Hvor står Tysklands revolutionære venstrefløj i dag?

– En rundbordssamtale i Berlin med aktivister fra 14 bevægelser, organisationer og kollektiver.
Spørgsmålene som deltagerne diskuterede var blandt andet: 
* Hvordan ser I den omfattende
krise og lammelse af den venstre-  radikale fløj? * Hvilke områder er særligt i jeres fokus? 

I rundbordssamtalen deltog aktivister fra 14  bevægelser, organisationer og kollektiver.

Interviewet er ført af det tyske venstrefløjstidsskrift analyse & kritik – ak, i december 2023. autonom infoservice har oversat et uddrag af debatten.

Tatjana Söding: I Zetkin Collectives er vi ekstremt opmærksomme på lammelsen, også på det personlige plan. Især Gaza-krigen har forstærket denne lammelse.
- Begrebet polykrise hjælper os med at beskrive den aktuelle situation. Fordi den beskriver overlapningen mellem forskellige kriser, men samtidig også det faktum, at de ikke bliver løst.
Ingen af de seneste års kriser er endeligt afsluttet. Corona-krisen spiller stadig en stor rolle i vores analyser, fordi den var så vigtig for mobiliseringen af højrefløjen:
Venstrefløjens folk har trukket sig tilbage, mens højreorienterede for første gang i lang tid har fået reelle bevægelseserfaringer.
Vi arbejder også med konceptet om den omvendte krise. Det vil sige, at den virkelige krise afspejles og forvrænges af højreorienterede aktører og det konservative spektrum, mens venstreorienterede taktikker og udtryk ofte overtages af højrefløjen.

Claudia Kratzsch: Corona eller Ukraine-krigen har ikke påvirket os i Basta! så meget som gruppe.
Det, vi gør, handler altid om materiel eksistens – om at have en seng eller noget at spise, at blive forsynet med lægehjælp.  Omkring os mærker vi, at mange grupper bryder sammen.
Andre arbejdsløsinitiativer, som vi arbejder sammen med, så
som Project Shelter i Frankfurt am Main eller Workers Center i München, er stadig på bolden ligesom os. 

Johanna Schellhagen: Vi, labournet.tv, er ikke en gruppe, der diskuterer den store verdenssituation, men vi hopper derimod på de positive eksempler og forsøger at rapportere om dem. Og da store ting bare bliver ved med at ske, har vi ikke fornemmelsen af, at alting går i vasken.
Tværtimod mærker vi, at folk bliver ved med at kæmpe, og frem for alt, at det i forhold til for to år siden er tydeligere for mange, at det eksisterende system ikke fungerer.
Jeg mærker også ændringer i klimabevægelsen. Det sidste halvandet år har jeg kørt rundt med filmen "The Loud Spring", som handler om mulige veje ud af klimakrisen. Filmen argumenterer for, at vi har brug for revolutionære løsninger, at vi må overtage væsentlig produktion og gennemtvinge en fornuftig produktion.
Jeg så, hvor mange mennesker i klimabevægelsen, der er villige til at engagere sig i denne strategiske debat.

Faheem Alkalimāt: Der er meget i det, der er blevet sagt indtil videre. Men det, der står i forgrunden for mig, og jeg vil gerne træde et par skridt tilbage, er krisen i venstrefløjens ledelse. Venstrefløjen har ikke haft nogen ledelse i årtier.
I de seneste par år har jeg diskuteret dette med folk fra mange strømninger.
Jeg kommer selv fra trotskismen, men jeg kender folk fra anarkosyndikalistiske grupper, FAU, fra socialistiske grupper som SDAJ eller Ungdomsmodstanden og så videre - fra venstrefløjens radikale spektrum, så at sige. Det, vi ofte diskuterer i øjeblikket, er: Hvordan kan det være, at vi der kommer fra så forskellige baggrunde alle har gjort de samme erfaringer i vores respektive organisationer?
Disse erfaringer er: Der er ingen demokratiske diskussioner, der arbejdes ikke effektivt, alle er konstant udmattede og overanstrengte og falder fra efter nogle år. Derudover ser vi store problemer med seksuel vold i alle venstreorienterede strukturer. Især i Berlin er der så meget, som er løbet ud i sandet: I de seneste par år har der været en række nedbrydningsprocesser i organisationer og antifa-grupper, der splittes og så splittes igen.
Så "vi kom ud af venstrefløjsnicherne og ind i masserne", lavede kvarters-organisering, sociale kampe og så videre, men alt førte faktisk bare til endnu mere fragmentering.
                     _____________________________________________________

”I dag er der en nærmest prærevolutionær stemning,
  fordi mange siger: Sådan kan tingene ikke fortsætte” 
  Renate Hürtgen

Zwei: Vi, altså Platformen, diskuterer meget om de forskellige kriser, men der er ikke meget, som har ændret sig i vores strategier for, hvordan vi griber sagerne an og organiserer os politisk.
Vi forsøger i bund og grund at bryde det store op i mindre dele og se på, hvad der kan lade sig gøre i lille skala. Jeg har bare på fornemmelsen, at flere er interesserede i det her.
Som platform fokuserede vi sidste år endnu stærkere end tidligere på det inter-nationalistiske arbejde og forsøgte at se, hvordan søsterorganisationer, for eksempel i Frankrig, håndterer de samme kriser og problemstillinger, som optager os.
Hvordan forholder andre anarkistiske organisationer rundt om i verden sig til dette, og hvad kan vi ikke kun lære af dem, men også hvordan kan vi støtte hinanden?
Det ville være noget, som den sociale venstrefløj i Tyskland som helhed kunne få gavn af, altså at se på, hvad venstreorienterede laver andre steder.

Dave: Jeg vil gerne tilføje endnu et punkt. Vores princip er, at vi ønsker at have selvforvaltede organisationer. Når jeg hører, at venstrefløjen har brug for lederskab, eller at det er stor fragmentering, som er problemet, går vores analyse i en anden retning.
Den autoritarisme, som vi identificerer i det borgerlige samfund, forekommer efter vores mening også andre steder, for eksempel i nogle socialistiske grupper.
Problemer som seksualiseret vold eller fragmentering – autoritarisme er ofte kernen i problemet, selv i venstrefløjsgrupper. For os er en antiautoritær organisationsform ofte et svar på, hvordan man kan undgå dette.

Renate Hürtgen: Jeg vil gerne tilføje endnu en tanke om sammenhængen mellem kriser og venstrefløjens situation, som endnu ikke er kommet til udtryk.
Hvad oplever vi egentlig lige nu? Vi oplever en massiv omstrukturering af den kapitalistiske verden. Det er det, vi skal forholde os til som venstreorienterede. Efter min opfattelse er de tvister, der opstår heraf, en helt normal og logisk konsekvens af denne situation.
Det er en nødvendig nyorientering, som venstrefløjen – på verdensplan – skal foretage. Det er måske lidt sammenligneligt med det, der fandt sted i begyndelsen af 1970'erne, da den stalinistiske eller sovjetiske dominans begyndte at kollapse, og den verdenskommunistiske bevægelse var nødt til fuldstændig at repositionere sig. Jeg tror, vi er i en lidt lignende situation nu.

Johanna: Man spørger ofte sig selv, hvorfor folk er så passive og ikke gør noget, hvorfor der ikke er mere modstand og organisering.
Jeg tror, det er vigtigt at indse, at folk ikke gør noget, så længe de føler sig magtesløse, så længe de føler, at de ikke kan gøre noget, at de ikke kan få deres vilje mod magthaverne.
Så snart den følelse forsvinder, så snart der er en kollektiv kamp, og folk indser, at de har magt, ændrer det sig, så er passiviteten væk, og man kommer ind i en helt anden dynamik. 

