Marc Rudin: Antiimperialist, kunstner og kammerat

Marc Rudin døde den 8. april 2023 
Den første gang vi mødte Marc personligt var i retssalen i Dommervagten i København den 29. april 1993. Han var netop blevet udleveret til Danmark fra Istanbul, hvor han havde været  fængslet i 1 ½ år. 
I retsmødets pause hilste vi - nogle folk fra autonomi-kollektivet - på Marc, der sad få rækker foran os indeklemt af civilklædte politifolk. Han vendte sig og smilede. Vi nåede lige at råbe til ham: ”Marc, du bist nicht alleine hier, wir sind bei dir!", før vi blev omringet af PET-folk og måtte forlade rets-lokalet. De var tydeligt irriteret over, at vi brød deres veltilrettelagte isolationscenarie.
______________
Gennem hele Marcs horrible fængselsophold i Danmark ledsagede vi ham med besøg, korrespondance og solidaritetsaktioner indtil hans udvisning til Schweiz 18. februar 1997.

 Marc Rudin blev født den 29. september 1945 i Bern, Schweiz. Som ung gik han i lære som grafiker og blev som 20-årig indrullet i forbundshæren (militærtjeneste
er obligatorisk i Schweiz). 
”... Jeg havde naturligvis straks en del  konfrontationer med nogle fascistoide officerer, hvilket på denne tid måtte gøre mig til pacifist. Jeg læste dengang den såkaldte ikke-borgelige presse, gik til møder i non-konformistiske kredse.

Jeg lyttede til og spillede dengang også
jazz, var fascineret af de afro-amerikanske musikere, som satte deres ”message” i forbindelse med Black Panther-bevægelsen.

I anden halvdel af 60’erne var der disse Påskemarcher, fredsmarcher – først og fremmest mod atomtruslen.
Med den skærpede US-aggression i Vietnam transformeredes disse protester til en bevægelse mod USAs aggressionskrig i Sydøstasien.

Dertil kom Maj 68 og alle de kulturelle opbrud og antiautoritære idéer, der var forbunden hermed. Gennem praktisk aktivistarbejde gjorde jeg dengang mine første organisatoriske erfaringer. Bla. i forbindelse med de mange demoer i solidaritet med Vietnam, men også ift. protester mod militærdiktaturet i Grækenland samt det mere praktiske arbejde med at gøre opmærksom på lærlingenes usle arbejdsbetingelser”.

” I 1969 tog jeg til Paris, hvor jeg fik et job som grafiker. Der skete meget i Paris i denne tid. For os drejede det sig om at føre de resultater, som med Maj 68 var gjort på gaden, ind i selve produktionen.

Som forbillede gjaldt naturligvis i høj grad operaisme-bevægelsen (1), der stammede fra de store italienske industri – og produktions-centre. Erfaringer fra ufaglærte arbejdere fra Sydtalien som kom til de store virksomheder mod nord i landet.

Deres franske pedant kom først og fremmest fra Nordafrika. Disse arbejdere havde foruden deres økonomiske kamp også kampen mod racisme.

De ældre blandt de algierske arbejdere havde naturligvis også erfaringer fra deres befrielses-krig mod den franske kolonialisme.

Det var derfor ikke så underligt, at de i høj grad identificerede sig med det palæstinensiske folks kamp mod de zionistiske kolonisatorer.

Palæstina-komitéerne i Frankrig var en slags massekomitéer af nordafrikanske arbejdere, som i det palæstinensiske folks kamp så et forbillede for deres egen
kamp mod racismen i Frankrig.

Arbejdet med disse komitéer var for mig på en eller anden måde også en vigtig nøgle-oplevelse, de var jo lidt specielle og særartede i Europa. Det var på dette tidspunkt jeg engagerede mig i det palæstinensiske folks kamp.

I Paris og senere i Schweiz har jeg naturligvis lavet forskellige politiske plakater
og illustrationer til bog – og tidsskriftomslag. Denne form for aktivitet kunne jeg imidlertid først rigtig udfolde i mit arbejde for den palæstinensiske modstand.” 
* (Forstør ved at klikke på billedet):

I 1976 ankom han til byen Saida i det sydlige Libanon og boede i forskellige palæstinensiske lejre indtil 1982, hvor Israel besatte dele af Libanon.
De fleste palæstinensiske militante forlod Libanon og drog til Tunis. (Hvorefter de fascistiske falangister ledet af Elie Hobeika i september 1982 med den fhv. israelske forsvarsminister Ariel Sharons billigelse begik massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chatila).

