Den irske forfatter, borgerretsadvokat og anarkist Sean McGuffin, skrev romanen
- »The Hares of the Dog or Inis Fail – The Celtic Conspiracy«.
McGuffin, der i perioder selv var interneret
af den britiske besættelseshær, døde 2002 i eksil i USA. Hans bøger er boykottet af både engelske og amerikanske forlag pga. hans sympati for IRA.
Derfor er "The Hares of the Dog" kun blevet udgivet på et lille alternativt forlag i Tyskland, hvor den til gengæld er blevet en "bestseller" på venstrefløjen.
- 'Hunden' – en sammensværgelse af Sean McGuffin - oversat fra tysk af folk fra autonom infoservice (offentliggjort på MODKRAFT i 2003)
______
Første kapitel
Hundens harer
Belfast
Brian Arthur O`Brien, der af sine nærmeste politiske venner var kendt som "Hunden", vågnede af sin drøm badet i
sved – et eller andet sted i det besatte Irland, i et undseligt hjem i det Herrens år 1986.
De fik fat i Hunden klokken fire om morgenen. Det var en gnidningsløs operation. Han fik ikke engang
lejlighed til at lange ud efter sin Luger under hovedpuden, før soldaten med sort maling i ansigtet slog ham bevidstløs med sit gevær.
På tre minutter blev Hunden hevet ud af det lille rækkehus og kastet på maven ind i et Saracen-panserkøretøj.
Der var ikke gået mere end ti minutter,
før man stillede ham op ad forhørscentrets hvid-kalkede vægge i Fort Monagh, Vestbelfast, Nordirland. "Indianerland", som de britiske soldater i Nordirland ynder at kalde
området.
En time senere befandt han sig allerede i det berygtede torturcenter Castlereagh i Øst-belfast. Umiddelbart før var han blevet fotograferet,
der blev taget fingeraftryk og han fik bandage om hovedet.
Det var den 12.maj 1986 om morgenen.
Jagten var begyndt.Underunderofficeren var bekymret. Dette var den vigtigste hemmelige tjenesteoperation, som han nogensinde ville deltage i. Man havde stationeret han på denne post på grund af hans kendskab til den nydannede celle blandt det provisoriske IRA, provoerne. Han begyndte at rode i sine notater, da majoren befalede ham at komme.
San Francisco
Ni tusinde kilometer og en 8-timers tidsforskel længere væk dansede Chuck Hennessey i natklubben "DV 8" i South-of-Market-District. Altimens den monotone pop
hamrede løs, følte han en let smerte i tindingen.
Han undskyldte sig hos blondinen, som han åbenbart havde danset med, og sneg sig ømskindet til toilettet, trådte ind i en kabine, lukkede døren og satte sig på hug.
Hektisk fumlede han med pengepungen, spredte forskellige kreditkort på kakkelgulvet og trak en lille pakke med hvidt pulver og en miniature sølvske frem.
Såsnart den velkendte tågede lethed kildede hans pandehule, slappede han af. Stoffet var godt stof, det havde kostet ham 120 dollars per gram.
Rico havde skaffet ham tryllestof denne gang. Han rettede på sin designerjakke, åbnede døren og trådte hen til toilettets vask for at rede sit
hår.
Uret over dørkammen viste 13.30. Endnu tidlig på dagen.
Uret var en af de kitschmodeller, som hang i næsten alle byens barer. En reklamegave fra et mineralvandsfirma. "Belfast Mineral Waters". Belfast?
Hvor fanden mon det ligger, spekulerede Chuck, mens det drønede i hans hoved. Nå ja – det er jo det sted i Irland, hvor de døgnet rundt knuser hovedskaller på hinanden. Hans far var for år
tilbage udvandret derfra hertil.
Gudskelov, at den gamle mand dengang kunne forsvinde derfra og etablere sin familie her. Sandsynligvis har jeg stadig pårørende derovre, tænkte han. Tumper med jord
i hovedet.
Da han vendte tilbage til dansegulvet sad blondinen og holdt en texansk millionær eller noget lignende i hånden. Hvad fanden! Kvinder som hende findes der jo bunker
af alle vegne. Da der stort set kun er bøsser overalt, har en rigtig mand ingen problemer med at finde uanede mængder af frustrerede ladies, tænkte han.
Belfast
"Hunden", grublede underunderofficeren højlydt.
