EU har i samarbejde med den marokkanske besættelsesmagt i bedste neokoloniale stil bedrevet rovdrift på Vestsaharas mineraler.
En af de mange involverede
EU-virksomheder er det danske rederi ’Ultrabulk’, der agerer som trans-portør af fosfat fra det besatte Vestsahara.
I 2020 startede efter næsten 29 års våbenhvile en ny væbnet konflikt mellem det marokkanske militær og den venstreorienterede befrielses-bevægelse
’Frente Polisario’.
-
Global Aktion: Solidaritet kan
ikke brændes væk! Indkaldelse til demonstration d. 14. januar 2025: Fra Folkets Park, Stengade 50,
kl. 19 - forbi de nedbrændte GA-kontorer - til Rådhuspladsen
(Forstør ved at klikke på billedet):
" 30 års udbytning, 30 års flugt, 30 års elendighed. Vi har naturligvis fortsat med at kæmpe, med andre midler, politisk, diplomatisk, juridisk, men ikke militært. Det har dog ikke ført til noget som helst. Nu vil vi igen også bruge den væbnede kamp som legitimt redskab for at befri og forsvare vores land" (Nadjat Hamdi fra Frente Polisario)
EUs neokolonialisme
I over 50 år har langt over 100.000 saharawiere, den oprindelige befolkning i Vestsahara, levet under elendige forhold i flygtningelejre i Algeriet. EU har
i samarbejde med den marokkanske besættelsesmagt i bedste neokoloniale stil bedrevet rovdrift på Vestsaharas mineraler.
En af de mange involverede EU-virksomheder er det danske rederi ’Ultrabulk’,
der agerer som transportør af fosfat fra det besatte Vestsahara.
Vestsahara er en international ikke anerkendt stat i det nordvestlige Afrika.
Med sine omkring 600.000 indbyggere hører ørkensamfundet, der er lidt over
6 gange så stort som Danmark, til en af de tyndest befolkede områder i verden.
Dens beboere er saharawierne, som lever i Vestsahara og Mauretanien.
- I 1975 besatte Marokko Vestsahara.
Landet står på FNs liste over verdens 17 kolonier og er Afrikas sidste koloni. Marokko holder indtil i dag 2/3 del af landet besat, det område hvor omkring 95 procent af saharawierne lever.
En stor del af befolkningen i området er imidlertid marokkanere, der er blevet flyttet hertil af den marokkanske regering, hvilket er i strid med Geneve-konventionens artikl 49. Den forbyder en besættelsesmagt at flytte dele af sin egen befolkning ind det besatte område.
Tilbage i 1991 forhandlede FN en fredsaftale på plads, der skulle efterfølges af
en fredsafstemning om den præcise fordeling af land. Den afstemning er imidlertid
aldrig blevet afholdt – primært på grund af en strid med den marokkanske regering
om, hvem der er stemmeberettigede
Frente Polisario
Den ’Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik’ (SADR) er landområdet i det nordvestlige
Afrika.
Den venstreorienterede befrielsesbevægelse Frente Polisario har basis i flygtningelejrene i det algierske Tindouf og kontrollerer derfra den næsten ubeboede tredjedel af det østlige
Sahara.
Efter århundreder med skiftende europæisk og osmanisk besættelse og kontrol blev Marokko i 1912 formelt opdelt i et fransk og et spansk protektorat.
I 1956 opgav begge lande på baggrund af de anti-koloniale revolter på verdensplan deres kolonier og Marokko blev uafhængigt. Mens Vestsahara forblev
besat af Spanien.
I 1973 dannede tidligere studenter en socialistisk
orienteret bevægelse ved navn ”Frente Polisario” (”Folkefronten for frigørelse af
Saguia el-Hamret og Río de Oro”), som er henholdsvis den nordlige og sydlige del
af Vestsahara.
Samme år gennemførte Polisario det første væbnede angreb mod spanske styrker. Polisarios væbnede kamp gav Spanien store problemer med at beholde kontrollen.
Sommeren 1975 havde Spanien kun kontrol over byerne Dachla, l’Ayoune og Smara.
En af årsagen til Spaniens manglende kontrol var, at Francos regime i den spanske stat var ved at gå i opløsning, og landet havde hverken kapacitet eller politisk kraft til at føre
kolonikrig.
I slutningen af 1975 organiserede Marokkos kong Hassan II. en såkaldt ”grøn march”. Her deltog 350.000 mennesker, deriblandt mange militærpersoner i
civil og de gennemførte en besættelse af Vestsahara, som forløb fredeligt.
De forblevne spanske kolonitropper trak sig kort efter diktatoren Francos død tilbage uden kamp. Spanien overlod administrationen af to tredjedele af Nord-sahara til Marokko og en
tredjedel af Sydsahara til Mauretanien via den så-kaldte Madridaftale.
- 'Den saharawiske arabiske demokratiske republik'
Polisario var ikke interesseret i at lade spanierne efterlade noget politisk vakuum,
og udråbte dagen efter deres egen republik: 'Den saharawiske arabiske demokratiske republik' i byen Bir Lehlou ("en smuk brønd/kilde"),som ligger i det nordøstlige Vest-sahara.
Væbnet modstand i Sahara
Støttet af Algeriets regering startede den saharawieske befrielsesbevægelse Frente Polisario en guerillakrig mod begge de to besættelsesmagter og udråbte i 1976 ’Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik’ i det nordvestlige Afrika. Oprindeligt blev Sahara-republikken officielt anerkendt af 86 stater.
