Dette er anden del af interviewet med Mustafa Barghouti, grundlægger af
Det Palæstinensiske Nationale Enheds-initiativ, som med vedvarende strategiske bestræbelser arbejder på at danne et
fælles demokratisk grundlag for fremtidige strukturer for palæstinenserne. På tværs
af de indbyrdes politiske uenigheder.
_________________________
"Der er håb i folks modstandskraft. Jeg
taler ikke kun om militær modstand eller
civil modstand. Jeg taler også om denne fantastiske bevægelse blandt den yngre palæstinensiske generation på verdensplan, især i lande som USA og i Europa, hvor man har en helt ny generation af
palæstinensere, der er regenereret og genoplivet."
Mustafa Barghouti er læge og en af initiativtagerne til Det Palæstinensiske Nationale Enhedsinitiativ, som blev grundlagt i
2002.
Han er også kendt for at have stiftet Den Palæstinensiske Lægehjælpsforening i 1979, som yder medicinske tjenester til palæstinensere på Vestbredden og i
Gaza.
__________________
Interview
med Mustafa Barghouti – anden del
Første del ”Palæstinas fremtid - et interview med Mustafa Barghouti”, er blevet bragt den 28. november 2024 og kan læses her
-
Men der er stadig grundlæggende uenighed om strategien.
Ikke bare i forhold til modstandens forskellige udformninger,
men omkring selve modstandens legitimitet.
Mustafa Barghouti: Ja absolut, fordi nogle folk stadig hænger fast i troen på Oslo-aftalerne (1), og de drømmer stadig om at bringe det tabte tilbage. Men de er en meget lille minoritet nu. Det er derfor, vi siger, at vejen til enhed starter med to etapper:
- Den midlertidige fase, som går ud på at finde en måde, hvorpå vi kan gå på kompromis og skabe en form for foreløbig samlet
ledelse. Fordi den krise vi er i,
ikke kan vente og de risici, vi står over for, er for store.
- Og den anden fase er at skabe grundlag for frie demokratiske valg, der inkluderer palæstinensere i Palæstina og uden for
Palæstina. Først da vil befolkningen kunne beslutte, hvilken strategi der skal vedtages demokratisk.
- Selvfølgelig, jeg er nødt til at sige, at hvis vi havde haft valg i 2021, ville vi måske ikke have haft denne krig i dag.
- Mener du, da præsident Mahmoud Abbas fra det palæstinensiske selvstyres administration aflyste valget ved at bruge Jerusalem som undskyldning? - Undskyldningen var, at palæstinensere i Jerusalem ikke ville få lov til at deltage af israelerne, fordi de havde israelske permanente opholds-ID, ikke?
Mustafa Barghouti: Præcis. Det var bare en undskyldning for ikke at gennemføre valget.
For da vi mødtes med alle de palæstinensiske fraktioner i Egypten, havde vi en plan for at
omgå det, og alle var enige i denne plan.
- Vi ville gennemføre valg i Jerusalem uden israelsk tilladelse, uden at give Israel vetoret ift. vores valg og vores plan var at fordele 150 stemmeurner over hele Jerusalem og derefter have
20 kameraer til at overvåge hver boks.
Og lade Israel prøve at stoppe os.
- Jeg er sikker på, at hvis vi havde haft det system, ville antallet af unge palæstinensere,
der ville have stemt, have været meget større end antallet af palæstinensere, der ville have stemt i overensstemmelse med Oslo-arrangementerne i Jerusalem.
Fordi det ville have været en handling baseret på trods og modstand mod de israelske myndigheder. Men desværre blev valget aflyst. Havde vi haft valg, ville
intet enkelt parti have fået absolut flertal.
- Og det gælder iflg. alle meningsmålinger også for situationen i dag. For vi har et
fuldt proportionalt system nu. Hvis vi havde en pluralistisk regering, et pluralistisk system, så tror jeg, at dette ville have skabt en situation, hvor blokaden eller belejringen af Gaza
sandsynligvis kunne være blevet brudt. Og måske ville vi ikke have haft denne krig.
-
Mange har sagt, at Vestbredden ikke har spillet nogen større rolle
i støtten til Gaza og i modstanden mod besættelsen. Folk i Gaza håbede, at en folkelig opstand (intifada) på Vestbredden ville tjene som anden front i krigen.
- Hvad er din vurdering af Vestbreddens rolle og hvad tror du, der står i vejen for, at den får en mere aktiv rolle i modstanden?
