Fabriksabotage og byguerilla i Italien - refleksioner og erfaringer

Et blik tilbage: Den 12. December 1969 eksploderede en bombe i en bank på Piazza Fontana i byen Milano, hvor 16 mennesker blev dræbt.
”Det må siges, at den væbnede kamp i Italien i sin dannelsesfase ikke ville have været så massiv, hvis ikke der havde været bombeanslaget i ”Banca dell' Agricoltura“ 
i Milano. Denne massakre på tilfældige mennesker blev gennemført af fascister.”
Skylden for anslaget blev lagt på nogle fuldstændig sagesløse anarkister ... 

• Francesco Piccioni fra Brigate Rosse fortæller om sine personlige erfaringer i Brigate Rosse (1970 – 1989). 

• I 1970’erne og 80’erne deltog tusinder af arbejdere og studerende i den væbnede kamp mod stat og kapital.

Byguerillaorganisation Brigate Rosse (De Røde Brigader) - der blev dannet i 1970 og opløst omkring 1989 - var den største undergrundsorganisation i denne tid. Udsprunget af den militante arbejder-bevægelse i 1960'erne. I 1980'erne splittet op i en række mindre fraktioner, der en for en blev nedkæmpet af det italienske statsapparat. (1)

”Vi var et træ med stærke rødder,
men pludseligt forsvandt jordbunden under os” 
_______

• Interview 
  med Francesco Piccioni som var medlem af Brigate Rosse 

• Francesco, vil du indledningsvis kort præsentere dig?

Francesco Piccione: Jeg var del af koordinationsledelsen i Brigate Rosse. I maj 1980 blev jeg anholdt og derefter fik jeg en livsvarig dom.
Jeg har været i fængsel i 23 år, 6 måneder og 3 dage. Der blev ikke tale om nogen forkortelse, jeg har kun fået den reducering af dommen, som allerede er fastlagt i de italienske lovbestemmelserne.

• Lad os starte med din personlige historie. Hvordan blev du politisk engageret, hvorfor blev du militant kommunist?

Francesco Piccione: I 1968 var jeg en 17-årig skoleelev. Min far var murer. Fra jeg var 10 år gammel arbejdede jeg sammen med ham på byggepladsen. Jeg kendte også arbejdernes verden.
Dengang var politiseringen en kollektiv proces, som hele min generation har erfaret.
Af 68-oprøret opstod der forskellige antagonistiske retninger, en af dem var den væbnede kamp. Man må huske på, at anvendelsen af politisk militans dengang på ingen måde var noget tabu. Modstanden mod den historiske fascisme lå på dette tidspunkt ikke mere end to årtier tilbage.
- Og så kom USAs krig i Vietnam. Det var en udbredt opfattelse, at der måtte gøres modstand mod imperialismen. Der var Che Guevara, som efter sejren i Cuba gik til Bolivia for at fortsætte kampen. Der var bred enighed om at tage kampen op overalt, hvor betingelserne herfor var til stede.
                            ___________________________________

"Skylden for anslaget blev lagt på nogle fuldstændig
  sagesløse anarkister"

- Det må siges, at den væbnede kamp i Italien i sin dannelsesfase ikke ville have været så massiv, hvis ikke der havde været bombeanslaget i ”Banca dell' Agricoltura“ på Piazza Fontana i Milano, december 1969.
Denne massakre på tilfældige mennesker blev gennemført af fascister og var styret af kanaler i den italienske og amerikanske efterretningstjeneste.
Skylden for anslaget blev lagt på Pietro Valpreda og Giuseppe Pinelli, nogle fuldstændig sages-løse anarkister. Pinelli blev myrdet i politiets varetægt. (2)
Man forsøgte at knytte anslaget til den udenomsparlamentariske venstrefløj og dette førte til hårde reaktioner mod bevægelsen.
- Kammerater gennemførte en grundig undersøgelse af hændelsen og gjorde det muligt at påpege, hvem der stod bag dette attentat. Det blev klart for os, at vores modstandere ikke veg tilbage for nogen midler for at sætte sig igennem, koste hvad det ville.
- Ud fra denne erkendelse blev diskussionen om revolutionær militans et alment tema indenfor 68-bevægelsen. Nogle mente, at militansen kun kan komme fra befolkningens egne kampe, mens andre var af den opfattelse, at en ”avantgarde” organisation kunne gå forud og vise vejen fremad med militante aktioner. 
Men der var ikke nogen deciderede pacifister i denne situation.

