April 1975: USA taber krigen i Vietnam

• For 50 år siden, den 30. april 1975, sluttede Vietnamkrigen.

Overalt i verden gik venstrefløjen på gaden den 1. maj 1975 og fejrede USA's
nederlag i krigen. I København drog demonstranter til USA's ambassade
under parolen: ”Vietnam har sejret - imperialisterne led nederlag”.
Den vietnamesiske folkelige modstand kæmpede mod USA's militære invasion, der varede fra 1955 til 1975 og kostede flere millioner vietnamesere livet. Den amerikanske hær mistede omkring 58.000 soldater.
Solidaritetsbevægelsen med Vietnam blev til en verdensomspændende revolte mod den kapitalistiske samfundsorden og bidrog i USA til nederlaget for US-army i hele Sydøstasien.

• En kort oprids af Vietnamkrigens historie
• Front National de Liberté (FNL) - drivkraften bag en social revolution
• Vietnamsolidaritet i Danmark

      ______________________
"Mit folks virkelige fjender er her,
  ikke i Vietnam"
- Bokselegenden og militærnægter
  Muhammad Ali (1942 - 2016)

Vietnam var den første krig, USA tabte.
Den 30. april 1975 faldt Saigon (idag Hồ Chí Minh by). Den sydlige og nordlige del af landet blev genforenet under ledelse af Vietnams Kommunistiske Parti (– et parti med stærke autoritære træk og en stalinistisk fortid).
En global antiimperialistisk solidaritets-bevægelse for Vietnam støttede betingelseløst den vietnamesiske befolknings modstandskamp for national suverænitet.

Den vietnamesiske antikoloniale bevægelse Vieth Minh under dets militære leder Vo Nguyen Giap besejrede de franske kolonialister i slaget ved Dien Bien Phu i maj 1954 og afsluttede dermed Frankrigs engagement i Indokina.

Vietnam blev midlertidigt delt i en nordlig og en sydlig del. Vieth Minh etablerede en socialistisk
et-parti-stat, den Demokratiske Republik Vietnam i nord.
Som det blev dikteret af Genève-konferencen i 1954 , var delingen af Vietnam kun ment som en midlertidig løsning frem til det planlagte landsdækkende valg i 1956.
USA var den eneste af stormagterne, der nægtede at underskrive aftalen. Ngô Đình Diệm blev med USA's støtte ministerpræsident for det nyoprettede Sydvietnam i 1954. Han afviste at afholde det nationale valg, som var blevet påbudt af Geneve-konferencen.

• USA optrapper sin militære tilstedeværelse i Vietnam 

I 1956 startede de amerikanske militærrådgivere et træningsprogram for den sydvietnamesiske hær. USA's præsident John F. Kennedy øgede i 1962 antallet
af rådgivere i Sydvietnam fra de hidtidige 400 til 16.575 (kilde: Bernd Stöver: USA's  'Liberation Policy' im Kalten Krieg 1947–1991. Wien 2002).
I maj 1963 udløste Diem’s forbud mod det buddhistiske flag i Huế måneder med voldsom uro, der spredte sig i hele Sydvietnam. Politiet skød kvinder og børn under protestdemonstrationerne. Der var sultestrejker og selvbrændinger.
Det resulterede i alvorlige uoverensstemmelser med USA, som foranledigede et militærkup mod Diem, der i november 1963 blev henrettet af den nye militærjunta. Yderligere militærkup fulgte.

I slutningen af 1967 blev Nguyễn Văn Thiệu USA's kandidat til præsidentposten i Vietnam.
(Han flygtede senere ud af Vietnam sammen
med resterne af det amerikanske militær, da den vietnamesiske befrielsesfront indtog Saigon den 30. april 1975).
Billede tv.: Nguyễn Văn Thiệu og USA's præsident Lyndon B. Johnson  der overtog præsidentposten efter mordet på John F. Kennedy d. 22. november 1963

• USAs strategiske og økonomiske interesser

USA's daværende udenrigsminister Dean Rusk og forsvarsministeren Robert McNamara begrundede i november 1961 med henvisning til SEATO-traktaten den øgede amerikanske udsendelse af soldater og militærfolk: En forsoning ville føre til kommunistisk sejr i hele Indokina og tab af USA's troværdighed ift. asiatiske allierede samt ødelæggelsen af SEATO. (SEATO - Southeast Asia Treaty Organisation, en militæralliance/Sydøstasienpagten. Alliancen blev tiltrådt af USA og Australien).

