I og omkring det tjekkoslovakiske kommunistiske parti voksede i 1968 kravet om reformer. En bred bevægelse formerede sig. Den udfoldede sig i
frie debatter om samfundsforholdene.
Dette sluttede brat natten til den 21. august 1968, da en halv million soldater
fra Warszava-pagten invaderede Tjekkoslovakiet og genetablerede det gamle forhadte bureaukratregime.
- Hvad skete der i Tjekkoslovakiet i 1968 og hvad var Sovjetunionens bevæggrunde for en militær intervention?
- Prag – Wien 1968 tur / retur - en personlig historie
Natten til den 21. August 1968 marcherede omkring en halv million soldater fra Sovjetunionen, Polen, Ungarn og
Bulgarien ind i Tjekkoslovakiet. Inden for få timer besatte de alle strategisk vigtige positioner i landet.
(Forstør ved at
klikke på billedet):
Den sovjetiske ledelse med generalsekretær Leonid Bresjnev i spidsen, havde forsøgt at presse DDR til også at
deltage i den militære invasion af Tjekkoslovakiet, men DDR holdt sig tilbage for ikke at vække minder om den tyske besættelse 1938 – 1945.
Blandt landene i Warszava-pagten fordømte kun Rumænien invasionen og Albanien erklærede den 5. september 1968 sin udtræden af det militære samarbejde. Under
den voldsomme indmarch døde 98 civile samt 50 soldater fra invasionstropperne.
- Forhistorien
I starten af 1960erne befandt Tjekkoslovakiet sig i en dyb krise, økonomisk og samfunds-politisk. Den
tidligere goodwill i store dele af den tjekkoslovakiske befolkning overfor Sovjetunionen som befrier i 1945 var siden det sovjetisk styrede statskup i
1948 og den efterfølgende stalinisering af landet så godt som sunket i jorden.
Indenfor og udenfor det kommunistiske parti i Tjekkoslovakiet voksede kravet om reformer. Den økonomiske krise i starten af 60erne nødvendiggjorde reformer, der
ikke kunne gennemføres uden forandringer i det politiske system og i forvaltningen.
- Rådsstrukturer breder sig over hele landet
Da Alexander Dubcek d. 5. Januar 1968 blev valgt til første sekretær i
Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti (KSC), var det begyndelsen på en ny politisk æra. Spørgsmålet om forholdet mellem partiet, statsorganerne og virksomhederne blev sat øverst på den politiske
dagsorden.
Arbejderne udnyttede dette åbne øjeblik og bombarderede fagforeningernes centralråd med resolutioner, der krævede flere rettigheder til
arbejderne, grundlæggende demokrati-sering af fagforeningerne samt entydig opbakning til Dubcek.
For at sætte magt bag kravene gennemførtes fra marts
1968 arbejderforsamlinger, arbejdsnedlæggelser og strejker.
- Arbejderne tvang deres direktør til at gå af
Hovedkravet var at give arbejderne kontrol over deres virksomhed. I Písek, i
det sydlige del af provinsen Böhmen, gik de i strejke i protest mod planerne om at fusionere en række virksomheder.
Minearbejderne i Doubrava i
provinsen Mähren tvang deres direktør til at gå af. Tidligere var det spørgsmål, som det centrale virksomheds-bureaukrati tog sig af.
Den nye regering
var yderst tilbageholdende overfor de nye arbejderråd, men måtte bøje sig for presset. Nu opstod der rådsstrukturer over hele landet.
En bred
bevægelse formerede sig. Den fejede de gamle censurforanstaltninger af bordet og udfoldede sig i frie debatter om samfundsforholdene.
- Indblanding udefra med krav om intervention
I starten af juli 1968 skrev de kommunistiske partier i Sovjetunionen, Polen, DDR, Ungarn og Bulgarien et
fælles brev til præsidiet i Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti (KSC) , hvori de ytrede bekymring over udviklingen i Tjekkoslovakiet.
De var først og fremmest bekymrede over, at KSC mistede kontrol over det tjekkoslovakiske samfund.