• I 1970 startede Brigate Rosses historie. Strategien var den ”væbnede propaganda”. Hvad betød dette konkret?

Francesco Piccione: Stærkt forenklet gik det ud på at gennemføre aktioner, som kunne vise, at det ikke kun var muligt at gøre modstand, men også at opnå succes hermed. I begyndelsen agerede De røde Brigader i industribæltet mellem Genua, Torino og Milano. De første aktioner finder sted i fabrikkerne, målet var virksomheds-ledelsen.
Aktionerne var til at begynde med af demonstrativt karaktér. Vi rådede over våben, men de blev ikke anvendt for at skyde, men udelukkende for at true. Fabrikslederne blev typisk anbragt indpakket og fastlænket med håndjern til en søjle eller forsynet med skilte og fotograferet. Dette medførte omgående reaktioner indenfor fabrikkerne.
Det drejede sig selvfølgelig om særlig arbejderfjendtlige arbejdsgivere. Resultaterne kom prompte og de almindelige arbejdere så, at disse militante aktioner var ganske effektive, idet de omgående forbedrede situationen på deres arbejdsplads.

• Hvordan var arbejdernes reaktion på de militante aktioner ?

Francesco Piccione: Reaktionerne var positive. Men man skal dertil også sige, at der dengang i fabrikkerne generelt blevet lavet aktioner, som i dag ville blive anset som absolut voldelige. Når der var strejker, for eksempel efter en arbejdsulykke, gik arbejderne omgående ud af fabrikken og tog alle med sig – inklusiv ledelsespersonalet. Dem bar de strejkende sommetider ud.
Det var dengang ganske normalt med fysiske sammenstød. Aktionerne som vi gennem-førte i fabrikkerne og på universiteterne lignede dette ret meget. Men vi lagde mere vægt på ikke at kunne blive identificeret.

• Hvordan kunne man inddrage sympatiserende arbejdere? Hvordan kunne man organisere dem? 

Francesco Piccione: Sådan som det var gængs praksis i arbejderbevægelsen. Du laver aktioner, der bliver anset som sympatiske, nyttige, målrettede. Og du observerer, hvordan det tiltaler sympatisørerne. 

- Men så enkelt var det nu heller ikke. Efter hændelserne i Padova blev repressionen mærkbart hårdere. Mange kammerater blev anholdt. Brigates historiske grundlæggere blev fængslet. En reorganisering af vores strukturer blev besværliggjort med udgangen på bortførelsen af Vallarino Gancia, hvor flere blev dræbt på begge sider (*).
Men også den 11. september 1973 var med til at forstærke denne udvikling: Militærkuppet i Chile (3) viste, at den parlamentariske vej til samfundsforandring er blokeret. Perioden mellem 1974 og 1976 er i det hele taget en meget kompliceret og konfus tid.
- Mange ordensgrupper fra de udenoms-parlamentariske sammenhænge begynder at organisere sig i illegaliteten, som for eksempel dem fra Potere Operaio. På samme tid begynder det kommunistiske Parti (Partito Comunista d’Italia - PCI) at støtte en regering ledet af kristdemokraterne.

_________

* (Bortførelsen af Gancia, der var industrimanager fandt sted i starten af juni 1975. Politiet opsporede skjulestedet og i den efterfølgende væbnede konfrontation blev bl.a. Mara Cagol, en kendt venstrefløjspersonlighed i Italien, henrettet af politifolk, mens hun lå alvorligt kvæstet på jorden, aut. info). 

