Den italienske kommunistiske antifascist og medgrundlægger af det venstreradikale dagblad ’il manifesto’ døde i søndags, den 20. september 2020.
Rossana Rossanda har med sine talrige debatindslag og bøger præget den samfundskritiske diskurs i Italien. Hun blev 96 år.
Rossana Rossanda var medgrundlægger af det venstreradikale dagblad 'il manifesto"
- Et blik tilbage
Rossana Rossanda blev født i 1924 i byen Pula som dengang tilhørte Italien (i dag Kroatien). Hun tilbragte sin ungdom i Venedig og Milano, hvor hun deltog i litterære ungdomscirkler, der dyrkede filosofi og kunsthistorie.
'La Resistenza'
I Italien beherskede fascismen det offentlige liv og da krigen startede i 1939, fik Rossana Rossanda kontakt med den antifascistiske
bevægelse "La Resistenza”, hvor hun tilsluttede sig den væbnede modstand.
I 1943 blev hun som 19-årig medlem af Italiens Kommunistiske Parti (PCI).
I et tilbageblik på disse år skrev hun i sin selvbiografi ’La ragazza del secolo scorso’ (’Pigen fra det forgangne århundrede’), der udkom i 2005:
” Det er sørgeligt, ikke at have danset sommeren lang, at måtte undvære alt det, som vi ellers plejer at kalde ”den vilde ungdom”. Men hvad kan lade sig gøre, når man i 1939 fylder femten år og i 1945 enogtyve?”
Rossana engagerede sig i det partikommunistiske miljø og blev valgt som et af PCIs byrådsmedlemmer i Milano. Senere blev hun valgt ind i
parlamentet i Rom.
Indenfor partiet engagerede hun sig kulturpolitisk og var del af kommunistpartiets centralkomité.
Efterkrigstidens PCI under ledelse af Palmiro Togliatti, Luigi Longo og senere Enrico Berlinguer var det største og bedst organiserede kommunistparti i Vesteuropa på den tid.
Partiets stærke forankring og popularitet i Norditaliens industricentre var ikke bare en alvorlig udfordring for den borgerlige blok omkring Democrazia Cristiana, men skabte også basis for at
partiet kunne gå i distance til Sovjetunionen, hvad der i 1950’erne og 60’erne for partikommunister var alt andet end en selvfølgelighed.
- PCI baner vej for ’eurokommunismen’ i Vesteuropa
Da Sovjetunionen smadrede den ungarske folkeopstand i 1956, førte det til heftige debatter i PCI, som
rystede Rossanna Rossanda og mange pro-kommunistiske intellektuelle.
Istedet for at træde ud af kommunist-partiet, dannede Rossana og andre kritiske stemmer en Sovjetunionen-kritisk pol, der fik så stor indflydelse, at PCI i løbet af de følgende år antog en ny
politisk kurs, der var relativ uafhængig af Sovjetunionen.
Sammen med Japans Kommunistiske Parti udviklede PCI en partidoktrin for en selvstændig vej til socialistiske samfundsforhold. Denne doktrin fik midt i 1970’erne
betegnelsen ”eurokommunisme”.
En strategi der samtidig betød kooperation med og medvirken i de respektive landes statsapparater. Senere blev denne linje fulgt op af en del andre vesteuropæiske kommunistiske partier i blandt
andet Sverige, Spanien og Frankrig.
- Dannelsen af ”il manifesto”
Da radikaliseringen af større dele af såvel Italiens ungdom som arbejderklassen i de norditalienske fabrikscentre omkring 1967/68 mundede ud
i et åbent oprør, forsøgte PCI at inddæmme og pacificere masserevolten.
En gruppe offentligt kendte PCI-medlemmer omkring Rossana Rossanda, Luigi Pintor, Luciana Castellina, Aldo Natoli, m.fl. kritiserede partiets indledte statsbærende kurs. Som følge heraf dannede
gruppen i 1969 det partiuafhængige månedsmagasin ”il manifesto”. Magasinet udviklede sig indenfor ganske kort tid til en diskussions– og infoplatform for hele 68-bevægelsen.
Partiledelsen reagerede med at ekskludere hele dissidentgruppen fra PCI.
- PCIs transformation til et "profilløst socialdemokratisk parti"
I sin selvbiografi ’La ragazza del secolo scorso’ (billedet tv.) skriver Rossana, at de samme partiledere (Achille Occhetto, Alessandro Natta, Georgio Napoletano) som dengang sørgede for deres eksklusion i 1992 var de drivende krafter i PCIs endelige transformation til et profilløst social-demokratisk parti.