_____________________________
"Arthur Francis O`Brien, født i New Lodge Road i Belfast, 1942, den 30.april. Medlem af IRA’s militær- råd. Deltog 1957 som ung mand i IRA’s mislykkede grænsekampagne. Var
fra 1959 til 1960 kortvarigt interneret.
Efter hans løsladelse rejste han tværs gennem Europa og Amerika, foretog sig dog tilsyneladende intet, som kunne vække mistanke fra den britiske eller amerikanske efterretningstjeneste.
Formodentlig vendte han tilbage til Irland under de loyalistiske angreb på de katolske ghettoer og ind-trådte i IRA igen. Blev mistænkt for at have været en af de hardlinere, som i starten af
1969 grundlagde det provisoriske IRA, da det såkaldte officielle IRA viste sig at være ude af stand til at forsvare det katolske mindretal.
Var anført på listen over de, som i 1971 skulle interneres, men har hver gang kunnet unddrage sig anholdelse, indtil her i morges. Det var lang tid. Kun for ganske få lykkedes det at være under
jorden så længe.
Går for at være »høg« i militærrådet, men holder sig konsekvent i baggrunden, dukker hverken op ved begravelsesceremonier eller demonstrationer og slet ikke ved IRA’s årlige mindefestlighed i
Bodenstown. Ingen familie." __________________________
Det var alt, hvad underunderofficeren kunne uddrage af viden fra de dokumenter, som lå bredt ud foran ham. Ikke ret meget. Et gulnet, ældgammelt fotografi og nogle blegnede
fingeraftryk. Dette og en ildevarslende beretning fra "Emerald".
"Emerald" var et af de få lyspunkter for den britiskehær. En agent, som havde haft med held at infiltrere IRA’s højere ledelse.
"Jesus", mumlede Underunderofficeren, "Efter fiaskoen i vaskeriet på Four-Square har vi virkelig brug for nogle pluspoints." På vaskeriet havde
dette forbandede IRA udryddet en hel afdeling af undercover agenter.
Og så denne historie med underunderofficer Nairac, hvis lig vi endnu leder efter. Og nederlaget med dette dokument 37, hvori én af os indrømmer, at vi slet ikke kan
besejre disse irske bastarder.
"Gudskelov for, at vi i det mindste har Emerald", mumlede han. Men hans seneste beretning lovede intet godt nyt.
I IRA’s militærråd forholdt man sig tilsyneladende afventende. Hunden havde åbenbart været fortaler for at organisere kommandoer, der skulle operere så
hemmeligt, at ikke engang de øvrige medlemmer af militærrådet kendte til deres personsammen-sætning og angrebsmål. Projektet var åbenbart blevet godkendt. Det betød, at der var fare på
færde.
Efter attentaterne mod Airey Neave, mod den britiske ambassadør Christopher Ewart-Biggs, mod Lord Mountbatten, efter anslaget mod Grand Hotel i
Brighton og fangeflugten fra fængslerne Crumlin-Road og Long Kesh ville yderlige opsigtsvækkende aktioner være et alvorligt slag mod sikkerhedsstyrkernes moral.
Derfor var det så vigtigt, at få Hunden til at bryde sammen og sætte en stopper for den seneste irske trussel, før den brød løs.
Anholdelsen af Hunden havde været det rene held. Et rent tilfælde,virkelig. "Emerald" havde luftet tanken om, at Hunden muligvis kunne være på vej
nordpå.
En årvågen patrulje havde lagt mærke til en kendt republikansk aktivist, da han forlod et hus, der ellers på ingen måde var blevet sat i forbindelse med IRA.
Patruljen lagde sig i baghold og forsøgte at identificere manden ved hjælp af fotoudstyr, der kunne tage billeder i mørket.
En modig sergeant besluttede til sidst at storme huset. Det var og blev en fuld-træffer ved et tilfælde.
Og nu havde han, underofficer Jock Mac
Intyre, nøjagtig syv dage til at få svine Hunden til at bryde sammen og finde ud af, hvad der var planlagt. Syv dage. Under normale omstændigheder ville dette tidsrum være
tilstrækkeligt.
De fleste mænd brød sammen i forhørs-centre som Castlereagh efter, at forhørs-specialister fra politi og hær havde mishandlet dem med støvlespark og knytnæveslag.
Men Hunden var kendt for at være en knaldhård fyr.