- I den anden halvdel af 1976 ser det ud til, at samtlige venstreradikale kræfter befinder sig i en slags depressionsfase.
Og så kommer 1977 og alt ændrer sig. I februar 1977 skyder fascisterne på universitetet i Rom en kammerat i hovedet.
- Den efterfølgende antifascistiske demonstration angriber væbnet fascisternes hovedcentral i nærheden af universitetet. Politiet griber ind og det resulterer i en væbnet konfrontation med politistyrkerne. Fra dette tidspunkt var alt kaos – og der var voldsom gang i den!
- Mange demonstrationer havde bevæbnede demoværn. Samtidigt var der grupper fra et bredt spektrum af venstreradikale, kommunistiske kræfter, som gennemførte aktioner. Foruden de væbnede konfrontationer ved demonstrationerne, gennemførte den militante venstrefløj i dette år omtrent 3000 væbnede aktioner. Det er ca. ti om dagen.
- Og her dukker problemet op: Der er et stort antal mennesker, som kæmper. Men uden ledetråd, uden fælles forståelse, uden at danne en fælles væbnet front. Det var et forfærdeligt spil. Bevægelsen i 1977 blev splittet i september måned under Autonomias kongres i Bologna. (billederne nedenfor). Stridsspørgsmålet var den væbnede kamp-strategi.
I dette øjeblik forsøgte vi at handle, for at overbevise alle om nødvendigheden af at agere ud fra en fælles strategi. Og så kommer Aldo Moro (4) ind i billedet. 

Francesco Piccione: Klart, for at gennemføre 3000 aktioner som i 1977, var der brug for mange mennesker. Der fandtes nogle hundrede grupper. Nogle bestod kun af få personer, andre havde en større breddevirkning.
- Hvorfor det ikke udviklede sig til en fælles strategi, har meget indviklede politiske og ideologiske grunde. Meget af det som skete dengang, var forbundet med teorien om ”guerilla diffusa”, hvor der var fokus på aktionen og hvor vigtig-heden af organisering blev vurderet som mindre væsentlig.
Det var et meget komplekst politisk arbejde at knytte forbindelser mellem de forskellige grupper. Organisationer som Prima Linea (venstreradikal, autonom byguerillagruppe, aut. info.) forsøgte at optræde i direkte konkurrence med De Røde Brigader.
Det drejede sig nærmest om at vinde hegemoni i den væbnede kamps spektrum. Det var en meget polemisk fremgangsmåde, først og fremmest fra Prima Lineas side. Vi har dog aldrig taget til genmæle.

- Vores koncept var: Lad os aktionere og reflektere. Vi ville ikke fremture med, at de andre var galt på den. Selv hvis det var tilfældet, så vi ingen mening i at ytre det offentligt.
- Og vi må tage i betragtning, at der samtidig fandtes et kommunistparti, der agerede som primær støtte til den kristdemokratiske regering. Og muliggjorde et omfang af repression som kristdemokraterne alene ikke ville have kunney iværksætte. Der kørte militære tanks i gaderne...

• Lad os kort tale om jeres indre organisationsstruktur. Hvordan var Brigate Rosse opbygget?

Francesco Piccione: Det var en relativ enkel struktur. Kolonnerne bestod af væbnede grupper indenfor en by. Kolonnerne var underdelt i brigader, som gennemsnitligt havde 3-15 medlemmer.

• Var organiseringen fabriksbaseret eller territorial?

Francesco Piccione: Både og. Afhængigt af lokale og regionale forhold. I norden, hos Fiat-fabrikkerne var der i enhver afdeling en brigade. Hos Fiat i Torino gik der hver morgen 50.000 arbejdere gennem fabriksporten.
I Rom fandtes der, bortset fra et par enkelte fabrikker, hovedsagligt mindre virksomheder med 3 til 15 mennesker. Af den grund var brigaderne her territorialt organiseret. 

• Hvad var ”fronten“ i denne struktur?

Francesco Piccione: Det var koordinationsgrupperne, der fungerede på nationalt plan og indenfor kolonnerne. Deres funktion var at koordinere bestemte aktivitetsområder.
For eksempel skulle “Fronten for kampen mod kontrarevolutionen” studere magthavernes strategi. Der var i enhver kolonne folk, som var knyttet til denne front. “Logistikfronten” skulle sørge for beskaffelsen af våben, penge, dokumenter mv. 

