Tyrkiet. Venstrefløjen og de nationalistiske dele i opstanden

Siden Istanbuls borgmester Ekrem Imamoğlu blev arresteret den 19. marts 2025, har der udviklet sig en massiv modstand mod Erdogans regering.
Millioner af vrede demonstranter er gået på gaden hver dag siden den 19. marts. 
" Dette oprør i Tyrkiet fortjener at blive støttet på trods af stærke nationalistiske islæt. Det kan åbne op for, at kvinder, kurdere, alevier, queers, fattige, unge, immigranter og andre kan begynde at trække vejret, blive hørt og respekteret..."

• ”To Struggle Against the Order of Exploitation, Tyranny and Plunder!”
  – en erklæring fra tyrkiske libertære, venstreradikale og queer grupper

Ikke meget har ændret sig i Republikken Türkiye i løbet af det sidste århundrede. Republikken blev grundlagt på baggrund af folkedrabet på armenierne.
For ikke-muslimer, kurdere, alevier (sufister) og kvinder, var staten og det nationalistisk-patriarkalske samfund altid en kilde til undertrykkelse.
At Recep Tayyip Erdoğan har været Tyrkiets premierminister fra 14. marts 2003 og landets præsident fra 2014 har for størstedelen af samfundet betydet undertrykkelse, fattigdom, vold og højere huslejer.
I 2013 gik titusindvis af mennesker på gaden ifm. Gezi Park-protesterne (1), der fandt sted i byer over hele landet. Modstanden, der varede nogle måneder, blev knust med voldsom politibrutalitet, der kostede otte unge mellem 15 og 22 år livet, mens tusindvis af andre demonstranter blev fængslet.
Den tyrkiske stat, der siden 2013 har fremstået som ren politistat, begyndte at regere med absolut autoritære tiltag efter det fiktive kupforsøg i 2016. Erdogans regering formaliserede på dette tidspunkt et Tyrkiet i undtagelsestilstand.

• "Terror" er blevet et magisk ord for Erdoğan

Den økonomiske krise er eskaleret siden 2021, så 60 % af befolkningen i dag lever under yderst prekære forhold.

Millioner af mennesker i Tyrkiet, der er tvunget ud i elendighed år efter år, troede ved hvert valg på et regerings-skifte, der ville forandre situationen. Men Erdoğan, som har medierne og retsvæsenet under sin kontrol, for-hindrede dette ved at  kriminalisere oppositionen og udbrede frygt blandt befolkningen.
Blandt andet ved at stemple skiftende befolkningsgrupper som terrorister eller fjendtlige udenlandske agenter. Først og fremmest kurdere, alevier, studerende, fagforeningsfolk, advokater, journalister, akademikere. "Terror" er blevet et magisk ord for Erdoğan for at bevare sin magt, mens mennesker, der udfordrer autoriteter, ender i fængsel, eksil eller død.

• Den aktuelle folkeopstand bliver først og fremmest organiseret af unge mennesker, som aldrig har oplevet et masseoprør, men som er gået på
  gaden og siger: "Intet er værre end at leve på denne måde".
  Millioner af unge mennesker, der er vokset op med opfattelsen af, at de tidligere revolutionære var terrorister, og at staten og politiet eksisterer for
  at beskytte befolkningen, står nu over for en anden virkelighed. 

• På vej til "kuppet" den 19. marts 2025

Om morgenen den 19. marts 2025 arresterede hundredvis af politifolk Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu i hans eget hjem.
Han opstillede til det kommende præsidentvalg
med det erklærede mål ”at besejre Erdoğan".
Han anklages for terrorisme og korruption. Anholdelsen fik bred opmærksomhed i Tyrkiet
og rundt om i verden, men Imamoğlu er ikke
den første borgmester i Tyrkiet, der blev fyret
og arresteret af retsvæsenet.
Siden 2016 er mange valgte borgmestre fra kurdiske byer blevet fyret, arresteret
og erstattet, som regel af en Erdogan-loyal embedsmand. (2) Den kendsgerning,
at disse kurdiske borgmestre blev anklaget med falske terror-beskyldninger, har
fået store dele af den tyrkiske offentlighed til at acceptere dette som legitimt og
har ikke protesteret.
Tavsheden ift. denne uretfærdighed i de kurdiske byer foranledigede Erdogan-regeringen til at gøre det samme med andre borgmestre fra det nationalistiske
socialdemokratiske centrumsparti CHP, der er det største parti efter Erdogans
parti AKP.

Titusindvis af unge viser sig nu for første gang i deres liv på gaden for at protestere i mange byer i Tyrkiet. Unge, der ikke var i stand til at komme ud af den frygtboble, som regeringen skabte, som blev udsat for den tyrkiske stats meget intense sociale manipulation gennem institutioner så som ud-dannelse, medier, familie osv., men som nu ikke længere kan trække vejret af desperation og kræver forandring. Selvom anholdelsen af Ekrem İmamoğlu var udløseren af disse unge menneskers oprør, er de begyndt at udtrykke deres vrede og krav ift. mange spørgsmål ved at sige "Det handler ikke kun om Imamoğlu, har I ikke forstået det endnu?"

 Under selve protesterne blev parlaments-medlemmer, der tog mikrofonen og holdt taler til fordel for valg og henviste til loven, mødt med massive tilråb.
Demonstranterne råbte til disse politikere, at de i stedet for skulle "opfordre folk til at gå på gaden og ikke til stemmeurnerne". Dette gav genlyd blandt mange deltagende. Opfordringer til at føre protesterne ud på gaden blev i årevis anset som illegitimt i den juridiske og sociale orden skabt af Erdoğans regime.

• Den tyrkiske stats strategi

Mange venstrefløjsfolk i den sociale opposition i Tyrkiet deltog i mobiliseringen til disse protester, fordømte arrestationen afImamoğlu, støttede de unges krav om ret-færdighed, demokrati og frihed og forsvarede sig mod politivold og forbud.

• I modsætning hertil begrænsede den kurdiske politiske bevægelse (DEM Partiet), der er en af de stærkeste traditionelle aktører på gaden, sin støtte 
  til  protesterne ved blot at udsende en erklæring, der kalder İmamoğlus  arrestation for et kup og nogle kurdiske partilederes deltog symbolsk i demonstrationer. Dog uden at mobilisere til deltagelse i protesterne.

Set i bakspejlet er det ikke svært at gætte på, hvad der lå bag Erdoğans ønske om at genoptage en såkaldt fredsproces med PKK (- Erdogans regeringspartner, det højreradikale, fascistoide MHP – ”Partiet for National Handling”- forhandler for tiden med kurdernes fængslede leder Abdullah Öcalan).
Spørgsmålet om, hvorfor DEM-partiet indtog en sådan passiv holdning, er imidlertid mere komplekst og vil blive mere tydeliggjort fremover. Fraværet af kurderne som en kæmpende faktor i demonstrationerne gav mere plads til de forskellige borgerlige nationalistiske strømninger, der er stærkt repræsenteret i de aktuelle demonstrationer mod Erdogan.

Hvilket resulterede i, at de dele af demonstranterne der kæmper med en inter-sektionel tilgang, såsom kurdere, feminister, LGBTI+, socialister, anarkister, etc.
i de første demonstrationer omkring 19. marts var tøvende med at være synlige med deres identiteter, for at undgå sammenstød med de mange nationalistiske tilhængere omkring CHP –partiet. I de fleste byer følte for eksempel LGBTI+-personer sig ikke trygge ved at komme med regnbuesymboler til demoerne. 

• En bred folkelig modstand konfronteres med en
  intens repression

Den 27. marts 2025 fortsatte protesterne. I den sidste uge har queers, feminister, anarkister, socialister gjort betydelige fremskridt ved at gøre sig synlige og give protesterne i deres blokke en revolutionær karakter. Samtidig vakte lanceringen af
en massiv boykotkampagne mod mange regeringsnære virksomheder, stor panik i magtens korridorer.

Mens regeringsloyale professorer ved universiteterne nu udveksler tilstedeværelsesregistre med politiet over studerende der er fraværende fra forelæsninger, er talrige professorer, der støttede opfordringen til en akademisk boykot, allerede blevet suspenderet fra deres stillinger.
Fængslerne omkring Istanbul er total overbelagt og nye fanger forventes at blive overført og fordelt til fængsler i nabobyer.

Mere end 2.000 mennesker er siden den 19. marts blevet varetægtsfængslet i for-bindelse med protesterne. Tusindvis af demonstranter er blevet såret, nogle ganske alvorligt. Snesevis er allerede blevet idømt fængselsstraffe, utallige studerende der deltog i demonstrationer er blevet udvist fra universiteterne, folk har mistet deres
jobs og alle , der har deltaget i protesterne stempler den statslige propaganda som terrorister.

Chaos in Turkey as cops hit protesters 
with tear gas & rubber bullets:

- Dette oprør fortjener at blive støttet på trods af stærke nationalistiske islæt. Det kan åbne op for, at kvinder, kurdere, alevier, queers, fattige, unge, immigranter og andre kan begynde at trække vejret, blive hørt og respekteret.
For at opnå frihed forudsætter det en kamp for grundlæggende forandringer af den herskende orden.
- Dette oprør fortjener også at blive støttet, fordi det kan være sidste chance for aktivister, som har været fængslet og tvunget i eksil, til
 at se igen lyset for enden af tunnelen og kunne vende hjem.
(Redigeret og forkortet af folk fra autonom infoservice)

Kildemateriale
Forskellige artikler: * Projet Evasions anarşist dostluklar ağı / Netværket af anarkistiske venskaber - og af * Infos zu sozialen Bewegungen: Anhaltende Proteste in der Türkei / på tyrkisk: TAŞI POLİSE ATANIN DEĞİL, TAŞIN TARAFINI TUTMAK og  Die aktuellen Geschehnisse in der Türkei aus einer antiautoritären Perspektive  )

Noter
1) autonom infoservice: Interview: Tyrkisk forår – revolte og håb (juni 2013)
Interview: Hvordan videre efter Gezi-park oprøret? (september 2014)
2) autonom infoservice: Kurdernes præsidentkandidat fører valgkamp fra fængslet (8. juni 2018)
3) autonom infoservice: Tyrkiet. Modstand mod rydningen af Akbelen-skoven (11. august 2023)

The protests that started after
the detention of more than 100 people, including IBB Mayor Ekrem İmamoğlu, continue to grow.
The protests, in which university students are at the forefront,   have started to gain a militant character and become mass despite the CHP’s efforts to contain them. Although these protests started as a result of the conflict between two ruling cliques struggling for power, it is clear that the anger that has been unleashed has reasons far beyond the detention of İmamoğlu.

Today, it is no coincidence that young people, the workers of the future and the workers of today, whose future has become uncertain, many of whom have to
work at the same time as studying, are at the forefront of the struggle.

The anger is also a result of the increasing impoverishment of millions of people
who survive by their labor, their being squeezed day by day under the economic crisis, the endless murders of women, the oppression and attack policies against LGBTI+ people, the massacres of animals, the attacks against the Kurdish people despite the so-called peace talks, and the fact that the lives of millions of people
have become unbearable due to the government’s policies based on oppression
and coercion.
We see that this anger is directed not only against the AKP-MHP government,
but also against the CHP, which for years has been supposedly oppositional,
but has been the government’s stooge in every difficult moment, restraining the possibility of social explosions in every crisis and directing energy towards the elections.
People have realized that elections are useless and that there is no other way
for liberation except struggle. At this point, it is clear that the people taking to
the streets cannot be easily stopped by repression, nor can be manipulated by
CHP in line of its own agenda.

On the other hand, we need to recognize that there are limits to what these
protests have become today. There is a high probability that this reaction move-
ment, which has no class character and whose political content and demands
are unclear, will remain as a tool of conflict between the ruling powers or simply
fizzle out. 
However, it also has the potential to grow, radicalize and achieve real, lasting
gains if it is linked to existing struggles in terms of demands and methods. Since
the beginning of 2025, wildcat strikes and workers’ resistances in various cities,
the resistance of women and LGBTI+ people despite all kinds of oppression and violence, the struggles against ecological destruction and massacres of animals
living on the streets show that the spirit of resistance has been preserved in these lands despite everything.
Today, it is not politicians in suits, union bureaucrats or rich tycoons who are
creating this wave of struggle, but workers, children of workers and individuals
who have actively participated in the struggles mentioned above.

Therefore, it is possible to strengthen the wave of struggle with class demands
and discourses, and this is exactly what we need to do. We should be involved
in this struggle, not as a pillar in the struggle for power, but in an organized way,
with the perspective of articulating the current problems and demands of the
working class, women and all those who are oppressed and discriminated
against, and turning those into the demands of the movement.
On the other hand, we must try to involve different sections of the working class,
who are already struggling with strikes and resistances, in the struggle. We must
take this struggle from the street to our workplaces and from our workplaces to the street. We must not leave the fate of the struggle to what comes out of the mouths
of a group of politicians in suits.
For this, we need to create self-governing decision-making mechanisms in our workplaces, schools and neighborhoods where we can discuss our economic
and political problems and determine our concrete demands.
The forums that emerged in the aftermath of the Gezi Resistance were important experiences we have in this regard and we must develop and revitalize these experiences. This is the way for the struggle to be permanent and to achieve gains.

We will win by resisting! Our strength comes from our unity!

* Anarcho Queers, * Anarchists from Ankara, * Bilgi
Gökkuşağı, * Bizim Elimizde * Campaign Group, 
* Eşitlik Topluluğu, * Heimatlos Kültü, * Anarchists from Istanbul, * Izmir Anarchy, * Kuir Uşak, * Autonomous  Workers’ Associations, * OzU LGBTIQ+,  * VeganEsk

• Links
  * To Struggle Against the Order of Exploitation, Tyranny and Plunder!
  

            * På tyrkisk: Sömürü, Zorbalık ve Talan Düzenine Karşı Mücadeleye!