Den østrigske autonome feminist og journalist Ingrid Strobl (72) døde d. 25. januar 2024. Hun er kendt som forfatter til adskillige bøger om kvinder,
der var aktive i modstanden mod det tyske naziregime.
Hun blev fængslet i december 1987, anklaget for at tilhøre kredsen omkring
den autonome byguerilla Revolutionäre Zellen. Efter 2 ½ år blev hun løsladt på grund af mangel på beviser. Ved doms-afsigelsen demonstrerede omkring 10.000 autonome
og feminister i Köln i solidaritet med hende.
I anledening af Ingrid Strobls død
genoptrykker vi et
interview med to
tidl. aktivister fra den feministiske
byguerillagruppe ROTE ZORA, der udsprang af de Revolutionäre Zellen som en selvstændig agerende gruppe.
Efter hendes løsladelse fra fængslet fortsatte Ingrid Strobl som journalist og forfatter med fokus på sociale
temaer i en feministisk kontekst.
_______________
Nogle autonome fra Danmark deltog aktivt i internationale solidaritets-aktiviteter, mens hun var i fængsel.
- Angsten for frihedens gys (juni 2009)
Feministisk essay af Ingrid Strobl, østrigsk revolutionær feminist
" Det er ikke ret meget, vi ved om matriarkatet eller enkelte matriarkalske samfund udfra verificerbar historisk viden, der adskiller sig fra retrospektivt drømmeri - men vi kan med sikkerhed antage, at patriarkatet, som hersker, kun har kunnet sætte sig igennem via langvarige og meget blodige kampe...."
Rote Zora
Det var især Rote Zoras spekulative aktioner og bombeattentater,
der førte til, at feministisk militans i mange varianter fik en vis
udbredelse og inspirerede vidt omkring.
Denne militante feminisme var til dels sammen-flettet med den autonome bevægelse og nåede lige som
denne sit højdepunkt i slutningen af 1980'erne.
Rote Zoras mest spekulative manifestation af feministisk militans var den
række af brandanslag, som gruppen udførte i 1987 mod tekstilkoncernen Adler om natten.
Disse angreb førte til, at koncernen efterkom strejke-kravene fra de kvindelige tekstilarbejdere i Sydkorea, som under horrible forhold producerede de varer, Adler solgte i
Tyskland.
Siden starten af 1990erne bliver der længere mellem militante aktioner med feministisk agenda. Efter en passiv periode
ytrer Rote Zora sig igen i 1995 med et fejlslagent bombeangreb på et værft i Hamburg, som byggede skibe til det tyrkiske militær. Dette blev Rote Zoras sidste aktion
”Frauen bildet Banden!” (Dan
kvindebander!)
- er titlen på filmen, lavet af det kvinde /
lesbiske
filmkollektiv 'Las Otras' i
2019.
I øjenvidneberetninger, interviews med 2 tidligere aktivister fra Rote Zora samt kommentarer fra feminister i andre lande, vækkes historien om den
daværende autonome kvinde/lesbisk bevægelse til live igen.
-
” Rote Zoras politiske selvforståelse var ikke individualistisk. Vi var et kollektiv og undervejs i
det skjulte”
- et uddrag af interviewet med to tidligere Rote Zora aktivister.
Interview
med Agnes og Uli fra Rote Zora
- Hvorfor vil du ikke tale foran kameraet?
Uli: Jeg vil ikke tale foran kameraet, fordi jeg ikke ønsker at afsløre noget som helst om vores gamle strukturer. Hvis
efterretnings-tjenesten kan indordne mig personligt, kan de måske rekonstruere dele af vores sammenhæng. Derudover vil jeg ikke ødelægge mine muligheder for stadig at være politisk aktiv.
- Rote Zoras politiske selvforståelse var ikke individualistisk. Vi var et kollektiv og undervejs i det skjulte – sådan skal det blive ved med at være.
Agnes: Jeg vil ikke ses her i filmen af to grunde: For det første mener jeg ikke, at den militante feministiske modstand er slut. Det vil sige: Jeg kan ikke vurdere, hvilke konsekvenser det ville have – ikke kun for mig, men også for mennesker der har været aktive tidligere eller for strukturer af i dag.
- For det andet har vi altid ageret som gruppe, som kollektiv. Når det i dag kun er ganske få af os, der har ønsket at svare på interviewspørgsmålene, hænger det måske sammen med, at vi i tidens løb er gået forskellige veje og at vi har været igennem diskussioner, der desværre har såret nogle af os ganske dybt. Det har derfor ikke været muligt at reflektere vores historie i fællesskab.
- Hvordan var den tid, Rote Zora opstod i?
Uli: For os var det en tid med intensive
kvinde/lesbiske venskaber og –fællesskaber. Vi kæmpede for et samfund uden sexualiseret vold, uden racisme, uden udbytning, uden udgrænsning og stigmatisering.
Disse idéer fascinerede mig og jeg var overbevidst om, at kun en anarkistisk-feministisk kvindebevægelse kunne sikre os mod magtens evne til at korrumpere.
Agnes: I 70erne var der en helt utrolig opbrudsstemning. Jeg havde været politisk aktiv siden 1968 – i første omgang var
det sådan en livsstil for mig. Hele dette småborgerlige liv gav mig kvalme.
- I dag er det svært at forestille sig, hvor snærende det føltes dengang , især for kvinder. Nazigenerationen var der stadigvæk og nazi-ideologien fuldt ud til stede.
Og så opleve at der var mange fra min generation, der havde det fuldstændigt ligesom mig – ja det var et opbrud og et udbrud.
Ikke kun her i Tyskland, men i mange andre lande og kontinenter blev der kæmpet
de samme kampe for befrielse.
- Vi følte os som del af noget meget større, der var kommet i bevægelse langt ud over vores grænser. Vi var overbevidst om, at vi kunne vælte den herskende orden og skabe en verden uden
undertrykkelse, krig og udbytning.
I BRD (Bundesrepublik Deutschland = Vesttyskland) var der stærke sociale bevægelser: I virksomhederne, i skolerne, på universiteterne.
- Der var væbnede grupper: RAF (Rote Arme Fraktion), 2. Juni bevægelsen, RZ (Revolutionäre Zellen). Der var forbindelser til kæmpende grupper i andre lande – også til væbnede grupper – og der var
en stærk kvinde/lesbisk bevægelse, der havde sat gang i ikke så lidt.
___________________________________
”Vi dannede vores egen gruppe og lod navnet
inspirere
af den rebelske pige fra børnebogen Rote Zora”
- Hvordan blev du aktivist i Rote Zora ?
Uli:Jeg var både del af forskellige kvinde-sammenhænge
og af en kønsblandet gruppe,
der gennemførte mindre subversive aktioner.
På et tidspunkt opstod der problemer i denne gruppe.
Vi skændtes ... det var et spørgsmål om magt indenfor gruppen. Det var mænd contra kvinder, patriarkalske positioner contra feministiske positioner.
- Jeg fjernede mig mere og mere fra denne gruppe og begyndte at blive aktiv sammen med nogle af mine bedste veninder. Vi lavede spray-aktioner, opsøgte voldtægtsmænd, placerede smørsyre de
rette steder og den slags.
- En af mine veninder var med i Rote Zora og efter mange diskussioner var jeg også med. Det spændende var at være med til at udvikle en feministisk militans.
Agnes: Det var en proces. Jeg havde
altid følt sympati for det autonome byguerilla-netværk ’Revolutionäre Zellen’. De var ikke hierarkisk organiseret og havde klart formuleret, at forandringen af os selv som
mennesker også er en del af kampen.
For mig var det særligt vigtigt, at de agerede i forlængelse af de sociale bevægelsers kampe. Det sagde mig en hel del.
- Jeg kunne bare kun forestille mig at være aktiv i en kvinde/lesbisk sammenhæng. Så var det, at jeg mødte nogle kvinder, der var del af Revolutionäre Zellen og som havde det ligesådan.
- Der blev organiseret et møde, en af kvinderne foreslog, vi dannede vores egen gruppe og lod navnet inspirere af den rebelske pige fra børnebogen Rote Zora,
der jo har de samme initialer som Revolutionäre Zellen: RZ.
Fra den dag eksisterede Rote Zora og jeg var del af gruppen!
______________________________________
”Vi tog afsked med diskussionen ’Vold – ja eller nej’. For os var det klart, at det samfund vi lever i var og er meget voldeligt”
- Hvilke erfaringer har I gjort jer i Rote Zora?
Uli: Jeg kan huske, at vi tog afsked med diskussionen ’Vold – ja eller nej’. For os var det
klart, at det samfund vi lever i var og er meget voldeligt. Racisme og sexisme dræber, det gør økonomien også. En distancering til vold bliver oftest krævet af dem, som er på magten eller som
gerne vil være det.
- Statens voldsmonopol tjener til at opretholde de eksisterende magtstrukturer. Hvis vi overlader dette voldsmonopol til staten til fordel for en fredelig sameksistens, tager det vores styrke fra
os. Vi skal ikke stå til rådighed for en stat, der tillader vold mod os.
- For os var det klart: Vi ville ikke give afkald på vores egne kraft, som vold også kan være en del af.
________________________________________
”Vores liv var vores politik, i dybt venskab og med sikkerhed for, at vi kunne stole hundrede procent på
hinanden”
- Det gode var, at vi snakkede helt åbent om vores ængstelser og frygt. Vi lagde også stor vægt på ikke at udvikle
eksperter. Alle skulle være fortrolige med det hele og lære af hinanden.
Men selvfølgelig havde vi hver især vores præferencer: Den ene ville helst bygge bomber og den anden foretrak at skrive teksterne. Men alle havde lige meget ansvar for aktionerne som
helhed.
- Det særlige var, at vi tog os så megen tid til vores politik. Vi var meget udholdende og højt motiveret. Vores liv var vores politik, i dybt venskab og med sikkerhed for, at vi kunne stole
hundrede procent på hinanden. Arbejde, karriere, ferie – alt det kom i anden række. Denne intensitet gjorde os handlekraftige.
- Vi var heller ikke bange for at blive fængslet. Repression og fængsel var et tema vi diskuterede igen og igen. Det drejede sig hele tiden om at politisere hverdagen, det er i dag som før det
centrale i feminismen.
_________________________________________
”Men det vigtigste var, at vi brød med samfundets kvindesyn, som foreskrev, at kvinder skulle indpasse sig ...”
Agnes:Det havde også noget med eventyrlyst at gøre, når
vi skaffede os adgang til lukkede anlæg, klatrede over hegn og henover tage. Men det vigtigste var, at vi brød med samfundets kvindesyn, som foreskrev, at kvinder skulle indpasse sig og at
kvinder ikke havde ret til at yde militant modstand.
- For mig var det lystbetonet, det gav mig en følelse af handlekraft. Og præcis det ville vi også formidle til andre kvinder. Vi ville inspirere og opmuntre til, at der blev dannet et hav af
kvindebander.
Vi har også forsøgt at videregive vejledninger og metoder, som forholdsvist nemt kan gøres efter af andre uden den store tekniske erfaring.
- Hvordan var dit sociale liv?
Uli: Til tider kompliceret. Nogle i mit kollektiv
kendte overfladisk til mine aktiviteter, de støttede mig, dækkede over mig og skaffede ting til mig – feks. biler, der ikke var aflyttet eller kendt af politiet. De som ikke vidste noget,
fortalte jeg historier – godt nok med lidt dårlig samvittighed – med der var ikke noget alternativ.
Agnes: På den ene side var der hverdagslivet og på den anden side det klandestine liv.
Det var fuldstændigt adskilt – men ikke i mit hoved eller i min livsindstilling. Det var ikke let at lade som om, jeg førte en ganske normal tilværelse.
- Meget kunne jeg ikke fortælle, jeg måtte lyve for mine veninder. Jeg tilbragte megen tid alene. Men min praksis i militant klandestin politik gav mig også en indre følelse af frihed. Det gav
mig kraft, glæde og energi og en vis form for afslappethed, hvilket påvirkede min hverdag postitivt.
Det var sådan en følelse af tro på mig selv – og dermed blev alle dagligdagens problemer og bekymringer mindre vigtige.
- Hvad var jeres mål?
Uli: Med vores kampagner ville vi slå bestemte temaer
fast i den offentlige diskurs, vi ville afsløre voldelige strukturer og angribe de ansvarlige.
Vi ville skabe irritation og eftertanke blandt folk i magtstrukturerne, for at få dem til at overveje om ikke de materielle skader var for store til at fortsætte.
Vi ville sætte en stopper for volden og styrke den feministiske modstand.
______________________________
”At uskyldige aldrig må blive ramt er et central kriterium, som adskiller militant
modstand fra terrorisme”
- Hvad betyder militans for dig?
Uli:For mig betyder militans en kombination af handling
og holdning. At overskride grænser er jo i første omgang noget du gør i dit sind, før du går til angreb.
Mange af os har gjort den erfaring at støde på grænser indenfor rammerne af det legale. Volden mod os har ingen grænser og den legitime modstand forsøger man at lede ind i andre baner eller
kriminalisere.
- Militant modstand afviser den meningsløse underdanighed overfor magten og opridser egne handlingsperspektiver. I subversiteten ligger vores kraft og gør den militante feminisme smuk og
powerful. At uskyldige aldrig må blive ramt er et central kriterium, som adskiller militant modstand fra terrorisme.
Agnes: For mig er militans et spørgsmål om holdning og ikke om udøvelse af vold. Et stort
anslag, der ikke bryder med den herskende logik, er vold og i værste tilfælde terror. Militant er du også, hvis du med dine handlinger konsekvent gør det klart, at du går imod den herskende
voldelige normalitet.
________________________________________
”I 9 filialer af kædebutikken Adler deponerede vi små brand-satser. Formålet var at sætte gang i sprinkleranlæggene”
Praktisk eksempel: Adler
Agnes:Vores aktioner, der her i BRD fandt sted for at
støtte strejkende kvinder i Sydkorea, var et highlight for os.Sammen
med mange andre aktiviteter i solidaritet med de strejkende sydkoreanske kvinder, bidrog vores aktioner mod Adler
koncernen til, at arbejderkvindernes krav endelig blev opfyldt.
I 9 filialer af kædebutikken Adler deponerede vi små brandsatser. Formålet var at sætte gang i sprinkleranlæggene.
- I Berlin har en kvindegruppe ved navn Amazonerne gjort det efter. Koncernchefen Fürchtegott Adler, det hed han så vidt jeg husker, vidste også, at han ikke kunne beskytte sine
filialer. Derfor vurderede han, at det billigste ville være at opfylde de strejkende kvinders krav.
_______________________________
”Vores angreb og anslag gjorde de
voldelige samfundsstrukturer synlige og vi har sat gang
i noget”
- Hvilken politisk betydning havde Rote Zora for dig?
Uli: I dag har jeg måske et noget forvrænget billede af vores politiske historie. Fordi jeg frem for alt husker de positive
begivenheder og de negative træder i baggrunden. Personligt og politisk var den politik vi praktiserede et udtryk for vores beslutsomhed og analyse, tæt forbundet med den kvindebevægelse, vi
kom fra og som vi havde været med til at radikalisere.
- Vores angreb og anslag gjorde de voldelige samfundsstrukturer synlige og vi har sat gang i noget. Interessant var også en anden vigtig erfaring, som andre sikkert også har gjort sig: Den fælles
praksis gjorde de politisk-ideologiske differencer mellem os indbyrdes betydningsløse.
- Dengang så vel som i dag var bell hooks (rigtigt stavet!) en vigtig afroamerikansk feminist, og hun sagde, at sisterhood opstår via fælles politisk motivation, fælles interesser,
fælles mål og overbevisning. Solidaritet styrker modstandskampen. Politisk solidaritet er basis for feministisk politik.
- Det drejer sig om at forandre vores koloniale tankegang, overvinde præstations-ræset og gøre op med albuementaliteten.
I disse år forsøger man at digitalisere vores liv, hvilket også er en patriarkalsk idé, vi må forsvare os imod. Det styrker håbet for fremtiden, at der over hele verden i dag er ved at formere sig en utrolig omfangsrig feministisk modstand.
_____________________________________
”Hvordan kan vi udvikle en praksis og en holdning, der
ikke lader sig spinde ind i de gældende magtstrukturer”
Agnes: Rote Zora er del af den kvinde/lesbiske bevægelses historie i BRD. Det jeg ønsker er at den
ikke ties ihjel og ikke kun forbliver historie.
Det ville glæde mig rigtig meget , hvis unge kvinder af idag kan lære af vores historie og spørge sig selv, hvad militans kunne betyde for dem her og nu. Hvordan kan vi udvikle en praksis og en
holdning, der ikke lader sig spinde ind i de gældende magtstrukturer.
Opløsning af Rote Zora
Uli: 2 år efter de omfattende husransagninger mod os i 1987, faldt muren og den hæslige neoliberalisme
indledte sit dødbringende sejrstog i Europa. Det udløste en bred politisk rådvildhed.
- Nogle aktivister fra Rote Zora gennemførte i 1994 et anslag mod den racistiske flygtningepolitik og i 1995 mod våbeneksporten til Tyrkiet for at manifestere solidaritet med de kæmpende kurdere.
Derefter fandtes vi i praksis ikke længere.
- I dag siger jeg: Ingen bevægelse, ingen militans. Angreb kan sagtens gennemføres, men de bliver meningsløse, hvis der ikke er nogen politiske offentlige diskussioner om det tema, det drejer sig
om.
Politik har brug for bevægelse og udbredelse – og den feministiske bevægelsen var på dette tidspunkt ikke længere massivt på gaden.
Oversat fra tysk af ikh./autonom infoservice.
Hele interviewet kan læses i bogen
"Mili bittet zum Tanz. Auf den Spuren des militanten Feminismus der Roten Zora".
_________________
Udgivet af Frauen/Lesben - Bande på Unrast Verlag, marts 2022. 248 sider. Indeholder 8 sider med autonome feministiske plakater fra 1980erne og
1990erne. ISBN 978 3 89771 341 3
Relateret:
-
Filmkollektivet Las
Otras
- Autonom Infoservice: Kvinder mellem væbnet militans og bevægelse. Et interview.
Relateret
autonom infoservice
-
Tidsdoku. ”Vi må ikke gå som får til
slagtebænken...” (1. november 2019)
Jødiske kvinder i væbnet antifascistisk modstand
Litteratur af Ingrid Strobl
- " Women in the Armed Resistance to Fascism and German Occupation 1936 - 1945 ", udg. Partisanas Paperback
- " Die Angst kam erst danach: Jüdische Frauen im Widerstand in Europa 1939 - 1945 ", udg. Fischer Taschenbuch, 2005
- " Das Feld des Vergessens. Jüdischer Widerstand und deutsche 'Vergangen-heitsbewältigung ", udg. Edition ID-Archiv, Taschenbuch, 1995
” I Østeuropas ghettoer, i det besatte Holland, i Titos partisanhær, fra Lyon i Frankrig til Bialystok i Polen, kæmpede kvinder med våben i hånd
mod naziterroren.
Mens deres mandlige kammerater efter krigen blev
fejret som helte, forsvandt kvinderne i historiens skygge...."
(Ingrid Strobl, revolutionær
feminist og
antifascistisk forfatter fra Østrig)
Video om Rote Zora – English subtitles