• Lad os komme ind på Aldo Moro. Militært set var bortførelsen en klar succes. Men hvad betød det politisk? Hvilken rolle spillede den i samtiden, hvilken konsekvens fik denne aktion?

Francesco Piccione: Aldo Moro bortførelsen var en af de aktioner, der markerede brudflader i landets historie. For os var det en stor udfordring, men vi var overbevist om rigtigheden af aktionen og var godt forberedt. 
Men der viste sig nogle utilstrækkeligheder i vores koncept. Ikke på det militæriske plan, men i begrænsninger ift. vores strategi.
Det begyndte med, at vi havde en modstander, som ikke ville forhandle – skønt Moro var deres mest kompetente repræsentant. Altså formede situationen sig ikke på den måde, som vi havde tænkt os. Derfor sluttede bortførelsen ikke, som vi havde villet det. Noget lidt i retning af Hanns Martin Schleyer – bortførelsen i BRD. (5) Selvfølgelig med alle de forskelle der nu engang eksisterede mellem situationen i Tyskland og Italien.

- Et eksempel: Nogle måneder efter bort-førelsen skulle der afholdes valg i Italien og der blev gennemført meningsmålinger. Skønt vi naturligvis ikke opstillede til valg, nævnte mange adspurgte os som alternativ. Vi opnåede med disse spontane svar en højere procentandel end nogle af de reelt opstillede partier.
- Den påkrævede overgang, som vi først senere forstod, fra at være en guerillagruppe med nogle vellykkede aktioner til at udvikle en klasseorganisation, der fører væbnet kamp og samtidig organiserer arbejderne. Den overgang har vi ikke formået.
- Efter Moro-bortførelsen var der ingen krise i forhold til sympatitilkendegivelser eller selve den militante strategi. Tværtimod kom folk fra alle steder for at slutte sig til os. Men det var forbundet med vanskeligheder at lade vores politiske struktur udbrede sig.
Dette siger jeg med en bevidsthed set i bakspejlet.    

• Hvad var problemet? Var det kun et spørgsmål om repression og hemmelig organisering eller var der ikke rigtig nogen bevidsthed om denne problemstilling?

Francesco Piccione: Både og. Repressionen var naturligvis blevet ekstrem efter bortførelsen af Moro. Dette opsuger meget energi. Vi spurgte os selv, hvordan kan vi modstå det og hvordan vil vi fortsætte? Ikke mindst fordi der skete talrige anholdelser af mange af vores erfarne kammerater. Det bremser dueligheden til at agere og overleve kollektivt i illegaliteten.
                     _________________________________________________

Efter bortførelsen af Aldo Moro i foråret 1978 blev der iværksat den ene kriminaliseringsbølge efter den anden. I årene 1979-1982 var over 20.000 revolutionære aktivister i fængsel. Deraf flere tusinde medlemmer fra de væbnede grupper, hvoraf de fleste kom fra Brigate Rosse og Prima Linea. 
I dag er der stadigvæk en mindre gruppe af aktivister fra byguerillakampen i fængsel. Fortrinsvis fra De Røde Brigader. 
(Forstør ved at klikke på billedet): 

- Men det som på afgørende vis ramte os og indledte afslutningen på den væbnede kamp-fase i Italien, var ikke rettet primært mod os. Det var arbejderklassens nederlag hos Fiat-fabrikkerne i 1980.
Efter at arbejderne havde besat fabrikken i 35 dage, blev aktionen afsluttet og neder-laget accepteret. Og derefter blev 23.000 Fiat-arbejdere fyret. Dette var afslutningen på en 11-årig fase med hidtil usete dimensioner af klassekamp.

I Italien sagde folk dengang: Hvad der skete hos Fiat, er en målestok, der gælder for alle. Såvel når der blev vundet en kamp, som når den blev tabt.
- Vi blev ikke besejret af repressionen. Vi blev besejret, fordi der i arbejderklassen og blandt de tidligere oprørske lags fæstnede sig en bevidsthed om, at en forandring af forholdene ikke længere stod på dagsordenen. Vi var en organisation indenfor arbejderklassen og så ingen mening og praksis udenfor denne klasse. Arbejdernes nederlag var dermed også vores eget nederlag.

