dermed anskueliggøres det, hvordan Rock Against Racism fremtrådte i medierne dengang. Dertil kommer gamle filmudsnit, beretninger om koncerter, demoer og interviews. Altsammen formidler det et billede af den britiske hverdag i slutningen af 1970erne.
- Effektiv intervention mod højreekstremisterne
Det lykkedes for Rock Against Racism at intervenere overfor højreekstremisterne, fordi de fandt forbundsfæller i musikmiljøet. Ganske vist var der folk fra punkmiljøet, der flirtede med højrefløjen, feks. sangeren Jimmy Pursey fra Sham 69. Men de fleste var klart multikulturelt orienteret.
Således turnerede reggaebandet Steel Pulse sammen med The Clash rundt i hele Storbritannien. Turnéen var organiseret af Rock Against Racism, og musikerne fra begge bands ytrede deres protest mod National Front.
I filmen ”White Riot" hører man desværre ikke så meget om venstrefløjens indflydelse på den antiracistiske bevægelse. Godt nok forekommer der demonstrationer, bannere og røde faner, men de ofte kontroversielle diskussioner indenfor den britiske venstrefløj, der var meget uenige om den mest effektive strategi mod det højreekstremistiske spektrum nævnes kun perifært.
- Et mindre udpluk af den britiske venstrefløjs tidsskrifter fra 1970'erne med fokus på kampen mod bl.a. National Front:
Artiklen er sendt videre til Cinemateket / Det Danske Filminstitut samt Cafébiografen VesterVovVov på Vesterbro i København. (shaggie/autonom infoservice)
Demonstration: 'Generation Identitær' ud af København
Torsdag, d. 27. februar, kl. 17 - 21, foran Christiansborg, Organiseret af Revolutionære Antifascister og Antifascistiske Unge
