Et INTERVIEW med den catalanske anarkistiske historiker og forfatter Dolors Marin under sit besøg på den 17. anarkistiske bogmesse i Valencia i april 2017.
Anledningen er, at det legendariske venstrefløjsforlag Politisk Revy planlægger udgivelse af hendes vidtfavnende bog om anarkismens historie og praksis.
" ... Pepita Carpena fra ”Frie Kvinder” arbejdede i CNT afdelingen Metal, hvor mændene var flest. Hun spurgte sine
kammerater, ”hvor er din kæreste?”, og eftersom svaret lød ”derhjemme og passer børnene”, svarede hun, ”så bliver du hjemme i morgen, så hun kan komme til
mødet”."
Det er mere end 40 år siden, der sidst er blevet udgivet et historisk
introduktionsværk på dansk om anarkismen
(Michael Helm: Anarkismens grundidéer og Daniel
Guerín: Anarkismens teorier og praksis).
Nu bliver det fulgt op med den catalanske anarkistiske historiker Dolors
Marins bog, som giver et bredt overblik over anarkismens historie.
Bogen starter med de første ansatser i 1600-tallet og beskriver
udviklingen helt frem til i dag. Til og med giver bogen indblik i anarkismens relativt ubeskrevne historie i Nord – og Sydamerika.
Oversat til dansk af Lars Troels Møller, som mange læsere vil kende fra hans glimrende
oversættelse af den baskiske anarkist Lucio Urtubias selvbiografi ”Revolution fra
byggepladsen”
Forudsætning for at bogen kan udgives er, at trykkeomkostningerne dækkes. > Se støtteopfordringen i forlængelse af interviewet her.
Interview med den catalanske historiker og anarkisme forsker Dolors Marin
______________________________
- af journalist og forfatter Enric Llopis på Valencias 17. Anarkistiske Bogmesse,
den 1. – 9. april 2017
* Oversat til dansk af Lars Troels Møller
Lucía Sánchez Saornil, Teresa Claramunt, Amparo Poch y Gascón, Dolores Iturbe, Antonia Maymón og Pepita Carpena... alle er de spanske, kvindelige anarkister, feminister og revolutionære, som er blevet forbigået af historieskrivningen. De kæmpede for ikke længere at skulle være ”slavens slave”, og udmærkede sig både med deres gåpåmod og deres moderne krav i 1930’ernes Spanien.
-
”Arbejderklassekvinderne dygtiggjorde sig, de skrev og samarbejdede med den kunstneriske avantgarde,”
konstaterer historiker Dolors Marin (født i 1957 i L’Hospitalet de Llobregat nær Barcelona). I dag er hun gymnasielærer i Palma de Mallorca, men allerede som 17-årig begyndte hun at forske i anarkismens historie i sit nabolag i Hospitalet de Llobregat.
Dolors Marin tog også fat på at bjærge kvindernes historie. Hun er forfatter til flere historiske værker om
primært spansk anarkisme. (1)
”Ikke bare den populære Emma Goldman, men også kvinder som Voltairine de Cleyre, Lucy Parsons, Virginia Bolten, Rirette Maitrejean,
Maria Huot, Magdalena Vernet og Maria Lacerda de Moura kerede sig om kvindens rolle i anarkistbevægelsen,” fastslår hun.
- De udfoldede deres aktiviteter i den spanske stat fra april 1936 til februar 1939 og nåede op på 20.000 medlemmer. Hvem var de ”Frie Kvinder” (”Mujeres Libres”)?
Dolors Marin: Det var en gruppe af kvinder, der begyndte at mødes omkring et tidsskrift, som også hed ”Frie Kvinder”. De var kvindelige anarkister – anarkofeminister ville vi nok sige i dag – selvom de ikke kaldte sig selv feminister. Især mente de, at de spanske kvinder anno 1936 skulle dygtiggøre sig for at nå lidt længere; lære noget, få bedre jobs og frit udvikle deres kreativitet.
- Og også lave revolution?
Dolors Marin: Ja, for i Spanien er der fra og med 1936 ikke bare krig mod general Franco, som forrådte Republikken, men der er også sat gang i en revolution. De føler, at de kan leve deres liv i det nye Spanien…
- Hvilke aktiviteter står organisationen ”Frie Kvinder” for?
