Latinamerika: Den væbnede venstrefløj efter Che Guevara

Efter nederlaget af den Che Guevara inspirerede landguerilla opstod der i slutningen af 1960’erne en ny generation    af byguerillagrupper i Chile, Argentina, Brasilien og Uruguay.

De indstillede sig på en længerevarende kampfase i alliance med legale sociale bevægelser og venstrefløjspartier.

Guerillabevægelsernes første bølge faldt tidsmæssigt sammen med militære magtovertagelser og en massiv repression mod hele venstrefløjen. 

• NEDSLAG. En beretning om et mislykket flugtforsøg af en gruppe revolutionære fra et fængsel i Patagonien - den sydligste del af Argentina 

Med undtagelse af guerillabevægelsen i Colombia.  Her var territorierne særligt gunstige med tilbage-trækningsmuligheder for landets svækkede guerillafronter FARC, ELN og ELP. (2)                      Derudover var Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC) den største væbnede formation, som i modsætning til de to andre væbnede grupper i landet havde en regional forankring, der knyttede an til traditionen i bøndernes selvforsvarsgrupper og opererede tilsvarende defensivt.                                FARC havde allerede på dette tidspunkt tætte – omend ikke konfliktfri - forbindelser til Colombias pro-sovjetiske kommunistiske parti.  

En anden undtagelse var byguerillaen i den mexicanske forbundsstat Guerrero, hvor der omkring 1967/68 opstod to guerillagrupper :                                                            ”Asociación Cívica Nacional Revolucionaria” - ACNR (1968 – 72 ), og El Partido de los Pobres - PDLP (”De fattiges Parti” 1967 – 74, socialrevolutionær).

Begge var de inspireret af  Che Guevaras fokus-strategi (3) og havde en betragtelig støtte blandt provinsens småbønder. Bevægelserne formåede ikke at finde nogle  alliancepartnere i byerne og forblev derfor begrænset til en regional kraft. 

De fik heller ikke nogen støtte fra Cuba som så mange andre guerillabevægelser i Latinamerika, da Cuba ikke ville ødelægge sin gode diplomatiske forbindelse til den mexicanske regering. 

Alt dette bidrog til, at det lykkedes Mexicos regering under præsident Luis Álvarez med hjælp af 16.000 soldater at knuse oprørsbevægelsen i Guerrero i 1974. De medfølgende massakrer mod bønderne i Guerrero blev stort set ignoreret af verdens opinion.

De videreudviklede det mislykkede fokus-koncept ved at forkaste forestillingen om, at en ”velorganiseret, beslutsom gruppe af revolutionære” alene kunne få afgørende indflydelse på klassekampens forløb.

* Chiles ”Revolutionære Venstrebevægelse” (MIR) (4)   * Uruguays ”Nationale Befrielsesbevægelse”  (ELN-Tupamaros) og * Argentinas ”Revolutionært Arbejder-parti – Revolutionær Folkehær” (PRT-ERP) overtog de vietnamesiske erfaringer. Således vurderede guerilla-grupperne at den væbnede kampstrategi ville indebære en længerevarende fase og at fremtidige revolutionære processer samtidig må tage højde for imperialistiske interventioner fra USAs side. 

Fælles for alle guerillagrupperne var deres dårlige erfaringer og konflikter med de respektive landes kommunistpartier. De væbnede grupper byggede i konkurrence til de kommunistparti-orienterede organisationer deres egne folkelige bevægelser og gennemførte parallelt hertil væbnede aktioner, der kunne betegnes som en slags  ”Robin Hood – aktioner”.  

Dette blev modtaget med stor sympati blandt byernes fattige befolkning og den oprørske ungdom. Guerillagrupperne fordelte eksproprierede fødevarer fra indkøbscentre, bortførte kendte fabriksejere og berygtede militærpersoner og offentliggjorde hemmelige informationer, som faldt i hænderne på guerillaen i forbindelse med overfald på ministerier, mv. Alt dette bidrog til en fornyet folkelig popularitet for den væbnede modstand mod de gennemgående brutale og korrupte magtstrukturer.

Repressionen rettede sig ikke kun mod de væbnede grupper og deres sympatisører, men også – og især – mod de sociale, ubevæbnede bevægelser i byerne.              Forfølgelsen var ganske uafhængig af bevægelsernes konkrete holdning og relation til guerillagrupperne.

Eftersom militæret i starten/midten af 1970’ erne havde overtaget magten i det meste af Latinamerika, antog forfølgelsen af enhver form for opposition kollosale dimensioner. Således blev titusinder myrdet eller ”forsvandt”, hundredetusinder blev fængslet eller måtte flygte i eksil.

Venstreorienterede partier og fagforeninger blev ligesom byguerillagrupperne smadret og deres kendte, fremtrædende medlemmer fængslet, som regel tortureret, kvinderne blev ofte voldtaget og mange af dem dræbt. (6) 

Militærregimernes brutalitet betød, at de revolutionære bevægelser i Latinamerika mistede deres sociale fundament i de økonomisk og socialt mest udviklede zoner, hvor der var tradition for en velorganiseret revolutionær venstrefløj. 

• Imperialismens nederlag i Indokina og i dele af Afrika

Mens USA i 1975 tabte deres krig i Sydøstasien og det NATO-allierede Portugal (7) samme år led alvorlige nederlag i sine afrikanske kolonier og de fascistiske diktaturer i Portugal og Grækenland væltede, så gik udviklingen i Latinamerika i den modsatte retning. I USAs umiddelbare interessesfære – i ”imperialismens baggård” - blev der således genetableret en for kapital-akkumulationen nødvendig ”ro-og-orden”.                                                      I den anden halvdel af 1970’erne eksisterede der i Latinamerika ingen organiserede politiske kræfter, der reelt kunne sætte noget imod den neoliberale strukturtilpasningspolitik, som militær-regimerne havde påbegyndt.

Militærdiktaturet i Chile, under ledelse af general Augusto Pinochet (varighed: 1973-1990), eliminerede enhver ansats til opposition, da neoliberale økonomer , de såkaldte ”Chicago-Boys” med Milton Friedman og Arnold Harberger i spidsen, udviklede Chile til verdens første neoliberale laboratorium.

I midten af 1970érne var guerillagrupperne, der mere eller mindre relaterede sig til de cubanske erfaringer, endegyldigt mislykkedes.  (al./ autonom infoservice)

_____________________

2. del af artiklen: Guerillabevægelsens anden bølge – reorganisering og opsving (offentliggøres om kort tid)                         - Argentina (Monteneros), Guatemala, Colombia, El Salvador, Nigaracua, Peru, Mexico -

NEDSLAG

• Argentina, 17. august 1972:      En fangeflugt med dramatiske følger

_________________________________

Den franske trotskist Daniel Bensaïd (1946 – 2010) fortæller følgende episode i sin selvbiografi: ”Et utålmodigt liv” (anmeldt af autonom infoservice her)  

”Netop hjemvendt fra de iberiske eskapader, ventede der os i Paris en brutal opvågning: Til at være fange i det bageste ingenmandsland i Patagonien. I Rawsonfængslet har nogle kammerater planlagt et vovet kollektivt udbrud. Selve forløbet var nøjagtigt koordineret og afstemt med assistance udefra. Fangevogterne var blevet bestukket. Ved fængslets udgang skulle en lastbil køre de flygtende til lufthavnen, hvor de ville tvinge et fly i retning Chile, som på dette tidspunkt var styret af Folkefronten. 

Flugtbilen var forsinket ...

Den 17. august 1972 blev planen gennemført. Alt fungerede som planlagt, undtagen en lillebitte detalje, som i sådanne aktioner øjeblikkeligt skifter triumfen ud med en tragedie. Lastbilen var forsinket. 

- Mario Roberto ”Robi” Santucho (billedet tv.), grundlæggeren af Argentinas ”Revolutionære Arbejderparti” (PRT), der var blandt fangerne, standsede en tilfældig forbikørende bil. Seks kammerater, aktive i forskellige bevægelser, blev udvalgt til at tage med bilen. De klarede at komme til Santiago, hvorfra de derefter nåede til Cuba.

De 17 tilbageblevne aktivister kom for sent til lufthavnen. Deriblandt Robis kæreste Anna Maria Villareal ”Sayo” og Pedro Bonnet, en ung sympatisk kammerat, som jeg mødte i Paris. Den 22. august 1972 blev de flygtede aktivister anholdt igen og uden nogen form for retssag blev de henrettet i fængslet i Trelew:                                                  (Forstør ved at klikke på billedet)

Utålmodig efter at vende illegalt tilbage til Argentina, gjorde Robi Santucho et mellemstop i Bruxelles på vejen fra sit ophold i Cuba. I lejligheden, der tilhørte Ernest Mandel (kendt marxistisk økonom, aktivist og agitator, fremtrædende medlem af 4. Internationale, se wikipedia ) i Rue Josse-Impens førte vi en lang diskussion med Robi.  (...)

Mødet var præget af en noget trykket stemning. Vi diskuterede i en lille opholdsstue, der var stopfyldt med en masse møbler, hvor på der lå smukke bordduge fra Brügge. I biblioteket stod der rækker af indbundne bøger af Kautsky og Rosa Luxemburg. Der hersker en atsmosfære som i et museum for den europæiske arbejderbevægelse.

Roberto Santucho kom fra en anden verden. Han befandt sig snarere tilfældigt i 4.Internationale som følge af en del sammenslutninger af forskellige revolutionære grupper, der tilsluttede sig trotskisterne omkring Nahuel Moreno (kendt argentinsk trotskist, aut.info), som forberedte sig på den væbnede kamp. Alle Robis tanker var fokuseret på så hurtigt som muligt at vende tilbage til Argentina for at deltage i den væbnede kamp. (...)

Vi forsøgte forgæves at overbevise ham om, at han byggede på illusioner (om Cubas og Sovjetunionens støtte til den væbnede undergrundskamp i Argentina, aut.info). Han var uimodtagelig for vores argumenter denne aften, han hørte ikke længere efter. (...)

Den 19. juli 1976 blev Robi Santucho og hans nye kæreste Liliane Delfino skudt af militæret. Soldaterne stormede et hus, hvor han boede sammen med andre illegale kammerater, der ligeledes blev dræbt.        Dette skete nogle dage før deres ellers planlagte flugt til Cuba i eksil.”         (Daniel Bensaïd: ”Et utålmodigt liv” )