- Hvis man vil udtrykke det i billedsprog: ”Vi var et træ med stærke rødder, men pludseligt forsvandt jordbunden under os”.

• Du førte et liv som militant revolutionær. Med al den barskhed, det førte med sig. Hvis du kigger tilbage, angrer du noget?

Francesco Piccione: Nej. Det eneste, jeg angrer er, at jeg ikke har gjort det bedre. Mennesker handler ikke, som de gør, fordi de er gode eller bedre end andre. De kæmper i en samfundsmæssig situation, som får dem til det. Man kan ikke angre at have været i overensstemmelse med sin egen tid. Men der bliver ikke skrevet historie på noget, der måske vil finde sted i fremtiden.

- Altså: Ingen anger. Da vi blev løsladt fra fængslerne, fortsatte mange af os det, som var muligt for os. Og vi bliver ved, selv i denne aktuelle forfærdelige situation.
       _______________________________________________________________ 

(Interviewet er oversat fra italiensk og offentliggjort i The LowerClassMagazine, december 2018. Oversat og let redigeret af folk fra autonom infoservice).

• Noter 
  af autonom infoservice

1) Se autonom infoservice’s baggrundsartikel: 'Brigate Rosse' – una storia italiana 

2) Det drejer som de to anarkister Pietro Valpreda, danser og forfatter og Giuseppe Pinelli, jernbane-arbejder. Sidstnævnte døde den 15. december 1969 under et tre-dage langt forhør af politiet. Han var mistænkt for at have noget at gøre med bombe-attentatet i ”Banca dell' Agricoltura“ på Piazza Fontana, d. 12. december 1969 i Milano, hvor 16 mennesker blev dræbt.
Giuseppe Pinelli var medlem af den anarkistiske gruppe ”Ponte della Ghisolfa“ (et kvarter i Milano) og bl.a. sekretær i den italienske afdeling af Anarchist Black Cross.
Under forhøret ”kastede han sig selv ud af vinduet fra forhørsværelset” påstod politiet. Dette viste sig noget senere at være forkert. Den ansvarlige politiofficer Luigi Calabresi, blev af Pinellis enke anklaget for mord – og han blev senere likvideret af en revolutionær undergrundsgruppe. Tre italienske neofascister fra organisationen Ordine Nuovo blev så sent som i 2001 anklaget og dømt for anslaget på Piazza Fontana, men i en senere ankesag frifundet.

• Franca Rame og Dario Fos teaterstykke ”En tilfældig anarkists hændelige død” var inspireret af denne hændelse. Stykket blev bla. opført på Fiolteateret (Halmtorvet på Vesterbro i København).  

3) Se autonom infoservice’s baggrundsartikel herom : Chile, d. 11. september 1973 - historien om et blodigt militærkup 

4) Den 16. marts 1978 bortfører De Røde Brigader Aldo Moro, formanden for partiet 'Democrazia Cristiana'. Formålet er at slå en kile i den truende koalition mellem den parlamentariske højre - og venstrefløj. Regeringen afviser de revolutionæres krav om anerkendelse af dem som politisk opposition. Bortførelsen ender efter 55 dage med Aldo Moros død den 9. maj 1978.

5) Den 5. september 1977 bortførte en kommando fra Rote Armee Fraktion (RAF) Hanns Martin Schleyer, som på dette tidspunkt var formand for den vesttyske arbejdsgiverforening.
Han havde netop  afsluttet en overenskomst, der betød store økonomiske tab for Tysklands arbejdere i bilindustrien. Derudover havde han allerede før naziernes magtovertagelse i 1933 været aktivt medlem af nazipartiet NSDAP. 
Se baggrundsartiklen om RAF hos autonom infoservice: Tidsdoku. Rote Armee Fraktion (RAF) – hvem var de, hvor kom de fra?