Gaza: ”Lige nu vil vi bare overleve”

(Forstør ved at klikke på billedet)

• ”Vi befinder os i en situation, hvor et barn bliver dræbt
  hvert tiende minut i Gaza”

Israels militære offensiv i Gaza fortsætter uformindsket. Ifølge Gazas sundhedsministerium er over 9922 palæstinensere blevet dræbt under Israels bombardementer, heraf mere end 4880 børn (5. november 2023)

" Lige nu befinder jeg mig i Khan Yunis i det sydlige Gaza, hvor en af min families venner har givet mig husly. For lidt over en uge siden måtte vi forlade vores hus i Jabalya i Nordgaza. Min onkel vækkede os og brølede, at der var kommet en update fra det israelske militær, og at vi straks måtte tage sydpå.

Der var ingen strøm, alt var mørkt.
Jeg ville tage alle mine minder, fotos og tøj med mig. Men jeg havde kun en
lille taske. Det endte med, at jeg bare tog mit pas, lidt penge og et par stykker
tøj med mig. Så samledes vi udenfor ved hoveddøren til vores hus. I huset bor der syv familier: Min fars, hans brødre, to af mine tanter og min bedstemor.
Vi stod udenfor – det var mørkt – og vi overvejede: Hvad gør vi nu? Hvor kan
vi tage hen? Vi har kun en bil til hele familien. Hvordan skulle vi løse det
problem logistisk?

Til sidste endte vi med at blive i vores hus. Hvis vi dør nu, så i det mindste
der hjemme. Natten var frygtindgydende . Bomberne faldt lige i nærheden af vores hus. Næste morgen har vi så organiseret, hvor vi kunne tage hen i det sydlige Gaza. Vi delte os op på fire huse fra venner og bekendte. To i Khan
Yunis og to i Rafah nær grænsen til Ægypten.

Vi fik lov at låne en ekstra bil af en ven. Så kørte vi frem og tilbage i de to biler, indtil alle familiemedlemmer var kommet til Sydgaza. Situationen var meget angstfremkaldende, der var ingen våbenhvile under evakueringerne, ingen
sikker korridor. Flere biler blev angrebet på vejen sydpå.
I syd er det ganske vist mere sikkert end i nord, men også farligt. Igen og
igen bliver bygninger i nærheden af mig bombarderet. I nord er der
eksplosioner med minutters mellemrum, her i syd med timers mellemrum.

Vi var heldige, fordi vi kunne få husly hos bekendte. Særlig slemt er det for
alle dem, der må overnatte på UNRWAs skoler, eller i telte. I Khan Yunis er
der 30 sådanne nødherberger. Men ingen var forberedt på en så voldsom tilstrømning af så mange mennesker.
Det var første gang, jeg blev tvunget til at forlade mit hjem. Jeg ved ikke, om
jeg nogensinde ser det igen. "

" For at dokumentere krigen er jeg blevet hjemme, selvom Israel har opfordret omtrent en halv million mennesker til at forlade deres huse og tage sydpå.
Men israelerne bomber også i syd. Det giver ingen mening at forlade sit hjem,
blot for at dø et andet sted.
Jeg vil ikke have, at mine bedsteforældres historie gentager sig.
I 1948 måtte de forlade deres hjem med håb om, at de en dag kunne vende
tilbage. Jeg vil ikke forlade mit land og jeg vil ikke flygte sydpå, hvor tusindvis
af mennesker er stuvet sammen og udsættes for det ene bombardement efter
det andet. Der er ingen strøm, ingen vand, intet internet, ingen senge, ingen
tæpper, kun overfyldte sale med sultende og frysende mennesker.

Jeg bor i et hus, min far bor på 1. sal, børnene i de øverste etager. Der har
også været brand i mit hus. Min søn spurgte: ”Hvornår er krigen forbi? Lad os give op”. Jeg hører på det han siger, men det er kun stater, der kan kapitulere,
vi er ikke en stat. Mine børn er traumatiseret, de sover dårligt, har mareridt,
tisser i sengen og græder, når de vågner. De spørger hver dag, hvornår krigen
er forbi. De er megt tapre.
Om dagen leder vi efter ofrene og de ødelagte huse. Aftenerne er de værste,
da Israel bombarderer om natten. Selv i al-Remal, en af de bedste dele af
Gaza by, er bygninger blevet ødelagt. Alt ligger i ruiner. Mit kontor er også ødelagt. Mange mennesker er omkommet, hele familier er blevet dræbt. 

Det er blevet besluttet, at alle i Gaza har ret til en halv liter vand om dagen.
Men der er mangel på vand og der er næsten ikke mere mad.
Fem bagerier er blevet bombarderet. Israel bombarderer alt, der har med
dagliglivet at gøre. I over en uge har menneskene i Gaza stort set ikke haft hverken mad og drikke eller medicin.
Flertallet af de unge her, som er under 30, har aldrig været udenfor Gaza-
striben. De er pga. den israelske belejring indespærret i dette snævre område.
De har kun kendt til vold, indskrænkninger og undertrykkelse. Alt håb er tabt. "

"Jeg har to børn, en søn på 10 og en datter på 13.
Dette er ikke den første krig, de oplever. Men det er første gang, vi som familie måtte forlade vores hjem i Gaza by. Fredag morgen den 13. oktober flygtede vi
i bil til Khan Yunis i det sydlige Gaza.
Mine børn har panisk angst. Når de spørger mig, hvorfor dette mareridt finder sted, svarer jeg: Israelerne besætter os, de har stjålet vores land. Vi har denne her konflikt, fordi vi vil være frie, det er vores ret.
Mine børn får ingen undervisning lige for tiden, alle skoler er lukkede. Sådan er det altid i nødsituationer. Mine børn har ikke oplevet et eneste skoleår uden af-brydelse.
Da min søn gik i første klasse, kom coronaepidemien – undervisningen blev indstillet. I anden klasse måtte han begynde helt forfra med læsestoffet.
I tredje og fjerde klasse var der flere mindre eskalationer med Israel, som
betød, at skolerne var lukket igen og igen. Nu i femte klasse så atter en gang.
Jeg behøver egentlig ikke at forklare mine børn situationen, for de kender realiteten, de lever i den.
De har aldrig været udenfor Gaza. De drømmer om at rejse og spørger hele
tiden: Mor, hvorfor kan vi ikke tage til Vestbredden, til Jerusalem, til Haifa eller
til Ægypten gennem grænseovergangen Rafah? Så forklarer jeg dem: Der er andre mennesker, for hvem det er mere presserende at rejse, folk der er syge eller har forretninger at passe udenfor Gaza.
Jeg vil ikke forlade Gaza for altid, det er min hjemby. Min familie stammer fra Gaza by . Men jeg ønsker for mine børn, at de en dag kan leve udenfor Gaza.
Jeg ønsker, at de skal føle sig i sikkerhed , at de ikke konstant skal frygte,
døden. Lige nu vil vi bare overleve."

____________________________________

(Beretningerne er oprindeligt offentliggjort i det tyske taz-Wochenzeitung, d. 27. oktober 2023, printudgave. Oversat og let forkortet af folk fra autonom infoservice)