USA forfulgte også økonomiske interesser:
Indokina-markedet og Vietnams eksportprodukter tin, gummi og ris skulle forblive tilgængelige for de provestlige stater i Sydøstasien, inklusiv efterkrigs-Japan.
Præsident Lyndon B. Johnson sendte store mængder af kamptropper til Vietnam
fra 1965.

• My Lai-massakren

Det var 1969 og USA havde netop hørt om
My Lai-massakren: Et kompagni af amerikanske soldater havde massakreret en hel landsby. I USA modtog fotografen Nick Ut Pulitzer-prisen i 1973.
Hans prisvindende sort-hvide fotografi af den ni-årige Phan Thi Kim Phuc, der løb nøgen på en landevej, skrigende og med huden ødelagt af brændende napalm, gik verden rundt.
I Woodstock manifesterede omkring en halv million hippier deres afsky mod krigen og den verdenskendte stjernebokser Muhammad Ali nægtede militærtjeneste: "Mit folks virkelige fjender er her, ikke i Vietnam", sagde Ali.

Fordi Nordvietnam ønskede at undgå amerikansk intervention i borgerkrigen i syd, støttede det FNL politisk, men ikke militært, indtil 1961.
Indtil 1965 forblev FNL-partisanerne stort set afhængige af gamle franske våben eller våben erobret fra den USA støttede sydvietnamesiske hær.
FNL så sig selv som drivkraften bag en social revolution, mobiliserede bønderne og indførte demokratisk fungerende folkeforsamlinger i landsbyerne. 
FLNs landboorganisation, som gik ind for jordfordeling, havde omkring 1,8 millioner medlemmer i 1963. Kvindeorganisationen, der i modsætning til det herskende konfucianske verdensbillede krævede en fuldstændig ligestilling af kvinder, nåede
i 1965 op på omkring en million medlemmer. Ved udgangen af 1961 kontrollerede
FNL omtrent 75 procent af landdistrikterne i Sydvietnam.

Folkerepublikken Kina var den første stat, der anerkendte FNL i 1960. Kina så sin rolle som tilhænger af befrielsesbevægelser mod begge supermagter, Sovjetunionen og USA, i de koloniale og halvkoloniale lande.

• USA bomber Nordvietnam

USA startede i august 1964 med at bombe Nordvietnam * og senere deltog amerikanske soldater direkte i landkrigen mod Nordvietnam. Præsident Lyndon B. Johnson, som Vietnambevægelsen kaldte for “Morder Johnson“, begrundede det med Nordvietnams angreb på to destroyere fra USAs flåde i Tonkin-bugten. Noget der i en senere rapport fra ”National Security Agency” i 2005 blev erklæret som ren opfindelse.
Efter Tonkin-hændelsen erklærede Maos Kina, at man ville gribe ind i tilfælde af en amerikansk invasion af Nordvietnam.

* Se den pakistansk-engelske 68-oprører Tariq Alis dagbog fra hans ophold i det bombehærgede Vietnam,  januar 1967: autonom infoservice: ”Street Fighting Years”: Tariq Ali fra det bombehærgede Vietnam

• NATO – mellem fuld opbakning
  og efterfølgende tøven

Indtil 1963 stod NATO-landene bag USA's engagement i Indokina. Men den amerikanske militære optrapning i Sydvietnam omkring 1964/65 gav anledning til bekymring for at det kunne svække alliancen.
Efter Tonkin-hændelsen afviste NATO-landene amerikanske krav om at sende europæiske tropper til Vietnam. Dog tillod Vesttysklands skiftende konservativ-socialdemokratiske koalitionsregeringer, at landets USA-baser kunne bruges som militært agerende infrastruktur mod Vietnam.
Efter juli 1965 begyndte de skandinaviske stater og Østrig at udtrykke bekymring over eskaleringen af krigen og de omfattende civile tab og de opfordrede USA til at forhandle med Nordvietnam og antikrigsoppositionen i Sydvietnam.

• FNLs ”Têt-offensiv” i 1968

Vietnamkrigen var i 1968 gået ind i en ny fase.
FNL startede den 31. januar 1968 den såkaldte “Têt-offensiv”. Omkring 84.000 mere eller mindre dårligt udstyrede partisaner trængte ind i 36 af ialt 41 sydvietnamesiske provinshovedstæder. Dermed rystede de godt og grundigt ved USAs opfattelse af sig selv som den militære overlegne.
Partisanbevægelsen angreb samtidigt adskillige provins- og distriktshovedstæder og forsøgte at erobre dem. Den amerikanske hær havde ikke forventet et så massivt angreb, på trods af advarsler fra egne  efterretningstjenester.

Indtog den amerikanske ambassade

I Saigon trængte FNL-grupper ind i den amerikanske ambassade. Efter nogle dage med heftige gadekampe trak partisanerne sig tilbage. Som hævn for befolkningens støtte til FNL og det åbenlyse imagetab for USA, lagde amerikanske kamphelikoptere hele bydistrikter i ruiner.
USA havde gjort alt for at vinde krigen. De havde smidt flere bomber end under hele Anden Verdenskrig og brugte et våben, hvis konsekvenser ville vare i lang tid: Et ukrudtsmiddel, der ikke kun ødelagde skovene, men også forgiftede mennesker, befolkningen i Sydøstasien såvel som USA's egne soldater: Agent Orange, det mest kendte afløvningsmiddel, fik kræftraterne til at stige voldsomt. Mange kvinder fødte døde eller handicappede babyer.

Den 21. april 1975 nåede enheder fra den nord-vietnamesiske hær, støttet af FNL-partisanenheder, frem til Saigon. Efter heftige kampe med resterne af USA's sydvietnamesiske allierede erobrede Folkehæren og partisanerne byens centrum den 30. april 1975. De blev hilst med begejstring af store dele af Saigons beboere. Uden at støde på modstand indtog de præsidentpaladset.
Dagen efter var hele byen indtaget og den 1. maj 1975 markerer afslutningen på USAs krig mod Vietnam.

Vietnamkrigen ændrede den måde, verden så USA på - og den måde, USA så sig selv på. Den rystede selvbilledet af en nation, der var blevet overbevist om sin egen ufejlbarlighed.
Efter krigen var Vietnam et af de fattigste lande i verden. I dag er det en autoritær men økonomisk succesfuld et-partistat. I Vietnam produceres hver anden Samsung-telefon og landet eksporterer mere peber til USA end noget andet land.
___________________
(folk fra autonom infoservice, - inklusive nogle der som unge deltog i Vietnam - solidaritetsbevægelsen)

• Vietnamsolidaritet i Danmark

- Rent statistisk set var det nok et mindretal,
der deltog aktivt i 68-oprøret. MEN det var et alt dominerende, politisk, kønspolitisk og kulturelt agerende oprør, som på utallige måder synlig-gjorde alternativerne til de kapitalistiske samfundsnormer.
De mange anti-imperialistiske demonstrationer i solidaritet med Vietnam, der kunne samle op til 30.000 mennesker i København (27. april 1968), kendetegnede 68-bevægelsens aktive potentiale ganske godt.

autonom infoservice

Ho Chi Minh’s nytårshilsen (1968): 

* Militant modstand i USA: Hvem var 'Weather Underground'? 

• Rudi Dutschke & 68-bevægelsen 

” ... Vi kan ikke nøjes med en opposition mod Nato med passiv iagttagelse eller med protester, men istedet for må vi handle. For eksempel ved at lave aktioner mod Nato-skibe.”  (Rudi Dutschke)

• 68-OPRØRET: "Remember the Revolution"