Marc tog ikke til Tunis som de andre, men bosatte sig i den palæstinensiske Yarmouk-lejr i Syrien. Under navnet Jihad Mansour lavede han politiske plakater
og illustrationer, som beskriver mange af det palæstinensiske folks ofte meget bitre faser og tilbageslag i deres kamp for befrielse og for retten til at vende tilbage til det hjemland, de er blevet fordrevet fra. (2) 
I disse år skabte han også utallige forsider på PFLPs (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) internationale tidsskrift Democratic Palestine. 

Med sorg fik vi at vide, at Marc døde den 8. april.

Vi har lært Marc at kende som et ukueligt, empatisk

og kreativt menneske.

Flere år efter hans udvisning fra Danmark besøgte nogle af os ham i Zürich, hvor han boede og arbejdede som underviser ved en grafisk skole. Hans politiske engagement for palæstinensernes sag var fortsat i fokus.
________________
Rest in Peace, Marc, god kammerat og ven!
autonom infoservice
11. april 2023

___
Relaterede links

• autonom infoservice: 
  Marc Rudin anmelder Assata Shakurs selvbiografi ”Assata”
• Socialistisk Bibliotek:
   Blekingegade-sagen
• Snylterstaten.dk : 
  Antiimperialisme & klassekamp i en globaliseret verden

Noter

1. Operaisme er en kampstrategi, der opstod ifm.
   de italienske arbejdskampe mod den kapitalistiske omstrukturering og fornyelse af produktionsapparatet. Men også i kampen mod fagforeningernes og de reformistiske arbejderpartiers målrettede klasse-samarbejdspolitik.
   Arbejderkomitéerne repræsenterede deres med-lemmer i samtlige samfundsrelevante spørgsmål
   og afviste partiets rolle som politisk stedfortræder / formidler. Hvad der fremkaldte heftige konflikter med især tillidsfolk fra kommunistpartiet PCI, der anså arbejderkomitéerne som en konkurrence til deres mangeårige monopolstilling. Denne omfattende strategiske kritik - kaldet operaisme - kortlagde i
   sine analyser den kapitalist-iske hverdags øde-læggelse af menneskelige værdier som kreativitet, omsorg, solidaritet, interkommunikative relationer m.v. 
   Operaismens konklusioner mundede ud i at propagandere nødvendigheden af en fuldstændig ødelæggelse af de eksisterende produktionsforhold og udvikling af en helt anden rationalitet i alle dele af samfundslivet. Operaismen slog igennem i de store arbejderkampe på Fiat-fabrikkerne og i talrige andre koncerner i årene 1968 / 1969. 
   
   
2.  Se autonom infoservice: Palæstina: ”Al-Nakba” - et strejftog gennem den udslettede fortid 
   
   
3. I den periode Marc var fængslet i Tyrkiet havde vi en kontinuerlig brevveksling med ham. Et mindre udpluk af brev fra Marc Rudin, Istanbul 18. marts 1993 (Oversat fra tysk til dansk):
   _______________________
   Kære kammerater! Det var en overraskelse for mig, da jeg i dag modtog jeres brev, demofoto, resolution og Autonomi Newsletter nr.7. Min advokat sagde, at jeg ville modtage de vedlagte penge senere. Jeg takker jer hjerteligt.
   Jeg var meget overrasket over, at I også havde organiseret en demo, hvor I klargjorde forbindelsen mellem den danske og den tyrkiske regering (Nato, Tyrkiets bestræbelser på et opnå EF(nu EU-) medlemskab, og repressionsmaskineriets over-vågning af tyrkiske migranter i Danmark).
   Det hele er uklart angående min udlevering til Danmark, det er næsten umuligt at lave en konkret vurdering af det, da så meget afhænger af et Kafka-agtigt bureaukrati.
   Et problem for mig her er, at jeg ikke er anerkendt som politisk fange, fordi jeg ikke er anklaget for nogen politisk handling i Tyrkiet, men for besiddelse af et falsk pas og for at krydse grænsen illegalt. (...)