-
I sin omfattende historiebog ’De stridbare danskere’ fortæller historikeren og tidl. bz’aktivist René Karpantschof om de mange og ofte
indbyrdes konflikter mellem de forskellige samfundsklasser i Danmark
i perioden 1848-1920.
Læserne bliver hvirvlet ind i de dramatiske begivenheder omkring Sønderjyllands gen-forening og monarkiets opslidning i kampene mellem konkurrerende
politiske poler.
Fortællingen munder ud i den organiserede
arbejderbevægelses fødsel med de efterfølgende brydninger mellem reformistiske kræfter og den revolutionære venstrefløj.
-
I forordet pointerer René, at han har en grund-læggende anden tilgang til historien end de
gængse fortællinger, der som regel tager afsæt
i det nationale som fællesnævner. Istedet for tager bogen udgangspunkt i det stik modsatte, nemlig i
” danskernes interne splittelser, rasende indbyrdes kampe og dybe samfundskriser...” (citat: René).
Bogen beskriver perioden fra 1848, der var karakteriseret af krigen mod den preussisk - østrigske hær samt interne borgerkrigslignende tilstande som følge af stridighederne omkring Slesvigs fremtidige tilhørsforhold. Frem til 1920, hvor kong Christian d. 10. blev sat på plads og kongens hidtidige enevældige magtbeføjelser blev afløst af den borgerlige parlamentarisme, som afværgede truslen om massemobiliseringer og udsigten til en samfundsomvæltning i socialistisk retning.
____________________
Adlens angst for revolutionsvirussen Den første tredjedel af bogen tager udgangspunkt i en tid, der vakte alvorlige bekymringer for det danske monarki og dets politiske epigoner. De revolutionære opbrud i store dele af Europa varslede radikale forandringer i de hidtidige magtforhold.Et tydeligt signal var den parisiske opstand i 1830, hvor folket gjorde oprør mod den reaktionære konge, Karl d. 10.
(Dette folkeoprør blev iøvrigt litterært foreviget af Victor Hugos roman ”De elendige” og af Delacroix’s maleri med titlen ”Friheden fører Folket”).
En lang række skelsættende begivenheder rundt omkring i Europa rystede det lille danske kongerige.
Foruroliget stirrede den danske adel, med den 39-årige kong Frederik d. 7. i spidsen, på den parisiske underklasses nye tilløb i februar 1848. Oprøret fik kong Louis Philippe og hans nærmeste
følge til at tage flugten til England og der blev udråbt en præsidentstyret republik.
Den anti-monarkistiske revolution bredte sig med lynets hast over store dele af Europa: ”Revolutionen pustede nyt liv i tidens liberale bevægelser mod Europas gamle monarkier”. (side 21)
______________
Et lille pust af frihed
Hvor presserende det var
for monarkiets fortsatte eksistens at sætte gang i for-bedrede forhold til undersåtterne, viste de stadig flere offentlige masseprotester med al tydelighed.
Danmarkshistoriens første offentligt annoncerede folkemarch, den 21. marts 1848, samlede omkring
10.000 studenter, borgere, håndværkere samt den københavnske underklasse. Folkemarchen krævede en række frihedsrettigheder fastskrevet i en forfatning.
Bogen fortæller i et frisk sprog om de efterfølgende konsekvenser og afværgelses-manøvrer fra de danske monarkisters side for at komme en opstand blandt
det voksende borgerskab og den underkuede bondestand i forkøbet. Således blev enevælden afskaffet og det banede vejen for Danmarks grundlov den 5. juni 1849.
I kølvandet heraf blev der indført folketingsvalg. Men kun for stemmeberettigede mænd over 30 år (!). Og der blev yderligere foretaget bestemmelser om, hvem i denne gruppe, der
ikke var stemmeberettiget:
Mænd der var straffede, tilknyttet fattigvæsenet, uden egen bolig, mv. Resultatet var, at næsten 44 procent af de mandlige københavnere ikke havde mulighed for at gå en tur til stemmeboksen.
(side 213)
________________
Krigen om Slesvig
Kapitlerne om den politiske situation op til og om selve forløbet af de slesvigske krige (1848-50 og 1864) er ganske informative og kommer vidt omkring.
Danmark blev kastet ud i to krige, der i anden omgang i 1864 resulterede i et svidende dansk militært nederlag til preusserne.
Efter første verdenskrig, på initiativ af en international kommission nedsat af Frankrig, England, Norge og Sverige, blev den nordlige del af Slesvig uden Flensborg, på
”Valdemarsdagen”, den 15. juni 1920 via en folkeafstemning tilkendt Danmark.
Flensborg-bevægelsens protester og en tilspidset politisk situation i København førte til, at Christian d. 10. afskedigede den danske regering, hvilket udløste Påskekrisen i
1920.
Den tredje grundlovsændring i 1866 (yderligere ændringer kom i 1916, 1920 og 1953), skete i kølvandet af dette nederlag mod Preussen den 18.
april 1864 og indeholdt en række indskrænkninger af borgernes rettigheder i forhold til 1849.
Her pointerer René, at dette indledte en periode, hvor Danmark med al tydelighed bevægede sig bort fra de tidligere gennemførte demokratiske tiltag.
Skildringen af perioden omkring de slesvigske krige er medrivende og sommetider ganske underholdende i al sin tragedie: ”De islændinge, der kom til at støtte den danske hær kunne således have sejlet herned i den samme jolle, for de var kun syv mand ... ”. (side 130)
_____________________
Underklassens modstand og hævn
I passager omkring Slesvig er der ikke ret meget nyt at finde, da der i tidens løb er blevet skrevet op og ned ad stolper om temaet. At beskrivelserne i Renés bog alligevel er interessante at læse, skyldes vinklingen af krigsberetningerne. For i modsætning til de borgerlige historiefortolkninger bærer bogen tydeligt præg af forfatterens sociale interesse i de retsløses og de fattiges vilkår og adfærd.
Ofte med forbløffende nye oplysninger om de udbredte, ofte militante hævnakter og sabotagehandlinger, som landarbejdere, tjenestepiger og tjenestekarle udførte mod brutale godsejere og deres forvaltere. Som regel var der tale om fortvivlede individuelle handlinger og sjældent i kollektivt regi.
Først omkring 1885 kom der for alvor gang i kollektivt førte klassekampe mod de herskende forhold. Landarbejdere, tjenestefolk og bønder begyndte at organisere sig og byernes proletariat demonstrerede på gaderne og svarede som regel igen på politiets voldelige adfærd.
På de vestindiske øer var der omtrent på samme tid et heftig landarbejderoprør i gang mod det danske kolonistyre. I kølvandet heraf opstod
de moderne politiske partier og faglige organisationer, som var et brud med den hidtidige pro-monarkistiske magtbalance.
________________
Børnearbejdere i ”Belle Epoques”
skygge
Da industrialiseringen bragede igennem i 1890’erne, blev der for
alvor efterspørgsel efter billige børnearbejdere. Af 45.000 københavnske kommuneskolebørn i alle aldre arbejdede således 9.700 uden for skoletiden, drenge såvel som piger, og 1.600 af dem
arbejdede på fabrik.
I de danske købstæder arbejdede 12.000 børn (ud af 36.000 kommuneskolebørn), heraf 2.200 på fabrik.
Med disse og en masse andre interessante statistiske tal illustreres det tydeligt, at den skønne ”Belle Epoque” var barsk virkelighed for størstedelen af landets
befolkning.
__________________
Bevægelsernes fødsel
Sociale bevægelser dukkede frem og blev den centrale kraft i mobiliseringen af protesterne og modstanden mod disse fohold.
Således organiserede kvindebevægelsens venstrefløj på Rubens Dampvæveri i
1886 den første kollektive kvindestrejke og i 1890 samlede de forskellige frem-spirende kvindefagforeninger sig i paraplyorganisationen ”De Samlede Kvinde-foreninger”.
I sommeren 1891 deltog op mod 10.000 i Danmarkshistoriens første egentlige kvindepolitisk demo.
Også en anden bevægelse skabte røre i samfundet: Fredsbevægelsen. Således fandt den første fredsdemonstration sted den 19. juni 1892 i Silkeborg. Fra hele landet deltog, ifølge Berlingske Tidende, over 20.000 mennesker.
En kommentar fra en politiker fra partiet Højre (i dag Konservativt Folkeparti)
i samme avis: Fredsbevægelsen forstod ikke, at der også skete noget
opbyggeligt med et sundt folks kræfter igennem krigen”. (side 350).
Hvor stor en opbakning fredsbevægelsen havde, viste en underskriftindsamling, iværksat i starten af 1893. Den formåede at samle 242.000 underskrifter under overskriften ”Modstandere af
krigen”.
________________
Nørrebro – oprørets vugge
Opsætsighedens kontinuitet på Nørrebro spores helt tilbage til efteråret
1889, nærmere bestemt den 10. september, hvor dagbladet Politiken i forbindelse med kampen for kortere arbejdstid /deriblandt tidligere butikslukninger, kunne berette, at
”straks vi kom over Dronning Louises bro, så vi på hjørnet en tæt klynge af mennesker (...) for at kontrollere, om alle butikker nu også lukkede kl.
21”,
og nede i Slotsgade ”gik betjentene løs på folk”. (side 329) Uroen
fortsatte
den 11. og 12. september 1889.
Socialisterne ville ikke nøjes med krav om kortere arbejdsdage, men krævede ”alderdomsforsøgelse” , gratis lægehjælp og medicin, gratis bespisning af fattige
kommuneskolebørn, etc.
Det var et direkte opgør med alle gængse principper for socialhjælp. Provokerende nok for partiet Venstres højrefløj, der advarede imod disse uforskammede krav fra pøblen om at ”uddele
statslig socialhjælp af enhver art”.
_____________
Klassekampskrigerne Den 22. september 1910 dannedes i Rømersgade en
ny kamporganisation: Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Den skulle påvirke de store fagforbund, dvs. De Samvirkendes Fagforbund (LO), der blev grundlagt i 1898, i en
”mere radikal antikapitalistisk retning”.
Den gamle revolutionære syndikalist Christian Christensen (forfatter til ”En rabarberdreng
vokser op” og senere: ”Moskva og syndikalismen”, der udkom i 1921) skrev vedtægterne, der blev trykt i organisationens egen ugeavis og senere i dagbladet ’Solidaritet’.
Fagoppositionens Sammenslutning skulle forberede arbejderne til ”den sociale generalstrejke, igennem hvilken den arbejdende klasse (...) erobrer produktions-midlerne”.
I denne tid så en hel del større eller mindre grupper og organisationer
med antikapitalistisk sigte dagens lys.
En af de vigtigste revolutionære organisationer var Socialistisk Ungdomsforbund (SUF), der blev dannet i 1904 og var løst
tilknyttet Socialdemokratiet, der på dette tidspunkt havde indgået et klassesamarbejde med det socialliberale Radikale Venstre. En politisk valgalliance, som ved udbrud af første verdenskrig i
1914 førte direkte til ”borgfredspolitiken ” med kapitalistklassen og godkendelsen af militær-bevillinger.
Dette bidrog til, at arbejdere der ikke accepterede Socialdemokratiets samarbejds-politik med diverse kapitalfraktioner, sluttede op om Fagoppositionens Sammen-slutning.
_____________________
Frigørelsen fra Socialdemokratiet Socialistisk Ungdomsforbund havde omkring 1000 medlemmer. Her samledes såvel revolutionære socialdemokrater som anarkister, syndikalister og socialistiske vegetarer. Organisationens centrale aktivitet var det antimilitaristiske arbejde.
En politik der videreførtes i forskellige socialistiske og syndikalistiske organisationer,
der fortsatte SUF's arbejde, efter forbundet i 1906 endeligt havde brudt med
Socialdemokratiet. Det afgørende stridspunkt var spørgsmålet om holdningen til parlamentarismen.
Syndikalisten Sofus Rasmussen udtrykte denne uenighed med den social-demokratiske kurs ved at anklage de ledende partifunktionærer for at være
” levebrødspolitikere” der mest gik op i at ”fremme deres egne griske og
ærgerrige interesser” og som helt har tabt ”hvad socialismens mål er,
nemlig: At skabe en hel ny samfundsordning, men ikke at lappe den
gamle”. (side 401) Et karakteristika der ligeså godt kunne have været
formuleret i dag ...
Efter splittelsen og som reaktion på Socialistisk Ungdomsforbund, dannedes Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF, 1906-21), som havde en overenskomst med Socialdemokratiet, der regulerede
samarbejdet mellem partiet og ungdoms-forbundet.
___________________________
Den organiserede venstrefløjs spildte muligheder
- Socialistisk Arbejderparti (SAP)
En mindre gruppe, med bla. det tidligere hovedbestyrelsesmedlem Marie Nielsen, trådte ud af Socialdemokratiet og dannede i marts 1918 ’Socialistisk Arbejderparti’ sammen med enkelte medlemmer af Fagoppositionens Sammenslutning, der mente at det var utilstrækkeligt at føre revolutionær kamp alene på det faglige område.
