- En kommentar af Bahman Nirumand - iransk revolutionær og aktiv siden 1968 - revolten.
Han flygtede først fra Shah-regimets repression og senere gik han i eksil i Tyskland under præstestyrets smadring af venstrefløjen.
- ”Aktørerne i den aktuelle opstand skal tage højde for, at der ikke er noget land i verden, som er reelt interesseret i en demokratisk, uafhængig stat i Iran ...” (Bahman Nirumand)
Bahman Nirumand i 1968 og i dag
________________
" Under protesterne mod Shahen var det ikke alle, der havde det samme alternativ for øje. Nu drejer det sig om at tage højde for alle
samfundslag"
Vores børn og børnebørn, der siden september sidste år har gjort oprør mod den islamiske republik og kræver, at systemet væltes, spørger os altid, hvorfor vi støttede revolutionen i 1979 og dermed banede vejen for den islamiske stat. ”I burde da have vidst, hvad det var, mullaherne var ude på og hvilken livsopfattelse, de havde ”, siger de fulde af bebrejdelse.
Mange af dem, der stiller disse spørgsmål ved formodentlig ikke, at vi dengang nøjagtig som i dag drømte om
en demokratisk stat, om ligeberettigelse, social retfærdighed og frihed.
Ganske vist var Iran en sekulær stat, religionen havde næppe nogen indflydelse på politiske forhold, det var et privat anliggende.
Men landet blev
behersket af et diktatur, der var kommet til magten ved et kup i 1953. USA og Storbritannien havde organiseret kuppet for at komme af med den demokratisk valgte regering under ledelse af Mohammed
Mosaddeq (se også wikipedia).
Denne regering ville nationalisere den iranske olie-industri, som var kontrollet af briterne og Mosaddeq var
den første politiker i Iran, der forsøgte et etablere demokratiske strukturer i landet. Kuppet satte en stopper for dette forsøg.
- Briterne og USA indsatte Shah Reza Pahlavi på magten.
De hentede ham tilbage til Iran fra hans eksil i Italien, udrustede hans regime med de mest moderne
våben, organiserede efterretningstjenesten Savak og hele magtapparatet, for dermed at sikre deres økonomiske og geostrategiske interesser.
Ikke kun i Iran, men i hele regionen og Mellemøsten. Det var ikke uden grund, at Shah-regimet blev betegnet som Den Persiske Golfs
politibetjent, der havde til opgave at knuse enhver opposition mod Vestens interesser i området.
Under Shah-regimets diktatur, der varede i 25 år, blev alle former for protest og kritik holdt nede og kvalt med hårde straffe og henrettelser. Hvis du bare var i besiddelse af en forbudt
bog, kunne du blive idømt flere års fængsel for det. Skulle vi have tiet og tålt denne undertrykkelse?
Naturligvis ville tilkæmpede reformer i en fremadskridende revolutionær proces have været meget bedre. Men
dengang som i dag afviste regimet enhver reform og det tvang styrets modstandere til mere radikale positioner.
Uafhængige partier, fagforeninger, foreninger og forbund var forbudt. Alle elementære rettigheder så som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed var sat ud af kraft. Ligesom demonstranterne i dag
havde vi ret til , ja en forpligtelse til at gøre oprør og kræve regimets fald.
”Uafhængighed og frihed”
For os, der drømte om frihed og demokrati, var det en
fortsættelse af Mosaddeqs vej, der stod på dagsordenen. Den svarede til vores parole ”Uafhængighed og frihed”, som til at begynde med blev råbt på demonstrationerne. Vi var lykkelige, da
millioner gik på gaden for at kræve Shah-regimets fald, da regimet kapitulerede, da portene til det berygtede Evin-fængsel blev åbnet og fangerne kunne befries. Blindt håb.
Men det var ikke alle, der drømte om demokrati og frihed. Der var også politiske
krafter i landet, der havde andre drømme, feks. drømme om en islamisk stat.
Det var vi blinde overfor. Vi under-vurderede vores modstander. Vidste ikke , hvilken kraft islam havde, hvor stor de gejstliges indflydelse var. Vi kunne ikke forestille os, at millioner af
mennesker ikke ville følge vores opråb om frihed og demokrati, men
derimod Ajatollah Khomeinis og hans anvisninger.
Khomeini rettede sine appeller til de millioner af forarmede mennesker. Vi
appellerede til intellektuelle, akademikere, studenter og middelklassen . Den ikke-uddannede og fattige del af befolkningen kendte vi slet intet til .Vi vidste ikke, hvor troende eller ligefrem
overtroende, de var. Derfor kunne vi heller ikke forestille os , at islamisterne på et tidspunkt kunne komme til magten.
Ikke os, men islamisterne, var i stand til at mobilisere millioner af mennesker på
gaden. Derfor kunne de få måndeder før Shahen blev væltet stille sig i spidsen af opstanden. Fra da af råbte et flertal blandt demonstranterne parolen ”Uafhængighed, frihed, islamisk
republik“ , selvom der næppe var nogen, der vidste, hvordan denne islamiske republik skulle se ud.
Den totale islamisering
Med hjælp fra de fattigste lag i befolkningen lykkedes det islamisterne at overtage magten. Deres mål var den totale
islamisering af samfundet. Et samfund som det, Taliban senere praktiserede i Afghanistan og nu forsøger at genopbygge. Alt skulle indrettes efter Khomeinis og hans tilhængeres ønsker.
Dermed skulle folket få en ny identitet, en islamisk identitet. At de ikke har nået dette mål efter 44 år, kan vi takke det iranske civilsamfund og frem for alt kvinderne for. Dette civilsamfund,
der støttede revolutionen for at opnå frihed, retfærdighed og uafhængighed, er de samme, som lige fra starten gjorde modstand mod islamisternes planer. Det er også takket være dem, at flere og
flere mennesker i Iran skridt for skridt har vendt sig bort fra islamisterne.
Vores børn og børnebørn, der idag så modigt gør oprør mod det klerikale despoti, er et produkt af denne seje
og langvarige modstand, der har fundet sted gennem årtier.
Der skulle en lang proces og mange forgæves reformforsøg til, før modstanden nåede den
kvalitet, den har i dag. Denne proces og de aktuelle protester har afsløret den korrupte islam, der var skjult bag religiøse masker.
Man skal
imidlertid ikke overse, at vide dele af befolkningen ikke deltager i denne proces. Der er stadig hver dag tusindvis
af kvinder og mænd, der rejser som pil-grimme til brønden i Jamkaran, hvor den skjulte imam Mahdi (den shiitiske Messias) angiveligt skulle befinde sig. De kaster deres ønskesedler og deres
mønter i
brønden i håb om, at den skjulte imam vil opfylde deres ønsker. At lære af sine fejl ...
Nu kan man håbe, at aktørerne i de aktuelle protester ikke gentager vores fejl og at de med blik for hele befolkningen og behovene i de for-skellige samfundslag går
strategisk og plan-mæssigt frem og tager højde for, at de kun kan få succes, hvis de kan vinde opbakning fra de store masser i befolkningen.
De må opstille konkrete krav og tilbyde folket et troværdigt alternativ. De må heller ikke, lige som os, undervurdere modstanderne og de må ikke se bort fra,
at millioner af mennesker er eksistentielt afhængig af regimet og at dem, der kæmper på regimets side har været underlagt en ideologisk
hjernevask.
Frem for alt skal de ikke undervurdere brutaliteten i præstestyret, der har alt at tabe og derfor aldrig vil forlade deres positioner frivilligt. De vil ikke holde sig tilbage fra de værste
forbrydelser for at beholde deres magt.
Endelig skal aktørerne i den aktuelle opstand tage højde for, at der ikke er noget
land i verden, som er reelt interesseret i en demokratisk, uafhængig stat i Iran.
De nye forbundsfæller Rusland og Kina er åbenlyst ikke og slet ikke de arabiske nabostater, for hvem et selvbestemt, ligeberettiget land som nabo ville være en horror.
Også de vestlige stater ledes af økonomiske og geostrategiske interesser snarere end af deres proklamationer om menneskerettigheder og demokrati.
Som følge heraf, for at undgå en gentagelse af historien, må enhver form for indblanding fra udenlandske magter forhindres. Iranerne har hele tiden vist, at de er parat til kamp mod
despoter, undertrykkelse og uret, men de har også ofte oplevet skuffelser og nederlag.
Der er idag en udbredt solidaritet med rebellerne, som med beundringsværdigt mod og offerberedskab gør oprør mod mullahernes diktatur.
Kære børn og børnebørn, jeg er overbevist om, at vi sammen vil kunne sende dette brutale og
menneskefjendtlige islamiske diktatur ad helvede til. Men vi har stadig en lang og vanskelig vej foran
os.
(Kommentaren af Bahman Nirumand er oprindeligt offentliggjordt i det tyske ”Wochentaz” d. 4.-10. februar 2023. Oversat og let forkortet af autonom infoservice)
Realteret
autonom infoservice
- Iran: ”Det er en feministisk kamp mod alle former for undertrykkelse" (6.januar 2023)
- - Et interview med Sanaz A. fra den feministiske gruppe ‘Woman* Life Freedom Collective Berlin’
- Iran: Graffiti sprayerne fra Teheran (november 2022)
- Tidsdoku. Iran 1979: ”Næsten alle længtes efter Shahens fald”
-
Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed (کمیته زن-زندگی- آزادی) på facebook
__________________
København, d. 4. marts 2023:
- Et udpluk af Bahman Nirumands bøger