Det er derfor, vi mener, at arbejdskamp er så vigtigt. For det der sker er, at selv-værdet og klassebevidstheden kommer i forgrunden, glæden ved oprør.
Du skal blive ved med at minde dig selv om, at den modsætning, at folk ikke ønsker at blive udnyttet, eksisterer hele tiden i kapitalismen. Derfor er der altid en vis ustabilitet.
                      ________________________________________________

„Vi har ikke kun brug for demoer og handlinger, men også strukturer og netværk, der hjælper os til at være der for hinanden”  Sanaz Azimipour

Christian Frings: Det Johanna siger handler om, at vi opfatter arbejde som fremmedgjort arbejde.
Det er noget, venstreorienterede i Tyskland efter 1989 har mistet bevidstheden om. Vi skal ikke kun kritisere lønarbejde, fordi lønningerne er så dårlige, men vi skal gøre modstand mod lønarbejdet som sådan.
Marx talte om lønslaveri, fordi lønarbejde er lig med udbytning. Også selvom det bliver antydet overfor os, at det er ensbetydende med frihed. Det kan imidlertid af systemiske årsager ikke ske i fagforeningskampen.
Eller værre: Fagforeninger gør meget for at blive ved med at ignorere dette og skabe illusionen om, at alt er i orden, hvis man bare har en standardløn, social sikring og så videre. Men nej: Det er præcis det, der er lig med udnyttelse.

Faheem: Der er ekstremt meget, vi kunne lære af bevægelser, teorier og historie fra andre dele af verden.
Men mange ting spiller næppe en rolle i venstrefløjsdiskussionerne i Tyskland. Vigtige tekster kommer nogle gange flere år eller ligefrem årtier for sent hertil. Hvis man altså er så heldig, at de bliver oversat fra engelsk eller fransk og dermed bemærket.
Med hensyn til internationalismen er det også afgørende, om der findes en stor gruppe mennesker i Tyskland, som har tilknytning til et sted.

Altså: Der er en del kurdere i Tyskland, med klubber mange steder; der er folk fra Palæstina eller Israel i Tyskland. Men der er forholdsvis få mennesker fra visse andre lande, hvor ekstremt relevante sociale bevægelser har fundet sted i de seneste ti år - så overførsel af viden derfra lykkes ikke.

Sanaz Azimipour: Jeg tror, at et af de største problemer på venstrefløjen er manglen på perspektiver. Vi dvæler hele tiden ved, hvad vi er imod, og glemmer at tænke over, hvad vi står for.
Især feministiske perspektiver minder os om behovet for "politisk fantasi", for at tænke over, hvordan vi ønsker at leve vores liv. Men hvor kommer sådanne perspektiver fra?
Meget kan læres af viden opnået fra bevægelser i andre lande. Hvilket slet ikke er anerkendt her i landet.
Lad os tage eksemplet med strejker: Der var en stor generalstrejke i Iran sidste år til støtte for Jina-oprøret, hvor man virkelig kunne lære meget om, hvordan strejker kan bruges som et revolutionært værktøj mod magthaverne.
Jeg tror, at et af problemerne i Tyskland er, at mange mennesker stadig tror meget stærkt på staten, i den forstand, at de i sidste ende tror, at de kan stole på staten.
Jeg tror, at erfaringerne fra andre lande, hvor det er mere åbenlyst for mange, at staten svigter fuldstændig, og at vi skal støtte hinanden, viser, hvordan tingene kan være anderledes.
Det betyder, at vi ikke kun har brug for demonstrationer og aktioner, men også strukturer og solidaritetsnetværk, der hjælper os til at være der for hinanden. Et praktisk eksempel vil være solidaritetsmidler i tilfælde af, at nogen mister sit arbejde, fælles selvbeskyttelsestiltag i tilfælde af kriminalisering og forfølgelse.
Fungerende strukturer, der ikke bare er aktions - eller reaktionsorienterede, hvor
det altid bare er et spørgsmål om at gå på gaden, men som også tænker på for eksempel, hvordan vi kan beskytte os, når vi demonstrerer.

Erik Hofedank: Jeg vil tage Christians pointe op om, at man skal vogte sig for en tysk provinsialistisk opfattelse. Jeg tager det op, fordi jeg kommer fra den tyske provins, fra det sydlige Brandenburg.
Vi er ret meget zoomet ind på specifikke lokale ting. Vi har ikke store venstrefløjsgrupper, der kunne splittes, men derimod enkeltpersoner, der gør noget. Derfor taler vi næsten ikke om krise overhovedet.
Der er et ordsprog om, at hvis du ligger på jorden, kan du ikke falde. Det er også min fornemmelse: Vi har en slags stabil sidestilling. På et lavt niveau fortsætter vi med at gøre vores ting, fordi det altid har været prekært, og det har vi som venstrefløj i det østlige Tyskland internaliseret kraftigt.
Og det er lidt sjovt, at nu, efter at vi altid bare har gjort vores egne ting, så kommer folk pludselig hen til os og spørger os, hvad vi laver, og de vil have svar fra os. Så den venstreorienterede krisediskurs kommer til os udefra.
Jeg har aldrig siddet i så mange strategisessioner, som jeg har gjort i de sidste par måneder. Spændende.
                       ___________________________________________

”Den som ligger på jorden, kan ikke længere falde. Det er
 også min fornemmelse: Vi har en slags stabil sideposition”

 Erik Hofedank

Sarah Schröder: Jeg kommer fra Grimma, en lille by nær Leipzig. Der lavede vi en gammel fabriksbygning om til et frigørende ungdomsprojekt.
Ud fra min erfaring kan jeg tilslutte mig det, du siger, Erik:
Der er ingen her, der taler om venstrefløjens lammelse, for det ville betyde, at der engang var en aktiv venstrefløj, som kunne lade sig lamme.
Et problem, som jeg ser hos både den parlamentariske og udenomsparlamentariske venstrefløj: Der er ikke længere et fælles sprog. Jeg er for ung til at vide, om en situation som denne nogensinde har eksisteret før, men det er bestemt et kæmpe problem.
Når venstreorienterede strukturer i storbyerne gør sig tanker, bliver det nødvendige oversættelsesarbejde ikke leveret, og det er ikke foreneligt med vores situation.

Claudia: Vores fokus som arbejdsløsinitiativ er sociale kampe, klassekampe og antifascisme.
Nazister er vores naturlige fjender, fjender af de mennesker, der kommer til os. Derfor er vi tilknyttet initiativer som "Ingen er glemt" eller NSU-Kompleks-tribunalet. Kriminalisering er også en del af det, derfor er vi med i alliancen ”Afskaf erstatnings-fængselsstraffe”.
Folk, der kommer til os, er normalt ikke i fagforening. Vi har en solidaritetsfond. For nylig var der en familie, der var blevet smidt ud af kollegiet og ingen penge havde, de skulle indkvarteres først. De strukturer, der kan reagere på dette, skal fungere på en eller anden måde. De fungerer ikke godt, men noget virker i det mindste.
Vi er ret bekymrede over den aktuelle udvikling af de autoritære strukturer og diskuterer, om Italien under Meloni for eksempel kunne vise sig at blive en model for Tyskland.
                   ________________________________________________

”Autoritære strukturer gør vores arbejde på stedet næsten fuldstændig umuligt, fordi vi altid er i en defensiv kamp”

Sarah Schröder

Sarah: Det kan jeg godt relatere til. Sachsen ligger igen til højre for Brandenburg, og mange af de ting, du frygter, er sket for os for længe siden.
De autoritære strukturer gør vores arbejde næsten fuldstændig umuligt, fordi vi altid er i en defensiv kamp. Der er næppe noget solidaritetsnetværk på stedet; det højreorienterede hegemoni lokalt er så stærk, at spørgsmål om, hvordan man bygger strukturer eller organiserer et flertal, ikke engang opstår for os.
Når der er demokratifestival, kommer der ingen, men når Höcke taler på marked-spladsen, er pladsen fyldt. Det ser jeg ingen svar på.

Hêlîn Dirik: Jeg vil gerne bidrage til det, der er blevet sagt her med noget fra den kurdiske bevægelse. 
Den kurdiske bevægelse begyndte som en national befrielses-bevægelse. Socialistiske og marxistiske ideer var altid en del af kampen, men i starten handlede det hovedsageligt om, at Kurdistan er en koloni, og kurderne skal frigøre sig.
I de seneste årtier har det udviklet sig sådan, at bevægelsen understreger: Vi kæmper ikke bare mod en stat eller et regime, men det handler om kampen mod det kapitalistiske system og en magtmentalitet, en underkastelseslogik og udnyttelse, som også omfatter de patriarkalske strukturer.
Og denne magtmentalitet skal overvindes, også i os selv.
                     ___________________________________________            

”Vi må aldrig lægge den befrielse, vi søger, i hænderne
  på stater”   Hêlîn Dirik  

Sanaz: Vores situation som feministisk kollektiv, der arbejder ift. Iran, er den samme. For os i diasporaen er krise en permanent tilstand.
Mange af os har pårørende og kontaktpersoner i Iran, og alt påvirkes af statens undertrykkelse og repression. De fleste mennesker i vores gruppe er usikre; mange giver op på et tidspunkt af frygt for at miste deres bopælsstatus eller job. Som en selvorganiseret gruppe har vi ikke fundet lang-sigtede løsninger på dette.
Det, vi også oplever, er mangel på solidaritet mellem forskellige kampe. Det har for eksempel ikke været muligt at forbinde kampe, der er forskellige, men som alle har med undertrykkelse at gøre.
Netop det vi har set på gaden her i Berlin i de seneste par uger - de generelle forbud mod forsamlinger relateret til Palæstina, kriminalisering og militarisering af hele distrikter og trusler mod deres indbyggere - var for os, som mennesker, der har levet under et autoritært regime, krast at opleve i Berlin. 

Faheem: Siden krigen i Ukraine er mange af de små frem-skridt, vi havde gjort i de foregående år, blevet fuldstændig vendt på hovedet.
Blandt andet med hensyn til NATO som en imperialistisk alliance og antiimperialisme i betydningen "hovedfjenden er i vores eget land." Nu er logikken om det mindste af to onder igen i forgrunden.

Hêlîn: Jeg vil tage det op: Vi må aldrig lægge den befrielse, som vi stræber efter, i hænderne på stater eller reaktionære kræfter.
Vi skal altid sikre, at vi skaber vores eget progressive alternativ og selvorganisering. Det skal ikke kun handle om, hvem eller hvad vi er imod, men også hvad vi egentlig er for, og hvad vi vil kæmpe for.
Jeg synes, det er meget vigtigt, men det mangler ofte i debatter: at vi ikke skal vælge mellem to onder, men kan og skal bygge et tredje alternativ og ikke indgå kompromiser eller vente på, at nogen stat giver os noget.
Noget andet bekymrer mig i denne sammenhæng, og det er, at så mange mennesker afradikaliserer sig selv ved at melde sig ind i klubber, NGO'er mv. Det er et problem, som jeg har oplevet meget i de senere år:
Stabile mennesker, der er kritiske over for systemet og har en revolutionær holdning, går for eksempel til NGO'er, og uanset om de vil det eller ej - en integrationsproces i systemet finder ofte sted.
Du bliver afhængig af tvivlsomme instanser og skal kaste principper og værdier over bord. Jeg tror, at et virkelig stort revolutionært potentiale går tabt.

Johanna: Jeg er helt enig med dig Hêlîn:
En masse revolutionært potentiale går tabt, fordi så mange mennesker slutter sig til NGO'er – det betyder også, at så mange mennesker laver symbolpolitik. Jeg mener, at vi har et akut behov for strategisk effektivisering:
Vi skal sige farvel til at organisere demoer og kampagner og i stedet bygge revolutionerende strukturer, det vil sige opbygge modmagt i virksomheder og i distrikter.
Jeg har gennemgået demoer og kampagner i over 20 år og oplever, at de generelt ikke har haft succes, og at vi har mistet utrolig meget energi.
Vi bør drage konklusioner af dette.
Så længe vi kæmper over for magthaverne og kræver ting fra dem, vil vi i bedste fald opnå kosmetiske ændringer. Men så snart vi vender os væk fra magthaverne og gør vores egne ting, beholder vi energien hos os selv i form af kontakter, netværk, magt-fulde naboskabsorganisationer, organiseret arbejdsstyrke, vellykkede strejkebølger osv.

Christian: Jeg tror, at den pointe, som Hêlîn rejser, er rigtig vigtig, fordi den hjælper med at besvare spørgsmålet om, hvorfor vi er så marginaliserede:
Ja, fordi vi bliver ved med at lade os købe! Arbejdsmarkederne for venstreorienterede er i dag: NGO'er, universiteter, fagforeninger, uddannelsesinstitutioner.
I 1970'erne havde vi en æreskodeks: Tag aldrig penge for dit politiske arbejde. Okay, det kan du ikke nødvendigvis blive ved med, men der var en bevidsthed om, at så snart du lader dig betale, uden at du bemærker det, vil en anden adfærd snige sig ind og du vil tilpasse dig.
Dengang slog vi to fluer med ét smæk: Vi gik ind i virksomhederne, forsøgte at agitere der og finansierede os selv på den måde. Men det var lettere for os dengang, velfærdsstaten passede bedre til det.
Jeg arbejdede for eksempel altid ved samlebåndet på fabrikken i seks måneder, så havde jeg penge nok og kunne opkræve dagpenge i to år og leve af det. Det er ikke længere muligt i dag.
Ikke desto mindre: For at være forberedt på kommende massebevægelser skal vi også ud af vores komfortzone.

Dave: Jeg vil gerne bygge videre på den tredje mulighed, som Hêlîn nævnte:
Opbygning af selvforvaltning og modmagt, de revolutionære strukturer, som Johanna talte om. Jeg vil gerne understrege dette og påpege, at de skuffelser, som vi har oplevet i de senere år, på trods af et enormt mobiliseringspotentiale, har en fællesnævner:
Folk stoler for meget på staten i en eller anden form - lovudkast, opfordring til statsindgreb og så videre. Det har aldrig forandret noget.

Christoph Wälz: På dette tidspunkt giver det mening at sige noget om de tyske fagforeningers rolle. Fagforeninger er potentielt en form for modspil i kapitalismen.
Men udgangspunktet er, at DGB-forbundene praktiserer socialt partnerskab og dermed grundlæggende accepterer det kapitalistiske systems regler. Vi har netop haft overens-komst for de statsansatte, som er et typisk eksempel på en helt rodfæstet overenskomstrutine, hvor det er helt udenfor rutinen, når der er fire forhandlingsrunder i stedet for tre.

I betragtning af den forværrede klimakrise er vi ved at nå grænsen. Vi står over for udfordringen med at afskaffe fossilkapitalismen og det kan ikke opnås med kollektive overenskomster eller domstolsafgørelser.

           _____________________________________________
”Vi står over for udfordringen med at afskaffe fossilkapitalismen og vi må som fagforeninger inden for kort tid være i stand til at kunne lede den politiske massestrejke“  Christoph Wälz

- Som fagforeninger skal vi derfor på kort tid blive i stand til at lede en politisk massestrejke. Medarbejderne skal om nødvendigt kunne lede selvstændige strejker, hvis det faglige apparat forhindrer nødvendige skridt.
Der er i øjeblikket vigtige bevægelser i fagforeningerne i den rigtige retning, væk fra de gamle mobiliseringsrutiner og hen imod forsøg med strukturbaseret organisering. Efter min mening var hospitalsbevægelsen et fyrtårn, der satte nye standarder for selvforvaltning, kamp om flertal og opbygning af fagforeningsmagt.
Dette viser vejen for, hvordan fagforeninger igen kan blive i stand til at kæmpe og hvordan de kan blive en faktor i konflikterne i lyset af klimakrisen.

Christian: Det grundlæggende problem med det økologiske spørgsmål er, at vi alle arbejder for meget. Arbejde er energi, forbruger energi, meningsløs produktion, bullshit jobs – alt dette forbruger energi.
Det betyder, at vi skal genetablere en radikal kamp mod arbejde, der grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved, hvilke vanvittige ting vi egentlig bedriver. Dette fører så tilbage til problemet med fagforeningsinstitutionalisering, og det har igen noget at gøre med den globale opdeling af verden.
Fagforeninger er semi-statslige institutioner, der har fået suveræne rettigheder af staten, som der ikke gribes ind i. Hvornår og hvordan skete det?
Præcis, i sammenhæng med den koloniale og postkoloniale opdeling af verden – denne form for pacificering i det globale nord kan kun eksistere, fordi det globale syd er så fattigt og udbyttet. Vi abstraherer ofte fra dette:
Verdens imperialistiske skel er også ansvarlig for, hvorfor klassekampe her er så meget mindre radikale, hvorfor de er så kontrollerede og indlejrede, og hvorfor hadet til fremmedgjort arbejde ikke kommer til udtryk. Sådan ser jeg sammenhængen mellem klassekampe, økonomiske og globale kampe.

Renate: Jeg er enig med jer i mange ting. Men jeg tror, at når vi taler om den nuværende situation, så er vi nødt til at samle de forskellige kritikpunkter af kapitalisme og lønarbejde.
Det, der nu er vigtigt - i lyset af klimakrisen - er, at vi relativt hurtigt, så hurtigt som muligt, for overhovedet at redde noget, er nødt til at komme med ideer og praksis, der radikalt kan ændre den måde, hvorpå produktionen foregår. ud. Så vi kan stoppe klimakatastrofen. Vi kan ikke fortsætte på den gamle måde.
Jeg har allerede sagt det før, at jeg opfatter situationen i dag som prærevolutionær - det var lidt provokerende, men det jeg mener er: Denne følelse, som jeg også havde i 1989, før efteråret, en følelse, som alle havde dengang: Tingene kan ikke fortsætte sådan længere, der skal ske noget. Den er tilbage nu.
Venstrefløjens folk bør derfor tænke over, hvordan en radikal ændring af produktions-måden kan finde sted i øjeblikket. For når tiden kommer, når der virkelig sker noget, skal man være forberedt. Dette er også en erfaring fra 1989.                                                                                   _____________________________________________

”Jeg har konstateret positivt, at klimabevægelsen nu
  i langt højere grad er orienteret mod klassekamp”

  Tatjana Söding

Tatjana: Jeg har observeret positivt, at klimabevægelsen nu er orienteret meget mere mod klimakrisen og klasse-kampen. Der er bestemt sket en stor drejning væk fra 2019 Fridays For Future, denne type strejke. Samtidig er det heller ikke så nemt. Eksempel: Tesla Grünheide. 
Spørgsmålet opstod i klimabevægelsen: Hvordan behandler vi arbejdere, hvordan kan vi få folk over på vores side?

Men det er svært, fordi de mennesker, der arbejder der, faktisk ikke har råd til at miste deres job. 
Så vi som venstrefløj er nødt til at stille os selv spørgsmålet om, hvordan vi kan kompensere for dette økonomisk, for eksempel gennem solidaritetsfonde, så de mennesker, der strejker og potentielt mister deres arbejde, også støttes økonomisk uden for den velfærdsstat, der diskriminerer  arbejdsløse.

Christoph: Ligesom Renate er jeg af den opfattelse, at spørgsmålet om klima og klassekamp er afgørende, da klimaet simpelthen påvirker alle livets spørgsmål, især for den yngre generation.
Men alternative ideer kræver også modmagt i virksom-hederne, og derfor synes jeg, at Tatjanas pointe er vigtig ift. at søge kontakt til metalarbejdere og ikke ignorere de vanskeligheder, der er – selvfølgelig er der bekymring for at miste jobbet .
IG Metall fokuserer strategisk på en "drive turnaround", omstillingen fra forbrændings-motorer til e-mobilitet. Men det medfører ikke en reduktion i materialeforbruget, det handler først og fremmest om at gøre det muligt for bilselskaberne at fortsætte driften. Jeg tror på, at arbejdernes håb om at kunne opretholde deres levestandard på denne måde i sidste ende ikke rækker langt.
Derfor tror jeg, at tilgange, der allerede findes i dag i lille skala, hvor arbejderne tænker på at ændre produktionen, er så vigtige, fordi det er en styrke, som vi har brug for, når vi forestiller os en helt anden produktionsmåde.