Socialistisk Arbejderparti sluttede sig straks til Zimmerwaldbevægelsen, som var en forløber for 3. Internationale (Kommunistisk Internationale , KOMINTERN), der blev grundlagt den 4. marts 1919.
- Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)
I løbet af 1919 kom det til voldsomme spændinger mellem Socialdemokratiet og dets ungdomsforbund. Efter en urafstemning brød Socialdemokratisk Ungdomsforbundet (SUF) med partiet og grundlagde den 9. november 1919 sammen med en fløj fra SAP, Venstresocialistisk Parti, som tilsluttede sig Komintern og i 1920 ændrede sit navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
- Danmarks Kommunistiske Føderation
Den anden fløj fra SAP gik, sammen med Marie Nielsen, ind i Fagoppositionens Sammenslutning. I løbet af 1920 blev der udfoldet forskellige bestræbelser på at slutte DKP og Fagoppositionens Sammenslutning sammen til ’Danmarks Kommunistiske Føderation’ med ét fælles blad.
Anarkosyndikalisternes fløj indenfor Fagoppositionen bekæmpede denne fusion. I en forudgående urafstemning om sammenslutningen tabte anarkosyndikalisterne afstemningen til
flertallet omkring Christian Christensen.
Anarkosyndikalisterne og rådskommunisterne fastholdt den antiparlamentariske kurs, mens den nydannede føderation orienterede sig til KOMINTERNs positionering for ”revolutionær
parlamentarisme”.
Føderationens fællesskab var stormfuldt og endte med sprængning, hvorpå der opstod et nyt DKP (1922).
_____________
Bogens sidste del beskriver ganske udførligt de interne uoverensstemmelser indenfor den unge revolutionære venstrefløj, dens mobiliseringer og opsigts-vækkende aktioner (bla. stormen på Børsen den 11. februar 1918, organiseret af arbejdsløse syndikalister), samt de utallige sammenstød og skærmydsler med statens væbnede organer. Ofte efterfulgt af kriminaliseringer og gennemgående hårde fængselsstrafe til de revolutionære.
- Syndikalisterne og andre revolutionære satte den 11. februar 1918 kursen mod kapitalismens højborg – Børsen i København – og gik til angreb på kapitalisterne. Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek (Forstør ved at klikke på billedet):
Syndikalisten Johannes Sperling ses her på toppen af en af de stoppede sporvogne, med en rød fane i hånden, mens politiet løber frem for at hive ham ned derfra. Dette blev startskuddet til Slaget på Grønttorvet den 13. og 14. november 1918.
_________________
Dansk politik – tur / retur
Historiens fortælling ender med tilblivelsen af det repræsentative demokratis parlamentarisme. Med dens indbyggede institutionaliserede
umyndiggørelse og stedfortræderpolitik, anført af alskens levebrødspolitikere og karrierister.
Et resultat af Socialdemokratiets reformorienterede klassesamarbejdspolitik med borgerskabets forskellige fraktioner.
De borgerlige partier for deres part anså langt hen ad vejen denne kooperation med Socialdemokratiet for at være garant for en fortsat gnidningsløs kapitalakkumulation og en sikring mod
antikapitalistiske revolter nedefra.
__________________
En bog for hele venstrefløjen
Renés historiebog er en spændende og ved-kommende formidling, der guider læseren igennem disse forgrenede, komplekse og sammenflettede
begivenheder.
Hans fortællende fremstilling baserer på veldokumenterede kilder (breve, tidsskrifter, aviser, mødereferater, politirapporter), er
yderst informativt og i flere passager ganske underholdende.
”De stridbare danskere” er et enestående bidrag til en forståelse af vores socialpolitiske fortid. Med mange forbavsende
lighedspunkter til nutiden. Om det så drejer sig om den fremad-stormende nationalismes genkomst, om den stadigt voksende sociale kløft i de kapitalistiske metropoler (prekariatet), om den
politiske elites korrumperthed, eller om venstrefløjens ups and downs ...
En yderst vedkommende historiefortælling, der burde have en særlig plads i enhver venstreorienterets bogsamling. (al. / autonom infoservice)
__________________________________________________
René Karpantschof: ”De stridbare danskere”, Gads Forlag 2019. Bogen har
forord og indledning og 15 kapitler, der omhandler 72 år Danmarkshistorien.
Ialt 485 sider, illustreret med historiske fotos og tegninger. Derudover 57 sider
indeholdende tidslinje, statistik, kilder og litteraturhenvisninger, noter og
register. ISBN: 9 788 712 058045