Frankrig: Immigranterne i den antifascistiske modstand

La Résistance! Den antifascistiske væbnede modstand i Frankrig gennemførte i de første seks måneder af 1943 ialt 92 attentater.
Rettet mod det tyske militær og de franske samarbejdende politimyndigheder og stikkere. Dertil kom brandanslag og sabotage mod den tyske militære infrastruktur.

Her er historien om kvinder og mænd, der som jøder eller immigranter blev forfulgt i Frankrig. Af såvel naziernes besættelsesmagt som de franske kollaboratører i politi-apparatet.

• Mange af dem sluttede sig sammen i  undergrundsorganisationen  ”Main-d’oeuvre Immigrée” - MOI. 
  Immigranterne blev den væbnede spydspids i kampen mod nazierne i Paris-området.

Frankrig var op til 2. Verdenskrig det land
i verden, som havde den største andel af immigranter.
I 1931 levede således officielt 2,6 millioner immigranter i Frankrig. Dertil kom op til 300.000 immigranter, der ikke havde nogen opholdstilladelse. 
Da de jødiske immigranter kun blev registreret efter nationaliteter og ikke efter deres religions- tilhørsforhold, fandtes der kun skønsmæssige vurderinger af deres andel af den franske befolkning.
Først da nazisterne i oktober 1940 gennemførte en systematisk registrering af jødiske immigranter i Paris-området, hvor størstedelen af dem boede, blev antallet kendt: 55.854 udenlandske jøder over 15 år. Dertil kom 21.345 børn og unge under 15 år. 
Ikke medregnet er jøder, der kunne undslippe registreringen eller formåede at flygte til den sydlige, ikke-besatte del af Frankrig, som blev regeret af den autoritære kollaboratør-regering ”État français” under ledelse af marskal Philippe Petain, den såkaldte Vichy-regering (juli 1940 – august 1944).

• La Résistance - den væbnede antifascistiske modstand

Den franske antifascistiske modstand ”La Résistance ” opstod umiddelbart efter den tyske besættelse af Frankrig og våben-hvileaftalen med marskal Philippe Petain den 22. juni 1940. Denne aftale indebar en opdeling af Frankrig i to zoner. 
Indtil 1943 var der kun et par tusinde mennesker aktive i den væbnede under-grundskamp mod besættelsesmagten.
Den 15. august 1941 offentligjorde det franske  kommunistpartis (PCF) avis  L'Humanité dets første opråb til væbnet kamp.
Med henvisning til den franske arbejder-bevægelses historie satte de nødvendig-heden af den væbnede kamp i traditionen med Pariserkommunen fra 1871.
Der var i starten to centrale væbnede grupperinger indenfor PCF:

• 'Organisation spéciale' (OS), der var organiseret af tidligere Spaniensfrivillige og kommunistpartiets ungdomsorganisation.
• 'Organisation spéciale'  var opdelt i to områder – i det første kæmpede franske medlemmer af PCF og det andet var organiseret af migranterne fra MOI.

Grupperne var i de første måneder af den væbnede kamp små og som regel løst struktureret og deres aktioner sporadiske.

Dette ændrede sig dog hurtigt. Efter en del dramatiske anholdelser og udleveringer til det tyske Gestapo (med efterfølgende tortur og henrettelser) og flere fejlslag udviklede mod-standsgrupperne bedre strukturer og en mere effektiv aktionskoncept.
Derefter gennemførtes en del aktioner, der ramte naziernes militær hårdt.

• Den 19. oktober 1941 blev et tysk transporttog afsporet mellem byerne Rouen og Le Havre.
• Dagen derpå, den 20. oktober 1941 blev den tyske kommandør i byen Nantes, Karl Hotz, likvideret.
• Den 21. oktober 1941 gennemførtes et attentat mod lederen af den tyske administration i Bordeaux, Hans Reimers. 

Disse aktioner udløste en omfattende repressionsbølge fra den tyske besættelsesmagts side. Eftersom forhøret af 7000 indkaldte personer forløb uden det ønskede resultat, besluttede Otto Edwin von Stülpnagel, øverstbefalende af den tyske værnemagt i Frankrig, at skyde 48 tilfældige franske borgere.
Stülpnagel fik derefter en personlig henstilling fra Hitler om at indføre et henrettelses-forhold på 1:100 for hver dræbt tysk soldat. Hvorefter der blev henrettet yderligere 52 tilbageholdte civile franskmænd.
Dette var starten på kredsløbet attentat-repression-attentat-repression. Det endte først med den militære nedkæmpelse af den tyske værnemagt og Frankrigs befrielse den 24. August 1944.

