”Vi valgte kampen uden sikkerhedsnet”

” 'Bankrøveri' – sikke et ord! I de fleste tilfælde fungerer bankrøveriet på den omvendte måde: Bankerne profiterer af borgerne.
Eller som dramatikeren Bert Brecht har pointeret: ”Hvad er et røveri af en bank set i relation til selve grund-læggelsen af en bank?”
En ansporing for alle, som har prøvet den omvendte måde.  Efter vores første bankkup var vi alt andet end profis, men vi drog en vigtig erfaring: Effektiv planlægning er den halve husleje ..." 

• Her er 2. del af Norbert ”Knofo” Kröchers selvbiografi

• Kort biografi 
  - af autonom infoservice

Norbert Kröcher bliver, som allerede nævnt i første del af artiklen ”Revolutionære i vores tid”, født i den østlige del af Berlin i 1950 - et år efter dannelsen af DDR (Deutsche Demokratische Republik). Hans forældre, der begge var kommunistiske dissidenter / under nazi-diktaturet aktive medlemmer af den illegale KPD, forlod af politiske grunde DDR og flyttede over til Neukölln i Vestberlin.

Efter grundskolen starter Norbert en uddannelse til kabelmontør ved postvæsenet. På dette tidspunkt er han engageret i den politiske del af Vestberlins subkultur omkring anarkogruppen ”Schwarze Zellen”. Han deltager i miljøets dengang mest udbredte blad ”Agit 883” og grundlægger noget senere sammen med militante anarkister bladet ”FIZZ”.  Samtlige numre, med undtagelse af en enkelt udgave, bliver straks forbudt af Vestberlins myndigheder. 
I 1971 lærer Norbert i Sydfrankrig den sociologistuderende Gabrielle ”Gabi” Tiedemann at kende. De danner par og gifter sig samme år på grund af byens ”familiedannelseshonorar” til nygifte på omkring 3000 D-mark. Beløbet investeres omgående i anskaffelse af våben til de forventede konfrontationer med statsmagten.

I 1972 er parret med til at danne ”Bewegung 2. Juni” (1). Kort tid efter bliver de to efterlyst af politiet pga. bankrøverier. Efter et stykke tid i undergrunden opløses parforholdet. Mens Norbert tager til Sverige forbliver Gabi i undergrunden i Tyskland. (2)

Norbert bosætter sig i slutningen af 1972 i Sverige, hvor han bliver aktiv i det venstreradikale, libertære miljø i Stockholm. Han arbejder som freelance fotograf og er del af fotograf-kollektivet ”Saftra”.
I løbet af tiden formes en anarkistisk militant gruppe med omkring nogle dusin aktivister fra adskillige lande. Foruden Sverige kom de fra Vesttyskland, Østrig, Palæstina og Latinamarika. 
Den 24. april 1975 besætter en RAF-gruppe den tyske ambassade i Stockholm. Det udvikler sig voldsomt: To ambassadefunktionærer og to RAF-medlemmer omkommer.

Efter dramaet planlægger Norbert sammen med andre militante anarkister at bortføre den svenske justitsminister Anna-Grete Leijon, der er del af den socialdemokratiske regering under ledelse af Olaf Palme. Det var hende, der efter det svenske politis storm på den tyske ambassade, gav ordre til at overføre det alvorligt sårede RAF-medlem Siegfried Hausner til Tyskland. Dette på trods af  heftige protester fra svenske læger. Han dør kort efter sin ankomst til Stammheim-fængslets hospitalsafdeling i Stuttgart.
For at købe våben og andet logistisk materiale gennemfører nogle af gruppen den 23. december 1976 et bankkup i Stockholm og letter banken for 160.000 svenske kroner. Da de forlader banken, ønsker de de tilstedeværende bank-ansatte og kunder en ”glædelig jul”.

Planen med bortførelsesaktionen var at få løsladt fængslede medlemmer fra forskellige militante venstrefløjsgrupper,deriblandt ambassade-besætterne.

