50 år siden militærkuppet: Chiles kæmpende revolutionære venstrefløj

Chiles revolutionære bevægelse ’Movimiento de Izquierda Revolucionaria’ (MIR) forsøgte frem til 1973 at forcere folke-magtstrukturer fra neden.

Efter det blodige militærkup under ledelse af Augusto Pinochet d. 11. september 1973 organiserede MIR den væbnede modstand.
Undergrundskampen var præget af kaos, som først og fremmest skyldtes den totalt uforberedte parlamentariske venstrefløj, der afviste alle advarsler om militær-kup.

I slutningen af 1973, nogle måneder efter militærkuppet, blev Bautista Van Schouwen, læge og aktivt medlem af Chiles kæmpende revolutionære bevægelse ’Movimiento de Izquierda Revolucionaria’ (MIR) taget til fange af militæret.
Han blev ligesom mange andre venstre-orienterede brutalt tortureret af fangevogtere. Under sit forhør sagde Van Schouwen til sin torturbøddel: "Du ved ikke, hvad du torturerer mig for, men jeg ved, hvad jeg dør af". 
Van Schouwen overlevede ikke torturen.

Ved hjælp af CIA-specialister optrevlede militæret MIRs undergrundsstrukturer i flere omgange og mange af MIRs aktivister døde enten i direkte væbnet konfrontation eller under tortur.

• 1963 – 1973: Revoltens årti

Da ’Movimiento de Izquierda Revolucionaria’ (MIR) blev dannet i 1965, var Chile økonomisk dybt afhængig af de amerikanske koncerner, der blandt andet ejede landets nøgleindustri – kobberminerne. Det chilenske borgerskab var bundet af tusinde bånd til USA imperialismen.

Desuden var styrkeforholdet mellem landets dominerende klasser og den udbyttede, fattige befolkning ekstrem ulige. Fagforeningerne og arbejderpartierne havde været udsat for systematisk forfølgelse og var blevet forbudt i flere omgange. Bønderne - især mapuche-indianerne - led under vægten af en ældgammel latifundia med store jordejendomme og de hungrede efter egen jord.  

MIR var lige fra starten en heterogen bevægelse, der bestod af leninister, socialister, trotskister og anarkister.
Fælles for dem var et ønske om revolutionær forandring af samfundet fra neden:  
MIR's principerklæring fastslog, at "kampene for national befrielse og landbrugsreform er en proces med permanent, uafbrudt socialt oprør.  En kamp der vælter borgerskabet fra magten og gennem-fører de sociale reformer, der kombineres med socialistiske tiltag nedefra.”

MIR adskilte sig kraftigt fra de øvrige venstre-orienterede partier, der dannede en koalition med Salvador Allende i spidsen, ved at  afvise den parlamentariske venstrefløjs strategi om en " fredelige samfundsforandrende overgang”,

• fordi parlamentarismens strategi politisk regulerer klassekampen indenfor den kapitalistiske stats institutioner,
• og fordi borgerskabet ikke ville acceptere en demokratisk afvikling af deres
  magtbeføjelser og ville sætte sig til modvære med alle tænkelige midler.

Således lød MIRs programatiske ’profeti’ en hel del år, før dette blev en grusom realitet den 11. september 1973.... Disse positioner skulle senere vise sig at være en hindring for enhver tanke om at slutte sig til Allendes folkelige enhed.

• MIR og Cuba

MIR havde udviklet sig i skyggen af den cubanske revolution, som viste en vej til magten gennem væbnet folkeoprør.
Selvom Fidel Castro og co. retorisk støttede en væbnet folkeopstand, var tingene i Chile ret modstridende. 
På den ene side var nogle medlemmer af MIR med Miguel Enriquez i spidsen på Cuba for at få militær træning samt logistisk støtte fra den cubanske efterretningstjeneste.
På den anden side var Cuba bundet til Sovjetblokken og dens internationale alliancer af kommunistiske partier. Disse partier, herunder Chiles kommunistiske parti PCC, var irriterede over den cubanske opbakning til den radikale venstrefløj i deres respektive lande. De klagede derfor til Sovjetunionen over Cubas ageren.
MIR derimod var ligesom den globale revolutionære venstrefløj ikke bundet til Sovjet-unionen og fordømte f.eks. kategorisk den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. En begivenhed som Fidel Castro halvhjertet forsvarede.

Cuba sympatiserede politisk-strategisk med MIR, men var på grund af de sovjetiske bureaukraters direktiver tilbageholdende med at levere våben.

• MIR forbydes af den kristendemokratiske regering

Indtil Salvador Allendes valgsejr praktiserede MIR en strategi i form af selektive væbnede og direkte aktioner. Der blev gennemført bankrøverier for at finansiere organisationens logistik. Der blev organiseret plyndringer i store supermarkeder med efterfølgende omfordeling i slumkvartererne og der blev sørget for bevæbnet støtte ifm. landbesættelser og strejkeaktioner. Dette resulterede i 1969 i, at den kristen-demokratiske regering forbød MIR.
Situationen i slutningen af 1960’erne blev mere og mere polariseret. I 1970, da der igen var præsidentvalg, blev det kristdemokratiske parti splittet og ’Unidad Popular’-alliancen * der blev dannet i 1969 med Salvador Allende i spidsen, lovede i tilfælde af deres valgsejr en politik, der var målrettet med henblik på en fredelig overgang til socialisme. 
Selvom MIR havde en helt anden tilgang til socialistiske tiltag, var valget af Allende - en erklæret socialist, der agerede for en illusionær fredelig parlamentarisk transformation til socialisme, et dilemma. Uden at droppe deres program, hvordan skulle MIR reagere på Allendes valg?

Salvador Allende var en mangeårig socialist, der som læge havde talt for arbejdere og fattige siden slutningen af 1930'erne. Han blev set som en forkæmper for de fattige og havde stillet op til præsidentposten flere gange.
På trods af den undertrykkelse, som Allende og venstrefløjen var udsat for, forblev han en engageret fortaler for socialismens fredelige vej. Selvom Allende var medlem af det chilenske reformistiske socialistparti (PS).

________________________________
* Unidad Popular (Folkets Enhed) bestod af en alliance af forskellige mere eller mindre venstreorienterede partier: Allendes Socialistparti PS, Kommunistpartiet PCC (Sovjet-unionen orienteret), det progressive, borgerlige Radikale Parti, MAPU - en progressiv fløj, der udskilte sig fra det kristendemokratiske parti, det venstre-socialistiske  Uafhængig Folkeaktion (API), det lille moderate socialdemokratiske parti samt det venstreorienterede Izquierda Cristiana de Chile, der tilsluttede sig koalitionen noget senere. 

• Chiles Kommunistiske Partis rolle i Unidad Popular

Foruden Allendes eget Socialistparti indtog Chiles Kommunistiske Parti (Partido Comunista de Chile - PCC) en afgørende rolle indenfor Unidad Popular. Partiet, der havde dybe rødder i Chiles arbejderklasse, var ideologisk og organisatorisk orienteret til en strikt fredelig parlamentarisk for-andring af samfundsforholdene. Da kommunistpartiet sluttede sig til Allendes folkelige enhed og deltog i regeringen, udgjorde partiet den mest legalistiske part af koalitionen. 

Socialistpartiet (PS) på den anden side var betydeligt mindre politisk homogen. Partiet blev dannet i starten af 1930’erne og var i 1960'erne en politisk mangfoldig størrelse.
Det omfattede fløje, der knap nok adskilte sig fra moderate europæiske socialdemokrater til kristne socialister, syndikalister, erklærede revolutionære marxister og libertære socialister, hvis sympatier lå mere eller mindre tæt op på MIR.

Selvom den militante venstrefløj af Socialist- partiet var en minoritet, søgte den til tider fælles sag med MIR. Salvador Allende havde selv familiebånd til MIR (hans nevø Pascal Allende var i MIRs ledelse) og havde en slags følelsesmæssig tilknytning til gruppen.
Kristdemokraten Eduardo Freis samfundsstabiliserende reformer fra midten af 1960’erne pressede Socialistpartiet til venstre, mens kommunistpartiet derimod støttede op om Freis reformorienterede lovgivning.

• Situationen efter Unidad Populars valgsejr

I slutningen af 1969 skete der en opblussen af klassekampe og på den baggrund dannedes ’Movimiento de Accion Popular Unitaria’.
Ved præsidentvalget den 4. september 1970 fik venstrekoalitionen Unidad Populars kandidat Salvador Allende 36,4 procent af stemmerne – og vandt dermed knebent over de to kandidater fra den indbyrdes splittede borgerlige lejr. 

Allendes valg forenede det ellers politisk opsplittede borgerskab. Det ville gøre alt, hvad der kunne tænkes, for at standse enhver overgang til socialisme.
Mange kapitalister overførte deres likvide kapital ud af landet, de saboterede vare-cirkulationen, finansierede væbnede fascist-iske bander og saboterede regeringens politik på alle tænkelige måder. Støttet og vejledt af amerikanske interesser og det politiske establishment.
Allende-regeringen havde kun kommandoen over den udøvende magt. Den borgerlige opposition var forankret i den lovgivende forsamling og var dermed i stand til at hæmme Allendes sociale programmer. Domstolene, hæren, politiet var alle forpligtet til at beskytte kapitalistisk udbytning.

• Allendes valg resulterede i en generel radikalisering
  blandt arbejdere, bønder og studerende

MIR befandt sig ofte i spidsen af de sociale kampe, som tog fart. De støttede tvungen ekspropriation til gavn for de fattige og MIRs arbejdermedlemmer var aktive i strejker og i det voksende antal fabriksbesættelser.
Krævede enhed af alle venstrekræfter. MIR mente, at Allendes valg "har skabt muligheden for at afsløre og bryde de borgerliges pseudodemokratiske spil" og konkluderede, at den revolutionære kamp måtte ledsages af bevæbnede formationer, fordi de borgerlige ville gribe til alle midler for at overvinde Allende-regeringen.
For at konfrontere de reaktionære kræfter med samlet styrke, forsvare de sociale landvindninger og udbrede klassebevidstheden, opfordrede MIR til enhed af alle venstrekræfter.

• MIR i årene under Allende-regeringen

Allende-regeringen gennemførte i de efterfølgende tre år nogle af nøgle-komponenterne i Unidad Populars program.

USA-ejede kobberminer blev således nationaliseret. Det samme skete med de fleste tekstil-, metal-, cement-, fiskeri- og elektronik virksomheder, der blev del af kooperativlignende produktioner. Alt dette sammen med nationalisering af monopol-virksomheder og beslaglæggelse af banker forandrede styrkeforholdet i den centrale økonomiske sektor. 
Borgerlige og pro-imperialistiske interesser blev på den måde minimeret af Allende-regeringen.

Selv den tøvende jordreform, som var gået i stå under den borgerlige Fre-regering, begyndte at tage fart under Allende. Der var også en voksende radikalisering i klassekampen, som sprængte den borgerlige lovgivnings grænser.

Alt dette gik ikke upåvirket hen over kapitalisterne, både i og uden for Chile. Chile blev nægtet kredit fra udlandet. Ekstreme højrenationalistiske og fascistiske grupper angreb tilhængere af regeringen. Militærets ledende instanser var i ledtog med CIA og bevægede sig i retning af et kup. Nationaliseret ejendom blev saboteret. Den borgerlige opposition gjorde alt, hvad der var muligt i den lovgivende forsamling for at bremse Allende. 

På grund af artiklens længde har vi opdelt den i to dele. 
  - folk fra autonom infoservice - 
UPDATE. Chiles revolutionære venstrefløj: Årene op til og under militærkuppet (2.del)