Såsnart hans anholdelse blev alment kendt, hvilket ikke ville være til at undgå, ville der komme en sværm af gejstlige, forsvarsadvokater og liberale med krav om,
at en læge fik lov til at tilse Hunden i hans celle.
For nogle år siden havde det været nemmere. Men nu da det internationale Røde Kors havde
betegnet Castlereagh som torturcentrum og havde sat England på anklagebænken ved 'Den internationale Menneskerettighedsdomstol' på grund af "umenneskelig og nedværdigende" behandling af
fangerne, og efter at den forbandede 'Bennett-rapport' havde indrømmet, at mennesker var blevet tortureret, var det blevet sværere at "frem-skaffe
oplysninger".
MacIntyres opgave tålte derfor absolut ingen forsinkelser. Derudover måtte han tænke på sin karriere. Succes i denne sag kunne
betyde forfremmelse, nederlag kunne derimod betyde en ordentlig skideballe.
MacIntyre var ikke sådan en fyr, man holdt af. Ikke engang hans kollegaer blandt underofficerne brød sig om ham.
Han var en fanatiker og det ind-rømmede han gerne, hver gang der var nogen, der kaldte ham sådan. Hans tjenesteiver og hans dystre beslutsomhed virkede afskrækkende selv på de, der skulle have
været på hans side.
Mac var kendt som en "fin, men noget indelukket fyr" , der dog af
og til "skød over målet".
Derfor måtte han på trods af sine tapperhedsmedaljer og skønt han var gammel i tjenesten endnu tage til
takke med rangen af underunderofficer.
Han var et af doktor Barnados børn, et hittebarn fra Glasgows slum, hvor han var vokset op som enebarn. Da han var lille og spinkel af vækst måtte han altid
være det hårdeste barn i gruppen. Den som altid måtte bevise overfor sig selv, at han var den stærkeste. Han havde ingen venner, og da han som syttenårig gik ind i hæren blev den hans uundgåelige
skæbne.
Hæren blev hans første virkelige hjem. Han holdt af kammeratskabsånden, selv om han var klar over, at man egentlig ikke brød sig særlig meget om ham.
Han gik ind for disciplin, udstak gerne befalinger, gik ind for aggression, hvorfor han i modsætning til de fleste andre gentagne gange meldte sig til frivilligt til indsats i urolige områder som
Nordirland.
At stå på vandski i Hong Kong eller at drikke billigt øl i Tyskland var ikke noget for ham. Han foretrak at løbe baglæns i Belfast’s
gader – med et gevær i hånden, hele tiden på vagt for snigskytter og hjemmelavede bomber.
Han elskede at lede små, mobile enheder ind i Derrys Bogside eller Belfasts Falls Road for at jage teenagers, der altid gjorde grin med dem – gøre dem til bankekød
eller trække dem i deres lange hår ind i panserkøretøjerne og foretage "øjeblikkelig afstraffelse".
Han var en morakker, men på sin vis også en
tapper karl. "Den ideelle kanonføde", var der én, som havde hørt en fuld oberst i underofficerskantinen sige.
1971 var den første gang, han fik
ros for at have reddet en af sine mænd. Et fjorten-årigt barn havde i Short Strand i Belfast kastet en molotovcocktail og soldaten stod omspændt af flammer.
MacIntyre havde derpå med hans knippel smadret teenagerens næse og fået den skrigende kammerat fragtet ind i ”svinet”,
som de pansrede mandskabsvogne blev kaldt. Han nød at blive fotograferet på Musgrave-Park-militærhospital stående ved sengen med den sårede soldat (som han
personligt – for at sige det på hans måde – anså for at være et tumpet røvhul).
Fotografiet, som dagbladet The Sun havde bragt af ham, havde han
klippet ud. På den modsatte side var der et prangende billede af den storbarmede og letpåklædte »Årets Miss Icecreme« med billedteksten "slik og nyd!".
Fotografiet havde han sendt til det eneste familiemedlem, han havde, en moster i Galashiels. Næste dag kæmpede han atter mod børnene i gaderne. De små skiderikker, som han kaldte
dem.
Han blev personligt glædeligt opstemt, da de dødensfarlige gummiprojektiler som led i opstandsbekæmpelsen blev erstattet med de endnu farligere
plastikprojektiler.
Han instruerede sine mænd i, hvordan man skar de tolv centimeter lange projektiler op for at fylde dem med lommelygtebatterier, så man kunne tilføje teenagerne endnu frygteligere
kvæstelser.