Planen med bortførelsesaktionen var at få løsladt fængslede medlemmer fra forskellige militante venstrefløjsgrupper. Aktionen bliver pga. indbyrdes uoverensstemmelser afblæst kort forinden, gruppen blev optrevlet af svensk politi.
Den 31. marts 1977 stormer politiet nogle lejligheder i Stockholm, Lund og Göteborg. Foruden Norbert Kröcher og Manfred Adomeit (Berlin) anholder politiet to dusin militante libertære fra forskellige lande: Sverige, Vesttyskland, Østrig, UK, Mexico, Argentina og Chile. Politiet præsenterer medierne et våben-lager, som de angiveligt har fundet i de forskellige lejligheder.
Nogle dage senere udleveres de to tyske libertære til Vesttyskland. De samme skete med de andre anholdte. Dog blev latinamerikanerne udvist til Cuba uden videre retsforfølgelse.
Den langvarige retssag i Düsseldorf resulterede den 10. februar 1981 i, at Manfred A. og Norbert blev dømt til 6 års fængsel for medlemskab af en ”illegal venstreterroristisk organisation” (Bewegung 2. juni) og for (de aflyste!) planer om at bortføre den svenske minister.

Derudover fik Norbert Kröcher forhøjet dommen med 5 ½ år for div. bankrøverier, angreb på politistationer, mv.
Efter 7 års fængsel bliver Norbert prøveløsladt. Derefter fortsætter han med at være aktiv i Berlins subversive miljøer og han drager flere gange ud på eventyrlige motorcykelture til bl.a. Nordpolen.  
Da han i 2016 fik at vide, at han havde lungekræft, begik han som 66-årig selvmord.
Han blev bisat på Dorotheen Friedhof i Berlin-Mitte, ved siden af sin gamle kammerat, 68’eren Fritz Teufel og andre af hans venner.
(autonom infoservice)

• Norbert fortæller:

" ”Bewegung 2. juni” bliver til ”I starten af 1972 fandt et legendarisk møde sted i et forhenværende bageri i bydelen Kreuzberg/Vestberlin. Her mødtes delegerede fra forskellige militante grupper. (Så som Tupamaros München, Zentralrat der umherschweifenden Hashrebellen, Schwarze Zellen, Schwarze Hilfe Westberlin, Frauenbefreiungsfront, Rote Ruhr Armee, Tupamaros Westberlin, aut.info) hvis fællesnævner var deres uenighed med byguerillaorganistionen Rote Armee Fraktion - RAF (1970 - 1998). 

- De forsamlede grupper besluttede at danne en proletarisk libertær-socialistisk pendant til den leninisme inspirerede byguerilla RAF. Det overordnede begreb ”bevægelse” kom hurtigt på banen og Gabi (Gabrielle Kröcher-Tiedemann) foreslår som tilnavn ”2.juni”: ”For så må politiet og medierne ved alle vores aktioner forklare, hvad der er sket den 2. juni 1967, og hvem der har myrdet Benno Ohnesorg.”
I opstarten af den nye byguerilla handlede det om at udbygge en fungerende logistik. I marts og april gennemførtes to bankkups for at finansiere de clandestine strukturer og etablere et netværk af boliger og lokaler. Parallelt dertil gennemførtes nogle spræng-stofanslag. Som f.eks.:
* mod den britiske yachtclub som reaktion på ”Bloody Sunday” i den nordirske by Derry.
* mod politiets (LKAs) hovedkvarter i Berlin-Schöneberg som reaktion på politiets henrettelse af Georg von Rauch (Tupamaros West-berlin) og Thomas Weizbecker samt Petra Schelm fra RAF.
* mod det tyrkiske generalkonsulat som reaktion på statens henrettelse af tre venstre-radikale studenter (denne aktion mislykkedes).

• ”Befrielseskirkens fremragende folk”

- Vi rådede over en hel del folk, der støttede os fra meget forskellige kredse. Der var også altid nogle evangelisk-lutherske præster, som lod os deponere for eksempel en kasse eller kufferter med brisant materiale i kirkens kælder. Eller folk som gav den ene eller den anden fra os husly for natten.
Der var dengang forbavsende mange protestantiske præster, som mere eller mindre åbent sympatiserede med os. Dette hang helt sikkert sammen med, at mange kirkefolk i Latinamerika sympatiserede med og støttede de forskellige guerillabevægelser. Der fandtes i den (katolske) ”befrielseskirke” fremragende folk som Dom Hélder Cámara og Camillo Torres. Ikke så få kirkefolk delte samme skæbne som deres væbnede kammerater og blev fængslet, tortureret og myrdet af militæret. Nogle af dem deltog aktivt i den væbnede kamp. Pistolen under præstekjolen!

”Befrielsesteologien” havde også tilhængere indenfor den yngre generation af præster i Europa. Dog ikke blandt katolikkerne.

