Emma Goldman & 1. maj

Når Arbejdernes Internationale Kamp-dag markeres netop den 1. maj sker det til minde om Haymarket-oprøret i Chicago den 1. - 4. maj 1886.
________________
Dette oprør blev på mange måder skelsættende for arbejderbevægelsen og det var Haymarket-oprøret, som gjorde Emma Goldman til anarkist.

• I anledning af 1. maj bringer vi her uddrag af Emma Goldmans selvbiografi ”Living my life” der udkom første gang i 1931 i New York. 

_______________
Emma Goldman født den 27. juni 1869 i byen Kvono i det zaristiske Rusland (i dag Kaunas, Litauen), død den 14. maj 1940 i Toronto, Canada

Emma Goldman skriver i sin selvbiografi
”Gelebtes Leben”, 926 sider, Udg. af
Nautilus Verlag, 2018:

• Strejkekampe og politivold

” En søndag var der møde med en kendt socialist fra New York. Johanna Greie ville fortælle om begivenhederne i Chicago.
Denne dag var jeg den første i salen og jeg iagttog, hvorledes rummet både oppe og nede blev fyldt med nysgerrige mænd og kvinder. Langs væggene stod rækker af politifolk.

Taleren var en bleg kvinde med store lysende øjne, ca. midt i trediverne. Hun talte meget alvorligt og hendes stemme rystede af op-hidselse. Det handlede om de skelsættende begivenheder i Chicago.

Første fremlagde Johanna Greie den historiske baggrund for begivenhederne. Hun fortalte om arbejderne, der krævede 8-timers arbejdsdag og strejkerne, der i 1886 var brudt ud i hele landet med dette krav. Bevægelsens centrum var Chicago, her fandt de mest heftige kampe mellem de udbyttede og deres arbejdsgivere sted.

Et møde blandt strejkende arbejdere i McCormick Harvester Company i Chicago blev overfaldet af politiet. Kvinder og mænd blev gennempryglet og flere blev slået ihjel.  

• Haymarket den 4. maj 1886

I protest mod politivolden blev der indkaldt til manifestation den 4. maj på Haymarket i Chicago.
Dette opråb var bla. underskrevet af Albert Parsons, August Spies og Adolph Fischer. Manifestationen forløb fredeligt og uden forstyrrelser.
Dette blev også bekræftet af byens borgmester, Carter Harrison, der selv deltog for at danne sig et indtryk. Han forlod tilfreds forsamlingen og informerede politiinspektøren om, at alt var i orden. 
Himlen blev mørkere og skyer trak sig sammen over pladsen, en let regn satte ind og menneskene begyndte at gå hver til sit.
Så kom pludseligt Captain Ward med sit stærkt udrustede politikorps og befalede at opløse forsamlingen med det samme. Politiet overfaldt demonstranterne på den mest brutale vis og tæskede nådesløst folk sønder og sammen.

Fem anarkister – Albert Parsons, August Spies, Louis Lingg, Adolph Fischer og George Engel blev dømt
til døden ved hængning.
Michael Schwab og Samuel Fielden blev idømt livsvarigt fængsel. Oscar Nebe fik 15 års fængsel. Blodet fra de uskyldigt dømte martyrer fra Haymarket skreg på hævn.
Da Johanna Greie forlod salen, vidste jeg med sikkerhed: Mændene fra Chicago var uskyldige. De blev dømt til døden pga. deres politiske anskuelser. (...)
Jeg gik hjem i en drømmeagtig tilstand. Min søster Helena sov allerede, men jeg måtte tale med hende.
Jeg vækkede hende og fortalte hende hele historien, jeg nærmest gentog Johannas tale ord for ord. Min beretning må have været meget dramatisk, for da udbrød Helena: ”På et tidspunkt hører jeg nok, at min lillesøster også er en farlig anarkist!” ."

• 1.maj i New York 1891
  Emma Goldman skriver i sin selvbiografi ”Gelebtes Leben”:

”På den internationale socialistkongres i Paris 1889 blev det besluttet at erklære 1. maj til arbejdernes kampdag.
Forslaget begejstrede arbejdere i alle lande. Foråret begyndte samtidig med en ny opblomstring i frigørelses-kampen. I 1891 fik kongressens beslutning bred tilslutning:
Den 1. maj lagde arbejderne deres værktøj til side, stoppede maskinerne og forlod fabrikkerne og minerne. Festligt klædt demonstrerede de med deres faner, marcherede til revolutions- musikkens medrivende rytmer og sang. Overalt var der demonstrationer for at manifestere arbejdernes krav.
De romanske lande var allerede gået igang med forberedelserne. De socialistiske og anarkistiske publikationer berettede udførligt om mangfoldigheden af aktioner, der var planlagt til denne dag.
Også i Amerika blev der opfordret til at demonstrere arbejdernes styrke og magt, så det gjorde indtryk. Der blev afholdt møder om natten for at forberede denne begiven-hed. Jeg blev igen udpeget til at forhandle som anarkisternes repræsentant med fagforeningerne.
Landets borgerlige presse startede en hetzkampagne og beskyldte de radikale elementer for at ville sætte gang i en revolution. Fagforeningerne blev opfordret til at skaffe sig af med ”det udenlandske pak og forbrydere, som vil ødelægge vores lands demokratiske institutioner” .
Kampagnen havde sin virkning. De konservativ indstillede arbejdere nægtede at nedlægge arbejdet og deltage i 1. maj demonstrationerne. De øvrige foreninger var for få og stadig skræmte af overgrebene mod de tyske immigrant fagforeninger under Haymarket-begivenhederne i Chicago.

Kun de meste radikale tyske, jødiske og russiske organisationer fastholdt den oprindelige beslutning. De ville demonstrere.

Socialisterne organiserede manifestationen i New York. Den skulle finde sted på Union Square, og de havde lovet anarkisterne, at de kunne tale fra deres egen tribune.
Men i sidste øjeblik nægtede de socialistiske organisationer at lade os opstille vores taler-stol på pladsen.
(Johan) Most kom ikke til tiden, men jeg og en gruppe unge, bla. Sasha (Alexander Berkman), Fedja og flere italienske, tyske og østrigske kammerater var til stede.
Vi var fast besluttet på at give vores bidrag til den store begivenhed. Da det stod fast, at vi ikke ville få vores talerstol, satte drengene mig op på en af socialisternes vogne (billedet nedenfor).

Jeg begyndte at tale. Mødelederen forlod arrangementet, men efter et par minutter vendte han tilbage sammen med vognens ejer. Jeg fortsatte min tale.
Manden spændte sin hest for vognen og den traskede løs. Jeg talte videre.
Mængden, som ikke mærkede, hvad der foregik, fulgte med os væk fra pladsen og gennem et par gader, mens jeg talte videre.
Så dukkede politiet op og spredte mængden. Vognen holdt stille. Kammeraterne fik mig hurtigt ned fra vognen og løb afsted med mig.
I alle morgenaviser stod en beretning om en hemmelighedsfuld ung kvinde, som stod på en vogn, svingede med en rød fane og råbte ”Revolution!”, med sådan en ”skinger stemme at hesten var flygtet afsted”. ”  

__________________________

Kilde: Uddrag af Emma Goldmans selvbiografi ”Gelebtes Leben”, 926 sider, Udg. af Nautilus Verlag, 2018. 3. oplag. (Originaludgaven ”Living my life” udkom 1931, udg. af Alfred Knopff Inc., New York) Oversat af ikh./autonom infoservice

autonom infoservice

• Emma Goldman in our hearts

Emma Goldman (1869 - 1940) var en amerikansk anarkist, antimilitarist og fremtrædende feminist. Den dag i dag er hun en vigtig inspirationskilde for den libertære del af venstrefløjen.

Emma Goldman var noget særligt.
Hun var radikal, militant og rapkæftet.  Det har sikkert frydet hende, at FBI-lederen J. Edgar Hoover i august 1919 betegnede hende (og Alexander Berkman) som ” two of the most dangerous anarchists in this country and if permitted to return to the community will result in undue harm”. 
_________

Socialistisk Bibliotek

Arkivet på materialer om 1. majs tradition og historier