De skrev: "Reaktionære kræfter med hjælp fra
imperialismen styrer mod en generel en offensiv mod partiet og grundlaget for det socialistiske styre".
Og de påpegede, at ledelsen i Prag ikke var i stand til at erkende denne fare, at
der sågar var kontrarevolutionære i partiets ledelse.
Situationen var så alvorlig, at de krævede intervention fra det samlede ’socialistiske
fællesskab’. Ledelsen i det tjekkoslovakiske kommunistiske parti afviste disse anklager.
Over hele landet
protesterede befolkningen mod denne ulidelige indblanding udefra. For at berolige Sovjetunionen afholdtes den 29. juli et bilateralt møde ved grænsen til Sovjetunionen. Indholdet af
diskussionerne på dette møde blev ikke offentliggjort, men efter sin hjemvenden fra mødet sagde Dubcek til sine venner at ”ovjet havde udvist forståelse".
Måske ville han dermed
overbevise sig selv, snarere end høre på de generaler, der bekymret informerede ham om usædvanlige troppebevægelser fra dem, der til slut invaderede Prag den 21. august 1968.
- At forsone det uforsonlige
Indtil det sidste håbede Dubcek, at han kunne forsone det, der i bureaukratiets verden er
uforsonligt: Demokratisering og partiets ”førende rolle“, den nationale uafhængighed og underordning under Kremlbureaukratiets geopolitiske interesser.
Han vakte forhåbninger hos de tjekkoslovakiske arbejdere og lod samtidigt en dør åben for dem, der ville ødelægge disse forhåbninger.
Sovjetunionen ønskede ikke en ren militær løsning. De brugte det militære pres til at fremme en ”politisk løsning“. De ønskede at bane vejen for, at KSC kunne skabe ro
og orden. Det var kun gruppen omkring Dubcek, der ville kunne gøre det; de måtte derfor ødelægge den bevægelse, de selv havde tilladt og åbnet vejen for.
- Opfordrede befolkningen til passivitet overfor invasorene
Tjekkoslovakiets kommunistiske parti besluttede ikke at gøre modstand mod den militære invasion og opfordrede
befolkningen til at forholde sig i ro. Men det kom alligevel til heftige konfrontationer mellem civil-befolkningen og
invasionstropperne.
Modstanden var mangfoldig:
Byskilte og skilte med gadenavne blev afmonteret eller fordrejet for at forvirre invasionstropperne.
Jernbanearbejdere ledte tog fra Den Røde Hær ind på sidespor og tusindvis af hjemmelavede plakater opfordrede folk til alskens slags modstand.
Udover
den officielle radio, der forsatte sine udsendelser, informerede forskellige pirat-sendere samt den østrigske tv kanal ORF befolkningen om begivenhederne.
- Studenterne går forrest
Studenterne organiserede som de første aktioner mod besættelsen og opbyggede en ledelse, der var uafhængig af
Dubcek-ledelsen.
Aftenen før centralkomiteen i KSC skulle mødes i november, dannede studenterne en aktionskomité, der repræsenterede alle
fakulteter og udråbte det til studenterparlament.
Efter forbuddet mod den af aktionskomitéen initierede demo den 17. november blev fakulteter og skoler
besat over hele landet.
Studenterne henvendte sig i et åbent brev til alle arbejdere og bønder:
"Arbejderklassen er modig, fornuftig og disciplineret. Den går ikke i panik og
lader ingen i stikken. Den ønsker fred og venskab med alle folk, retfærdighed
og demokratisk socialisme, en socialisme med et menneskeligt ansigt; den
hader vold og uretfærdighed, ydmygelse og undertrykkelse …."
- Manglede et fælles politisk projekt
Studenterne holdt taler i fabrikshaller. Arbejderdelegationer besøgte de besatte universiteter. Talrige fabrikker besluttede, at de ville gå i strejke, hvis studenterne blev angrebet. De akademiske miljøer støttede også bevægelsen uden forbehold.