- Eller som dramatikeren Bert Brecht har pointeret: Hvad er et røveri af en bank i relation til selve grundlæggelsen af en bank? (orginal citat billedet tv.).
En ansporing for alle, som har prøvet det der med den omvendte måde. Også når det alt for ofte lige fra starten var dømt til at mislykkes.
Efter vores første bankkup var vi alt andet end profis, men vi drog en vigtig erfaring : Effektiv planlægning er den halve husleje. Dette kunne dog sommetider antage ret absurde former.
Skråt overfor vores ønskeobjekt gik jeg i gang med at udskifte baghjulet på vores franske minibil Renault-4. Transporten, der skulle afhente pengene, kunne ankomme hvert øjeblik. Vi ville slå til, umiddelbart før gysserne forsvinder i bilens sikkerhedsrum. Vi vidste, at pengetransporteren rettidigt ville aflevere pengene til centralbanken for dermed at kunne gifle sig en hel dags rente.
Jeg rullede hjulet frem og tilbage, løste skruerne og trak det til igen. Således tilbragte jeg en times tid overfor banken. Heldigvis var der ingen forbipasserende, som fattede mistanke. Endelig kom transportbilen og vi startede aktionen.
Tidsforløbet havde vi i studeret flere gange før. Den ene dag med en hel del dårlig mælke-kaffe i papbægre fra et nærliggende konditori. En anden dag med så megen læsning af ’Westfälische Allgemeine Zeitung’ på en parkbænk lidt længere væk, at vi kunne avisen udenad. Belønningen var endnu engang et seksciffret beløb.

• 'Bæredygtige' pengebeskaffelsesmetoder

- Vi var selvfølgelig altid bevæbnet ved disse bank-ekspropriationer og derfor kunne den mindste fejlreaktion have resulteret i en katastrofe. Dette ville vi under alle omstændigheder undgå. Vi ville hellere lade os anholde. Der måtte under ingen omstændigheder komme mennesker til skade.
At risikere menneskeliv for penge – det var for os principielt udelukket. Det ville have kørt alle vores gode hensigter ad absurdum og ville have side-stillet os med dem, vi bekæmpede.
Vi fulgte i fælles overensstemmelse reglerne: Våbnene skulle forblive forsvarligt sikret og måtte kun anvendes i tilfælde af, at vi blev konfronteret med andre bevæbnede personer. Alle i gruppen fulgte disse regler strikt.
______________
"Chauffør, kasserer, vicevært ..."
- Derudover havde vi klart definerede funktioner, som var fordelt i mellem os og indøvet i forvejen: Chauffør, kasserer, vicevært (hende som holdt publikum i skak og afdramatiserede stemningen). Egentligt gik alt stort set godt.
Vi gjorde meget ud af under bankaktionen at tage angsten fra både kunderne og de ansatte. Vi ville under alle omstændigheder forhindre, at folk gik i panik og  det hele endte i tumultagtig uoverskuelighed. Flabede bemærkninger var en del af det psykologiske scenarie på stedet. Fremkom der et grin eller latter fra folk, vidste vi, at vi havde formået at afdramatisere stemningen.
Selvfølgelig skulle de tilstedeværende tage os alvorligt, det sørgede vores våben for, men vi ville ikke sætte dem i en unødvendig angsttilstand.

• Et bankkup á la Hollywood

- En enkelt gang gik vores bankkup totalt i vasken og vi måtte tage afsted uden noget udbytte.
Som Murphy’s Law (betegnelsen for en række populære idiomer eller talemåder, aut.info)   postulerer: ”Alt hvad der kan gå galt, går på et eller andet tidspunkt også galt”. Vi var fint opstillet med fire erfarne kammerater, en af os forblev i flugtbilen. 

- Bankfilialen, som vi denne gang ville lette for kontanter, var kæmpestor. Der var tolv kasser, hvoraf kun få plejede at være besat omkring middagstid. Men da vi kom indenfor, vrimlede det ligefrem med kunder - overvejende ældre medborgere. Vi havde overset en lille detalje: datoen.
Det var den sidste dag i måneden og på denne dag mødte pensionisterne personligt op i banken for at hæve deres pension. Vi stod i denne kæmpehal, samtlige kasser var i fuld drift og omtrent hundrede pensionister larmede og tøffede omkring i hallen og havde kun et mål for øje: Deres udbetaling.
Da vi fremlirrede den sædvanlig remse om et bankkup, måtte vi til vores forbavselse konstatere, at vi blev fuldstændigt ignoreret. På trods af vores eventyrlige udseende, vores våben og maskeringer.
En ældre dame forsøgte ganske enkelt at skubbe mig til side, fordi jeg stod ved siden af en søjle, hvor der hang et stativ med en formular, hun skulle udfylde. Vi kommunikerede kort med hinanden – skulle vi afbryde aktionen?
Vi prøvede så endnu en gang at gøre opmærksom på os. ”De fordømte nazipensionister!”, tænkte jeg, for de var allesammen i den generation, hvoraf størstedelen var den bærende kraft for nazidiktaturet.
_____________
Jordskælv! Flystyrt!
- Jeg havde så det "grandiose" indfald at fyre et skud mod bankens loft for at få kontrol over situationen. Projektilet, kaliber 12 altså 18,2 mm, ramte loftet og få sekunder senere væltede lamperne, dele af udluftningsanlægget og en mængde gips ned over os.  Åbenbart havde jeg ramt en tynd stålwire, som holdt loftet oppe.  
Alle løb panisk mod hinanden. Jordskælv! Flystyrt! Der var tilsyneladende ingen, som tænkte på bankrøveri. På trods af vores maskerade og synlige våben.
Mængder af hvidt gipsstøv gjorde, at vi allesammen lignede hinanden. Igen blev jeg et par gange løbet over af pensionister, der befandt sig i undtagelsestilstand. De andre havde det på samme måde. Altså trak vi os mere eller mindre ordnet tilbage. Frustreret kastede vi os ind i vores flugtbil og hastede bort fra stedet.
Som vi senere erfarede fra nyhederne, varede det flere timer, før pensionisterne, brand-væsenet og politiet fik overblik over de reelle begivenheder. Såret blev ingen, måske bortset fra nogle ødelagte permanentkrøller...

• Bankernes penges alternative anvendelsesmuligheder

- Vores måde at praktisere ”kapitalens naturlige akkumulation” var til tider så indbringende, at vi ikke kun systematisk kunne støtte vores fængslede kammerater via ”Sorte Hjælp” organisationen, men også det ene eller andet alternative projekt så som antiautoritære børnehaver, selvforvaltede trykkerier, bz’-kollektiver, etc.
Naturligvis blev der også nok midler til overs til diverse befrielsesbevægelser i den koloniale verden.
En dag kørte vi med en kuffert fuld af kontanter til Prag, til udenrigshandelsselskabet for Østblokken ”Omnipol”, hvor vi blev venligt opvartet med kaffe og russisk cognac. Man spurgte ikke efter vore (forfalskede) id-legitimationer. Den hemmelige tjeneste var tilsyneladende ikke interesseret i os.
______________
"Vi valgte jord-til-luft kanoner ..."
- Omnipol handlede dengang med våben af alle slags. Vi kiggede på deres salgskatalog over våben - fra Kalasjnikov til helikopter. Vi valgte jord-til-luft kanoner til at nedskyde bombefly. En donation fra os til den vietnamesiske befrielsesbevægelse FNL (Front National de Libération). For den vietnamesiske civilbefolkning led ekstremt under de amerikanske bombardementer og de floder af brændende napalm, som de amerikanske bomber forårsagede (billedet nedenfor). Omnipol overtog transporten til Vietnam.

Paris- Korsika t/r

- Jeg havde brug for en tid med reflektioner og tog sammen med min nye kæreste Anna-Karin til Paris. ( Anna-Karin lærte jeg at kende ved en afstikker til Stockholm. Hun var fra det libertære miljø og arbejdede som korrekturlæser på det svenske liberale dagblad ’Dagens Nyheter’ og hos det franske nyhedsbureau ’Agence France-Presse’- AFP).

Da mine finansielle midler efterhånden var svunden ind, ”besøgte” Anna-Karin og jeg en bank.
Derefter tog vi til Paris, hvor jeg fik udstedt et nyt fransk pas fra en anarkistisk trykkerkommune. Min tyske ID-legitimation beholdt jeg som reserve, for alle tilfældes skyld. Kommunen arbejdede legalt, men var indbundet i forskellige clandestine historier. Fine folk, som jeg har gode minder om. Efter et par måneder tog vi videre til Korsika...”
Tilbage i Berlin havde jeg en aftale med Anna-Karin i Neukölln, hvor vi skulle mødes i en jugoslavisk restaurant. Da jeg var meget tidligere ved stedet, satte jeg mig ind på en nærliggende café, der var mødested for fortrinsvis ældre damer. Et cool sted at opholde sig. Tænkte jeg.
_________________________
”Jeg er politimand! Jeg har genkendt dem Herr Kröcher..."
- Efter kort tid satte der sig en mand ved mit bord overfor mig. Han trak en pistol, som han rettede mod mig:

”Jeg er politimand fra Verfassungsschutz (politiets efterretningstjeneste)!Jeg har genkendt dem Herr Kröcher. Lav ikke nogen ballade, servitricen er ved at ringe efter forstærkning”.

Et par minutter senere vrimlede det med sværtbevæbnet politi med og uden uniformer i den hyggelige café. Jeg blev visiteret, men var heldigvis ”clean” og måtte til slut vise mit franske pas. Indtil da havde jeg ikke ytret andet end ”Mon dieu!” eller lignende. Jeg gav udtryk for total uforståenhed.

”Cequ’est un cheval!” (Sikke en hest!) 

- Mit pasbillede blev sammenlignet med mit ansigt (naturligvis var det mig, der var på billedet!) og dokumentet blev checket over telefonen. Der opstod et stigende usikkerhed blandt strisserne.
Jeg mumlede endnu nogle gange ”Mon dieu” og trak ved ethvert spørgsmål på skuldrene og rystede med hovedet. Jeg kunne kun komme i tanke om én fransk sætning – ”Cequ’est un cheval!” (Sikke en hest!) – som jeg gentog flere gange.
Den sætning havde jeg opsnappet, da jeg så et hestevæddeløb i fjernsynet under mit ophold i Paris og den havde mærkeligt nok indprentet sig i min hukommelse.
Dermed var mit franskkundskab udtømt. ”God dag ”,”Tak” og ”På gensyn” og ”Ost og Vin” kunne jeg også på fransk, men det var i dette øjeblik noget upassende, ikke mindst fordi jeg var sikker på, at nogle af panserne måske godt kunne være fortrolig med nogle af disse franske ord.
Pensionisterne i caféen begyndte langsom at ytre deres utilfredshed med politiets adfærd overfor en fransk turist. Stemningen var ved at vende til min fordel.
I endeløse 10 minutter (som jeg følte som tre timer) blev mit pas gransket igen og igen. Til sidst blev jeg tøvende løsladt. Der blev undskyldt og jeg kvitterede med at trække på skuldrene.
Jeg undertrykte min sitren i knæene og trådte ud på gaden. Med teatralsk hovedrysten gik jeg min vej. Det vil sige, jeg spadserede rundt omkring pladsen og studerede hvert eneste forretningsvindue. Naturligvis ikke på grund af de udstillede varer...
Derefter gik jeg ind i varehuset Karstadt og stormede ud gennem bagindgangen. Derefter tog jeg et par forskellige retninger med U-bahn. Fem minutter efter vores aftalte tid trådte jeg så ind på den restaurant, hvor jeg havde en aftale med Anna-Karin....
Da jeg var efterlyst og jeg ikke ville rive andre af politiet ukendte kammerater med i den igangværende kriminaliseringsbølge, valgte jeg at tage et stykke tid til Sverige, hvor jeg havde knyttet nogle venskabskontakter ifm. tidligere motorcykelture i Skandinavien.

• ”Here I am, i Kongeriget Sverige!!”

- Langsomt blev jeg klar over, at jeg ville blive noget tid i dette land. Indtil nu havde jeg kunnet klare mig med engelsk og tysk. Svenske aviser kunne jeg næsten lige fra starten af læse sådan nogenlunde.
Forbavsende mange folk kunne tale tysk. Indtil 60’erne var tysk det primære fremedsprog i skolerne. Det var let for mig at lære svensk. Anna-Karin talte perfekt tysk og kunne straks mig forklare alt, når der opstod forståelsesproblemer.

 - Naturligvis havde jeg som de fleste tyskere de sædvanlige forkerte forestillinger om Sverige. Frimodighed og den ofte fremhævede ”liberalitet” mærkede jeg ikke noget til.
Den årtier lange socialdemokratiske politiske magtudøvelse og den dertilhørende neopotistiske praksis efterlod tydelige spor i det svenske samfund. De statslige myndigheder var over-vejende højreorienterede eller også decideret højreekstremistiske. Det sidste gjaldt særlig efterretningstjenesten Säpo, som jeg nogle år senere fik et personlig indtryk af.
Jeg kaldte mig Harry og blandede mig nysgerrigt i Stockholms venstrefløj og i kunstnermiljøet. Her mødte jeg en række interessante og dejlige mennesker, men også en hel masse røvhuller. Men jeg kedede mig og længtes efter Berlin.
Dér rockede bjørnen, her blev krabberne skrællet.
Selvfølgelig nød jeg også den ene eller den anden særhed i landet. For eksempel da jeg i Tunnelbana så den gamle konge (Gustav VI Adolf). Han var helt alene, intet spor af bodyguards. Straks sad to fornemt klædte ældre kvinder på hver sin side og sludrede med ham: ”Hør engang konge, godt at møde dig. Jeg har altid ville spørge dig ...” . Sådan et scenarie var tilsyneladende ganske normalt.

Fotografkollektivet Saftra
- Jeg startede med at uddanne mig til fotograf – helt fra bunden af. Fotografkollektivet Saftra’s atelier og mørkekammer blev mit andet hjem. Jeg arbejdede som freelancefotograf, støttet og hjulpet af fantastiske og kompetente kollegaer. Kollektivet var internationalt sammensat og med en enkelt undtagelse, var der naturligvis ingen, som kendte min rigtige identitet.
Via Anna-Karins forældre lånte vi sommetider et gammelt blokhus nordvestligt for Stockholm, midt i skoven. Huset var over tohundrede år gammelt og det var en ægte udfordring at gå igang med ud – og ombygningen.
Vi nød den storslåede natur, som dette land er så beriget af.

• ”Stockholms  anarkister var yderst aktive”

- Efterhånden dykkede jeg ned i Stockholms anarkistiske miljø og det var let at blive en accepteret del af. Byens anarkister var yderst aktive. Da den første McDonalds filiale skulle åbne, blev den første af filialerne sprængt i luften natten før. Det var noget, jeg kunne identificere mig med. En agenda, der bygger på den globale og permanente kulturrevolte.
På den marxistiske og leninistiske venstrefløj fandtes en masse sekter, der lignede dem, jeg kendte fra Tyskland, dem holdt jeg mig langt væk fra.
Der fandtes også en subversiv piratradio ved navn ”radio 88”. Den havde en ikke ringe senderadius (billederne nedenfor). Og så var der et hav af forskellige undergrundsblade.
Min anarkistiske vennekreds blev efterhånden en struktureret gruppe med regelmæssige møder, studiekredse og aktioner.

Februar 1975 borførte en gruppe fra 2. juni-bevægelsen det konservative partis formand Peter Lorenz i Berlin. Kravet var løsladelse af seks fanger:
Advokaten Horst Mahler, Verena Becker, Ingrid Siepmann, Rolf Heissler, Rolf Pohle og Gabi. Horst Mahler, denne yderst mærkværdige vendekåbe, afviste løsladelsen, da han mente, at de oprørske masser under ledelse af en revolutionsgarde ville befrie ham (På dette tidspunkt var han blevet medlem af det maoistiske parti ’KPD- Aufbauorgansiation’, aut. info).
Fangerne blev frigivet og fløjet til Sydjemen. Koden der signaliserede kammeraternes frihed lød: ”So ein Tag, so wunderschön wie heute”. På trappen op til flyet hilste Gabi med knyttet næve for løbende kameraer. Den tidligere borgmester i Vestberlin, præsten Albertz, formidlede udvekslingen og sørgede for, at myndighederne ikke lavede fupnumre. Peter Lorenz blev derefter ligeledes løsladt fra bevægelsens lokalitet i Kreuzberg.

• ... og et mislykket forsøg med drabelig udgang

- Nogle uger efter denne succerige Lorenz-bortførelse besatte en gruppe fra RAF, ”Kommando Holger Meins”, den tyske ambassade i Stockholm. Aktionen fandt sted den 24. april 1975. (3)

I en mindre kreds fulgte vi foran fjernsynet dramaet time for time. Da ambassade-bz’ernes krav blev kendte , vidste jeg med det samme, at denne aktion ville ende i kaos uden succes. Hele 26 fanger, deriblandt RAFs grundlæggergeneration skulle frigives. Det ville den vesttyske stat aldrig gå med til.
Som frygtet endte aktionen i en katastrofe. To af ambassadegidslerne blev skudt af bz’erne. Noget som simpelthen ikke var til at tro kunne være sandt! Da politiets storm af ambassaden gik igang, detonerede en voldsom eksplosion i ambassaden. Man kunne høre eksplosionen flere kilometer væk fra begivenhederne i Kungsholmen.
De overlevede RAF-medlemmer blev anholdt. En af dem, Siegfried Hausner, var livsfarligt forbrændt. På trods af lægernes indsigelser, deriblandt dr. Setterströms protester, foran-ledigede den daværende ansvarlige minister Anna-Greta Leijon, at Siegfried Hausner nogle dage senere blev udleveret til Tyskland. Kort efter ankomsten til Stammheim fængslet i Stuttgart døde Siegfried.

- Hele aktionen var på forhånd dømt til at mislykkes. Strategisk, taktisk og i det hele taget. Bortset fra de fuldstændig urealistiske krav var dette ikke en guerilla-aktion, men snarere et selvmordslignende foretagende. Guerillaen slår til og forsvinder igen. Deri ligger dens styrke. Og ikke i at udlevere sig til fjenden på en serveringsbakke.
I hele miljøet herskede der rådvildhed. Den gruppe, som jeg var aktiv i og som kaldte sig ”International folkedans gruppe” var nu vokset til omkring 30 aktivister og vi var opsat på, at Anna-Greta Leijon skulle bortføres for at få de overlevende fra bz-aktionen løsladt. Ikke for at legitimere den i grunden vanvittige aktion, men fordi kammeraternes aktion oprindeligt havde et godt formål, skønt det resulterede i et drabeligt kaos. 
Bortførelsen blev aflyst

- Forberedelserne blev igangsat. Der blev lejet egnede kælderlokaler, som vi lydisolerede. Der blev købt nogle lettere våben, politiradioer, scannerværktøj og andet materiale. Der blev gennemført nogle pengebeskaffelsesaktioner.
Akkurat på dette tidspunkt fik nogle af gruppen betænkligheder ift. aktionens politiske relevans. Efter en lang nat med diskussioner stod det klart: Aktionen bliver afblæst. Jeg bøjede mig for gruppens konsens – og var på en forunderlig måde lettet.
Jeg ville fokusere på et perspektiv for fremtiden og dette lå helt klart i Vestberlin. Hvad der skulle gøres nu, var at opløse alt i fred og ro og ungå unødvendig støj.

__________________________________
NOTE af autonom infoservice:

Det kom imidlertid til at gå helt anderledes. Den 31. marts 1977 stormer politiet nogle lejligheder i Stockholm, Lund og Göteborg. Foruden Norbert Kröcher og Manfred Adomeit (Berlin) anholder politiet to dusin militante libertære fra forskellige lande: Sverige, Vesttyskland, Østrig, UK, Mexico, Argentina og Chile. Politiet præsenterer medierne et våbenlager, som de angiveligt har fundet i de forskellige lejligheder.

Nogle dage senere udleveres de to tyske libertære til Vesttyskland. Det samme skete med de andre anholdte. Dog blev latinamerikanerne udvist til Cuba uden videre retsforfølgelse.

Den langvarige retssag i Düsseldorf resulterede den 10. februar 1981 i, at Manfred A. og Norbert blev dømt til 6 års fængsel Ved retssagen i Düsseldorf den 10. februar 1981 bliver Manfred A. og Norbert dømt til 6 års fængsel for medlemskab af en ”illegal venstreekstremistisk organisation” (Bewegung 2. juni) og for (de aflyste!) planer om at bortføre den svenske minister. Derudover fik Norbert Kröcher forhøjet dommen med 5 ½ år for div. bankrøverier, angreb på politistationer, mv.

Efter 7 års fængsel bliver Norbert prøveløsladt. Derefter fortsætter han med at være aktiv i Berlins subversive miljøer og han drager flere gange ud på eventyrlige motorcykelture til bl.a. Nordpolen. 
_______________________________________________________________

• Epilog: Vejens ende

Da Norbert blev alvorligt syg, valgte han selv at afslutte sit liv i 2016. På sit gravsted i Berlin står der efter hans udtrykkelige ønske under en sort stjerne:  ”ANARQUIA SI!”

”Jeg er ikke bange for døden. Dertil har jeg lavet alt for mange clandestine og farlige ting. Døden kommer til mig som en broder. Ak, der er du jo, vær velkommen. Naturligvis ved jeg – ligesom I alle – hvad der kommer bagefter: Intet! Der findes intet paradis og intet helvede. Ifølge termodynamikkens hovedudsagn kan intet gå tabt i et lukket system.
Men jeg bliver ved med at være blandt jer. Som en lille bitte del af en regndråbe, et hampeblad, en spurvekvidren, en kattesnurren.
Og når I på et tidspunkt igen lytter til Led Zeppeling II eller ”Macht kaputt, was euch kaputt macht!” ( = Ødelæg det, der ødelægger jer) af Tone Steine Scherben, så kan I være sikre på: Da er jeg blandt jer; ikke mærkbar, men tilstede.
Jeg har haft et vidunderligt, meningsfyldt liv: Jeg har været sammen med flere af de klogeste kvinder på planeten, jeg har berejst og set den halve verden, har oplevet eventyr, som de fleste kun kan drømme om, kunne lave mangt og meget, som gav magthaverne sved på røven, kunne dreje en smule på verdens gang.

Jeg tager afsked , ligesom jeg har levet: Ikke altid lydløs, men konsekvent. Jeg vil gerne sige undskyld for det svineri, sådan et skud i hovedet forårsager. ”

2) Gabrielle ”Gabi” Kröcher-Tiedemann (1951 – 1995) Var del af det anarkistiske subversive miljø og var med til at danne ”Bewegung 2. juni” i Berlin. Hun blev første gang anholdt i Bochum i juli 1973 og dømt til 8 års fængsel, pga. dannelse af en ”kriminel” organisation og diverse bankrøverier. Hun var en af dem, som den 3. marts 1975 kom fri i forbindelse med 2. juni-bevægelsens bortførelse af den konservative partiformand Peter Lorenz i Vestberlin.
De frigivne aktivister blev fløjet til Sydjemen, som dengang havde en progressiv, antiimperialistisk orienteret regering – støttet af Sovjetunionen. Landet var på dette tidspunkt centrum for diverse internationale revolutionære organisationer, deriblandt talrige palæstinensiske grupper.
Gabi blev igen anholdt kort efter hun vendte tilbage til Vesteuropa, da hun sammen med en kammerat den 20. december 1977 krydsede grænsen til Schweiz. I den forbindelse kom det til en væbnet konfrontation med politifolk og to politimænd blev såret.
Hos de to anholdte kammerater finder politiet en mindre del af de løsepenge, som østrigske libertære aktivister havde modtaget ved at bortføre den østrigske milliardær Walter Michael Palmer, den 9. november 1977 i Wien. Gabi blev i Schweiz dømt til 15 års fængsel for ”forsøgt mord på politibetjente”. Hun blev løsladt den 13. maj 1991. I 1992 måtte hun opereres for kræft og hun dør nogle år senere, den 7. oktober 1995 i Köln.

• 3)  Dokumentation og interview med Karl-Heinz Dellwo, som tilhørte RAFs ”Kommando Holger Meins”, der besatte den tyske ambassade i Stockholm: 

Omkring 1970 var der i den antiautoritære bevægelse enighed om, at en ny kampfase var blevet nødvendig og at den politiske udvikling måtte følges op af en ny kvalitet i modstanden.
I en udvidelse af det revolutionære potentiale i væbnede organisationer. Dette var den gængse opfattelse indenfor det nye venstres militante fløje.
Signalerne kom først og fremmest fra Italien. Under det hede efterår 1969 udviklede operaistiske arbejdergrupper og venstreradikale organisationer opfattelsen af, at tiden var moden til en konfrontativ accelerering af de sociale konflikter, der ville forstærke det kapitalistiske systemets instabilitet. De militante strømninger gik ud fra, at revolutionær politik aldrig kunne være resultatet af smågruppers konstruerede koncepter. Tværtimod blev den væbnede kamp set som nødvendig del af det revolutionære venstres offensive strategi.
De militante kredse i Vesttyskland og Vestberlin tillagde også den væbnede kamp stor betydning for 68-bevæglesens nyorientering. Den antiautoritære socialrevolte havde allerede skabt en masse tilløb til samfundsmæssige forandringer og nu så det for mange aktivister ud til, at alt var muligt.
Dette må, set i bakspejlet, forstås som udslag af den daværende eufori og den globale opbrudsstemning, der ledte til udbredte diskussioner om den væbnede kamps aktualitet. Indoptagelsen af guerillastrategiens koncept var dengang meget mere nærliggende, end det kan synes set med nutidens briller. 
Den væbnede clandestine modstand har siden Anden Verdenskrig været en vigtig del af den revolutionære kamp og har i Kina, Cuba, Algeriet, Vietnam og en del andre lande ført til grundlæggende samfundsforandringer.
Byguerillabevægelsen Tupamaros i Uruguay viste derefter, fra omtrent 1968 at denne strategi også havde sin gyldighed i byområder.