16. November 2020

Boganmeldelse: KVINDELEJREN I GLIMT GENNEM ÅRENE

Femølejren fylder 50 år.
 Det markeres med et jubilæumsskrift, der rummer såvel kærlighed som eftertanke og selvironisk satire.

  • ”Femølejren har givet os fred, ømhed, tjanser og nye organisationsformer. Som det ingenmandsland den er, har den givet os livshistorier, hemmeligheder, feministisk vrede og styrken til at handle i fællesskab som kvinder.
    Vi har nydt solnedgangen og stjerne-nætterne, eller sværmet sammen med solopgangen og de vilde horisonter."

Kvindelejren på Femø ... eksisterer den endnu? Ja, det gør den!  Femølejren er efter sigende både verdens første og ældste af sin slags.

I sommers skulle lejr nr. 50 have fundet sted, men pandemien kom på tværs, så den er udsat til sommer 2021. I anledning af 50 året udkommer i dag, den 16. november 2020, et jubilæumsskrift for Femølejren. Det indeholder 27 helt personlige beretninger om, hvad 27 forskellige kvinder har oplevet på lejren. Og som redaktøren skriver i forordet : Det er noget af en tidsrejse.

Det var Rødstrømpebevægelsen, der skabte Kvindelejren på Femø. Den er åben for alle kvinder og deres børn (drengebørn over 12 år kan ikke deltage). 
Den første lejr fandt sted i 1971. Siden da er lejren blevet afholdt hver sommer undtagen 2020 fra slutningen af juni til midten af august. 
Kvinder fra ind- og udland er valfartet til øen for at opleve dette helt særlige frirum, der uden tvivl har sat sine spor også langt udenfor øen og blandt mange andre end dem, der deltog.

Da jeg som ung teenager i starten af 1970’erne læste en avisartikel om Femø-lejren, tænkte jeg: ”Hvad er nu det for noget? En lejr kun for kvinder – det lyder som et eventyr!” 
Da der senere var fest i den lokale ungdomsklub og dresscode var: Kom som dit forbillede, var der ingen tvivl for mig: Jeg klædte mig ud som en rødstrømpe med femøbadge og det hele.
Pointen er, at ingen spurgte ”Hvad er du klædt ud som ?” Det vidste de godt. Alle havde hørt om rødstrømperne og om Femø.

(Forstør ved at klikke på billedet):

  • I jubilæumsskriftet beskriver Vibeke Vasbo, hvordan dette eventyr startede, da hun var med på Femølejr nr. 1:

”Vi oprettede en girokonto og satte formuen ind. Selvom checken var crosset, var den så varm, at den var lige ved at brænde hul i min taske. Vi skrev tiggerbreve til øst og vest:
Vi er en gruppe kvinder, der planlægger en lejr ... Derfor henvender vi os til Dem ... Og så bad vi om strikkegarn, maling, legetøj, batikfarver, værktøj, børnebøger, håndbøger, puslespil, bolde, stofrester, kasser, spande, alt muligt. Det bedste vi fik, var et helt læs trækasser fra spritfabrikkerne, lidt mindre end ølkasser. De blev brugt til siddepladser, reoler, transportkasser, opbevaring, hvad som helst. ( ... )
Og senere om natten, hvis man gik ud, kunne man se, hvordan sjælen hang over lejren og hvordan det koglede ude omkring, men aldrig inde i selve lejren, der lå en smule højere og var mere tør. Der var ro, og folk lå i de store telte og sov i mørket, sov sig til den fugtighed, som solen tog fra dem om dagen. Måske vågnede et barn og græd og faldt til ro igen. (...)

- De drømte lette og lyse drømme om stedet, de havde forladt og fortsatte samtaler og samvær, huskede det, de skulle have sagt til en, snakkede med hende, som de havde gået og smilet til og ikke havde vidst, hvordan de skulle begynde en samtale med.
Så drømte de, at de en månelys nat, hvor mosekonen bryggede gik samme med hende og andre omkring, ned mod stranden og de lo og smilede og forstod hinanden. ( ...)
Der var også dem, der hver aften hang i lejrens eneste telefon og deres kropsholdning afspejlede indholdet af samtalen. 
Det var mændene, der plagede dem om at komme hjem, fordi hun ikke kunne undværes, børnene græd og moster var syg igen og nu var den mindste også blevet syg, og hvad skal jeg gøre med dit, og hvordan skal jeg gøre med dat? De kvinder endte nogle gange med at give efter og rejse hjem, nogle til tærsk, nogle til resignation, nogle til skilsmisse, nogle til det hele. ”

  • ” Femølejren har givet os fred, ømhed, tjanser og nye organisationsformer ..."