Under sultestrejkeprotesterne i året 1981 blev otte unge dræbt, hvilket fyldte MacIntyre med stor tilfredsstillelse. Hans tidligere overordnede havde været
skrækslagen over det, men MacIntyre havde for længst »fundet ud af«, at han blot var en slap fanebærer, en liberal universitetsdreng, som havde let ved at skide i bukserne.
" Han er bare et forbandet røvhul", erklærede MacIntyre overfor de andre
sergeanter i kantinen. "Han tror virkelig på det sludder med, at vi er her for
at bilægge skænderierne mellem Micks`erne og Prods`erne. Sådan en
kæmpeidiot! Vi er her for at indprente gudsfrygten i de irske knoldesparkere.
Det er det, det drejer sig om. Hvis det ikke var for alle disse lattelige reglementer, havde vi forlængst udtværet paddierne."
De øvrige sergeanter havde bare nikket i tavshed. Nogle havde givet ham ret i al hemmelighed, men for de flestes vedkommende var dette job bare en kedsommelig,
ubehagelig og til tider farlig affære, og desto hurtigere de kunne forsvinde fra Nordirland og vende tilbage til civile forhold, desto bedre.
Derudover var det ikke tilrådeligt at pleje alt for tæt kontakt med denne "forrykte skottiske bastard". Der fandtes nogle, ikke offentligt kendte tilfælde, hvor han
internt af overordnede underofficerer blev kritiseret for "unødvendig brutal behandling af fangerne".
Da fangerne derefter blev løsladt modtog de – som så mange andre – mange år senere en erstatning fra de britiske skatteyderes lommer pga. de påførte lidelser.
Der blev ikke rejst anklage mod McIntyre, alligevel var beskyldningerne blevet hængende på ham.
MacIntyre var hamrende ligeglad. Han havde påbegyndt et
studium og forsøgt at indhente sin manglende uddannelse, for ved tredje forsøg at bestå en eksamen, som endelig for-fremmede ham til underofficer.
Da han så oven i købet havde gjort militær- tjeneste i Ulster længere end nogen anden – femten lange år – og foretrak patruljeringen i ghettoerne frem for en sikker
kontortjeneste, hvor han kunne udpege de kendte ansigter fra den republikanske bevægelse til de skiftende regimenter, var han efterhånden blevet uundværlig for de hemmelige SAS-agenter og
undercover enheder fra Military Reconnaissance Force. Og nu sad han her i Castlereagh for at møde den legendariske "Hund".
Aldrig før havde han fået chancen for at »forhøre« en så højtstående IRA-mand. I årevis havde han kun haft gadens børn og unge foran sig, sten- og molotov-kasterne.
Han havde mistet en finger, da en bombe sprang i Divis Flats og var blevet såret under en skudveksling i Bernagh Drive.
Han måtte se til, hvorledes hans mentor, major Lloyd, den eneste officer som han havde respekt for, blev skudt ned med sin helikopter over Crossmaglen. Han måtte finde sig i at blive latterliggjort af sine unde-rofficerskollegaer, der syntes, han var fuldstændig rå og vanvittig og kaldte ham for kanonføde.
Ja, ja – men han var mere værd end alle de andre til sammen, og der var ikke nogen af disse tossede paddypater, der kunne stille sig i vejen for den officielle hæder, der tilkom ham.
Mens han skubbede dokumenterne til side, trykkede han på summetonen i samtaleanlægget: "Bring fangen ind..."
___________________
Hvis du har lyst, kan du læse videre her (på modkraft):
- Hunden - en sammensværgelse
* 2. kapitel * 3. kapitel * 4. kapitel * 5. kapitel * 6. kapitel
* 7. kapitel *
8. kapitel * 9. kapitel * 10. kapitel * 11. kapitel
* 12. kapitel * 13. kapitel * 14. kapitel * 15. kapitel * 16. kapitel
* 17. kapitel * 18.
kapitel * 19. kapitel * 20. kapitel * 21. kapitel
* 22. kapitel * 23. kapitel * 24. kapitel * 25. kapitel
* 26.
kapitel * 27. kapitel * 28.
kapitel
Relateret autonom infoservice
En gang om året mindes IRA veteraner ved en højtidelighed sine dræbte medlemmer, deriblandt Mairead Farrell (31). Her er Mairead Farrells historie.
- Oversigt over vigtige republikanske organisationer
- Interview med Mairead Farrell på YouTube