Idag er der pga. de mange geo-politiske for-andrede styrkeforhold kun 36 lande tilbage, som anerkender
Polisarios republik.
Deriblandt Algeriet, Sydafrika, Nigeria og Etiopien, samt lande der er i konflikt med den vestlige del af imperialismen, så som Cuba, Venezuela, Mexico, Nordkorea, mv.
Men ikke et eneste land fra det globale Norden (se wikipedia ).
Også 'Den Afrikanske Union' (AU) anerkender ’Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik’ som den eneste legitime repræsentant for menneskerne i Vestsahara.
”Skændelsens mur”
Efter tre år med guerillakrig og saharawiernes modstand trak den mauretanske regering i 1979 sig ud af den sydlige del af
Vestsahara. De befriede områder blev dog omgående besat af
Marokko.
Siden marokkanske styrker rykkede ind i området i 1980, har Marokko bygget en 2.700 km lang mur gennem Vestsahara, som deler territoriet i to (se billedet
nedenfor)
Langs muren blev der bygget marokkanske militærpoints og der blev lagt minefelter i området.
Dette skulle beskytte muren og forhindre befolkningen i de besatte områder fra at komme i kontakt med befolkningen i flygtningelejrene i Algeriet.
Saharawierne kalder muren ”Skændslens mur”. Polisarios krig mod besættelses-magten Marokko resulterede i 1991 i, at FN tog initiativ til forhandling om en våbenhvileaftale. I den
befriede zone, der er på størrelse med Portugal, lever der i dag omkring 30.000 mennesker.
I slutningen af september 2020 startede en mindre gruppe ubevæbnede aktivister fra de saharawierske flygtningelejre i Algieret en 1500 km lang march langs muren til byen
Guerguerat sydvest for Vestsahara, hvor de midt i pufferzonene midt i oktober 2020 oprettede en protest-camp mod den marrokanske besættelses-magt.
På samme tid organiserede sahrawierne demonstrationer og blokadeaktiviteter langs muren. Slut oktober blokerede omkring 60 aktivister i mere end tre uger en central handelsrute melem Marokko og
Mauretanien.
Den 13. november ankom marokkanske tropper til blokaden.
Ifølge brevet fra saharawiernes præsident Brahim Ghali til FNs generalsekretær António Guterres gennemførte det marrokanske militær et brutalt angreb på de civile demonstranter. Polisarios enheder intervenerede til støtte for aktivisterne og det kom til væbnede konfrontationer med de marokkanske tropper.
- Eksporten af fosfat - et tyveri af deres naturressourcer
I de følgende dage angreb Polisario efter egne informationer de marokkanske militærbaser flere steder langs muren. Der findes ingen officielle oplysninger om
døde eller sårede.
EU bliver uforstyrret ved at importere illegale naturressourcer, først og fremmest fosfat, men også malm, sand, vandmeloner, tomater, fisk, etc. fra det besatte Vestsahara.
Eksporten af mineraler er en hovedindtægt for Marokkos regering og medvirker til at gøre besættelsen af Vestsahara lukrativ. Dette gør EU til en neokolonial aktør som ene og alene
repræsenterer europæiske koncernes interesser i området.
Politiske repræsentanter fra Vestsaharas oprindelige befolkning – hvoraf største-delen er fordrevet til flygtningelejre i den algierske ørken – erklærer jævnligt, at
de
ser eksporten af fosfat som et tyveri af deres naturressourcer. Af den grund har FN’s
øverste juridiske rådgiver også afgjort, at eksport af naturressourcer fra Vestsahara
er i strid med international lov.
- "30 års udbytning, 30 års flugt, 30 års elendighed"
Nadjat Hamdi fra Polisario udtaler:
” 30 års tålmodig venten, betyder uendelig meget. En hel generation, som under van- skelige betingelser er vokset op i flygtninge-lejre. 30 års udbytning, 30
års flugt, 30 års elendighed.
Vi har naturligvis fortsat med at kæmpe, med andre midler, politisk, diplomatisk, juridisk, men ikke militært.
Det har dog ikke ført til noget som helst. Nu vil vi igen også bruge den væbnede kamp som legitimt redskab for at befri og forsvare vores land.
Vi forherliger ikke krigen, som vi har oplevet og ved, hvad betyder. Vi ønsker ikke denne krig, men den er nu for anden gang blevet påtvunget os.”
(julie, ikh., al. / autonom infoservice. Oprindeligt
offentliggjort d. 8. februar 2021)
- links til Frente Polisarios hjemmeside på spansk
__________
København, d. 14. januar 2025
Global Aktion: Indkaldelse til demonstration!
- Solidaritet kan ikke brændes væk!
Natten til mandag d. 13. januar 2025 blev en brandbombe kastet gennem vinduerne hos Global Aktion, og ødelagde organisationens kontorer og
truede naboerne på livet.
Graffiti foran bygningen gjorde det klart, at angrebet var politisk motiveret på grund af GA's mangeårige solidaritet med
Vestsahara og deres kamp mod den marokkanske besættelse.
Indkaldelse til demonstration!
Befri Vestsahara. Befri Palæstina. Befri Congo.
Knus imperialismen overalt.
Demoens rute: Folkets Park, Stengade
50, kl. 19:00
- forbi de nedbrændte GA-kontorer - til Rådhuspladsen
Infos via facebook