Men sådan en bred mobilisering kunne ikke opretholdes uden et fælles politisk projekt. De kræfter, som ville have kunnet forvandle den mægtige modstandsaktion til
en politisk offensiv og splitte partiledelsen, var selv for splittede indbyrdes. De havde ikke forbindelse til hinanden og derfor ikke mulighed for at formulere et fælles politisk
projekt.
- Alle reformer rulles tilbage
Under besættelsens første dage fandt et ekstraordinært møde sted i Tjekko-slovakiets Nationalforsamling. Her
fordømte man invasionen og støttede Dubceks regering.
Dubcek og andre højtstående regeringsmedlemmer blev unmidelbart efter invasionen anholdt og bragt til Moskva. Den 23. August blev statspræsident Ludvík Svoboda
officielt indbudt til forhandlinger i Moskva, og i disse forhandlinger deltog også flere af de fængslede regeringsmedlemmer fra Dubček-gruppen.
På grund af den massive modstand i befolkningen kunne den sovjetiske plan om at fremstille invasionen som svar på et råb om hjælp fra det kommunistiske parti
ikke realiseres.
Tre dage senere vedtoges en protokol, som ophævede stort set samtlige reformer.
- Den gamle repressionspraksis genoplives
Dubček blev til at begynde med på sine poster og kunne rejse tilbage til Prag, hvor han blev modtaget med begejstring. Men snart stod det klart, at Prags forår var forbi. Den indskrumpede reformfløj i partiet omking Dubcek kvalte alle håb ved at sende flere politifolk til Prag, censurere alle informationer om studenternes strejke og starte en hetzkampagne mod organisatorerne.
Omkring 500.000 medlemmer af partiet og dets forskellige frontorganisationer blev ekskluderet, tusinder af fyringer, trusler om at fratage unge deres tilladelse til
at studere, tvangseksileringer og anholdelser etc., knuste massebevægelsen.
I skyggen af de sovjetiske panserkøretøjer genindførtes det tidligere autoritære bureaukratiske regime. Denne 'normalisering' af situationen blev ledsaget af
økonomiske begunstigelser, først og fremmest i form af flere konsumvarer til befolkningen.
- Efterspil
Den 16. januar 1969 satter studenten Jan Palach (billedet tv.) i protest ild til sig selv på Wenzelsplatz i
Prag. Han døde den 19. januar af sine stærke forbrændinger.
Samme eftermiddag som Jan Palach døde, stimlede omkring 200.000 mennesker sammen på Wenzels-pladsen for at nedlægge kranse på det sted, hvor Jan Palach var faldet
om. I hans begravelse den 24. januar deltog over 10.000 mennesker.
En måned efter, den 25. februar 1969, fulgte Jan Zají hans eksempel. Efterfulgt af Evžen Plocek, den 4. april 1919 i byen Jihlava. Hun døde 5 dage senere,
uden at det blev kendt for offentligheden. Dermed ophørte selvbrændingerne i Tjekkoslovakiet.
Titusindvis af mennesker forlod landet. Ca. 96.000 flygtede til Østrig. Omkring 66.000 tjekkoslovakker på ferie i udlandet vendte ikke umiddelbart tilbage.
Mellem 50.000 til 60.000 forblev i Vesten.
Til forskel fra Polen i 1980erne oplevede Tjekkoslovakiet i 1970erne en relativ vækst. Den opposition, der blev tilbage efter Foråret i Prag organiserede
sig omkring Charta 77-bevægelsen, der eksisterede frem til 1992.
(folk fra autonom infoservice)
-
Prag – Wien 1968 tur / retur
- en personlig historie
af al./autonom infoservice
Det østrigske kommunistparti KPÖ støttede til at begynde med den reformkurs,
der var begyndt i Tjekkoslovakiet i 1968 under ledelse af Alexander Dubcek. Men efter Warszawapagtens militære
okkupation af Tjekkoslovakiet i august 1968 spaltedes KPÖ i en henholdsvis eurokommunistisk reformorienteret og i en neostalinistisk fløj.