Dolors Marin: De åbner skoler for kvinder, får dem ud af prostitution, dygtiggør dem inden for andet arbejde
og hjælper børnene, der kommer flygtende fra de områder, som Franco besætter.
- Desuden åbner de skoler for disse børn, skaffer dem steder at sove og nye hjem til at tage imod dem. Det er kvinder, der tager en meget vigtig opgave på sig.
- Underviser du som historielærer dine elever i denne anarkofeministiske organisation?
Dolors Marin: Ja, jeg fortæller mine gymnasieelever om dem, når vi kommer ind på den spanske borgerkrig. Jeg
fortæller dem, at de ”Frie Kvinders” feminisme var meget moderne, faktisk blev deres idéer taget op igen senere hen.
Især af afroamerikanske og latinamerikanske kvinder i 1960’ernes USA. Disse kvinder ser, at feministerne må kæmpe mod patriarkatet, uden at forfalde til en borgerlig, stemmerets-fikseret
feminisme, men især også kæmpe for at dygtiggøre kvinderne.
Det sagde de allerførste anarkofeminister også: ”Vi skal ikke længere være ”slavens
slave” (altså slave af den udbyttede ægtemand). De ville altså være uafhængige, frie og hele kvinder.
- I hvilken historisk kontekst dukker dette kvindekollektiv op?
Dolors Marin: Jeg kan godt lide at fortælle om ”Frie Kvinder”, fordi det virker utænkeligt, at der i et ”tredjeverdensland” som 1930’ernes Spanien – der endnu havde en landbrugs-revolution til gode og i europæisk øjemed var så dårligt industrielt udviklet – var nogle kvinder med et sådant gåpåmod. Og især at de var så moderne.
- Hvem vil du fremhæve?
Dolors Marin: For eksempel Lucía Sánchez Saornil, en madrilensk arbejderkvinde, der overskrider arbejderklasserammen og tager arbejde som
omstillingsdame på Telefónica. (2)
Der var altså her tale om en arbejderkvinde med færdigheder, der i sin fritid skrev digte og sam-arbejdede med den ’ultraistiske’ presse i Madrid. (3)
Dette ”spring” interesserer mig: At en kvinde fra arbejderklassen tager springet og samarbejder med den kunstneriske
avantgarde. Jeg er også interesseret i Amparo Poch y Gascón, der var læge, men også besluttede sig for at skrive og være kreativ.
- Hvad lægger du mest mærke til ved tidsskriftet ”Frie Kvinder”?
Dolors Marin: Det er en udgivelse, der indbefatter et kunstnerisk tillæg, måske er der tale om et af de smukkeste tidsskrifter fra borgerkrigen.
Midt under krigsbegivenhederne kommer disse kvinder med et kunstnerisk, kreativt og overskridende indspark. Der er tid til poesi…
- For eksempel finder vi en meget morsom artikel af Lucía Sánchez Saornil, der klager over de borgerlige vielser og siger, at de er ”en fabrik, hvor ægteskaber serieproduceres (churros slet
og ret)”. Hun griner meget af de borgerlige vielser, fordi hun mener, at de er endt med at erstatte de kirkelige vielser, bare med statens godkendelse.
- Under dit oplæg på Valencias 17. Anarkistiske Bogmesse talte du om flere usynliggjorte kvinder, bl.a. Dolores Iturbe (1902-1990). Hvorfor var hun vigtig?
Dolors Marin: Lola, som hun blev kaldt (4), var en kvinde fra FAI (Den Iberiske Halvøs Anarkistføderation), og hun var kæreste med Juan Manuel Molina. (5) De ikke bare forbandt talrige FAI-grupper, de udgav også tidsskriftet ’Tierra y Libertad’ (Jord og
Frihed), som var anarkistgruppernes føderale organ.
De bliver også venner med personer fra kunst avantgarden i Barcelona, fx tegneren Ángel
Lescarboura og journalisten og forlæggeren Mateo Santos. Således bliver ’’Tierra y Libertad illustreret med surrealist-iske tegninger.