Det var immigranternes organiserede fløj Main d’œuvre immigrée - MOI  indenfor den kommunistiske partisan-organisation ”Francs-tireurs et partisans”, som dannede de mest aktive aktionsgrupper.
De gennemførte flere opsigtsvækkende aktioner som byguerilla i årene fra 1941 til 1943, hvor de blev knust af Gestapo og de berygtede franske ”Brigades spéciales” .  
MOI bestod af kommunistiske og venstresocialistiske immigranter fra lande, der var besat af den tyske værnemagt. Dertil kom større grupper af italienske og spanske antifascister. I Paris var FTP-MOI domineret af jøder fra østeuropiske lande.

• Den 'anden generation' af jødiske immigranter

I 1942 stødte en større gruppe af unge jøder mellem 16 og 22 år til organisationen. Det var unge fra den ”anden generation” af jødiske immigranter, som den 20. august 1941 samt året efter i sommeren 1942 under store razziaer havde mistet deres forældre og søskende, som blev deporteret til opsamlingslejre og senere til naziernes koncentrationslejre. De forladte unge tilsluttede sig den antifascistiske byguerilla – fortvivlede og fulde hævn.
For FTP-MOI i Paris forløb de første måneder af året 1943 kontrastrigt. Såvel de jødiske unge partisaner i Paris som den nationale immigrantorganisation blev ramt af talrige tab og mange blev anholdt af de franske pronazistiske ”Brigades spéciales”, der havde specialiseret sig i forfølgelse af de kæmpende klandestine immigrant-grupper.
På trods af det var stemningen blandt immigranterne og hele den franske Résistance energisk og opildnet pga. naziernes generelle militære retræte. 
I Paris 1943 var, trods af svære nederlag, immigranternes militære organisation faktisk den eneste, der på dette tidspunkt var tilbage til at fortsætte den væbnede kamp.

• 92 attentater i de første seks måneder af 1943

Dette ændredes først igen i løbet af 1944, hvor det lykkedes at mobilisere større dele af befolkningen til modstand mod den tyske militærmaskine og de franske kollaboratørkredse i politiet og forvaltningen.
Især den jødiske fløj var opslugt af hævn og dens unge fløj i FTP-MOIs jødiske sektion kastede al energi i informationsarbejde om nazisternes udryddelse af den jødiske befolkning.
Kombineret med massive nålestikaktioner, der beskadigede naziernes selvsikre image i den franske befolkning.
Således gennemførtes i de første seks måneder af 1943 ialt 92 attentater, rettet mod det tyske militær og de franske samarbejdende politimyndigheder og stikkere. Dertil kom brandanslag og sabotage mod den tyske militære infrastruktur. 

• Attentaterne vagte uro hos naziledelsen

Besættelsestropperne blev urolige. Det dokumenteres bla. af en rundskivelse – nr. 29, den 14. april 1943 til samtlige tyske kommandører:

”Enhederne og de forskellige forvaltningsadministrationer må beskyttes
mod terroristerne med forstærket vagtmandskab og patruljer. Det er af
særlig vigtighed at sikre beskyttelsen af vores opmarcher og trænings-
marcher, idet der både forfra og bagfra samt ved siderne af kolonnerne
bliver placeret soldater med afsikrede våben. Der må være mulighed
for overvågning af gadetrafikken i området .”

En lignende ordre formuleres i rundskivelse nr. 51, som opremser de omfattende tab ved attentaterne foran biografer og teatre, der er reserveret til tyske soldater. Her anordnes et stop for al civil trafik i en radius på 50 meter.

Højeste faretrin var det direkte angreb på militære formationer gennemført af en aktionsgruppe bestående af en person der kaster granater og to andre, der med pistoler dækker tilbagetrækningen.
Dertil kommer likvideringen af udvalgte værnemagtsofficerer samt stikkere. 
Som regel foregik en aktion på den måde, at en kontaktperson overleverede de nødvendige våben til fighterne umiddel-bart før aktionen – og efter aktionen mødtes de igen for at aflevere dem tilbage. På denne måde vidste koordi-nationskomitéen ret hurtigt, om en aktion var lykkedes eller ikke og om der havde været nogen tab.

• I løbet af de første seks måneder i 1943 led FTP-MOI – byguerillaen nogle tilbageslag og blev ramt af flere ulykkestilfælde.

