I september 1972, et år før militæret tog magten, var Allende-regeringen kommet i defensiven.
Chiles borgerskab organiserede sine kræfter i medierne og på gaderne. Økonomien stod over for en nedtur med stigende inflation og mangel på varer. Landets højrefløjsopposition mente, at
tiden snart var inde til at vælte Allende-regeringen ...
autonom infoservice
50 år siden
militærkuppet: Chiles kæmpende revolutionære
venstrefløj (1.del)
- Kampen for beslaglæggelser af godsejernes jord og opbygning af selvforvaltningsstrukturer
MIR lod ikke deres tidligere forsigtige støtte til Allende afholde dem fra at indtage en aktiv rolle i klassekonfrontationerne.
For eksempel håbede Allende på at kunne gennemføre en gradvis jordreform på landet. MIR-gruppen på landet pressede på for beslaglæggelser af
godsejernes jord, hvilket førte til sammenstød med para-militære politi-enheder.
Allende opfordrede til orden, men bad MIR-medlemmer bag kulisserne om at fortsætte deres støtte til land-befolkningens ekspropriationer for at skubbe reformen fremad.
Allendes koalitionspartnere modsatte sig MIR's handlinger - med undtagelse af Socialistpartiets venstrefløj, der bakkede op bag MIR - og støttede politiaktionerne mod jordbesættelserne.
Selvom Allende nationaliserede store dele af den kapitalistiske industri, mente MIR ikke, at en udvidelse af statssektoren var det samme som
socialisme (i modsætning til kommunistpartiet).
MIR afviste således statskapitalistiske tiltag og fremlage et socialrevolutionært program, der sigtede mod ødelæggelse af selve den borgerlige stat. Istedet for frem-lagde organisationen en
køreplan, der skulle bringe spørgsmålet om arbejdermagt i form af arbejderkontrol og selvforvaltning på banen.
- April 1971: Arbejderne overtager kontrollen af tekstilfabrikken Yarur
Det var første gang, at arbejderne, ikke staten, overtog en stor virksomhed. Det var et eksempel, der snart ville blive efterlignet af andre
i hele Chile.
Yarur-arbejdernes overtagelse af produktionen satte Allende-regeringen i en vanskelig position; den kunne enten returnere fabrikken til dens ejere eller acceptere arbejdernes krav og dermed åbne
op for en bølge af fabriksbesættelser i stil med de igangværende ukontrollerede ekspropriationer i de landlige områder.
- Flertal af arbejderne troede på de væbnede styrkers neuralitet
Socialistpartiets venstrefløj og MIR pressede i fællesskab på for at organisere den ’Revolutionære Arbejderfront” (FTR) med væbnede
arbejdermilitser i landets miner og på fabrikkerne for at udvide arbejdernes beslaglæggelse af produktionsmidlerne som den bedste måde at sikre deres hurtige socialisering nedefra.
Selvom MIR hilste Yarur-bevægelsen med entusiasme, indrømmede de, at de ikke kunne konkurrere med Unidad Popular-partiernes indflydelse indenfor landets fag-bevægelse.
Yarur-arbejdernes flertal mente også, at det ikke var nødvendigt at skabe væbnede arbejdermilitser, da de i ovensstemmelse med den parlamentariske venstrefløj troede, at de væbnede styrker ville
forblive neutrale i den accelererende klasse-konfrontation.
-
Arbejdernes ”cordones industriales”
- en forform af arbejderrådsstrukturer
I september 1972 var regeringen i defensiven. De borgerlige organiserede sine kræfter i medierne og på gaderne. Økonomien stod over for en nedtur med stigende inflation og mangel
på varer. Oppositionen og CIA mente, at snart var inde til at vælte Allende-regeringen.
Lastbilejerne blev mobiliseret, og deres fagforeninger begyndte et omfattende transportstop i oktober.
Snart gik arbejdsgivere over hele Chile med i offensiven, hvilket førte til en større lockout. På trods af bourgeoisiets handlinger fortsatte arbejderne deres kampe med uformindsket styrke, og
MIR befandt sig i spidsen af det.
Kort efter lockouten begyndte, var de fleste af landets industrier i hænderne på arbejderne: Stillet over for arbejdsgiverens lockout viste de i praksis, at produktions-processen ikke behøvede
chefer.
Arbejdsgiverstrejken havde skabt en fælles modstander, hvilket førte til større enhed blandt arbejderne. Da lockouten skabte
forsyningsproblemer, dannede arbejderne ”cordones industriales” (industribælter, der koordinerede fabriksarbejdere på tværs af forskellige industrier og fagforeninger i forskellige geografiske
områder).
Disse cordones industriales kontrollerede distribution og transport. For MIR var disse cordoner forformer af basisdemokratiske folkemagtsorganer, der udviklede sig i takt med klassekampens
radikalisering.
Ved udgangen af oktober var dele af arbejdsgivernes lockout-front brudt sammen og blev derefter aflyst.
- Politiet gennemfører razziar mod MIRs lokaler og våbendepoter
MIR var også bekymret over den voksende trussel fra militæret i et potentielt kup.
Fra tidspunktet omkring Allendes valg sagde MIR, at de var ved at udvikle et militær-apparat til at forsvare venstrefløjens valgsejr.
I den forbindelse oprettede organisationen våbendepoter, udviklede parallele glandestine organisationsstrukturer og trænede deres medlemmer i guerillataktik.
Den revolutionære venstrefløj var dog på ingen måde indstillet på at fremkalde en for tidlige konfront-ation med hæren, som de var klar over ville tabe.
Alt imens fortsætte det kommunistiske parti at fordømme MIRs ”eventyrisme” og i forlængelse heraf fik politiet ordrer til at gennemføre snesevis af razziaer mod MIRs lokaler og bosteder, hvilket resulterede i en del voldsomme konfrontationer med MIR medlemmer.
På samme tid sørgede Socialistpartiets ledelse at ekskludere alle medlemmer af partiet der var kendt for at sympatisere med den revolutionære venstrefløj.
- MIRs kontakter indenfor militæret
Da situationen i Chile blev mere og mere polariseret i juli-august 1972, skete der et mærkbart ryk til højre for hele det borgerlige lejre. I sommer 1972 advarede MIR's kontakter i hæren om de
igangsætte kupplaner i militærledelsen.
Omkring dette tidspunkt, var den erklærede den progressive kristne fløj omkring partiet MAPU og Allendes Socialistpartiets flertal sig enig med MIR. Ikke desto trods blev partierne ved med at
engagere sig lovkonform indenfor de parlamentariske institutioner.
Militærkuppet er i gang
Det var MIR's håb, at venlige officerer og soldater ville handle mod det forventede kupforsøg, og at MIR-medlemmer i hæren kunne pacificere
kupcentrene.
Yderligere ønskede MIR, at disse progressive lag af officerer skulle give dem adgang til militære arsenaler, så de kunne distribuere våben til de regeringsloyale enheder og iværksætte et
forebyggende angreb.
MIRs talsperson Miguel Enriquez sagde i en tale ved en folkeforsamling at
" underofficerer, menige soldater og politifolk bør ikke adlyde ordrer, givet af officerer involveret i et kup, og i så fald vil alle former for kamp være legitime."
Samtidigt blev
kendte MIR-medlemmer i udsatte positioner allerede smuglet ud af Chile.
Den militære efterretningstjeneste DINA (Dirección de Inteligencia Nacional) var på dette
tidspunkt allerede i høj omdrejning. MIR blev set som den mest aktive trussel for kuppets gnidningsløse gennemførelse.
I perioden juli til starten af september 1973 blev samtlige kendte MIR-venlige soldater anholdt, tortureret og i al hemmelighed likvideret. Mange af MIRs hemmelige våbendepoter
blev afsløret af medlemmer under tortur og derefter stormet af militæret.
Alt imens Unidad Populars partier blev ved med at sætte deres lid til, at flertallet af hærledelsen (- dertil talte de også general Augusto Pinochet! -) ville neutralisere de kupforberedende
cirkler.
Den 11. september 1973 gik MIR's værste profetier i opfyldelse. Militæret rejste sig under ledelse af general Augusto Pinochet og tog
magten.
Den 11. september 1973 tidlig om morgenen besætter enheder fra flåden, luftvåbnet og militærpolitiet strategiske positioner over hele landet
og bombarderer præsidentpaladset "La Moneda" i hovedstaden Santiago.
Trods sporadisk modstand blev landet
hurtigt låst fast med soldaternes støvler på struben. Fra dette øjeblik blev Chile styret af maskinpistoler.
- Chiles præsident Salvador Allende sammen med kammerater fra ”Grupo de Amigos Personales”, herunder medlemmer af MIR, foran "La Moneda" ved starten af militærkuppet:
Tortur, koncentrationslejre og mord blev dagens orden. Tusindvis af tilhængere af Allende-regeringen og den revolutionære venstrefløj
forsvandt under militærstyret. Chiles eksperiment om en fredelig reformovergang til socialisme blev erstattet af kapitalismens brutale reaktion.
Pinochet-styret var fast besluttet på, at venstrefløjen skulle fuldkommen udslettes. De erklærede krig mod marxismen og fokuserede på de eneste, der reagerede med organiseret modstand: MIR. Således erklærede Pinochet, at alle fængslede MIR-tilhængere "skal tortureres...uden tortur synger de ikke.".
-
Folkesangeren Victor Jara i Chile Stadium
(hans sidste sang før han blev myrdet af soldater):
- Neoliberalismens indtog
I 1975 indtog neoliberalismen Chile - som første land i verden. Fremtrædende ultraliberale økonomer som Milton Friedman og Friedrich von Haydek, de såkaldte
”Chicago Boys”, leverede idéerne til den senere så velkendte neoliberalistiske samfundsmodel.
Der blev iværksat en storstilet privatisering af den sociale sektor, af hele uddannel-sessystemet og af servicesektoren. En hensynsløs deregulering af de tilkæmpede faglige rettigheder,
neutralisering af fagbevægelsen og ophævelse af al form for kontrol med markedskræfterne gjorde Chile til et lukrativt sted for multinationale koncerner.
Den væbnede modstand
Nu hvor Pinochet var ved magten, kunne alle illusioner
om parlamentariske overgansstrategier lægges i graven. Den guerillakamp, som havde ligget i dvale i Allende-årene, blev nu taget op.
Chilensk efterretningstjeneste rykkede hurtigt mod MIR.
Torturen og nedbrydningen af MIR-aktivister førte i oktober 1974 til MIR-lederen Miguel Enriquez’s skjulested. Miguel blev dræbt i en shoot-out, hvilket eliminerede et af de mest synlige
MIR-ansigter udadtil.
MIR aktivister, deriblandt Andres Pascal Allende, mødtes i oktober 1975 i Malloco, Chile, for at koordinere kampen.
Igen opdagede den chilenske efterretningstjeneste deres placering, og det kom til heftig skudveksling. Pascal og andre formåede at slippe ud af landet.
I de kommende år forsøgte MIR igen og igen at reorganisere deres aktionsstrukturer i Chile, som indtil starten af 1980’erne stort set var de eneste, der gennemførte aktioner mod
Pinochetstyret.
Først på dette tidspunkt dukkede en anden guerillagruppe op - 'Frente Patriótico Manuel Rodríguez' der opstod ud fra dissidentkredse fra Chiles Kommunistiske
Parti.
(* se autonom infoservice ”Attentatet på kupgeneralen Augusto
Pinochet” )
- Juntaens forbrydelser
Mindst 3000 aktivister fra venstrefløjen blev myrdet under militærjuntaens regime, omkring 100.000 chilenere blev vare-tægtsfængslet og
over 27.000 politiske fanger blev ifølge den chilenske under-søgelseskommissionen "Valech" * udsat for tortur.
Mange af de kvindelige politiske fanger
blev udsat for voldtægt og uhyrligt brutale sexistiske overgreb.
En million chilenere blev drevet i eksil.
Omkring 500 børn af gravide politiske fanger blev frataget kvinderne og givet til juntaens tilhængere. De fængslede mødre blev derefter myrdet.
* på spansk: Comisión Nacional sobre Prisión Política y
Tortura
* på tysk via wikipedia (OBS. advarsel - meget barske beretninger)
- Intet er tilgivet - Intet er glemt!
Da Pinochet trådte tilbage i 1989, indstillede MIR sin væbnede kamp.
MIR forbliver et
venstreradikalt parti den dag i dag, der deltager i de forskellige folkelige kampe.
I sidste ende var MIRs engagement et modigt og
beundringsværdigt forsøg på at kæmpe for en frigørende socialisme nedefra i Chile - og kampen fortsætter!
_______________________
(Skrevet af ikh. og al. /autonom info-service. Vi var begge involveret i Chilesolidaritets aktiviteter:
ikh. som ganske ung i SalvadorAllende-komitéen og al. som VS’er i Chilekomitéen)
Movimiento de Izquierda Revolucionaria
* MIR de Chile 2023
* MIR på facebook
Relateret
autonom infoservice
konfront
Socialistisk Biblioteks artikelarkiv
MIR i dag
(Forstør ved at klikke på billedet):
- Anvendte kilder
* LINKS - International Journal of Socialist Renewal – Australia:
Chile's Revolutionary Left Movement under Allende and Pinochet
(2016)
* International Viewpoint:
CHILE: Looking back at popular power 1970-1973 (2013)
* wikipedia:
The Cautín Agrarian Revolt by the Chilean peasants
- Litteratur
* Willi Baer, Karl-Heinz Dellwo: MIR – Die Revolutionäre Linke Chiles (Bibliothek des Widerstands, Band 11). LAIKA-Verlag, Hamburg 2011, ISBN 978-3-942281-80-5
* Volker Petzoldt: Widerstand in Chile. Aufrufe, Interviews und Dokumente der MIR, Berlin 1974, ISBN 3-8031-1054-8
* Gaby Weber: Die Guerilla zieht Bilanz. Gespräche mit Guerilla-Führern in Argentinien, Bolivien, Chile und Uruguay. Gießen 1989, ISBN 3-88349-375-9,
Santiago, den 13. december 2019: