- Et interview med Sanaz A. fra den feministiske gruppe ‘Woman* Life Freedom Collective Berlin’
” I 2022 har vi ikke brug for en lederfigur, der siger, hvad vi skal gøre. Det kan fungere, som det gør nu. Så kan
revolutionen heller ikke standses, i det man anholder eller henretter lederen.
Lad os hellere lave planer for en fremtid, hvor fagforeninger, grupper, kommuner organiserer sig, hvor der findes rådsstrukturer og hvor der regeres nedefra og op
..."
______
Interview
med den iranske feminist Sanaz Azimipour
- Du er medlem af 'Woman* Life Freedom Collective Berlin'. Hvad er det for en gruppe?
Sanaz Azimipour: Vi dannede gruppen i september, en uge efter mordet på Jina Mahsa Amini. Vi er en feministisk gruppe og til at begynde med, havde
vi alle sammen det til fælles, at vi tidligere har levet i Iran eller Kurdistan. Vi lærte hinanden at kende via fælles bekendte og venner samt i forskellige politiske, aktivistiske og
kunstneriske kredse.
Efter vores første demonstrationer i Berlin er der også folk fra den iranske diaspora, som er opvokset her, der har tilsluttet sig vores gruppe.
- Det
er vores mål at forstærke stemmerne i den feministiske revolution i Iran, så de også bliver hørt her i Tyskland. Vi organiserer demonstrationer, laver researcharbejde, skriver artikler,
oversætter tekster og forsøger på den måde at videreformidle den viden, der skabes på gaderne i Iran.
_____________________________________
”... henrettelserne finder altid sted
klokken 4.30 om morgenen. Et par
timer før bliver fangerne forflyttet
og isoleret”
- Lige nu deltager du i en social-media-kampagne for politiske adoptioner af mennesker, der er truet af dødsstraf
Sanaz Azimipour: Ja, vi har en gruppe, der dokumenterer og løbende aktualiserer en liste med navne, fotos og så detaljerede informationer som muligt om fanger, og især om dem, der er blevet idømt dødsstraf. Gruppen formidler politiske adoptioner, hvor tyske politikere erklærer sig solidarisk med en politisk fange og arbejder for at vedkommende bliver løsladt.
- På grund af dette arbejde, der egentlig burde være mediernes opgave, er der flere i vores gruppe, som er blevet fyret, fordi de simpelthen ikke kunne fortsætte med deres jobs. Dette arbejde skal gøres om natten, for det er ofte om natten, der kommer informationer ud fra fængslerne i Iran. Infos om at den og den er blevet overført til isolation.
- Hvorfor om natten?
Sanaz Azimipour: Fordi henrettelserne altid finder sted klokken 4.30 om morgenen. Et par timer før bliver fangerne forflyttet og
isoleres.
- Hvor får I informationerne fra?
Sanaz Azimipour: For det meste fra medfanger i fængslerne. Når der kommer en besked om, at en fange er blevet isoleret, må vi starte en
social-media-kampagne lynhurtigt.
Man kan bare ikke være 100 procent sikker på, at personen virkelig bliver henrettet samme nat.
- Mange fanger bliver også flyttet tilbage igen i
fængslet, hvor de kom fra. Isolationen sker ofte alene for at skabe dødsangst, det er ekstremt brutalt.
__________________________________________
”Revolutionen giver mig mulighed for
at transformere min egen smerte og
min vrede til en kollektiv bevægelse
sammen med mange andre”
- Hjælper aktivismen også dig med at kompensere for din egen angst ? Du lever jo i udlandet og kan ikke gå på gaden i Iran.
Sanaz Azimipour: Ja naturligvis. Fordi det private er politisk. En af mine veninder sagde engang til mig: ”Jeg har mere brug for denne
revolution, end revolutionen har brug for mig”. Sådan føler jeg også. I denne revolution forbindes personlige og kollektive niveauer.
- Ud af denne kollektive sorg, smerten og raseriet over dette regime og under-trykkelsen, der har ført til indre og ydre stilstand, kommer vi og jeg –
og nu kan vi bevæge os.
Derfor er jeg meget eurforisk. Fordi revolutionen giver mig mulighed for at transformere min egen smerte og min vrede til en kollektiv bevægelse sammen med mange andre.
- Har du venner i Iran, der er blevet arresteret?
Sanaz Azimipour: Mange af mine venner er i fængsel!
-
Jeres gruppe blev kendt, fordi I organiserede den store demonstration i Berlin i slutningen af oktober, hvor der
deltog over 80.000 mennesker fra hele Europa. Initiativtageren var den kanadisk-iranske aktivist Hamed Esmaeillion, der er kendt blandt iranere i hele verden som talsperson for de pårørende
til ofrene fra flyet PS752.
Dette fly blev den 8. januar 2020 skudt ned af den iranske revolutionsgarde. Alle passagerer omkom, der i blandt Hamed Esmaeillons hustru og datter. Hvordan opstod jeres samarbejde?
Sanaz Azimipour: Den 1. oktober 2022 havde Esmaeillon opfordret til demonstrationer i hele verden i
solidaritet med oprøret i Iran. Vi organiserede det her i Berlin. Det gik super, der kom 10.000 mennesker og der var taler fra mange forskellige politiske grupper og
miljøer.
Derefter ville initiativet ”PS752” (navnet på det nedstyrtede fly) organisere en stor demonstration og ledte efter lokale
partnere. De kontaktede os og spurgte, om vi havde lyst til at organisere en stor demo sammen med dem.
- En temmelig stor sag for sådan en lille gruppe som jeres?
Sanaz Azimipour: Ja, det var det. Men demoen var ikke kun en vigtig historisk begivenhed for vores gruppe. Det var den for hele den iranske og kurdiske diaspora. Samtidig var jeg også en smule bange, fordi vi før og efter demonstrationen fik mange trusler.
- Hvordan det?
Sanaz Azimipour: Såvel før demoen via Twitter som efter demoen her i Berlin. Vi har flere gange henvendt os
til politiet og spurgt, om de ikke kunne aktivere forskellige sikkerhedsforanstaltninger ift. demonstrationen.
____________________________
”Vi skyder dig på scenen!”
- Men de tog det ikke alvorligt. Vi advarede dem om, at
dette ville blive den største iranske demonstration udenfor Iran. Og at en person fra den iranske revolutionsgarde to dage før demoen havde truet Esmaillion og skrevet på Twitter: ”Vi
skyder dig på scenen!”
- Hvordan reagerede politiet?
Sanaz Azimipour: De sagde, at LKA (Landeskriminalamt) ikke vurderer situationen som ”særlig farlig” og de
derfor ikke ville iværksætte særlige beskyttelsesforanstaltninger. De opfordrede os til selv at hyre private bodyguards.
Og gjorde I det ?
Sanaz Azimipour: Hamed Esmaeillion tog sine egne bodyguards med. Vi havde mobiliseret en gruppe på 300
mennesker, der med liv og sjæl engagerede sig i sikkerhed på demonstrationen. Det var nu alt for lidt ift. en demo med op 100.000 deltagere. Men vi havde slet ikke regnet med så mange
demonstranter.
Der var kun ganske få politifolk til stede, fordi de havde undervurderet det hele.
- Der er jo næsten hver dag demonstrationer i Berlin arrangeret af forskellige iranske grupper, for det meste kommer der ikke så mange mennesker. Ville færre demonstrationer med flere deltagere ikke være bedre?
Sanaz Azimipour: Jeg vil ikke sige, at der ikke kommer så mange mennesker til demonstrationerne. I vores gruppe har vi i den grad diskuteret
spørgsmålet om, hvornår gadeaktioner er vigtige og hvornår ikke.
I den sammenhæng er antallet af mennesker kun en af flere faktorer. Det drejer sig om at skabe opmærksomhed og bevidsthed omkring et tema og det handler også om at mobilisere mennesker, at mødes
for at styrke denne energi og motivation.
_________________________________
” Hvis vi ikke slår os sammen,
vil vi gå til grunde den ene
efter den anden” (demoslogan)
- Demos for at motivere sig selv?
Sanaz Azimipour: Ja, blandt andet. Men solidaritet vil jeg ikke ubetinget beskrive som egenmotivation. Et af de første slogans, der blev råbt på
demoerne, foruden ”Jin Jiyan Azadi”, var i oversat form noget i retning af: ” Hvis vi ikke slår os sammen, vil vi gå til grunde den ene efter den anden”. Demonstrationerne giver
mulighed for at organisere os. Vi kigger alle sammen på billeder og videoer fra byer, hvor vores venner er.
- Jeg er f.eks. meget berørt af et billede, som viser den gruppe af iranske kvinder, der i flere uger har siddet foran den iranske ambassade i Ottawa. I 20 grader minus, med soveposer – ikke
engang telte.
- Eller gruppen ’Feminista’ i Berlin: De har i 3 måneder strejket foran De Grønnes particentral i Berlin.
________________________________
”Med tørklæde eller uden,
vi går alle sammen i retning
af revolution”
- Hvordan vil du karakterisere opstanden i Iran?
Sanaz Azimipour: Det er en revolution. Det drejer sig om regimets fald, om systemskifte. Det er en feministisk kamp mod alle former for
undertrykkelse. Denne kamp føres nu af mennesker fra alle områder og alle klasser i det iranske samfund.
- Folk råber på gaden: "Med tørklæde eller uden, vi går alle sammen i retning af revolution".
- Folk bryder den konstruerede dualitet så som: For eller imod vestlige værdier, tørklæde eller ikke tørklæde, religiøs eller ikke religiøs. Kampene går ud over dette.
- Kvinder med chador skriver på murene i Zahedan ”Revolution” og kæmper for retten til selvbestemmelse for alle. Hvorfor bliver dette budskab ikke anerkendt her ?
________________________________________
”Hvordan kan man føre diplomatiske
forhandlinger med en regering, der
torturerer, voldtager og henretter
mennesker? De er terrorister!”
- Hvad siger du til Tysklands ”feministiske” udenrigsminister Annalena Baerbock?
Sanaz Azimipour: Ak ja, hun råber gerne ”Jin Jiyan Azadi”, alt imens kurdere i Tyskland kriminaliseres og mennesker udvises til Kurdistan.
Hvordan passer det sammen?
Hvis hun mener solidariteten med menneskene i Iran alvorligt, hvorfor får mennesker, der går til den tyske ambassade i Iran så ikke noget visum med den den begrundelse, at de kunne finde på at
søge om asyl?
- Hvordan kan det være, at EUs udenrigsansvalige Josep Borell mødes med den iranske
udenrigsminister og beder ham om at behandle menneskene i Iran bedre?
- Er det forkert, at sådanne møder overhovedet finder sted?
Sanaz Azimipour: Ja, naturligvis! Hvordan kan man føre diplomatiske forhandlinger med en regering, der torturerer, voldtager og henretter mennesker? De er terrorister!
- Har du altid været et meget politisk menneske?
Sanaz Azimipour: Jeg tror, at alle personers liv overalt på jorden er politisk. Men i Iran i særlig grad fordi din krop, dit væsen lige fra starten
bliver politiseret på et andet niveau.
_________________________________
“I min skole skulle vi altid gå
i en lige række i skolegården,
gentage anråbte slogans, øve
militære gestus skulder ved
skulder”
- Hvordan det ?
Sanaz Azimipour: Alt er ekstremt militaristisk. Det begynder i skolerne. I min skole skulle vi altid gå i en lige række i skolegården, gentage
anråbte slogans, øve militære gestus skulder ved skulder. Og det var sågar en privatskole.
- Derudover er skolesystemet i Iran meget klasse klasseopdelt. Min mor, der var eneforsørger, måtte arbejde rigtig meget, for at min søster og jeg kunne komme på privatskole.
For den eneste mulighed for at blive optaget på et godt universitet, hvor uddannelsen teoretisk set er gratis, er at du har gået i en god skole. Det var delvist også rart der, især da jeg var
yngre. Vi havde teaterkurser, engelsk, fransk – alt sammen meget borgerligt, altså kun for familier, der havde råd til det.
____________________________________
”Når vi taler om revolution,
må vi også tale om en fremtid,
der er retfærdig ift. uddannelse,
økonomi og kønsidentiteter”
- Det lyder ikke så slemt
Sanaz Azimipour: Men alt det militære var en plage, vi måtte forsvare os imod. Jeg blev i skolen anset for at være et ”problembarn” og min mor
måtte derfor til samtale på skolen.
En gang blev jeg nødt til at skifte skole.
Til slut havde jeg overlevet det hele på en eller anden måde, men det var rædsomt. Læse dag og nat, hele tiden hetzet imod, altid adlyde.
- Derfor siger jeg i dag: Når vi taler om revolution, må vi også tale om en fremtid, der er retfærdig ift. uddannelse, økonomi og kønsidentiteter. Det
drejer sig om alle former for undertrykkelse.
Derfor synes jeg, at sloganet ”Jin Jiyan Azadi – Kvinde Liv Frihed” er så godt: Det drejer sig om alt det.
________________________________________
" ... arbejderne i olieindustrien har
i et offentligt brev skrevet: ”Vores
svar på henrettelserne er at lukke
for oliehanerne. " - Det er den slags
solidaritet, vi taler om! ”
- Vil revolutionen sejre?
Sanaz Azimipour: Det er ikke til at forudsige, men revolutionen er i fuld gang. Udover kravet om systemskifte
og regimets afgang er der også noget andet, først og fremmest generalstrejkerne.
- Forleden fandt den største landsdækkende generalstrejke nogensinde sted tre dage i træk. Olieindustrien, raffinaderierne, stålindustrien, lærere og studerende i over 50 byer deltog. Alt var
lukket.
Sådan forløber revolution, det er regimet bange for og derfor gennemfører de alle disse henrettelser. Men arbejderne i olieindustrien har i et offentligt brev skrevet: ” Vores svar på
henrettelserne er at lukke for oliehanerne. Det er den slags solidaritet, vi taler om!
- Der er nogen, som har indvendinger mod oprøret i Iran, fordi der ikke er nogen plan for tiden efter revolutionen og fordi der ikke er nogen, som leder oprøret.
Sanaz Azimipour: Det ophidser mig voldsomt! Hvad er det for en statstankegang, når man spørger: Hvem er lederen her? I 2022 har vi ikke brug
for en lederfigur, der siger, hvad vi skal gøre.
- Det kan fungere, som det gør nu. Så kan revolutionen heller ikke standses, i det man anholder eller henretter lederen. Lad os hellere lave planer for en demokratisk fremtid, hvor fagforeninger,
grupper, kommuner organiserer sig, hvor der findes rådsstrukturer og hvor der regeres nedefra og op.
Jeg ved godt, det lyder utopisk. Men hvornår, hvis ikke nu, er det tid til at tænke utopisk?
(Interviewet er oprindeligt bragt i Wochentaz / printudgave, d. 31. december 2022 – 6. januar 2023. Oversat og forkortet af folk fra autonom infoservice)
autonom infoservice
- Iran: Graffiti sprayerne fra Teheran (26.november 2022)
-
Iran: ”Vi kæmper, vi bliver ved, vi tager vores land
tilbage!”
(25.oktober 2022)
- ”Femme & Libre”: ”Vold mod kvinder er del af Irans lovgivning”