Mustafa Barghouti: Jeg bryder mig ikke om en tilgang, der adskiller Vestbredden
fra Gaza og Jerusalem fra Vestbredden. Se, der var engang, hvor de fleste mod-standsaktiviteter fandt sted her på Vestbredden. Og folk skreg: "Hvor er Gaza? Hvorfor gør Gaza ikke
noget?"
- Der var et tidspunkt i 2021, hvor centrum for den palæstinensiske kamp var i Jerusalem, indtil Gaza greb ind. Så jeg er ikke enig i denne form for adskillelse.
Jeg tror, at Vestbredden har levet i en ny form for intifada siden 2015.
______________________________________________
"Det første mål for den palæstinensiske kamp i dag er
at blive i Palæstina, at være standhaftig og blive ved.”
- Folk er nødt til at gøre modstand på grund af udvidelserne af de israelske bo-sættelser, på grund af det Israel forsøger at gøre. Og jeg udfordrer dem, der siger,
at Vestbredden ikke deltager, fordi den israelske hær ikke kan komme ind i nogen
by, nogen landsby, nogen lejr uden at møde folkelig modstand.
- Men forholdene er anderledes på Vestbredden - med hensyn til tilstedeværelsen
af den israelske hær og med hensyn til antallet af personer, der er blevet arresteret. Vi taler om 11.000 mennesker indtil videre.
- Og det har også at gøre med Den Palæstinensiske Selvstyremyndigheds passive, negative og ukonstruktive adfærd. Vi er nødt til at forstå, at kampens mål er mange.
I denne forstand er det første mål for den palæstinensiske kamp i dag at blive i Palæstina, at være standhaftig og blive ved.
- Det faktum, at antallet af palæstinensere, der
forblev i Palæstina efter fordrivelsen af 70 procent
af det palæstinensiske folk, nu er større end antallet
af jødiske israelske folk, er den zionistiske bevægelses største dilemma.
Og det er derfor, jeg mener, at spørgsmålet om at
blive i Palæstina er meget vigtigt.
Og det handler ikke kun om at blive. Menneskene
her, den demografiske tilstedeværelse, ville ikke
have været så effektiv, hvis vi ikke havde gjort
modstand.
Så den første prioritet er, at folk skal blive. Den
anden prioritet er, at de skal modstå uretfærdighed, besættelse og apartheid.
______________________________
"Gaza sker på grund af Vestbredden"
- Er Vestbredden den næste efter Gaza?
Mustafa Barghouti: Vestbredden er hovedmålet før Gaza. Gaza sker på grund af Vestbredden. Netanyahu ønsker at annektere Vestbredden. Og ikke kun Netanyahu og hans regering, men det zionistiske etablissement som helhed.
Men de kan ikke annektere Vestbredden med alle disse mennesker, som lever der. Det er derfor, de kombinerer udvidelse af bosættelser og gradvis annektering med fordrivelse af palæstinensere, hvad
enten det er med magt eller ved at skabe ekstreme vanskelige sociale og økonomiske forhold.
- Og det er derfor, vi er nødt til at forstå, at hovedmålet med hele dette angreb er Vestbredden, inklusiv selvfølgelig, Jerusalem.
Bosættelsen Ofra, nord for Ramallah Bosættelsen Dolev, nær Ramallah
- Netanyahu siger åbent, at han retter Ben-Gurions fejl, der består i, at han ikke for-drev de palæstinensere, der blev i 1948 og ikke besatte Vestbredden og Gaza og fordrev dens
befolkning.
Netanyahu mener også, at han retter op på Rabins fejltagelse, som var at opretholde muligheden eller potentialet for en begrænset form for palæstinensisk selvstyre.
Og for det tredje mener han, at han retter fejlen fra Sharon, som måtte trække sig tilbage fra Gaza i 2005.
Dette er Netanyahus tankegang: Han tror på sig selv som den største zionistiske leder efter Jabotinsky (Wladimir Zeev Jabo tinsky, militant zionistisk ideolog, aut.info) Hans
hovedmål er den totale annektering af hele Palæstina - og videre. Du hørte, hvad Trump sagde; han har lige opdaget, at Israel er meget lille, og det skal udvides.
- Tror du, der er plads til håb midt i al denne fortvivlelse?
Mustafa Barghouti: Ja, der er en stor mængde håb. Der er håb i folks modstands-kraft. Der er håb i folks modstand. Jeg tror på den yngre generation i Palæstina. Jeg synes, de
viser fantastiske modeller for modstandskraft og modstand.