I de efterfølgende år skærpedes konflikten mellem Rossana Rossanda og holdet bag "il manifesto" og PCIs ledelse, der målrettet fokuserede på et institutionelt samarbejde med den reaktionære blok Democrazia Cristiana.
Rossana engagerede sig fuldt ud i ”il manifesto”, som i 1971 blev til et uafhængigt venstrekommunistisk dagblad, hvis redaktionelle linje hun var med til at præge gennem mange år. Rossana skrev talrige artikler om politiske og kulturelle temaer, hvori hun også kritiserede venstrefløjen og heller ikke veg tilbage for selvkritiske reflektioner. Dermed vandt Rossana Rossanda også stor respekt langt ind i den borgerlige offentlighed.
- Et mislykket forsøg på at mobilisere oppositionen til venstre for PCI
I 1976 forsøgte gruppen omkring ”il manifesto” sammen med nogle andre venstrefløjsorganisationer og miljøer at danne et nyt
politisk venstreradikalt parti under navnet ”Partito di Unità Proletaria”- per il Comunismo (PdUP, 1976 -1984).
Efter forskellige mere eller mindre mislykkede tilløb samt et skuffende valgresultat i 1979 med kun 1,4 procent af de afgivne stemmer, svarende til 502.247 og 6 af ialt 630
parlamentspladser, trak Rossana Rossanda sig fra aktiv politik og fra ledelsen af dagbladet.
Efterfølgende koncentrerede hun sig udelukkende om journalistiske og litterære gøremål. Blandt andet beskæftiger Rossana Rossanda sig intensivt med feminismen, som hun
solidarisk-kritisk bakker op omkring. Dette engagement genspejles bla. i hendes bog ”Le altre. Conversazioni“ (“De andre. Samtaler med kvinder”).
I et selvbiografisk essay skrev hun:
” Det er mine livsdatoer i en tiårsrytme: Som femtenårig oplevelsen af verdenskrigen, som femogtyveårig Den kolde Krig, som femogtrediveårig optagelse i centralkomitéen i Vestens største
kommunistiske parti, som femogfyrreårig eksklusionen af partiet. Og som femoghalvtredsårig står
jeg nu her midt i en tilbagegangsflodbølge, hvis op- og nedture jeg har
kendt længe og som hele tiden river mig med igen og igen.”
At slutte med den tyske dramatiker Bertold Brechts udsagn
”Den som kæmper kan tabe, den som ikke kæmper har allerede tabt i
forvejen”.
- Rest in Peace, ciao compagna Rossana Rossanda!
___________
(folk fra autonom
infoservice)
__________________
Udpluk af Rossana Rossandas bøger
- På dansk: Rossana Rossanda: Halvdelen af jorden – dialog med feminismen, udgivet af Politisk Revy, 1981 (med et forord af Karen Syberg) ISBN 87-85186-96-1
-
Le altre.
Conversazioni a Radiotre sui rapporti tra donne e politica, liberta, fraternita, uguaglianza, democrazia, fascismo, resistenza, stato,
partito, rivoluzione, femminismo (De andre. Samtale med kvinder over deres forhold til politik, frihed, lighed, søsterskab, demokrati, fascisme,
modstand, parti, revolution, feminisme)
Milano, forlaget Bompiani, 1979; Milano, genudgivet af forlaget Feltrinelli, 1989. ISBN 88-07-81063-8.
- Un viaggio inutile o della politica come educazione sentimentale (En forgæves rejse eller politik som sentimental uddannelse) Milano, forlag Bompiani, 1981; Milano, Il saggiatore, 1996. ISBN 88-428-0326-X; Torino, forlag Einaudi, 2008. ISBN 978-88-06-19298-3. Forlag Europäische Verlagsanstalt, Frankfurt/M. 1982)
- Anche per me. Donna, persona, memoria dal 1973 al 1986 (Også for mig. Essays om kultur og politik), Milano, forlag Feltrinelli, 1987. ISBN 88-07-08037-0.
- Brigate rosse. Una storia italiana (En italiensk historie. Interview med Brigate Rosse – medlem Mario Moretti i 1994). ISBN 88-417-2007-7. Forlag ‘Libertäre Assoziation’, Hamburg 1996, og ‘Assoziation A’, Berlin/Hamburg 2006)
- La ragazza del secolo scorso (’Pigen fra det forgangne århundrede’), Torino, forlag Einaudi, 2005. ISBN 88-06-14375-1 og forlag Suhrkamp, Frankfurt/M. 2007
Relateret
-
autonom infoservice, den 27. maj 2012: Arrivederci "Il Manifesto"? Venstrefløjspressens
sidste mohikaner
- Tidsdoku. "Il Movimento del '77" – ungdomsrevolten fra neden
For italienskkyndige