Revolutionære i vores tid

• Hvem var de - hvor kom de fra – hvad kæmpede de for?

En månedlig serie med biografier om revolutionære fra den udenoms-parlamentariske venstrefløj rundt omkring i verden.
Vi starter med Norbert ”Knofo” Kröcher (1950 – 2016). Opvokset i en fattig arbejderfamilie ved Berlin, udlært kabelmontør, buschauffør, fotograf,  bankrøver, aktivist i det tyske og svenske anarkistmiljø, poet, motorcykelentusiast med rejser til Nordpolen, Iran og Afghanistan,...

Norberts ungdom er præget af trange vilkår – faren er lagerarbejder og lastbilchaffør, moren er hjemmegående. I starten af 1950’erne flytter forældrene med Norbert og hans ældre bror fra den sovjetiske zone i Østberlin til den vest-berlinske bydel Neuköln.
Norbert forlader skolen, da han er 16 år og starter som lærling en uddannelse til kabelmontør i postvæsenets telefon- central. Han når med nød og næppe at blive udlært, men bliver sortlistet fordi han nægter at underordne sig den gængse kæft-trit-og retning i postcentralen. Han arbejder derefter i forskellige jobs som kabelmontør, ufaglært murer, på et lille trykkerkooperativ, som mekaniker i broderens værksted.

Berlins musikunderground miljø

Allerede fra midt-60’erne kom han i kontakt med Berlins musikundergroundmiljø. Koncerterne med  Jimi Hendrix, Deep Purple, Pink Floyd samlede byens proletariske ungdom. Problemet var, at de færreste ungarbejdere eller lærlinge kunne betale entréen på 20 Vestmark.
”Så kom ideen: vi samler os foran indgangene og så snart vi er nok, går vi ind. Som sagt så gjort. De par dørvagter havde ingen chance for at standse os.
Det hele kulminerede ved en Rolling Stones-koncert i 1965 på Waldbühne i Vestberlin.
Stones bidrog selv til tumulten. De nægtede at give ekstranummer og måtte til sidst evakueres af en britisk militærhelikopter.
De tililende strissere kunne ikke forhindre det vrede publikum i at smadre tribunen til pindebrænde”.

" Midt i 1967 dirrede Berlin af oprørets forår, alt var i forandring, intet var som før. Flertallet af befolkningen var imod os.
Det skete, at opildnede taxichauffører der opførte sig som reservepoliti eller bygningsarbejdere skældte os ud, blev korporlige, truede os med at klippe vores hår og kaste os over muren til DDR: ”Tag dog over til Øst, hvis det ikke passer jer her. Spidsskægget (her hentydes til Walter Ulbricht, formand for DDRs staatsråd. aut. info) skal nok ordne jer.”
Påsken 1968 eskalerede situationen. Hetzbladene Bild og BZ opfordrede åbenlyst til vold mod studenter og ”gammler” (utilpassede, oprørske unge folk med langt hår). Bild Zeitung tog specielt fokus på studenterlederen Rudi Dutschke, som efterfølgende blev skudt ned på gaden. (1)
På dette tidspunkt dannede den politiske fløj af “Hashrebellerne“ radikale grupper som ’Sorte Celler’, ’Sorte rotter’, ’Tupamaros Vestberlin’ og last but not least fange solidaritetsorganisationen ’Sorte Hjælp’.”

• Den udenomsparlamentariske opposition på gaden , Berlin 1967/1968  (Forstør ved at klikke på billedet): 

”Hos ’agit 883’ (- en meget udbredt libertær publikation med et oplag på omkring 6000 eksemplarer, aut.info) mødte jeg den 6 år ældre forfatter og poet Peter-Paul Zahl, kaldt P.P.
En uhyre belæst kammerat som arbejdede i et lille trykkerkooperativ i Wederstrasse i Berlin-Neuköln. Han skrev til forskellige radikale tidsskrifter og udgav selv små politiske pjecer, som jeg sugede til mig.
Vigtige tekster af Bakunin, Engels, Johan Most, men også Lysistrate af Aristofanes (2), mv. fandt på denne måde udbredelse i anarko- miljøet.
Det var lige fra starten et stærk venskab. P.P betegnede sig selv som rådskommunist, mens jeg identificerede mig med de forskellige anarkistiske strømninger. Dette førte til ofte til nattelange gensidigt inspirerende diskussioner.
Engang sad vi i en populær anarko-bodega i Goethestrasse i Charlottenburg, ikke lang fra TU (Technische Universität). 

”P.P og jeg forlod ’agit 883’ på grund af interne uoverensstemmelser ift. vores stadig mere militante kurs. Vi skiltes som venner.
Og vi dannede straks en ny undergrundsavis: ’FIZZ’. Navnet markerer lyden af en kort lunte tilsluttet en bombe. ’FIZZ’ udkom i marts 1971 og blev revet væk som friskbagte ”Schrippen”:

• Pris:
  Vestberlin: 50 pfennige,  Vesttyskland: 60 pfennige,
  Østtyskland: 2 år Bautzen (Stasi-fængsel).

Samtlige numre, med undtagelse af ’FIZZ’ nr. 10, blev straks ved udgivelsen forbudt og medførte talrige husransagninger i forskellige WGs (bokollektiver) ledsaget af en mindre hær af maskinpistolbevæbnet politi.

Kærkomne begrundelser fra statens anklage-myndigheds side var avisens faste rubrik med praktiske ”håndværker-tips”. Så som: At låne en bil fra en ukendt, lave molotovcocktails, lette banken for kontanter, organisere effektivt forsvar af en demo.
Ligeså populær var forbudsbegrundelsen ift. de gennemgående positive kommentarer til militante aktioner her og rundt om i verden.
Dog var de fleste husransagninger mod ’FIZZ’ en fiasko, da bladet stadig hurtigere blev distribueret videre ud til kontakterne.”

• ”Maj 1970 indledte et vendepunkt for de libertære miljøer i Berlin"

Vi – Blues’en - den politiske del af hashrebellerne var blevet så mange, at vi godt kunne markere os i de store demonstrationer. Som ganske naturligt var vi altid at finde i de forreste rækker, da vi som regel ikke holdt os tilbage, når politienheder forsøgte at sprede vores for-samlinger.
Den studentiske del derimod holdt sig ofte tilbage, da mange af dem ikke ville ødelægge deres fremtidige karrieremuligheder. Da politikerne den 20. maj vedtog den såkaldte straffefrilov, der gik ud på at indstille de omkring 5000 straffesager i forbindelse med demonstrationer, var luften gået ud af mange studenter og en del af dem besluttede, at de ville forandre systemet via ”den lange march gennem institutionerne”.
Den udenomsparlamentariske venstrefløj (Ausserparlamentarische Opposition – APO) begyndte at falde fra hinanden.
På dette tidspunkt - de fleste i Blues var i starten af 20’erne - behøvede vi ikke længere få Marx og co. forklaret, idet vi selv havde dannet en masse arbejdskredse for at studere klassikerne og revolterne gennem tiderne fra neden. Vores studiemæssige sværpunkt lå tæt op af de libertære socialisters idégrundlag. På den måde var vi istand til at kunne give igen i debatterne med de autoritære socialister og kommunister.” 

Tidligt om morgenen den 1. maj gik vi løs i mindre grupper for at indsamle de tyske flag fra U-bahn stationerne, der var hejst i anledning af dagen. Vi fjernede den gule stribe i det tyske flag og fluks havde vi nogle skønne sort-røde flag, vores flag. Andre grupper omdøbte Karl-Marx-Platz til Bakuninplatz og Karl-Marx-Strasse til Jimi Hendrix-Strasse.
Dette var også samlingsstedet for 1.maj-demoen med titusinder af demonstranter. De forreste rækker nåede helt op til ”Kaufhaus Hertie”. Her stod vores blok. Jeg kørte en vakkelvoren Ford M12 kombi med en kæmpe højtaler på taget og diverse kampudstyr indenfor.
Pludseligt stormede en stor gruppe demovagter fra SEW (Det daværende stalinistiske ”Sozialistische Einheitspartei Westberlins” - søsterparti til DDR's kommunistparti) hen mod os og forsøgte at banke vores blok ud af demoen, samtidig med at de var ved at vælte højtalervognen ind i varehusets glasfacade. På trods af kraftig modværge så situationen ikke ud til vores fordel. Så skete der et under: En større gruppe fra den venstreradikale ”Proletarische Linke” kom os til undsætning.

Med hjælp fra dem – mange af dem var jord- og betonarbejdere – kunne vi slå SEW-bøllerne tilbage. Efter disse tumultagtige scener startede demonstrationen. Vores blok med over tusind deltagere voksede støt langs demo-ruten.
Mange hippier, der stod på vejkanten tilsluttede sig vores blok, fordi vi havde den bedre musik: Jimi Hendrix, MC 5, Ton Steine Scherben.
Vores demoblok sluttede i Volkspark Hasen-heide, langt væk fra kommunistpartiernes indbyrdes konkurrence om, hvem der er det autentiske avantgardeparti.

På den store græsplæne tog nogle grupper af venstreradikale hippier intitiativ til at danne Westberlins fraktion af YIPPIES, opkaldt efter det amerikanske initiativ ”Youth International Party”.
Samme aften blev der i det nordlige Berlin på randen af  Märkisches Viertel bz’at en tom fabriksbygning, for at etablere et elev– og lærlingecentrum. Som ved alle tidligere bz-aktioner ryddede store politistyrker bygningen, før soveposerne nåede at blive rullet ud.” 
Men sådan skulle det ikke blive ved...
____________________
(På grund af længden har vi opdelt Norbert ”knofos” selvbiografi i to dele. Anden del bringer vi den førstkommende weekend. * Oversat fra tysk og forkortet af autonom infoservice)