"De undertryktes teater" i Brasilien

Et interview med Eloanah Gentil, der sammen med en gruppe afro-latinamerikanske kvinder udgør ”De undertryktes teater”
i området omkring Rio de Janeiro.
Den grundlæggende idé bag ved er, at man i fællesskab bruger teatret som kreativt værktøj til personlige, sociale og politiske refleksioner.

” Vi opfatter vores kunstnerisk-kulturelle besættelse af Viradouro-favela’en som værende en antifascistisk, social modstandsbevægelse.”

De undertryktes teater” beskriver sig selv således:

” Vi er en bevægelse af kunstnere - sorte, indigene, afro-latinamerikanere, migranter, indvandrede, lesbiske, ikke-binære, diversitære, med forskellige erfaringer ift. psykisk adfærd.
Alt dette der gør, at vi er del af samfundets under-trykte kvinder. Vi erkender denne undertrykkelse og kæmper for at forandre disse forhold.”

Interview med Eloanah Gentil,
feminist og kunstneraktivist

Sammen med andre kvinder formidler hun skuespilmetoden fra ”De undertryktes teater” til sorte kvinder i favelaen (brasiliansk slumkvarter). For et år siden fik hun meget opmærksom i offentligheden pga. en aktion: Feministerne anbragte bannere på deres vinduer og boliger i favelaen i protest mod de voldelige overgreb fra militærpolitiet. Denne aktion satte gang i en lille kulturrevolution og modstandsbevægelse.

I er en gruppe afro-latinamerikanske kvinder, der laver feministisk teater. Hvad er grunden til, at I anvender ’De undertryktes teaters’ metoder?

Eloanah Gentil: Jeg lever i en favela ved navn Morro da União i Viradouro-komplekset i bykommunen Niterói i Rio de Janeiro. Allerede som teenager kom jeg i kontakt med ”De undertryktes teater”.

I løbet af tiden har jeg forbedret metoden, for den skal hele tiden ajourføres. I 2010 tog vi initiativ til et netværk, som udsprang af ”De undertryktes teater”. Derefter blev det til det, som det er i dag: Et feministisk teater.
__________________________________

"Jeg lever i en favela i Rio de Janeiro, i en af de
mest voldelige forbundsstater i Brasilien"

- For mig betyder et feministisk teater IKKE,
at det er eksklusivt eller kun er for en bestemt slags kvinder eller kun er for personer, der bliver defineret som kvinde og ikke for personer, der er blevet socialiseret som mand.

Nej. Det netop er inkluderende, fordi det feministiske teater arbejder for transformation
af alle og enhver.

- Jeg lever i en favela i Rio de Janeiro, i en
af de mest voldelige forbundsstater i Brasilien. Under pandemien blev samtlige politioperationer i favelaen forbudt af forbundsdomstolen.

Men så besatte militærpolitiet (“Coordination of Special Operations and Resources” - CORE) vores favela (billedet nedenfor).
- Jeg vil betegne det som en invasion. Den blev legitimeret med argumentet om, at situationen i favelaen ville blive forbedret. Men følgerne var talrige episoder af magt-misbrug og det førte til, at en række folk i ordets bogstaveligste forstand blev ryddet af vejen.

__________________________________
"Vi taler meget om metaforer og om den formidlende
æstetik i ’De undertryktes teater' "

- Jeg har spurgt mig selv: Hvad vil du gøre, når fingeren er på aftrækkeren og våbnet er rettet mod dit ansigt?
Efter min mening er 'De undertryktes teater' et værktøj, du anvender det og bliver til livsfilosofien. Vi taler meget om metaforer og om den for-midlende æstetik.

Under militærpolitiets besættelse af favelaen ville jeg ubetinget gøre noget for at forandre for-holdene.
Under en samtale med min bror kom jeg på idéen: Jeg vil samle favelaens kvinder og vi hænger overalt lagener ud af vinduerne med sloganet: ”Lar de Moradora, respeite!“ ( ”Det er beboernes hjem, repekter det!”).
Dette satte en hel bevægelse i gang. Politiet viste sig fra de af kun sjældent og hvis det skete, udviste de mere respekt. Respekt overfor kvindernes hjem – for over 70 procent af brasilianske husholdninger er kun ført af kvinder.

______________________________
" Lad os danne en modstandsbevægelse ..."

- På et tidspunkt vendte situationen og politiet besatte meget brutalt vores bydel. Vi sagde: Lad os danne en modstandsbevægelse mod det. Lad os bruge alt, der har med favelaens kultur og kunst at gøre og besætte alle hjørner i kvarteret.

Således har vi en hel måned besat alle pladser og gader for at vise, at der findes meget mere, end det favelaen ellers er kendt for udadtil: Her er ikke kun banditter og lignende folk.

- Kvinderne sagde: Lad os blive ved med denne bevægelse, lad os op-bygge noget vedvarende. Dette var så starten på OCA (Ocupação Cultural Artística Do Viradouro), en kunstnerisk-kulturel besættelse af Viradouro-favela’erne. Vores bevægelse blev på den måde til en konkret og kontinuerlig organisering.

Er jeres favela stadigvæk besat af politistyrker?

Eloanah Gentil: Ja, den er stadigvæk besæt. Begrundelsen herfor har været bygge-arbejde. Den kommunale bestyrelse har vel søgt de væbnede styrkers støtte på grund af konflikter mellem kommunen og parallelmagten (væbnede bandemilitser) på grund af byggeriet. Men dette har ført til forskellige former for statsligt magtmisbrug.

Er I del af et netværk med andre grupper?

Eloanah Gentil: Ja, vi har for eksempel forbindelse med teaterkollektivet Anastácia1, der støtter vores aktiviteter. I den konkrete repressive situation vi befinder os i, opstod behovet for at tale om machismo, om patriarkalsk bestemt vold i familien.
Da folkene fra kollektivet Anastácia har beskæftiget sig med dette tema i længere tid, har vi sluttet os sammen i et netværk. Kvinderne fra Anastácia-kollektivtivet har også forbindelse med aktive kvinder i de landlige områder.
________________________________________

”Skrub ud af mit liv, jeg vil ikke længere acceptere, at du slår mig!”
- Vi har nærmet os temaet den patriarkalsk bestemte vold med æstetiske udtryks-former, hvor vi bruger vores kroppe og vores stemmer. Under pandemien, for ca. tre måneder siden, har vi opført nogle musikalske performances.

Deriblandt songs med klare budskaber fra kvinden til manden: ”Skrub ud af mit liv, jeg vil ikke længere acceptere, at du slår mig!”

- Vi har også et partnerskab med "Universidade Federal Fluminense” (UFF) her i Niterói og med folk fra University of Texas i USA , der giver børnene i vores favela engelsk undervisning.
For børn og unge har vi desuden et partnerskab med ”Centro de Dia Oprimido” (De undertryktes døgncenter”). Vi er ved at udbygge vores netværk, for alene kan vi ikke bevirke noget.

Har I efter den store mediebølge og den globale bevægelse omkring Black Lives Matter – kunnet skabe ny energi? Har debatterne forandret sig siden da?

Eloanah Gentil: Ja, i hvertfald! Det kunstnerisk-kulturelle besættelse af Viradouro-favelaen siden august 2021 har betydet en kolossal for-andring af vores situation. Det kan ikke skrues tilbage igen.

- Kvinderne deltager i alle offentlige høringer om racisme i byen Niterói. Vi organiserer nu mange kulturelle begivenheder i favelaen for at redde vores egen kultur.

Sidste søndag i september fejrede vi dagen for ’São Cosme’ og ’Damião’ på vores måde, fordi den er forbundet med den afro-brasilianske kultur. *

- Kvinderne er også begyndt på at overvinde de traditionelle geografiske grænser. Før i tiden forblev de altid i Niterói, nu tager de også til Rio de Janeiro eller til Nova Iguaçu. Der finder altså store transformationer sted, vi forandrer os hver eneste dag.
_________________________
* Hos katolikkerne gælder de to tvillinger Cosme und Damião, der er blevet halshugget på grund af deres tro, som hellige. For afrobrasilianere fejres det det religiøse kultritual ”Orixá Jeje-Nagô”.

Hvad ønsker du dig af de hvide alliancepartnere?

Eloanah Gentil: De største netværk som vi har, består af hvide mennesker. Jeg forventer ikke, at disse folk støtter os ud fra deres eget udgangspunkt.
Men jeg ønsker, at de tager konkret ansvar, fordi vi vil ikke have medlidenhed, men virkelig solidaritet.
Mere konkret: Vi vil, at menneskene engagerer sig i den sociale forandring. Vi taler her om et ekstremt socialt problem: Udryddelse af den sorte befolkning og af favela-beboerne. Hver gang, når jeg oplever vores samarbejde med hvide alliancepartnere, bliver dette koordineret af en hvid person.
- Jeg og andre har gjort dem opmærksom på, at dette ikke fremmer vores sag. Når du engagerer dig, indgår du en forpligtelse som aktivist og du overtager også et ansvar. Det er ikke et spørgsmål om at hjælpe andre, men derimod om det sociale, frigørende engagement.
Da Brasilien er et meget struktureret samfund, ser alt hele tiden ud som en hjælpe-funktion. Derfor bliver engagementet for sociale forandringer ofte forvekslet med hjælp.

____________________________
"Mod besættelsens historie sætter vi en anden:
Favelaens historie"

Er der noget du vil tilføje til sidst?

Eloanah Gentil: Vores kulturelle bevægelse er meget vigtig. Mod besættelsens historie sætter vi en anden: Favelaens historie.

- For eksempel blev en favela-beboer myrdet, men det lykkedes for os at fylde mediernes titelsider med kulturelle aktiviteter.
- En anden gang har vi kunnet erstatte mediernes skræmmehistorier om favelaen med kursustilbud for børnene.
- Eller vi omtaler Paulo Freires 100. fødselsdag og hans tale om håb. Der findes ikke nogen mere håbefuld for-estilling end visheden om, at der eksisterer reelle fremtidsmuligheder for unge mennesker og børn.
Derudover synes jeg, at den antifascistiske bevægelse er meget vigtigt. Vi opfatter vores kunstnerisk-kulturelle besættelse af Viradouro-favela’en som værende en antifascistisk, social modstandsbevægelse.

(Interviewet er oprindeligt bragt i det tyske Lateinamerika-Magazin, nr. 449 - 2023. Oversat og forkortet af folk fra autonom infoservice)

links

Rio on Watch:

Black Women from Viradouro Affirm: ‘The Favela is Ours! Respect It!’
Women on the Front Line in the Fight for Demilitarization in Brazil and Beyond

autonom infoservice

Brasiliens usynlige flertal (juni 2017)

Lutz Taufer, tidl. medlem af den tyske byguerilla Rote Armée Fraktion (RAF), har skrevet sine erindringer. Efter sin løsladelse fra fængslet har han i 10 år arbejdet som socialarbejder i brasilianske slumkvarterer.