Efter korte men heftige interne politiske opgør
forlod fagforeningsfraktionen ’Gewerkschaftliche Einheit’ (GE), studenterorganisationen
' Verband demokratischer Studenten' - VDS (billedet nedenfor) samt KPÖs tilknyttede ungdomsorganisationen 'Freie Österreichische Jugend' (FÖJ) partiet. I
protest mod kommunistpartiets ledelses politiske underdrejning under Sovjetunionens diktat.
Mange fra den oppositionelle fløj blev individuelt eksluderet af KPÖ. Deriblandt partiets offentligt kendte
intellektuelle kreds omkring de udogmatiske marxister Ernst Fischer og Franz Marek.De dannede et venstreoppositionelt internationalt debatnetværk med
bl.a. dissidenter som Milovan Djilas (eks-Yugoslavien), Ágnes Heller (Ungarn), Robert Havemann (DDR), Jiri Dienstbier og Vaclav Havel (Tjekkoslovakiet).
Gruppen udgav det
tysksproglige magasin ”Wiener Tagebuch” (billdet th.)
Både Verband demokratischer Studenten (VDS) og ungdomsorganisationen Freie
Österreichische Jugend (FÖJ) radikaliserede sig i en venstreradikal retning og spillede en vigtig rolle indenfor den oprørske udenoms-parlamentariske 68-revolte i Wien og Graz.
- KPÖs ungdomsorganisationen ’Freie Österreichische Jugend’ (FÖJ)
Den østrigske ungdomsorganisation ”Freie Österreichische Jugend” blev dannet i efter-krigstiden og
var indtil 1968 tilknyttet det østrigske kommunistparti (KPÖ).
Organisationen blev dannet som en antifascistisk organisation, der gradvist blev tættere knyttet til KPÖ. I den periode havde FÖJ omkring 20.000 medlemmer,
blandt andet min far. Jeg selv blev i anden halvdel af 1960’erne som ung gymnasiast medlem af FÖJ, der på dette tidspunkt var skrumpet ind til omkring 700 medlemmer.
På vej til Prag
Da Tjekkoslovakiet blev indvaderet af
Warszawa-pagten drog hunderede aktivister fra blandt andet FÖJ fra Wien mod Tjekkoslovakiet for at deltage aktivt i protesten, men blev afvist ved grænsen.
Vi gennemførte så, til stor mishag for KPÖs ledelse der i mellemtiden havde skiftet standpunkt og forsvarede okkupationen, en hel del solidaritetsaktioner med den folkelige
bevægelse i vores naboland. Vi organiserede bla. trafikblokader, infoboder, samt aktioner og demonstrationer ved den sovjetiske ambassade i Wien.
Efter FÖJ medlemmernes eksklusion fra KPÖ, blev organisationen fragmenteret i forskellige revolutionære og/eller reformorienterede grupperinger. Den største
gruppering dannede ”FÖJ - Bevægelse for socialisme”, med magasinet Aspekte og omfordelings-avisen ”Offensiv Links”.
Jeg selv var derefter med til at danne en revolutionær-libertær elevorganisation ’Arbeitskreis
marxistischer und antiautoritärer Schüler’ (amas), som aktivt deltog i den østrigske 68-bevægelsen.
Senere blev jeg også medlem af ”Gruppe Revolte”, som var den daværende østrigske sektion af 4. Internationale. Jeg forlod 4. Internationale midt i 1970’erne, da jeg havde bosat mig i
Danmark, hvor jeg skiftede fra daværende Revolutionære Socialisters Forbund (RSF) til VS. Af mange grunde ...
_____
Relateret
-
autonom infoservice: Hvad stod 68-oprøret for?
68-oprøret satte således gang i et hav af nye sociale bevægelser og antikapitalistiske projekter. *Hvordan begyndte det hele? * Kan vi bruge erfaringer fra dengang i dag? - Roman af Milan Kundera: Tilværelsens ulidelige lethed. (bog og film)