En af disse dramatiske begivenheder skete den 3. juni 1943, hvor den franske jødiske anti- fascist Marcel Rayman og den unge østrigske jødiske antifascist Ernst Blaukopf med granater angreb en bus med tyske soldater.
Ved deres tilbagetrækning besvarede tyskerne angrebet med geværild og sårede østrigeren alvorligt.
Som tidligere medlem af det østrigske venstre-socialdemokratiske ’Schutzbund’ havde Ernst Blaukopf i 1934 været med til at forsvare arbejderboligkarréen ”Karl-Marx-Hof” i Wien mod den fascistoide højrekonservative regerings militær. Efter arbejderopstandens nederlag flygtede han til Paris, hvor han tilsluttede sig kommunistpartiet.
Da han havde indgåede kendskab til nazierne, vidste han, hvad der ventede ham, hvis han blev anholdt. Med sin sidste kugle dræbte han sig selv, før de nåede hen til ham.

• Det franske pro-nazistiske  politikorps ”Brigades spéciales” 

Det var først og fremmest det franske politi, som medlemmerne af FTP-MOI blev konfronteret med.
Straks efter Frankrigs krigserklæring mod Nazi-Tyskland den 3. september 1939 forbød den konservative-liberale Daldier-regering det kommunistiske parti og de tilknyttede organisationer. Samtidig blev politiapparatet omstruktureret. 
Der blev bl.a. dannet ”Brigades spéciales” med en afdeling på 5-6 politifolk i hvert af Paris’s 20 arrondissementer (distrikter). De fleste politifolk i disse afdelinger var fanatiske antikommunister og sympatisører af nazi-ideologien.  

”Brigades spéciales” udviklede et tæt sam-arbejde med det tyske hemmelige politi, GESTAPO i Frankrig og bekæmpede brutalt immigranternes militante miljø.
Ved hjælp af tortur (billedet tv.), henrettelser og stikkere lykkedes det at svække de væbnede modstandgruppers aktionsduelighed i slutningen af 1943. 
Mange anholdte immigranter – unge kvinder og mænd, mødre og fædre, tanter og onkler, blev efter dage med barbarisk tortur enten henrettet eller udleveret til Gestapo i Paris.
Her blev de endnu en gang forhørt under tortur og derefter henrettet eller deporteret til koncentrations-lejrene. 

Den første gang i forbindelse med ikke-angrebs-pagten mellem Nazityskland og Sovjetunion under Stalin, den såkaldte "Ribbentrop-Molotov-pagt", af den 23. august 1939. 
(Først efter krigen kom det frem, at Stalins repressionsapparat som en slags 'vel-menende gestus', udleverede i forlængelse af "fredspagten" hundredevis af tyske og østrigske antifascister, der tidligere var flygtet i eksil til Sovjetunionen, til Gestapo).
_____________________
Pagten med Nazityskland blev kategorisk afvist af især immigrantgrupper, fra de lande som på dette tidspunkt og frem til den tyske invasion af Sovjetunionen den 22. juni 1941 allerede var eller blev besat af den tyske værnemagt.
Det tyske angreb mod Sovjetunionen resulterede i et massivt anti-fascistisk engagement fra Vestens kommunistiske partier og forhindrede en splittelse mellem immigranterne og PCF. 

Den anden større konflikt kom, da det franske kommunistparti integrerede sig i et bredt nationalt modstandsråd: ”Conseil National de la Résistance” (CNR), der blev dannet i maj 1943 i Algier. Dermed anerkendte kommunist-partiet bl.a. general Charles de Gaulle som ”den eneste chef af den franske Résistance”. Samtidig grundlagde PCF den Nationale Front (FN) som samlende bevægelse for alle patrioter, uafhængig af politiske retninger. 
Med denne orientering til national patriotisme pålagde PCF deres immigrantfløj at kæmpe primært for Frankrigs nationale uafhængighedsinteresser.
Immigranterne, der kæmpede mod fascisterne med henblik på deres egne landes / regioners befrielse, var ikke parate til at opgive dette internationalistiske perspektiv og opponerede massiv mod denne kursændring.
PCFs stalinistiske ledelse reagerede tilbageholdende i denne konflikt ved stort set at ignorere kritikken og ellers forholde sig passivt til den. Ikke mindst da immigranternes undergrundsmiljø på dette tidspunkt var de eneste væbnede modstandskerner fra PCF i Paris-området.
Derudover gjorde de italienske og østeuropæiske immigrantmiljøer på dette tidspunkt allerede logistiske forberedelser til at vende tilbage til deres respektive lande. 
 (al. / autonom infoservice) 

            Kilder

• Stéphane Courtois, Denis Peschanski, Adam Rayski : “L’affiche Rouge, Immigranten und Juden in der französischen Résistance”, udgivet af Schwarze Risse, Berlin* Rote Strasse, Göttingen 1994. ISBN 3-924737-22-3
• For franskkyndige:
  * Les F.T.P.- M.O.I. : la guérilla urbaine   
  * Oversigt over omkomne medlemmer af  FTP-MOI   

___________
Festival du Cannes:  “L'Armée du crime” , Paris 1943 - Trailer: