Voldsspiralen fortsætter så længe Palæstina er besat ...

Den nye krigssituation er ikke, som Vestens regeringer og de fleste main-stream medier insinuerer, startet af den palæstinensiske Hamas, men er en konsekvens af, at staten Israel har besat palæstinensisk område siden juni 1967 og konstant har udvidet Israels territorium med den ene bosættelse efter den anden. 
Således bor der i dag næsten 500.000 jødiske bosættere på palæstinensisk jord.
Israel og store dele af verdens opinion underkender palæstinensernes legitime ret til selvforsvar overfor en besættelses-magt og kalder det terrorisme.

(Dette uafhængigt af en nødvendig kritik af aktioner, der rammer civile, f.eks. festivaler, caféer, offentlige pladser, ...) 

• Baggrundsartikel om det israelske militærs fordrivelse
  af 750.000 palæstinensere i perioden 1947 - 1949:
  ”Al-Nakba” - et strejftog gennem den udslettede fortid
  

Indtil 1914 bosatte der sig yderligere 35.000 jødiske indvandrere i Palæstina. Skønt jøderne var et lille mindretal, optrappede de deres aktiviteter med henblik på overtagelse af arabisk jord. For den jødiske befolkning havde disse aktiviteter lige fra starten til formål at fortrænge araberne og opbygge et adskilt jødisk samfund.
Da den jødiske indvandring til Palæstina tog til, førte det til en meget polariseret situation, hvor to folkeslag stod overfor hinanden og gjorde krav på det samme land . Hermed var grundstenen lagt til en langvarig og blodig konflikt.
I 1936 gennemførte den arabiske befolkning i Palæstina en omfattende generalstrejke, og det kom til talrige sammenstød med jødiske bevæbnede bosættere. 
Britiske tropper slog palæstinensernes opstand ned og Criminal Investigation Department (CID) anholdt mange af de fremtrædende aktivister.

• De jødiske bosættere proklamerede den 14.maj 1948 staten Erez Israel (”landet Israel”) for dannet.

Statsdannelsen skete hen over hovedet på 
den arabiske del af Palæstinas befolkning og udløste i 1948 en væbnet konfrontation mellem Israel og de arabiske landes dårligt udrustede og indbyrdes konkurrerende hære. Krigen endte med Israels militære sejr. 
Omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet og Israels store territoriale udvidelser gik langt ud over FNs oprindelige delingskoncept. Massefordrivelsen af palæstinenserne blev indledt med massakren i landsbyen Deir Yassin. 

FNs delingsplan
Før dannelsen af staten Israel, den 14. maj 1948, udgjorde de jødiske indvandrere og bosættere omtrent 1/3 af de i alt 1,8 millioner indbyggere
i området. 6 procent af Palæstinas jord tilhørte de jødiske indvandrere. 

• FNs delingsplan, som blev besluttet i november 1947, tildelte den fremtidige jødiske stat 56 procent af området, der var beboet af et spinkelt jødisk flertal.

Et flertal i det daværende FN vedtog med ialt 33 stemmer konstruktionen af staten Israel, der allerede dengang blev kritiseret fra mange sider. Den kolonialiserede del af verden var på dette tidspunkt endnu ikke repræsenteret i FN.

Den palæstinensiske befolkning afviste ligesom de arabiske nabostater FNs delingsplan. Nabostaterne angreb det nydannede Israel i maj 1948, som reaktion på det jødiske militærs fordrivelse af den palæstinensiske befolkning.

De jødiske militære enheder viste sig dog overlegne på grund af bedre våben og militærtræning. I forlængelse af Israels militære sejre udvidede Israel det af FN-planen bestemte territorium til næsten 80 procent af det historiske Palæstina. I kølvandet heraf fordrev Israels militære og paramilitære enheder omtrent 750.000 palæstinensere fra deres hjem.

• "Hvor tog araberne hen? - Hvorfor er de ikke her?"

Holocaust-historikeren Omer Bartow (født i 1954):

”Som børn legede vi i nærheden af de såkaldte forladte landsbyer og vi spurgte aldrig nogensinde: Hvor tog araberne hen? Hvorfor er de ikke her? Staten var for os som en selvfølgelighed en stat med jødisk flertal og vi havde i lang tid ingen anelse om, hvordan dette flertal var blevet til.

- Der herskede dengang to slags kollektive fortræng-ninger : Man talte aldrig om et europæisk i går og aldrig om et Palæstina, der havde eksisteret førhen.
- Således startede historien med os. Mennesker som jeg gjaldt som den første generation af egnens beboere, mens araberne som havde været der meget længere, var blevet usynliggjort.”

Historikeren Bartow forsker i Israel med fokus på jødernes og palæstinensernes biografier af hans generation og kortlægning af, hvilke forbindelser de hver for sig havde til landet. At benægte palæstinensisk eksistens i området er ifølge ham lig med israelsk statsdoktrin.

 Den mørke side ved grundlæggelsen af den jødiske stat blev på disse breddegrader først gjort til et tema, da i 1980’erne fremkom værker af de israelske ”nye historikere”.

De baserede på dokumenter, som det israelske statslige arkiv frigav 30 år efter begivenhederne i 1948. Siden da har det været dokumenteret og alment kendt, hvordan det israelske militær gennem ufattelige grusomheder udbredte panik-situationer i den palæstinensiske civil-befolkning.
Der blev skudt på civilister, der viftede med hvide faner, der blev smidt granater ind i palæstinensernes boliger, etc.
(kilde: Ian Pape ”Die ethnische Säuberung Palästinas, Frankfurt / am Main Neuauflage 2019).

De nye historikeres anliggende var at igang-sætte en åben debat om fortiden. Dette mislykkedes på dog på grund af en massiv modgående reaktion i de overvejende pro-zionistiske medier, der målrettet styrker nationalisme og autoritær statsraison.

• Zochrot (“vi erindrer”)

Den israelsk-palæstinensiske organisation Zochrot (se links) beskriver dets virke for at fremme et historiebillede, der ikke baserer på en mandlig, krigerisk fortælling, men derimod på empati og inklusion.

I den forbindelse synliggøres sporene af tidligere palæstinensisk liv igen. Et af Zoch-rots flerårige forskningsresultater er et ’iNakba-App’, der viser et digitalt landkort med over 500 affolkede landsbyer og steder, forsynet med et arkiv til hvert sted. 

(Forstør ved at klikke på billedet): 

* Tel Aviv
Byen er bygget ovenpå seks smadrede, udslettede palæstin-ensiske landsbyer. Således er universitetet i Tel Aviv bygget på ruinerne af landsbyen Al-Shaykh Muwannis (الشيخ مونّس ). Kun den palæstinensiske borgmesters hus er blevet forskånet for ødelæg-gelse og er stiltiende blevet ombygget til en elegant restaurant.
En gennemført fortielse selv på et mindested som i statsgrundlæggeren Ben-Gurion-huset: Her kører en sort-hvid film om uafhængighedskrigen, uden tone. Intet om fordrivelsen, ingen flygtningekolonner med børn på bare fødder og gamle mennesker bøjet af alderdom.
         __________________
* Jarkon-Afek Nationalpark
I den østlige periferi af Tel Aviv ligger det populære udflugtsmål for byens beboere. Ligsom på andre steder rundt om i Israel blev stedet her efter udslettelsen af landsbyen Al-Mirr beplantet med hurtigt voksende træer. Den jødiske Diaspora i hele verden samlede penge ind til disse skove. Vidende eller uvidende medvirkede de til at skabe naturområder ovenpå de palæstinensiske kvarterer, der var blevet jævnet med jorden.
        _____________
* Al-Mirs kornmølle
Nationalparkens populære seværdighed – al-Mirs kornmølle - beskrives i park-forvaltningens turistbrochure som navngivet af et sted ”der engang fandtes” i en tåget fortid. Aktivisterne fra Zochrot trænger ind i det omhegnede område og planter en tavle i jorden, der henter al-Mir tilbage til den yngre tidshistorie.
Ifølge aktivisternes beretninger varer det dog ikke længe, før vrede besøgende ødelægger tavlen og fjerner den igen.  

Daphna Golan fra menneskerettigheds-organisationen B’Tselem kommenterer

det med følgende ligning:  

• ”Fromme jøder plejer at undlade
  at male en symbolsk del af deres husmure til minde om ødelæggelsen
  af Jerusalems tempel
  - Liftas ruiner er blevet et tilsvarende symbol for palæstinenserne”

(ikh. og al. / autonom infoservice. Artiklens hovedkilder er * uddrag af en beretning i ’Le Monde diplomatique’, tysk printudgave,
januar 2023: ”Das Trauma von 1948” af Charlotte Wiedemann * samt forsk. litteratur om temaet. Se nedenfor)