Lola var
buksemager af profession og hun tilbragte hele dagen med at sy. Hun var en kvinde, der virkede meget beskeden og skrev hele natten uden stop. Da jeg lærte hende at kende i slutningen af 1970’erne
boede hun sammen med sin mand i en lejlighed på omtrent 40 kvadrameter i Sant Adrià de Besòs (Barcelona). De var utroligt beskedne mennesker med et fabelagtigt bibliotek.
- Hvad var det, du beundrede Lola Iturbe for?
Dolors Marin: Hun var krigskorrespondent ved fronten, hun tog imod Emma Goldman, hun tilbragte en sidste nat
med de dødsdømte fra sin affinitetsgruppe, hun var med under overfaldet på Atarazanas-kasernen i Barcelona, hvor hendes venner blev dræbt…
Og det denne kvinde gjorde, da hun vendte tilbage til Barcelona fra eksilet, var at skrive om sine veninder. Hun skrev i 1974 ’La mujer en la lucha social y la guerra civil de
España’ (Kvinden i den sociale kamp og i den spanske borgerkrig).
- Hvorfor er du som historiker så kritisk ift. anarkosyndikalisten Federica Montseny, der var sundhedsminister i socialisten Largo Caballeros regeringsperiode?
Dolors Marin: Jeg er ikke kritisk, men efter min mening var hun konservativ. Federica Montseny nævnes
ofte, men der tales ikke så meget om Lola Iturbe eller Mercedes Comaposada, der var blandt grundlæggerne af ”Frie Kvinder”. Og der var mange andre som dem: Libertad Ródenas, Rosario
Dulcet… De var fagforeningskvinder, og de organiserede politiske møder.
De var mere diskrete, og
eftersom de ikke havde været ministre eller havde publiceret artikler, taler ”bedsteforældrene” ikke om dem. Og da der desuden hverken er referater eller fotografier fra undergrundsperioden,
bliver de ikke husket. Kvinderne, som ikke underskrev deres artikler i pressen, såsom Lola, formår vi heller ikke at synliggøre.
- Hvem var ”bedsteforældrene”?
Dolors Marin: Jeg refererer til de gamle militante i CNT. Men det er også sandt, at det lader til, at Federica kunne tale folk til gråd på et møde, fordi hun havde en enorm evne til at nå tilhørerne.
- Amparo Poch y Gascón…
Dolors Marin: Heldigvis har den anarkismeinteresserede historiker og en af de libertære kvinders første ”livreddere” Antonina Rodrigo skrevet to
bøger om hende: ’Una mujer libre: Amparo Poch y Gascón, médica y anarquista’ (En fri kvinde: Amparo Poch y Gascón, læge og anarkist, 2002) og ’Amparo Poch y Gascón, textos de una médica
libertaria’ (Amparo Poch y Gascón, en libertær læges skrifter, 2002).
- Amparo var med i ”Frie Kvinder” i 1936, men fra og med 1939
gik hun i eksil og hjalp de spanske maquis ved hospitalet i Toulouse. Hun var en dygtig læge, der støttede de spanske flygtninge; hun udbød gratis konsultationer for de papirløse eksillierede i
Frankrig. Hendes arbejde var storslået, men hun efterlod sig heller ikke meget på skrift.
- Du har ikke nævnt forfatteren, forlæggeren og jounalisten Teresa Mañe (1865-1939), Federica Montsenys mor, der også er kendt under pseudonymet ”Soledad Gustavo”, som hun underskrev sine tekster med.
Dolors Marin: Hun var en af de første verdslige lærere i den spanske stat, hvilket for hende var en måde at ”vove pelsen på”. Hendes første
skole i Reus blev lukket ned. Hendes forældre var ikke arbejdere, de ejede en kro, hvilket gør, at der er tale om en kvinde fra middelklassen.
- Hvis Teresa Mañe ikke havde rodet sig ud i ”anarkisme-suppedasen”, kunne hun have levet meget udmærket. Men fordi hun var anarkist og havde lært
Juan Montseny (6) at kende, måtte hun gå i eksil. Ikke bare var hun den store opdrager af sin
datter, Federica Montseny, hun var også mere feminist end Federica. Men hende jeg mest vil fremhæve er Teresa Claramunt (billedet ovenfor th.).
- En arbejderkvinde og anarkosyndikalist…
Dolors Marin: Ja, men hun går fra arbejderbevægelsen og over til at skrive og organisere
kvindegrupper.
- Eller Antonia Maymón, en verdslig lærer, der skrev vidunderlige tekster. Men, jeg insisterer, alle disse kvinder er blevet
usynliggjorte.
- Ser du mange forskelle på anarkofeministerne og sufragisterne?
Dolors Marin: Nej, det der sker, er, at anarkisterne tror, at sufragisterne er borgerlige kvinder, som kun kæmper for stemmeretten, og det er
ikke rigtigt. Da det går op for dem, bliver tilknytningen stærkere.
- Det forvrængede billede af sufragisterne stammede især fra den borgerlige presse. Anarkistkvinderne tænker ikke på stemmeretten, det interesserer dem ikke. Desuden er politik i stor miskredit i
al anarkisme.
- Hvordan var forholdet mellem CNT og ”Frie Kvinder”?
Dolors Marin: Vanskeligt, fordi mændene ikke forstod, hvorfor kvinderne skulle oprette organisationer kun for dem selv. Og det sker ikke kun med
anarkismen, men også med kommunismen og socialismen, som lod kvindespørgsmålet ligge til dagene efter revolutionen. Arbejderinternationalerne gav ingen svar på dette spørgsmål.
- Da feminismerne dukker op i 1920’erne, er det fordi der blandt kvinderne hersker stor mistillid til organisationerne selv, eftersom de ignorerede dem. For eksempel lå fagforeningsmøderne om
aftenen. Kvinderne gik ikke til disse møder, fordi de passede børn. Det fandt også sted i CNT.
- Kender du til konkrete tilfælde?
Dolors Marin: Pepita Carpena fra ”Frie Kvinder” arbejdede i CNT afdelingen Metal, hvor mændene var flest. Hun spurgte sine kammerater, ”hvor er
din kæreste?”, og eftersom svaret lød ”derhjemme og passer børnene”, svarede hun, ”så bliver du hjemme i morgen, så hun kan komme til mødet”.
Når jeg som historiker ikke har fundet kvinderne i fagforeningslokalerne, har jeg måttet søge efter dem, der hvor de befandt sig: I de libertære klubber, hvor de
dedikerede sig til forvaltningen eller til at drive biblioteket, i kooperativerne, i de kulturelle miljøer, ved tidsskrifterne eller som ekskursions-deltagere blandt andet.
- Du har indikeret, at der var en forbindelse mellem spiritismen og anarkismen…
Dolors Marin: De kvindelige anarkister er ikke spiritister, selvom der nok har været en forbindelse mellem kvindelige anarkister og spiritister. De
har en fælles fjende, den katolske kirke.
I slutningen af 1800-tallet afholdtes der nogle konfrontations- eller diskrepansmøder med garanti for et stort kvindeligt publikum. Og både spiritisterne og de kvindelige anarkister ville have
melet deres kage. Der finder vi spiritisten Amalia Domingo Soler sammen med Teresa Claramunt og Soledad Gustavo, der gerne ville have kvinderne over til anarkismen.
- En ideologisk blandet affære mod den fælles fjende.
Dolors Marin: Teresa Claramunt mødtes med Amalia Domingo Soler og den republik-anske aktivist og dramaturg Ángeles López de Ayala til politiske møder for den verdslige skole, fordi de har det til fælles, at de stræber efter at dygtiggøre pigerne. Men senere skrev Amalia Domingo Soler i aviserne om de vantro anarkistkvinder, der ville blive åh så lykkelige, hvis de troede på reinkarnationen.
- Den anarkistiske tænker og ingeniør Fernando Tarrida del Mármol svarede hende, at anarkisterne var materialister. De kunne være enige om forsvaret af den verdslige skole, men ikke i troen på et liv i det hinsides.
- Her til sidst vil jeg spørge om, i hvilken historisk kontekst meningssammenfaldet mellem anarkister og spiritister finder sted?
Dolors Marin: Da de i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet er ulovliggjorte, mødes de på hemmelige steder. Husk på, at der efter
bomben mod Corpus Cristi-processionen i 1896 i Barcelona, bliver anholdt talrige anarkister i hele Catalonien.
- Der bliver vedtaget særlove, og alle de mødesteder, hvor anarkisterne kommer, såsom skolerne for begge køn, lukkes. Af og til gemmer de sig i spiritisternes lokaler. Det syder og koger i den
sociale udkant.
(Interviewet fandt sted under Valencias 17. Anarkistiske Bogmesse i 2017 og offentliggjort den 16. april 2017. Kilde. Oversat til dansk af Lars Troels Møller).
Noter
1. Clandestinos: el maquis contra el franquismo [Under jorden: Maquis mod Franco-diktaturet] (2002), Ministros
anarquistas [Ministeranarkismen] (2005), La semana trágica [Den tragiske uge] (2009), Anarquistas, un siglo de movimiento libertario en España [Anarkister, den libertære bevægelse i Spanien
gennem 100 år] (2010) bl.a.
2. Der er her tale om telefonselskabet, der stadig har til huse i
sammenflydningen af gaderne Fonta-nella med Portal de l’Ángel ved Plaza Catalunya i det centrale Barcelona.
3. Den litterære avantgardeform ’ultraismen’ var påvirket af den chilenske
digter Vicente Huidobro og stod i skarp modsætning til den modernisme, der siden slutningen af 1800-tallet og i de første to tiår af 1900-tallet havde præget spansk
poesi.
4. I Spanien er det almindeligt at ændre navne som
Dolores til Lola, såvel som Francisco til Paco og José til Pepe bl.a.
5. Juan Manuel Molina (Murcia, 1901 – Barcelona, 1984) var en fremtrædende anarkist i FAI (Den Iberiske Halvøs Anarkistføderation) med ansvaret for tidsskriftet
Tierra y Libertad (Jord og Frihed).
Han kæmpede i den spanske borgerkrig mod Franco og senere i eksilet i Frankrig mod den nazistiske besættelsesmagt. Han skrev sidenhen om sit 7-årige fængselsophold i Spanien, en bog om den libertære modstandsbevægelse mod Franco-diktaturet samt oversatte Albert Camus til spansk.
6. Joan Montseny Carnet, under pseudonym Federico Urales (1864, Reus – Salon,
Frankrig, 1942), var lærer, anarkist og udgiver af det libertære kulturtidsskrift La Revista Blanca (Det Hvide Tidsskrift).
(Lars
Troels Møller)
Solidarisk støtte TIL BOGENS UDGIFTER
-
”I forbindelse med min oversættelse til dansk af den catalanske historiker Dolors Marins introduktion til anarkismen har vi nu søsat en crowdfunding for at indsamle de sidste midler til
udgivelsen”
Saludos / Oversætteren Lars Troels
Firefund
Forlaget Politisk Revy mangler at dække de sidste udgifter til at udgive Anarkisme – en introduktion på dansk. Når de sidste midler er
indhentet, går vi i trykken, så den nye anarkisme-introduktion kan ligge klar i bogcaféerne og på bibliotekerne i foråret 2021. Giver I en økonomisk hestesko?
Crowdfundingen til dækning af købet af rettighederne gik over al forventning. Rettighederne er nu anskaffet hos det spanske moderforlag Ariel/Planeta.
Tusind tak for det! Siden da har Christianias Kulturpolitiske Fond og Statens Kunstfond bidraget, men vi mangler stadig at dække to poster, inden vi kan gå i trykken.
Forlaget Politisk Revy anmoder derfor om økonomisk støtte til at dække de sidste og afgørende poster til udgivelsen af Anarkisme – en introduktion:
- Tryk, papir, bogbinder - DKK 30.000,-
- Leje af Byens Lys på Christiania til udgivelses-arrangementet, tryk af plakater og flyers – DKK 3.880,-
- I alt DKK 33.880,-
Vil I hjælpe os med at klatre over det sidste hegn? > Firefund
- Andre bøger på dansk om anarkisme
- Alexander Berkman (2010), Anarkismens ABC på Hydra Bøger
- John Seven og Jana Christy (2014),
Regler skal brydes (børnebog)
- David Graeber (2017), Brudstykker af en anarkistisk antropologi
- Ruddi Welzel (2017), Det anarkistiske menneske
- Anarkismens tid (2017), En
brevveksling mellem Pjotr Kropotkin og Georg Brandes
- Flere af Ursula K. Le Guins
oversættelser
- Lars Troels Møllers forskellige oversættelser af Errico Malatesta, Lucio Urtubia,
m.fl.