For 1 år siden udkom manifestet "Feminism for the 99%“, skrevet af Cinzia Arruzza, Nancy Fraser. og Tithi Bhattacharya.
Manifestet er udsprunget af Women’s March i 2017 og bygger på erfaringerne fra initiativet 'International Women’s Strike'.
”Feminism for the 99%” er en antikapitalistisk feministisk græsrodsbevægelse.
- Autonom infoservice' femiredaktion anmelder manifestet i anledning af 8. marts
________________________________________
"Vi er ikke interesseret i at enkelte kvinder bryder gennem glasloftet, mens flertallet samler skårene op..." ("Feminism for the 99%", A Manifesto, side 13)
Manifestet "Feminism for the 99%" opfordrer os til at solidarisere os med de store skarer af underbetalte og udbyttede kvindelige arbejdere bag de kendte feministiske ikoner og de liberale marketingsstrategier, som kun bruger ordet feminisme for at fremme salget af alverdens produkter.
”Feminism for the 99%“ udkom i USA for et år siden. Ikke mindst inspireret af Women’s March 2017. Forfatterne er Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya og Nancy Fraser, der alle arbejder som universitetsprofessorer. De forsker bla. i islamofobi, feministisk teori og marxisme – og de var del af den organisationskomite, som tog initiativ til den internationale kvindestrejke i 2017. Manifestet er oversat til mere end 20 forskellige sprog. Muligvis bidrager det til, at bevægelsen vokser sig stærkere. Det er værd at håbe på.
- Systemet er problemet
Det er i høj grad på baggrund af de opløftende erfaringer fra den inter-nationale kvindestrejke, at de tre forfattere til manifestet kræver, at feminismen idag må udvikle sig i en alternativ retning. Hinsides den reaktionære antifeminisme, selvfølgelig.
Men netop også som alternativ til den hierarkiske og pro-kapitalistisk orienterede liberale feminisme, der frem for alt prioriterer spørgsmålet om flere kvindelige ledere på chefetagerne. Eller som en af de rigeste kvinder i verden, Facebook-forretningsføreren Sheryl Sandberg postulerede i 2013 i sin bestseller ”Lean In“: Kvinder, knæl jer ind, og begynd at klatre op ad karrierestigen. Mændene overtager halvdelen af husarbejdet.”
Det var noget af et wake-up call for alle tilhængere af denne feudale business-feminisme, da Hillary Clinton i 2016 ikke blev valgt til præsident, og det istedet blev den notoriske sexist Trump.
Hvorfor foretrak så skræmmende mange (først og fremmest hvide) kvinder og mænd at stemme på Trump fremfor den liberale feminist Clinton? Primitiv kvinde-foragt har uden tvivl spillet en rolle.
Det mere interessante svar, som man kan give med manifestet i baghovedet lyder: ”Fordi Trumps udsagn ”Take her by the pussy“ i vælgernes øjne åbenbart var mindre belastende end Hillary Clintons overklasse arrogance.
Der var selvsagt ikke tale om noget politisk alternativ i dette "opgør" mellem milliardæren Trump med sin forløgne tilbedelse af underklassen og mulitmillionæren Clinton med sit slet skjulte overklasseperspektiv. De repræsenterer forskellige kapitalinteresser og er fælles om systembevarende bestræbelser .
- Strejke – det virker!
Når Arruzza, Bhattacharya og Fraser allerede i titlen på deres manifest taler om de ”99%”, så er det en bevidst reference til det kendte slogan fra Occupy Wall Street -bevægelsen, som for otte år siden besatte gader og pladser i finansmetopolerne. De går desuden på gaden med de første af deres i alt elleve teser: Feminismen må genopdage strejken som våben.
Dette er det centrale argument i manifestet: Den samfundsmæssige reproduktion, der først og fremmest udføres af kvinder ( bla. ulønnet omsorgsarbejde og børnefødsler) er underordnet den mandligt dominerede overskudsorienterede profitproduktion.
En strategisk kvindestrejke skader dermed såvel patriarkatet som kapitalismen. Begge magtstrukturer bliver med ét slag frataget den substans, de ikke kan overleve uden.
Andre teser drejer sig om kønsspecifik vold samt klimaforandringernes ødelæggelse af natur og miljø. Begge rammer i særlig grad kvinder i fattige lande.
Temaer er desuden kolonialisme og racisme, som heller ikke venstrefløjen og feminismen kan sige sig fri for. For eksempel når man(d) i marxistiske analyser stiltiende anerkender den hvide, mandlige arbejder som normen. Eller når den vestlige feminisme i så mange år har orienteret sig mod befrielse af den hvide kvinde.
Seksualitet. Manifestet handler også om seksuel frigørelse. Her betoner forfatterne, at vi idag ikke blot er konfronteret med et reaktionært back-lash, når det handler om seksualitet. Samtidigt med denne borgerliggørelse udsættes vi for en bagside, hvor seksualitet i alle dens varianter kommercialiseres og konsumlogikken slår igennem.
- ”Feminism for the 99%“ er et venstreradikal og systemkritisk manifest.
Her er ingen tale om at få kvinderne ind på chefetagerne. Derimod handler det om at nedlægge disse etager i det samfundsmæssige hierarki. Det handler ikke om at dreje på skruerne i systemet, men om at forandre samfundet fra grunden af . For at kunne skabe en sådan samfundsforandring må de forskellige kampe finde sammen i fælles fodslag.
Forfatterne vægrer sig mod at spille klassekampen ud mod identitetspolitikken. Der er brug for begge og de understreger, at de er absolutte fortalere for at bekæmpe den binære kønsopfattelse.
- Systemkritisk, radikal og kollektiv!
Da der er tale om et manifest, forbliver analyserne på overfladen. Men argument-ationen er genuin nok. En revolutionerende politisk bevægelse, kan kun orientere sig mod de fornedrede, udbyttede og undertrykkte på denne jord, ikke mod virksomhedledelserne og umyndiggørende politiske magtstrukturer. Med dette perspektiv provokerer manifestet nok en del af de feminister, der er fikseret på sprog, billeder og seksualiserede kroppe, og dermed risikerer at synke i småsager og private anliggender. "Feminism for the 99%" påpeger at kvinder på jorden ikke kun er optaget af skønhedsidelaer på Instagram og sexistisk sprogbrug. De rammes meget mere konkret af umenneskeligt arbejde, fattigdom og vold.
- Ingen er frie før alle frie
Feminisme uden klassekamp og uden en global og antiracistisk orientering, kan næppe betegnes som progressiv. Individuel frihed må altid ses i sammenhæng med resten af verden. Ingen er frie før alle frie. Således slutter manifestet. Arruzza, Bhattacharya og Fraser plæderer derfor for en radikalisering og en kollektivisering af den feministiske kamp. (autonom infoservice' femiredaktion)
Relateret:
- Jacobin: “A Feminism Aimed at Liberating All Women Must Be Anti-Capitalist”, Interview med Nancy Fraser, 10. februar 2019.
- Wikipedia: Om Feminism of the 99 % (F99)
autonom infoservice:
