- ET ESSAY
Pariserkommunen (18. marts – 28. maj 1871) blev efter 72 dage blodigt knust af en fransk-tysk
militæralliance.
_____________
Pariserkommunens erfaringer og sociale tiltag udvikledes i en kamp mellem to modpoler:
- Dem, der ville udforme demokratiet ved at institutionalisere magtbeføjelserne til valgte delegerede.
- På den anden side dem, som ville udvide basisdemokratiet via direkte selvforvaltning.
”For mange kommunarder bestod den ideelle republik af en form
for direkte demokrati, hvor befolkningen snarere selv udøver
deres
interesser end delegerer dem - og hvor de valgte repræsentanter er
direkte afhængig af de repræsenteredes accept.” (Robert
Tombs,
The Paris Commune 1871. Longman, London / New York 1999).
Et
ESSAY al. / autonom
infoservice
Kommunen blev udråbt af Nationalgardens centralkomité (1), hvorunder de enkelte soldaterkomitéer og rådene var sammensluttet. Nationalgarden fik ved valg til Kommunens råd den 26. marts 1871 valgt 13
repræsentanter ud af ialt 82 råd-smedlemmer. Flertallet af de øvrige delegerede var snarere centralister end føderalister. (2)
Dagen efter valget festede over 100.000 mennesker på pladsen foran rådhuset for at fejre, at det nye kommuneråd nu var indsat.
Pierre Joseph Proudhon
Karl Marx
Tilhængerne af anarkisten Pierre Joseph Proudhon (3) bestræbte sig på at præge Kommunens politiske praksis
med føderalistisk-anticentralistiske principper.
Karl Marx, der befandt sig i London i eksil, definerede i sit berømte skrift "Borgerkrigen i Frankrig” (april/maj 1871) Pariserkommunens betydning på følgende måde:
-
”... i det væsentlige en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endelig
opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå”(...)
” Derfor var kommunen ikke en revolution mod den ene eller den anden form for statsmagt. Kommunen var en revolution mod selve staten, mod denne samfundsmæssige unaturlige fejlfødsel, det var en tilbagetagen af eget samfundsmæssigt liv - af folket, gennem folket og for folket.
- Det var ikke en revolution for at overlevere stats-magten fra en fraktion af den herskende klasse til en anden, men derimod en revolution for at knuse denne afskyelige maskine, der sikrer klasseherre-dømmet.” (MarxEngelsWerke, bd. 17, s.541)
For at undgå myter og legender om Kommunen har forskellige historikere, der sympatiserede med kommunen, ud fra dens
konkrete praksis relativeret omfanget af det direkte demokrati
som kommunarderne formåede at realisere i Kommunens korte
levetid (18. marts 1871 – 28. maj 1871).
- Pariserkommunens kvinder
Det demokratiske deficit er især tydeliggjort i kvindernes begrænsede indflydelse på Kommunens beslutninger. Således var mændene altdominerende i Kommunens politiske institutioner.
Kvinder kunne således tage ordet i forsamlingerne og indgive petitioner, men måtte hverken deltage i valg eller træffe selvstændige afgørelser.
Den almindelige valgret, som blev indført i det europæiske revolutionsår i 1848 var kun møntet på mænd - og blev heller ikke forandret i Pariser-kommunens tid.
Skønt kvinderne i Paris i betydeligt omfang deltog som barrikade-
kæmpere, som nødhjælpsarbejdere og tog aktivt del i de politiske debatter, dannede autonome kvindeklubber og komitéer, så var de alligevel stærkt underpræsenteret i de revolutionære
organisationer.
Mange af Kommunens aktive kvinder var præget af libertære, anarkistiske ideer. Der fandtes en del radikale kvindeorganisationer, den største og meget aktive var ”Union des
femmes”:
”Deres medlemmer havde ikke den ringeste interesse i kravet om
parlamentarisk repræsentation og traditionelle former for republikansk politik. Deres
hoved anliggende var at finde arbejde udenfor hus-arbejdsfæren og de opfordrede kommunen til dannelse af kooperativer.” (Kristin Ross,
”Communal Luxury – The Political Imaginary of the Paris Commune”, New York 2016).
Kvindernes begrænsede indflydelse hænger tæt sammen med Kommunens tøven overfor sociale spørgsmål. Toneangivende var flertalsblokken
bestående
af republikanske, jakobinske og reformistiske strømninger.
Særligt tydeligt viser dette sig i uviljen til at angribe privatejendommen (virksom-heder, privatkapitalister eller banker) samt en accept af et vist lønhierarki og forsøget på at forringe
lønningerne for de eksisterende kooperativer.
Dette bliver anskueliggjort i en tale af Leo Frankl, en ungarsk arbejder der sammen med andre repræsenterede 1.Internationale (Den Internationale Arbejdersammenslutning, 1864 – 1876) i
Kommunens råd:
-
”Revolutionen den 18. marts blev udelukkende gennemført
af arbejderklassen. Hvis vi ikke gør noget for denne klasse,
ser jeg ikke nogen eksistensberettigelse for kommunen.”
(Robert Tombs, The Paris Commune 1871, s. 214).
Trods de ideologiske modsætninger, endeløse debatter og borgerkrigen, gennemførte Kommunen – presset af den socialrevolutionære fløj – en række vigtige reformer. (4)
Oplysning, social lighed og uddannelse blev nøglen til frigørelse og et nyt samfund. Alle stillinger i forvaltningen, retsvæsenet og uddannelsesvæsenet blev besat via valg.
Den socialrevolutionære, libertære fløj opfordrede arbejderne til at danne selvforvaltede kooperativer og gøre en indsats for egne interesser.
Som Prosper Lissagaray, kommunar-dernes egen historiker, bemærker i sin klassiske beretning skulle man ikke søge Kommunens revolutionære program i Paris’s rådhus, men på gaden og i daglig-dagens
kamp.
("Kommunen 1871", Aurora-forlaget, Stockholm1973 Originaltitel: "Histoire de la Commune de 1871")
Det direkte demokratis korte forår
Allerede i løbet af den borgerlige revolution i England (1688) og især i
Frankrig (1789 til 1799) har magthaverne erkendt nødvendigheden af at forhindre ”pøblens”
overtagelse af samfundet.
Ved at adskille dens demokratiske deltagelse fra en mulig direkte udøvelse af samfunds-styringen.
Dette blev autoritært reguleret af de herskende klasser gennem lovfæstet etablering af institutioner med permanent delegation af magten – det repræsentative parlamentariske demokrati.
Pariserkommunen rykkede imidlertid behovet
for det direkte demokrati ud i den samfunds-kritiske offentligheds bevidsthed. Ved at propagandere producenternes demokratisk agerende fællesskab som grundlag for et frit samfund.
Konkret bestod disse tiltag i bundne mandater, der til enhver tid kunne blive tilbagekaldt.
Institutioner, der forenede både retningsgivende og udførende funktioner og som tillod basisdemokratiske beslutninger på trods af centraliseringen.
Men disse tiltag fandt kun ringe genklang hos såvel de centralistisk orienterede socialistiske strømninger
som hos den republikanske lejr. Anderledes forholdt det sig hos tilhængerne
af føderale og antiautoritære holdninger, dvs. hos anarkister og anarko-kommunister.
Disse kontroverser blev afløst af en hektisk generalmobilisering til forsvar af Paris mod borgerskabets stadigt nærmere rykkende militær fra Versailles.
Med Kommunens efterfølgende militære nederlag blev de konkrete påbegyndte sociale og politiske forandringer hurtigt fjernet igen af sejrherrene.
Men Pariserkommunens korte forår anno 1871 har indprentet sig i den antikapitalistiske venstrefløjs historiske hukommelse som en folkelig opstand, der viste klare konturer af et
basisdemokratisk samfund uden statsligt formynderi og stedfortræderpolitik.
(al./autonom infoservice)
Noter
-
I starten af 1871 omorganiserede Nationalgarden sig til en føderation med en ”centralkomitée” i spidsen. Bataillonerne valgte selv deres
officerer. Valget den 24. februar 1872 til centralkomitéen blev gennemført af 2000 delegerede fra samtlige underafdelinger af Nationalgarden.
Nationalgarden skulle fra nu af kun anerkende ledere, som var blevet valgt fra egne rækker. De fleste våbenføre parisere (kun mænd) var på dette tispunkt gået ind i Nationalgarden, som nu i alt talte 194.291 mænd , deriblandt 1725 inter-nationalister fra Belgien, Italien, Polen, Rusland og Ungarn.
Den 19. marts 1871 udskrev Nationalgardens centralkomité valg til kommunens folkevalgte råd, kaldt ”Kommunen”. Valget fandt sted den 26. marts 1871. Kvinderne ikke fik stemmeret eller sæde i Kommunen.
Valgresultatet
Af 485.569 registrerede mandlige (!) vælgere, stemte 229.167 mandlige borgere. For hver 20.000 indbyggere skulle der sendes en rådsdelegeret til Kommunens øverste ledelse. I arbejderkvartererne var valgdeltagelsen væsentligt højere end i de velhavendes kvarterer.
Den 28. marts offentliggjorde Kommunen sin nye sociale sammensætning: Af i alt 82 valgte rådsmedlemmer var omkring 32% arbejdere, 15 % offentlige ansatte,15% små forretningsdrivende og 38% bestod af lærere, advokater, officerer, etc.
-
Politisk set var fordelingen således:
* FLERTALSBLOKKEN bestod af: 13 repræsentanter fra Nationalgardens centralkomité, 7 medlemmer af blanquistiske grupperinger, 9 repræsentanter fra den radikale republikanske presse, 21 repræsentanter fra de radikaldemokratiske klubber (jakobinere og republikanere).
* MINDRETALSBLOKKEN bestod af højre- og venstre-Proudhonister:
15 medlemmer af moderate og borgerlige partier og 17 medlemmer fra Første Internationale (Ialt var omkring 30 medlemmer af 1.Internationale repræsenteret i Kommunens forskellige udvalg. Mange af dem var tilhængere af Proudhon eller Bakunin, kun et lille mindretal var erklærede marxister).
På trods af nogle omvalg den 16. pril 1871, blev resultaterne i det store hele uforandret. -
Anarkisten Pierre Joseph Proudhons (1809 – 1865) tilhængere var for største-delens vedkommende håndværkersvende og ejere af bittesmå familie-virksomheder.
Proudhon kæmpede hele sit politisk aktive liv for et samfund, som tillader producenterne at bytte deres produkter på basis af deres arbejdsværdi.
Han gik ind for at skabe arbejderkooperativer, som skulle være centraler for en fælles produktudveksling. Proudhon var fortaler for, at man med fredelige midler afskaffede enhver form for tvangsordning. -
Med en række dekreter forbedrede Kommunen umiddelbart livsvilkårene for befolkningen i Paris. De vigtigste var tiltag var:
* Eftergivelse af huslejen fra oktober 1870 til april 1871
* Værksteder og fabrikker, der er forladt af ejerne overgives til dem, der arbejder der
* Beslaglæggelse af borgerskabets forladte boliger
* Forbud mod natarbejde for bagersvende
* Afskaffelse af pantelånskontorer
* Fastsættelse af brødpriser
* Dekret om fastsættelse af mindsteløn
_____________
Kilder til samtlige noter:
autonom infoservice: ”150 år siden: Pariserkommunen, der rystede Europas
magthavere”