Interview med Didier Eribon, fransk samfundskritiker
" Man kan ikke sige, at klasser er
mere ægte end forskellene mellem køn, seksualiteter eller hudfarver.
Men bevægelser har tendens til, at essentialisere deres
definitioner på verden. Det må vi vægre os imod. Derfor holder jeg meget af konceptet ’intersektionalitet’ ... "
_______
Interview
med Diedier Eribon (70)
fransk sociolog og samfundskritiker
” Mine forældre var ikke medlemmer, men de var tilhængere af Parti Communiste Français (PCF) Samtidigt var de
racistiske og deres hverdags-samtaler var gennemvædet af deres fjendtlighed overfor immigranter.
Men de fortsatte med at stemme på kommunist-partiet, fordi denne
her racisme ikke var det vigtigste i deres politiske beslutninger, og heller
ikke afgørende for, hvem de stemte på.
De stemte på kommunisterne, fordi de troede, at
de ville repræsentere dem politisk. I dag er det helt anderledes.
- Venstrefløjspartierne tager ikke højde for folk som mine forældre i deres
samfundsopfattelse, diskurser og politik. Kig bare på de såkaldte socialistiske (socialdemokratiske) regeringer, det er en forsamling af mennesker fra overklassen.
- Hvem er parlamentsmedlemmerne fra venstrefløjens partier, udover de få der er blevet tilbage fra kommunistpartiet efter den ’glorværdige tid’, hvor mine forældre stemte på dem? Der er ikke ret mange, som ikke er funktionærer, advokater, læger, akademikere." (Citat fra Diedier Eribon i det franske dagblad Liberation, sept. 2022)
___________________________________________________
"Identitetspolitik bliver imidlertid først og fremmest
brugt af dens modstandere som kampbegreb"
- Debatterne om racisme, lige-stilling eller transpersoners rettigheder bliver stadigt oftere ført under overskriften ’identitetspolitik’. Hvad mener du om det begreb?
Eribon: For at være helt ærlig, så forstår jeg det ikke. Det som skulle dække dette begreb, har intet med identiteter at gøre, det handler derimod om sociale og politiske bevægelser.
- Hvorfor tror du, begrebet så i den grad har sat sig igennem?
Eribon: For overhovedet at kunne benævne undertrykkelse og diskrimination kan en teoretisk kategori som identitet være en hjælp. Identitetspolitik bliver imidlertid først og fremmest
brugt af dens modstandere som kampbegreb. Også i Frankrig bliver talen om identitet et stadigt mere anvendt middel til at dæmonisere visse progressive bevægelser som splittende. ( ...
)
_________________________________________________
"Det drejer sig ikke om en abstrakt diskussion, men om kampen mod
racisme, sexisme og homofobi"
-
Særligt engagerede progressive aktivister bliver lige for tiden betegnet som ”Jakobinere”. Det skal forstås
som en hentydning
til den franske revolutions terror. Er sådan en sammenligning retfærdig?
Eribon: Det er endnu et indslag i den højreorienterede polemik mod det, de kalder ”mindretallenes tyranni”. (...) Det drejer sig ikke om en abstrakt diskussion, men om kampen mod racisme, sexisme og homofobi. Og jeg er altid på siden af dem, som gør modstand i mod undertrykkelsen – uanset om jeg er indforstået med, hvordan de fører den kamp.
- Kampene mod uretfærdigheder er ligeså gamle som uretfærdig-hederne selv. Hvad er det nye ved den identitetspolitiske form?
Eribon: Da den franske forfatter Édouard Louis var i USA for at læse højt af den bog,
han har skrevet om sin mor, var der nogen, som spurgte ham, om han egentlig har ret til at fortælle sin mors historie. Det er jo hendes historie. Sådan noget er nyt. ( ... ).
- Du ser ud til at være uenig med den indvending?
Eribon: Sådan er det. Louis’s mor kan ikke skrive en bog om sig selv. Ville det være bedre, hvis hendes historie aldrig blev fortalt? Hvis vi kun skriver om os selv, vil der
kun blive skrevet om ganske små dele af verden og de, som ingen stemme har, ville blive svigtet.
______________________________________________
"Ingen social bevægelse er homogen. Det er jo også derfor,
jeg afviser ”identitetspolitik” som begreb"
- Bruger de identitetspolitiske repræsentanter for meget energi på at bekæmpe venligtsindede som afvigere?
Eribon: Ja. Men selvom jeg ikke deler den hypersensible holdning, så er mange af disse spørgsmål relevante.
- Vi må ikke glemme, at afmægtigheden overfor at gøre ens egen stemme hørt, er
en skjult og meget mægtig form for censur. Disse bevægelser kæmper for, at de stemmer, der aldrig er blevet hørt, nu bliver hørt. Det er uhyre vigtigt.
Men altså, jeg er selv del af den antiracistiske bevægelse og der er ikke nogen,
som har udelukket mig, fordi jeg er hvid. ( ... ) Ingen social bevægelse er homogen. Det er jo også derfor, jeg afviser ”identitetspolitik” som begreb.
- En bevægelses styrke opstår ved, at bevægelsen slår igennem og bliver hørt. At
tro at kun de, der tilhører en bestemt gruppe har taleret, det er en blindgyde.