- Jeg taler ikke kun om militær modstand
eller civil modstand. Jeg taler også om
denne fantastiske bevægelse blandt den yngre palæstinensiske generation på verdensplan, især i lande som USA og i Europa, hvor man har en helt ny generation af palæstinensere, der er
regenereret og genoplivet.
- Jeg tror, at den 7. oktober gav energi til en hel palæstinensisk generation overalt. Og
jeg tror, at dette åbner vejen for en ny form
for palæstinensisk enhed omkring et samlet projekt, der omfatter alle palæstinensere, uanset hvor de bor, uanset om det er i Palæstina eller uden for Palæstina.
(Artiklen er oversat fra Die Internationale 6/2024 og er oprindeligt bragt i magasinet Mondoweis d. 7. oktober 2024. Oversat og
forkortet af folk fra autonom infoservice)
Relateret
autonom infoservice
- Palæstinas venstrefløj – et mislykket forsøg på enhed (1. juni 2021)
Op til valget den 22. maj 2021, som nu er blevet aflyst, så udsigterne for venstrefløjen ikke lovende ud.
Det skyldes såvel den årtier lange polarisering mellem Fatah og Hamas som venstrefløjens opsplitning. Et aktuelt forsøg på at overvinde de indbyrdes stridigheder og danne en fælles valgalliance mislykkedes ...
Note
1) Oslo-aftalens indhold og dens fiasko
- af folk fra autonom infoservice
Den første fredskonference i Madrid den 30. oktober 1991 mellem PLOs ledelse og det israelske socialdemokratiske regeringsparti Mapai endte uden synlige
resultater. Resultatløs blev også de efterfølgende ti forhandlingsrunder i Washington.
Derfor var overraskelsen stor, da PLO og det israelske socialdemokrati efter lange og hemmelige forhandlingsmøder i Oslo, 13. september 1993 offentliggjorde en fælles overenskomst - den såkaldte "Declaration of Principles".
Hovedpunkterne i denne aftale var oprettelsen af et begrænset palæstinensisk selvstyre i de besatte områder Gaza og Ariha (Jeriko). Desuden midlertidig etablering af en
palæstinensisk autonom centraladministration samt en gensidig anerkendelse. Inden 1996 skulle forhandlingerne fortsætte og behandle samtlige vitale spørgsmål vedrørende situationen i
Palæstina.
Først og fremmest afklaring af den fremtidige status for de besatte områder samt Østjerusalem, løsning af flygtningespørgsmålet for de 1.233.000 palæstinensere,
der lever som flygtninge i de besatte områder og endelig en grænsetrækning mellem staten Israel og det fremtidige palæstinensiske statsterritorium.
I den såkaldte Oslo-II-aftale besluttede PLO og Israel den 9. august 1995 i Oslo, at Israels militær skulle trække sig tilbage fra flere steder i de besatte områder. Israel etablerede med sin differentierede tilbagetrækningsmodel et kompliceret forvaltnings-system i Palæstina og umuliggjorde udviklingen af en fungerende,sammenhængende samfundsstruktur i de palæstinensiske selvstyreområder.
De palæstinensisk-israelske forhandlinger i Oslo styrtede PLO ud i sin historisk set dybeste krise. Allerede 9. oktober 1993 vendte en »Alliance af Palæstinensiske Kræfter« (Tahaluf al-Quwa l-Filastiniya) sig til offentligheden med en fælleserklæring, der afviste Oslo-aftalen.
Alle kendte oppositionsgrupper samledes i denne alliance bestående af: PFLP, DFLP, PFLP-GC, As-Sa`iqa, Fatah-Intifada, PLF, PSF, Hamas, Jihad al-Islami. I
Januar 1994 præsenterede alliancen så et fælles program, hvori de opfordrede til kamp mod aftalen med Israel, og fremhævede det palæstinensiske folks nationale ret til sit land i fulstændig
uafhængighed.
Skønt alliancens organisationer stadig væk anså PLO for at være det palæstinens-iske folks legitime repræsentant, undsagde de samtidigt PLO-ledelsen enhver
legitimitet. Alliancen erklærede, at de ville boykotte samtlige instanser og institutioner, som er med til at omsætte Oslo-aftalen til praksis i de palæstinensiske områder. Derudover
opfordredes til boykot af valg til de selvstyrende organer og til at nægte ethvert samarbejde med de institutioner, hvor al-Fatah deltager. (PFLPs avis
al-Hadaf, nr.1175, 23.1.1994).