Ikke overraskende har jeg en anden vurdering end Christian, når det kommer til fag-foreningerne. I mine øjne er det i den grad  modsætningsfulde organisationer, hvor der altid er ansatser til modstand, selvom fagforeninger er en vigtig ordensfaktor.

Det er værd at arbejde med disse modsætninger.
For eksempel ville de sidste par års hospitalskampe ikke være sket, hvis ikke venstreorienterede i Charité for mere end ti år siden var begyndt at kæmpe inden
for ver.di for en ændring af fagforeningens strategi i hospitalssektoren.

Zwei: Selv om fagforeninger, som Christian siger, nogle gange fungerer som halvstatslige institutioner, tilbyder de også udgangspunkter for, at folk, for eksempel i virk-somhederne, kan tage de første skridt og ikke står alene med konflikten om lønarbejde eller inflation og social isolation.
Det er også vigtigt for os, så vi ikke forbliver indenfor i vores egne venstrefløjskredse. Jeg ser dette som et afgørende udgangspunkt for at håndtere spørgsmål om materiel eksistens og arbejde, simpelthen fordi det berører så mange mennesker.

Johanna: Det Renate sagde om, at vi skal koncentrere os om at implementere en anden produktionsmåde i lyset af klimakrisen, er sandt.
Men det er ikke noget, man bare tænker og derefter implementerer, man skal arbejde hen imod en revolution.
Derfor er det vigtigt, at vi indser, at vi skal bygge en forenet revolutionær bevægelse.
Det betyder også, at vi skal behandle hinanden anderledes, meget venligere, meget mere åbent og se os selv som dele af en bevægelse, der skal vokse sammen ved at dele en fælles strategisk retning. I denne sammenhæng, som Tatjana siger, har vi også brug for solidaritetsmidler.

Erik: Når man taler om arbejde, bliver det altid sat i sammenhæng med virksomheder, løn, fagforeninger og produktion.
Men størstedelen af arbejdet er ulønnet arbejde, og det er ikke i fagforeningsorganiseret, men foregår i hjem og i husholdninger, hvor det er svært at organisere strejker. Dette er et problem, som jeg tror, marxismen har haft lige fra begyndelsen: at reproduktivt arbejde ikke behandles som en del af den sociale, politiske sfære.
Jeg tror på, at det er noget, vi kan arbejde mere på.

Christian: Jeg vil sprede lidt håb nu. Fra mine politiske erfaringer gennem de sidste 50 år kan jeg fortælle:
Der er ikke meget du kan gøre, men der er håbet. Vi lever under kapitalens tingsliggjorte magt, det er en fetichagtig magt, der bevæger sig selv, i økonomiske cyklusser, har sine op- og nedture, der sker alt muligt, der er ikke meget, vi kan gøre ved det.
På den anden side er vi med hensyn til massemobiliseringer afhængige af, at der sker noget, med andre ord: Der skal være kriser. Og jeg er ikke så pessimistisk: Alle de bobler, der i øjeblikket er ved at bygge sig op, vil kollapse i løbet af de næste to eller tre år.
Vi vil opleve noget som 2008, men i større skala. I de kaotiske situationer som følger med opstår der friheder, muligheder for at ændre tingene på den ene eller anden måde. Vi skal forberede os på det. Det er det, vi ser igen og igen: Venstrefløjen er ikke forberedt.
Når massebevægelser opstår, opfinder folk deres egne organisationsformer: Råd; i Egypten var det Tahrir-pladsen og så videre.
Det var det, jeg mente, Johanna, med den organisatoriske fetich, altså at venstre-fløjen ikke skal overvurdere sig selv i denne henseende. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal forberede os.
Tværtimod: Om der opstår reelle sociale bevægelser er ikke i vores hænder, men om vi er parate og i stand til at gribe ind, det er det, det drejer sig om.
        _________________________________________________________              

Interviewet er ført af det tyske venstrefløjstidsskrift analyse & kritik – ak, i december 2023. En del af fotografierne er taget af Kornelia Kugler. autonom infoservice har oversat et uddrag af debatten.
(Hele interviewet kan læses her på tysk ) 

Du kan tegne et abonnement på Tidsskriftet analyse & kritik - ak
Abo & Service