-
Hvordan kan du være så sikker
på det?
Eribon: Jeg er i gang med at skrive om min mors sygdom og død. I den sidste del af sit liv levede hun på et plejehjem, bundet til sengen. Hun sendte mig hele tiden beskeder på
sin mobiltelefon, hvor hun klagede over sin situation.
- Det går sikkert mange mennesker ligesom hende, men de har ingen stemme. Hvem kan give dem en stemme? Det kan jeg.
Men jeg ved allerede nu, at der er folk, som anklager mig for at ville tale for min mor. Det er allerede begyndt.
- Hvordan det?
Eribon: En feministisk forfatter har påstået, at jeg vil frarøve kvinder deres stemme, ligesom mændene ville frarøve kvinder deres stemmeret i 1920’erne. Det er
fjollet.
På den måde forkommer kritik til slogan og forhindrer nødvendige debatter. Hvis jeg ikke taler for min mor, hvordan skulle hun så kunne vinde gehør i offentligheden?
- Mener du, at identitetspolitikken går for vidt?
Eribon: Alle protestbevægelser bliver beskyldt for at gå for vidt. Kritik og protest er altid radikal og aldrig radikal nok. Marxismen, anarkismen og arbejderbevægelsen blev også anklaget for at gå for vidt. Det kan jeg godt lide, også selvom jeg ikke er indforstået med alle detaljer.( ... )
- Mange arbejdere eller fattige føler sig ikke længere repræsenteret af venstrefløjen. Mange bakker op om højrefløjspartierne . Hvordan kan det være?
Eribon: Mange venstrefløjspartier har overtaget en neoliberal agenda og ignorerer de sociale bekymringer blandt befolkningen i samfundets bund.
Dele af venstrefløjen og især de socialdemokratiske partier har ødelagt det, der gjorde venstrefløjen til venstrefløj. Mange troede, at der ikke længere fandtes
nogen arbejderklasse, kun et stort mellemlag. Pludselig skulle det kun handle om individuelt ansvar for ens eget liv. Ingen fælles kamp. ( ... )
- Hvorfor er det så vanskeligt at forme dette ’vi’ ?
Eribon: Sociale, kulturelle og politiske kategorier og identiteter er der ikke bare, men opstår først via politiske diskurser.
Der findes fattigdom og rigdom og arbejdsbetingelser, men ingen natur-givne klasser. Marx har beskrevet dem, så alle andre kunne se dem.
Vi kan ikke sige, at klasser er mere ægte end forskellene mellem køn, seksualiteter eller hudfarver. Men bevægelser har ofte tendens til, at essentialisere deres egne definitioner på verden. Det
må vi vægre os imod. Derfor holder jeg så meget af konceptet ’intersektionalitet’.
- Den går ud på, at forskellige former for diskrimination eksisterer samtidigt og påvirker hinanden?
Eribon: Ja, netop. Man kan beskrive bevægelsernes interesser hver for sig, men de overlapper hinanden.
- Er det i disse overlapninger, man kan finde dette ’vi’ ?
Eribon: Ja, der eksisterer delvist og på bestemte tidspunkter dette fællesskab, som hele tiden må skabes på ny.
- Hvordan kommer en Peugeot-arbejder i Mühlhausen og en indvandret sygeplejerske fra Paris’s forstæder nogensinde til at forfølge det samme politiske mål?
Eribon: Begge lider under, at hospitaler og andre sektorer i det offentlige liv bliver lukket af selvudnævnte såkaldte reformatorer.
- På landet i Frankrig er der ofte 50 km til nærmeste sygehus. Med bil vel at mærke, fordi jernbanerne er nedlagt. At Peugeot-arbejderen og sygeplejersken kommer fra forskellige steder, står ikke
i vejen for fælles interesser og fælles kamp. ( ... )
Jeg minder om, at de ’De gule Vestes’ protester udsprang af en
forhøjelse af benzinpriserne.
Klimaforandringerne er reelle, men det er disse reaktioner også. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan man skal omgås med sådanne problemstillinger.
- Neoliberalismen rammer menneskenes liv der hårdt og direkte. Deraf kommer nationalismen, racismen, antisemitismen, islamofobi.
Deraf kommer den vrede, der rettes mod afrikanske eller arabiske migranter eller jøder. Det må vi bekæmpe!
(Interviewet er oprindeligt offentliggjort i det tyske ugemagasin Der Spiegel, nr. 24, printudgave, juni 2022. Oversat og forkortet af autonom infoservice).
_______
Relateret
autonom infoservice
”I dag har feminister også politiske perspektiver på spørgsmål som gæld, økologi og (u)retssystem.
Den antikoloniale kamp får også stadig større betydning indenfor den feministiske bevægelse. Sorte feminister og antikoloniale feminister spiller i dag en fremtrædende rolle i
kampen mod det hvide overherredømme...”
- Hvordan forener vi organisering
og kollektivitet i en agerende kraft
til forandring af de
herskende
samfundsforhold?
- Hvordan skaber vi revolutionære bevægelser, der bryder med hierarkisering, indbyrdes konkurrence
og
sexisme?
- "Modstandens centrum er dér, hvor folk lever, elsker, arbejder og bor. Det er disse steder, den daglige sociale og politiske konflikt udkæmpes konkret"