Efter Vibeke Vasbos indledende beretning om den første kvindelejr følger 26 andre personlige fortællinger samt digte, tegninger, fotos og malerier. Tilsammen giver de et godt indtryk af Femølejrens mange sider. 
De kvinder, som har deltaget i lejren har selvfølgelig deres helt egen personlige historie med den. Men der er også noget, som er fælles for de fleste af dem, der var med. På bagsiden af jubilæumskriftet er det formuleret således: 

” Femølejren har givet os fred, ømhed, tjanser og nye organisationsformer. Som det ingenmandsland den er, har den givet os livshistorier, hemmeligheder, feministisk vrede og styrken til at handle i fællesskab som kvinder.
Vi har nydt solnedgangen og stjernenætterne, eller sværmet sammen med sol-opgangen og de vilde horisonter. Nogle er nærmest blevet inventar ligesom gryderne og gasblussene og pløkkekasserne. Andre er skredet efter første gang. For så godt som os alle er der et liv før og et liv efter Femø.”

  • Brudflader

Nu skal kvind ikke tro, at jubilæumsskriftet udelukkende tegner et romantiseret billede af kvindefællesskaberne på Femø. Der er også beretninger om brudflader og modsætninger. 

  • Lotte Eriksen fortæller således lidt om splittelsen, da Lesbisk Bevægelse forlod Femø:

” ... Lejren var blevet verdensberømt og derfor strømmede udenlandske kvinder til, ofte uanmeldt. I Lesbisk Bevægelse var vi klar over, at vi ikke kunne nøjes med den ene uge, vi havde fået tildelt af Femøgruppen i 77. Vi måtte etablere vores egne lejr ( Sejerø: 1978  og 79)og forlod som bevægelse Femø.”

  • Holdninger til hår, tøj og make-up kunne også være et stridspunkt. Bodil P. skriver i sin beretning:

 ” ... Jeg husker danske kvinders kritik af de italienske kvinders lange hår og make-up. Jeg forsvarede italienerne, der jo havde en anderledes dagligdag og anderledes erfaringer. Selv havde jeg, den første gang jeg skulle til Femø, købt en æggegul frottébikini. Sidste skrig! Og så gik de alle sammen rundt nøgne eller i trusser. Et år blev jeg faktisk klippet rigtig kort. Det skete nu aldrig igen. Jeg synes bare ikke, det klædte mig.”

På Femølejren skal der bæres, slæbes, graves, hejses, køres, koges, renses, skrælles, vaskes, skylles og meget mere. Der skal arbejdes. Selv-bestemt og selvorganiseret.
Dette fik mig til at tænke på Eva Redecker, der fornyligt har udgivet den meget omdiskuterede bog ”Revolution für das Leben. Philosophie der neuen Protestformen”.
Hun påpeger, at længslen efter det selvbestemte arbejde, er en af de basale drivkræfter bag den revolutionsproces, hun allerede ser er gået i gang for at redde menneskehedens livsgrundlag. Hun skriver således i slutkapitlet i bogen (s. 291):
” Revolutionens anden gestus er, at den regenererer. Den befrier arbejdet fra den dobbelte ufrihed, der ligger i enten at være underlagt  det patriarkalske opsyn eller at være genstand for profitskabelse, når du tvinges til at sælge din tid til lønarbejde. 
Arbejde kan være noget helt andet, noget egentlig ganske vedkommende, som i mellemrummene nu altid har holdt verden sammen:  En genskabelse af livet og en bestandig genopfindelse af livet.”            (IKH. /autonom infoservice)

____________________________
”Kvindelejren i glimt gennem årene. Jubilæumsskrift for Femølejren 1971-2020”  - udkom i dag.
er redigeret af Lisbeth Jørgensen.
Illustreret af Ditte Ethelberg. Layout og typografi af Suzanne Fog
140 sider. Pris 125 kr. Overskuddet går til Kvindelejren. 


Her kan bogen købes:

  • Kvindehuset/Kvindegalleriet i kælderen, Gothersgade 37, 1123 Kbh. K.
  • Under Bogen, Gentoftegade 66, 2820 Gentofte
  • Galleri Lois, Godthåbsvej 260, 2720 Vanløse
  • Demos, Elmegade 27, 2200 Kbh. N. 
Tags: feminisme, historie, kultur, forside, aktuelt